Prædikener

2017

2016: Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen PDF

 10/9 Prædiken til 13. søndag efter Trinitatis 2017. Lukas 10,23-37.

Hvem af disse tre”… spurgte Jesus, ”Hvem af disse tre synes du, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder”?
Han, som viste ham barmhjertighed”, svarede den lovkyndige.

Rollerne var byttet om. Det er helt lyksaligt.
Hvem er min næste”? spørger jeg mig selv. ”Hvem er en næste for mig”? ”Det er ham eller hende, som jeg skal hjælpe, når de er i nød”, tænker jeg selvtilfreds.

Er du nu sikker på det? Hvad nu hvis det er omvendt, sådan som Jesus viser det så tankevækkende i lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner. At min næste er derude et sted, klar til at hjælpe MIG, hvis det skulle blive nødvendigt?
Både når det virkelig gælder, liv eller død. Hvor der ydes en afgørende hjælp.

Og også når det er mindre ting, som såmænd kan være store nok endda: når min næste holder døren, når jeg belæsset med pakker ikke har flere hænder tilbage – når min næste stopper og hjælper, når bilen ikke vil, som jeg vil, og der er 1 ½ times ventetid hos Falck?

Om danskerne generelt, i hele landet, er et hjælpsomt folkefærd eller ej, det er der delte meninger om. Men jeg oplever, at der er mange, der gerne vil være næste for én – og hjælpe – hvis ellers man vedkender sig, at man har brug for hjælp fra sin næste. Og ikke er for stolt til at modtage den.

For næste gang er det måske én selv, der yder hjælpen til en anden, kendt eller ukendt, uden at behøve at føre regnskab med, hvem der er mest næste og alt for lidt næste, og så videre.

Hvis man lader være med at føre sådan et regnskab over, hvem der er mest eller mindst næste for andre – så er det nok, fordi man kender eller i hvert fald lever i en ånd, der har udspring i en lignelse som f.eks. Den barmhjertige Samaritaner.

Den er både nem og svær at forstå. Lignelsen kan forstås i flere lag. Her kommer yderste lag:
En mand bliver slået ned. To mænd går bare forbi, selvom de ser ham ligge hjælpeløs. En tredje mand hjælper ham, endda ud over, hvad man kunne forvente.God mand, ham den tredje.Helt enkel forståelse, kan begribes af enhver.

Men så, ups, skræller man et lag mere af historien: For HVEM er det, der IKKE hjælper? En præst. Ham ville man ellers forvente hjælp af, for han kender jo alle skrifterne og kender så at sige Guds vilje med hensyn til at hjælpe andre.
Og hvem er den anden, der ikke hjælper? En såkaldt levit. Og det bliver det ikke bedre af, for lad mig lige læse op for jer fra Bibelleksikonnet, hvad en levit er for noget, når vi tager ordet i dén betydning, man mener, det skal forstås i lignelsen:
En levit kan være en tempelfunktionær, altså en ansat ved templet i Jerusalem, der arbejder som sanger, dørvogter eller tempeltjener”. Og hvis I så lige skifter ordene ”templet i Jerusalem” ud med ordene ”kirken i Kerte”, så kan I godt se, at det ser kritisk ud for både præst og degn og kirketjener hér på stedet!

En levit er også en slags præst på dén måde, at hvis præsten ikke er til stede, kan levitten gå ind og forrette en gudstjeneste med i hvert fald nogle af elementerne. En såkaldt degnegudstjeneste.

Hvis man går til den kristne kirke. Nu vil jeg ikke lige nævne navne på levitterne, der er ansat her ved kirken, for sådan er vi/de naturligvis ikke.
Men I kan godt se, at Jesus er lidt ude med riven efter os professionelle trosforvaltere, hvis man kan sige det sådan. Når vi kommer ind til dette lag af lignelsen.
Ellers skal man påstå, at det er fuldstændig tilfældigt, at det er en præst og en levit, der ikke hjælper den tilskadekomne, men det kan jeg ikke tro, at det er.
Men Jesus vil fortælle os, at alle mennesker, som arbejder med en profession, skal tage hjertet med ind i sit professionelle liv.

Præsten og levitten kiggede ligeud, efter et mål, der hed at nå frem til templet og være professionel. For dem var dét selve livet.
Men måske ligger selve livets mening i de afbrydelser, som Gud sender os midt i travlheden.
Forfatteren C.S. Lewis sagde engang: ”Dagens afbrydelser er måske præcis det liv, som Gud sender os dagligt”.
Og måske var den forslåede mand selve livet – i Guds øjne. En afbrydelse sendt af Gud, sendt som en chance for at være en næste for et menneske.

Alt dette var naturligvis aldrig sket, hvis ikke de fæle røvere havde slået manden ned. Overfaldsmændene er de direkte syndere og skyldige. Præst og levit er indirekte skyldige, fordi de ikke hjælper den overfaldne.

Men der er håb endnu: ”Gå du hen og gør ligeså”, siger Jesus til dem. For han ved, at muligheden for at vise næstekærlighed er til stede i såvel præst som levit. Muligheden er nedlagt i enhver af os, fordi ”Han elskede os først”. Gud elskede os på forhånd. Vi er elskede på forhånd: ”Altid allerede elsket”.

Og hermed har vi allerede afsløret pointen i det inderste lag af denne fortælling: hvem der så altså hjalp den forslåede mand, da de oplagte hjælpere, præst og levit, ikke gjorde det: det gjorde samaritaneren.
Én, som selv kendte til at blive set ned på, ydmyget og marginaliseret. Samaritanere var ikke populære. Men det var samaritaneren, der hjalp voldsofferet, for han havde været der selv. Han genkendte et menneske, der behøvede hjælp.

Og vi kan såmænd springe direkte ud i at sige, at hér har vi også en nøgle til at se kristentroens kerne: Jesus som dén, der kan hjælpe os, når vi er i den største nød. For han har også været der selv, selvom han er Guds egen Søn.
Været dér, hvor han kun kunne græde og bede om hjælp til at undslippe lidelse og død. Netop derfor er han dén, der bedst forstår. Den barmhjertige, i ordets dybeste konsekvens. Guds inkarnerede kærlighed. Guds inkarnerede nåde.

Som vi skal synge om lidt: ”Nåden er den kærlighed, som blev grundløst givet. Nåden er den hverdag, som binder dig til livet.
Nåden er et ord fra Gud over alle dage. Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage”.
Amen.

Salmer:
728: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
31: Til himlene rækker din miskundhed, Gud
52: Du, Herre Krist
522: Nåden er din dagligdag
697: Herre, jeg vil gerne takke


27/8 Prædiken til 11. søndag efter Trinitatis 2017. Lukas 18,9-14.

Det er blevet moderne igen at være ydmyg. I hvert fald er det moderne at sige, at man er ydmyg. Hvis man bliver valgt som øverste leder af en virksomhed, er man ydmyg over for jobbet. En nyvalgt partileder, en nyvalgt statsminister er også ydmyg over for det store ansvar, der er blevet dem betroet. Og som almindeligt menneske, eller endog som genial astrofysiker, kan man også være ydmyg over for det uendelige himmelrum, alt dét, der er uendeligt meget større end én selv. I kirken vil vi sige, at man er ydmyg over for Altets Skaber, over for Gud.

Jeg kommer til at tænke på sange om høst. Ikke så mærkeligt. Det er lige nu og her. Og dér er Altets Skaber virkelig med. For nylig til en bisættelse sang vi ”Nu er det længe siden”. Om rughøsten for længe siden. Ingen høst uden ydmyghed:

Den kære rug var gæsten,
som gjorde hvert et barn så spændt;
se, far han lægger vesten og ser så indadvendt:
En skælven i et ydmygt sind,
en bøn til altets skaber,
før avlen bringes ind
”.

Først lidt indadvendt. Så en bøn til Gud. Og SÅ kan man gå i gang med sit liv og sit virke.
Ligesom tolderen, der stod afsides og bad: først vendte han blikket indad og erkendte hvem han var. Så bad han en ydmyg bøn til Gud. Og SÅ kunne han gå derfra, som retfærdiggjort.

Det var Jeppe Aakjær, der skrev ”Nu er det længe siden”. Det er også Jeppe Aakjær, der har skrevet ”Jeg er havren”. Sangen, hvor havrens små klokker kædes sammen med kirke store klokke. Høsten er fra Gud:

”Jeg er havren, jeg har bjælder på
mer end tyve tror jeg på hvert strå
Bonden kalder dem for mine fold.
Gud velsigne ham den bondeknold.

Jeg blev sået, mens glade lærker sang
over grønne banker dagen lang.
Humlen brumled dybt sin melodi
og et rylefløjt gled ind deri.

Mens i dug jeg groede fod for fod
groede sangen sammen med min rod.
Den, som YDMYG lægger øret til
hører lærkens triller i mit spil”.

Man er nødt til at bøje sig ydmygt ned for at høre lærkens triller i havrens klokkemusik. Men gør man dét, vil man også forstå, at det ikke er én selv, der er hele verdens centrum. Og det er en stor lettelse.

Et menneske er ikke kun en kold hjerne, men et varmt hjerte. Sat midt i verden, sat til at bøje sig ned og lytte til havrens musik, som på én gang er spinkel og lillebitte – og samtidig det allerstørste. Gud selv. Det kræver den gode ydmyghed at forstå dét for et menneske.

At Gud er til stede dér, hvor du ydmygt kalder på Ham. Ligesom tolderen i Evangeliet, der stod lidt afsides og bad. Og ikke ville prale af sig selv og sine egne fortræffeligheder, ligesom farisæeren gjorde. En skælven i et ydmygt sind, en bøn til Altets Skaber…

Det er den positive udlægning af ordet ydmyg. At være stor nok til at sige, at der findes noget, der er større end én selv. Det er ikke noget med at gøre sig lille over for andre mennesker, at krybe i støvet for en højerestående person.

Det i sandhed ydmyge menneske er ikke ude i at sammenligne sig selv med andre, at finde fejl hos sig selv, fejl, som de andre perfekte mennesker ikke har.

Det i sandhed ydmyge menneske er i virkeligheden et stærkt menneske. Fordi det hviler i troen på dét, der større end det selv. Og godt ved, at de andre heller ikke er perfekte.
Men ligesom farisæeren lader nogle af dem måske, som om de er det.
Ydmyg. Blød og smidig. Det betyder ordet myg. Blød og smidig, til at forme efter dét, der kræves af én. Ikke hård som sten. Ikke én stor, kold hjerne:

Det kan kolde hjerner ej forstå Jeg er lærkesangen på et strå”, siger Jeg er havren.
En kold, hård hjerne uden hjerte forstår det ikke. Et varmt, blødt hjerte gør. Sammen med sin fantastiske hjerne: At man skal bøje sig ydmygt mod jord for helt at forstå, hvad Himlens storhed er. Og hvem Gud er. Og hvem Jesus er.

Kaj Munk slutter sangen om Den blå anemone således:
Så bøjer jeg mig da mod jord og stryger ømt dit silkeflor, en flig af nådens trone. Du lille anemone, hvor er vor skaber stor!

Altid kan Gud storhed og Hans Søns sonoffer findes i det mindste. Det største i det mindste. Og nu skal vi for sidste gang i denne omgang bøje os ned sammen med en dansk digter for at forstå, hvad det vil sige at turde ydmyge sig til på sandeste vis at løfte sit blik mod Himlen. Nogle når først dertil meget sent i livet. Jeg tænker på Tom Kristensens digt: ”Græs”:

Græsset er underligt højt for mig,
som ligger med Næsen mod Jord.
Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan,
vokser min Verden sig stor.

Under de grønlige Spidsbueporte
standser jeg. Her vil jeg staa.
Tør ej gaa vild i det lysende Mørke!
Tør ej gaa vild mellem Straa!

Inde i Straaenes dæmrende Haller
er der en Stemme, som vaagner og kalder
et stigende: kommer du nu,
kommer du, kommer du, kommer du nu,
du nu.

Og som Svar
toner en klar
underbar, drengeklar Stemme i mig:
Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!
Men naar mit Vanvid er omme,
naar mine Drømme om Storhed er omme,
da vil jeg komme, da vil jeg komme,
da er jeg lille og lykkelig nok”.

Kære Gud i Himlen,
Tak for dagen i dag, tak for alle dage, du giver os, og for de mennesker vi kender.
Tak for sommeren, for både sol og regn, varme og kølighed.
Vi beder dig, vær med os, når vi bekymrer os, når problemer får os til at se tungt på livet.
Vær hos os, når vi oplever sorger og led os igennem livet i såvel glæden som i mørket.
Vær med os, når vi skal dø, og når vi sidder hos et elsket menneske i dets sidste tid.
Skab fred mellem folk og folkeslag og vær med din nådige hjælp hos os alle, når vi møder sorg og tvivl.

Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe d. 2. og hele hendes hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed.
Amen.

Salmer, højmesse i Skydebjerg:
754: Se, nu stiger solen
478: Vi kommer til din kirke, Gud
498: Gud, efter dig jeg længes
616: Herrens røst, som aldrig brister
727: Gud, du fra dine de herligste højeloftssale

Salmer, konfirmandindskrivning i Orte:
786: Nu går solen sin vej
73: Vi synger med Maria
478: Vi kommer til din kirke, Gud
787: Du, som har tændt millioner af stjerner


 20/8 Prædiken til 10. søndag efter Trinitatis 2017. Lukas 19,41-48.

Jesus blev ked af det en gang imellem. Og også vred og gal. Vi har lige hørt et par eksempler på det.
Jesus blev ked af det og græd, da han tænkte på, hvor meget ondt byen Jerusalem ville komme til at opleve. Han vidste alt, hvad der senere ville ske, om alle krigene der ville ødelægge den hellige by, Jerusalem. Det blev han ked af.

Og så kunne han også blive så gal en gang imellem. Ikke så tit, men engang imellem. F.eks. da han kom hen på tempelpladsen, altså rundt om dét, der dengang var jødernes helligste sted i Jerusalem.
Han så, at det var blevet forvandlet til en markedsplads med boder, hvor man kunne købe alt muligt, som slet ikke havde noget med Gud at gøre, sådan for alvor. F.eks. kunne man købe offerdyr.
Det var kun beregnet til at blive rig med for dem, der solgte det. Så blev han gal og begyndte at råbe og jage dem væk fra deres boder.
Væk med jer”! råbte han. ”Der står i Bibelen, Det Gamle Testamente, at Guds Hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule, hvor I ligesom nogle røvere snyder og bedrager folk og sælger dem snydeting, så de bliver endnu fattigere, end de var i forvejen”.
Og så væltede han deres boder og jog dem væk. Ud!

Måske gik vi rundt og troede, at Jesus var i det samme humør hver eneste dag, hele tiden. At han var for ophøjet og fantastisk til at have følelser. Men sådan var han ikke. Han var bogstaveligt talt nede på jorden, dengang han gik rundt her, lyslevende. Han var hér, på linje med os, og forstod alting.

Det er derfor, vi stadigvæk kan bede en bøn om noget, vi troede, det kun var os selv, der forstod. Men han forstår det så udmærket. Hans menneskelige side ved nøjagtig, hvad vi mener.
Han ved også godt, at vi har brug for hjælp en gang imellem. Når det bliver svært for os, og vi ikke aner, hvad vi skal stille op.

Det var Jesus, der fandt på Fadervor. Han sagde til sine disciple:”I får brug for en bøn, I kan bede til Gud, når jeg ikke er her mere. Når I ikke kan finde på andet at sige til Gud, så skal I bede Fadervor”.

Når konfirmanderne går til præst, får de at vide, at de skal lære Fadervor udenad. Det er godt at kunne. Hvis man pludselig får brug for det, og der ikke er mere strøm på telefonen og ingen andre, der kan huske det. Så kan du!

Da Jesus lærte sine disciple Fadervor behøvede han ikke engang at sige til dem, at de skulle lære det udenad. For det gjorde man med alting dengang. Det var en del af hele deres kultur, det var sådan en slags lejrbålstradition, hvor man sad om aftenen og fortalte hinanden historier. Og til sidst kunne alle mennesker historierne udenad.

Ligesom en sang, man har lært i børnehaven, før man lærte at læse. Den sidder fast. Ligesom et eventyr, man kan huske, fordi det er bygget op på en bestemt måde.
”Der var engang”…Når man først får lært at læse og skrive, så kan det til sidst ende med, at man bliver nødt til at skrive alting ned for at huske det. Så er man glad for de ting, man KAN huske stadigvæk.

Mit hus skal være et bedehus”, siger Gud. Kirken er et bedehus. Andre huse kan også være bedehuse, hvis man har meget at bede om og bede for i perioder.
Dét hus, man bor i, kan blive et bedehus. Et sygehus er et meget stort bedehus, for dér bliver bedt mange bønner til Gud.

Og endelig kan man også godt sige, hvis man skal tale i billedsprog – at man selv er et hus, og inde i dét hus, helt inderst inde, bor der én, der sommetider får brug for at gøre sig selv til et bedehus og bede inde i sig selv.
Gud kan sagtens høre det, selvom man beder inde i sig selv. Næste søndag skal vi læse en tekst i kirkerne, hvor man hører om to forskellige mennesker. Én, der står ude midt på torvet og snakker højlydt med Gud, så alle kan høre det. For alle skal høre det, og bønnen handler om, hvor god manden selv er! Så det er jo egentlig ikke en bøn, det er selvros.
Men lidt væk i en krog står der en mand og beder helt stille og er ked af det, fordi han føler sig uværdig og flov. Han beder, fordi han har brug for det. Så kan vi selv tænke over, hvad der er den bedste bøn. Gud kender dem begge to, i hvert fald, og hører dem begge to.

Vi kan også tænke over, hvad der skal bedes om i dét bedehus, vi kalder vores. I Kerte Kirke, som er et bedehus. I alle de andre bedehuse, der findes.Og i vores indre bedehus, inde i os selv.

Ligesom Jesus bad for byen Jerusalem dengang, for 2000 år siden, så kan vi i dag bede for de byer og områder, der har brug for en bøn. De store byer, der bliver ramt af terror. De områder, der hærges af krig og ufred og naturkatastrofer.

Herre, hjælp dem og os!
Amen.

Fader vor, du som er i Himlene,helliget vorde dit navn, komme dit rige.Ske din vilje, som i Himlen, således også på jorden.Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld,som også vi forlader vore skyldnere.Og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde,thi dit er riget og magten og æren i evighed.
Amen.

Salmer:
749: I østen stiger solen op
7: Herre Gud, dit dyre navn og ære
15: Op, al den ting
752: Morgenstund har guld i mund
787: Du, som har tændt millioner af stjerner


 13/3 Prædiken til 9. søndag efter Trinitatis 2017. Lukas 16,1-9. 

Den uærlige mammon slipper op. Pengene, hvordan de så end er tjent, ærligt eller uærligt – slipper op, når vi skal herfra. Der er ingen lommer i den sidste dragt, som man siger.

Godsforvalteren ødslede den rige mands ejendom bort. Han tog det ikke særlig alvorligt at passe på de store rigdomme, som han var sat til at forvalte. Rigdommene gled ligesom ud mellem fingrene på ham, ja I kender det vel godt i en anden betydning, ligesom minutterne, timerne, dagene, årene kan glide ud mellem fingrene på enhver af os. Selve livet er dén rigdom, der ikke må ødsles bort. Vi er forvaltere af selve livets rigdom.
Altid kun forvaltere. Aldrig herrer. Aldrig almægtige.P å vegne af én, der er langt større end os selv, forvalter vi rigdommene, livet, verden.
Andre menneskers lykke. Eller i værste fald ulykke. Godsforvalteren havde haft en særlig stilling, var blevet meget betroet, hans herre havde haft tillid til ham. Dén tillid blev misbrugt af godsforvalteren. Den blev ødslet bort. Og så blev han kaldt ind for at aflægge regnskab.
Forvalteren bad ikke om lov til at blive, han lovede ikke noget med, at han ville forbedre sig, hvis han fik lov at beholde jobbet. Som var hele hans liv. Han vidste nøjagtig, at hans herre havde al mulig ret til at fyre ham. Og al mulig grund til det. Hans egen følelse af magt og indflydelse var på vej væk. Han kunne lige nå at udføre nogle sidste handlinger, inden han var helt ude af det hele. Helt forsvundet ud i glemslen.

Forvalteren, det lille menneske, kunne have gjort så meget. Han kunne have nået at smadre alle skyldnerne ved at opkræve gælden på stedet, have smidt dem ud af deres huse, så de stod på gaden, og deres børn måtte sulte. Han kunne have lagt en hel landsby øde.
Men han gjorde det ikke. Han slog i stedet for en streg over noget af deres gæld. På sin herres vegne .Han ville nemlig gerne have nogle husdøre at kunne komme forbi og banke på. Nogle mennesker at være velkommen hos, en bid brød og et krus vin. Han ønskede nogle steder, hvor han var velkommen på trods af skammen over at have ødslet sin herres ejendom bort.

Så ydmyg var han blevet. Det var det eneste, han ønskede: accept og venskab. Han skaffede sig venner ved hjælp af den uærlige mammon.
Han var ikke ét af lysets børn. Så ville han ikke have haft noget med penge at gøre overhovedet, men ville have levet som en slags tiggermunk. Men det var for skamfuldt for ham, i dén verden han nu kom fra og havde fundet sin plads i.

Vi må alle finde vores plads i denne verden, i forhold til Gud, som er større end os alle. Og de af os, der er nødt til at være ”denne verdens børn”, må også finde en plads og et ståsted, hvorfra vi kan være denne verdens børn. Med ærlig og uærlig mammon.

Vi er nemlig Guds børn. Den uærlige mammon kan ikke besejre os. Og den uærlige mammon cirkulerer imellem os, og vi har gældsbeviser ude omkring, hvor vi selv skylder andre, eller de skylder os.
Og vi har gældsbeviser ude at cirkulere rundt omkring, i overført betydning, sådan at vi føler, at vi selv skylder nogen en undskyldning og en bøn om tilgivelse, og at andre skylder os en undskyldning og en bøn om tilgivelse.

Det er meget vanskelige sager, dette her, og det gør mig glad at have et Ny Testamente, hvor der findes en tekst som denne her. Et budskab, som vi ikke bare kan sige os selv. Det er ikke lysende klart, selvindlysende, hvordan det skal forstås.
Det skal mærkes. Alt dét, som vi ikke kan sige os selv, det skal sættes som et mærke i os. Vi skal have en anden til at sige os det.Og denne anden er Jesus Kristus.

Forestil jer Jesus, som han sidder dér på jorden, i skyggen af et træ, sammen med sine disciple. Han har lige afsluttet én fortælling, før han så går videre med den næste. Disciplene hører det som en fortløbende fortælling, med afbrydelser.

Så skal de lige spise, så kommer der nogen forbi og skal hilse på og snakke, og så er der arbejde, der skal gøres. Men ellers var livet sammen med Jesus én lang samtale, én lang fortælling om, hvordan Gud og menneskene har det sammen.

Og lige før Jesus fortæller historien om den uærlige godsforvalter, har han fortalt beretningen om den fortabte søn. En beretning om Guds tilgivelse. En beretning om et menneske, der finder hjem.
Og også en beretning om nogle penge, der slipper op. Også uærlig mammon, for det er arven, som den fortabte søn uretmæssigt har fået, uden at faderen er død.
Den fortabte søn er bogstavelig talt havnet i muddergrøften, i grisestien. Den uærlige mammon er sluppet op. Og hvad gør han så? Han vender om. Han vender hjem. Fuldt ud klar over, at hans far har al mulig grund og al mulig ret til at afvise ham, når han kommer hjem, for sønnens uærlige mammon er sluppet op.

Og i begge fortællinger er det lige præcis dét her, Jesus fortæller, lige præcis denne pointe, der står klar: Den fortabte søn og den fortabte forvalter vender om og går tilbage til nogen, de har gjort uret. Og dér finder de en bolig, der står klar.

Pengene er sluppet op, denne verdens mønt gælder ikke mere. Men der står en bolig parat, som ikke kan købes for penge. Denne bolig er hos Gud. Og det gik op for både den fortabte søn og for den uærlige godsforvalter, at de havde gæld, men at den var betalt.
Når det samme går op for os, når vi en gang imellem ser klarere end ellers, ja, så vil vi fyldes med taknemmelighed og huske på ordene, som Gud Fader sagde til den fortabte Søn:
Mit barn, du er altid hos mig
.Amen.

Salmer:
402: Den signede dag
679: Et trofast hjerte, Herre min
292: Kærligheds og sandheds Ånd
728: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
375: Alt står i Guds Faderhånd


6/8 Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis 2017. Matth. 7,15-21.

Nu er det her jo ikke en aftengudstjeneste. Det er en højmesse, midt på blanke formiddagen på denne første søndag i august. Lidt gråt i vejret ind imellem, måske, men dog alligevel ikke så man føler sig i aftenstemning.
Men hvis det havde været om aftenen, er der en bestemt aftensalme, som vi snildt kunne have sunget i forbindelse med dagens tekst om de falske profeter.
Sig månen langsomt hæver” – det er dén, jeg tænker på. Nr. 769 i salmebogen.

Sig månen langsomt hæver,
den gyldne stjerne svæver
på himlen klar og blid;
vor skov er tavs og stille,
og hvide tåger spille
på engen rundt ved aftenstid
”.

Det er svært at forestille sig, at der løber falske profeter rundt i den tavse og stille skov ved aftenstid, mens Mosekonen brygger de hvide tåger på engen…

Mosekonen, hvad er det, jeg siger?
Det var noget, man i hvert fald sagde i min barndom om de særlige og mystiske hvide tåger, der smøg sig rundt om træer og buske på engen og heden og dannede de mest vidunderlige mønstre i edderkoppernes spind mellem grene og græsser.

Elverhøj var ikke langt borte, fornemmede man, derude på engen ved skovbrynet kunne alt ske.Det ville ikke undre én overhovedet, hvis der pludselig dukkede dansere fra Den Kongelige Ballet op med yndefulde og svævende bevægelser, som i en drøm.

Fortællinger som denne findes i massevis i vores hukommelse, fra eventyr, børnebøger, folkeviser. Billedet af den aftenstille skov og de hvide tåger, der ruller hen over engen en sommeraften ligger som et smukt og rart tæppe og underlag hos mange af os i dén kultur, vi kalder vores.
Nok lurede der farer og fristelser, når unge mennesker bevægede sig ud i nogle af deres første, rigtige sommeraftener på fri fod. Men man havde troen på eventyrets evige pointe med sig: At det ender godt.

Ikke at man anede hvorfor eller hvordan. Kun dette vidste man: at der ikke fandtes dén elverhule, der var helt bundløs og uden håb. Der var altid en vej ud, en hånd der blev holdt under én. Og man vidste, at der ikke fandtes dén mosetåge, der ville omslutte hele verden og opsluge den i sig. Også ud af tågen ville der altid være en vej, et smuthul.
Det var noget, man bare vidste, fra sin Bibelhistorie og sit Fadervor, vil jeg tro.

En aften for nogen tid siden kørte jeg hjem herude gennem Faurskov, og tågerne kom rullende langs vejen som kæmpestore dyner. Pludselig begyndte de også at rulle ud over vejen. Og jeg kørte ind og ud gennem tågedynerne.
Inde i en tågedyne var der ingen orienteringspunkter, ingen afgrænsning af verden. Så kom jeg ud af den ene dyne, alt var som før, der var klarsyn – og pludselig ind i en ny dyne.

Det var den samme vej, den samme verden. Men intet var det samme, mens man befandt sig i tågen. Først vel uden for tågedynen igen forstod man, hvor man havde været.
Og jeg kom faktisk til at tænke på ”Sig månen langsomt hæver” og de hvide tåger ved aftenstid.Og igen var der ikke frygt, men tryghed. Både inde i tågen og uden for tågen:

Hvor rolig jorden hviler
bag nattens slør og smiler
så mild og sommervarm,
ret som et stille kammer,
hvori al dagens jammer
forglemmes skal i søvnens arm”.

Sådan lyder vers 2. Og jeg var jo dén aften på vej hjem, gennem tågerne, for at sove sødt.

Stadig ingen falske profeter. Ingen ondskab skjulte sig i tågen. Ingen Mosekone, elverfolk eller underjordiske dukkede op som falske profeter og truede aftenfreden. Ingen Djævel gemte sig i naturens fred.

Således er det også i salmen om månen, der langsomt hæver sig. Djævelen og de falske profeter gemmer sig ikke i tågen på den smukke eng.
Djævelen og de falske profeter gemmer sig derimod et ganske andet sted: i fornægtelsen af sandheden i Jesus Kristus. Og fornægtelse er nem at ty til, hvis man helt afskriver sit barnesind og sin barndoms umiddelbarhed.

Som voksne opfatter vi kun et begrænset udsnit af virkeligheden, hvis vi insisterer på kun at bruge fornuftens synsvinkel. At se alting i sin helhed er måske ikke vores stærke side.
Matthias Claudius bruger i salmen om månen netop dette billede:

Betragter månens bue,
den kun er halv at skue
og er dog hel og rund;
så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skuer kun”!

Det, vi ikke direkte ser, kan vi altså fristes til at fornægte eksistensen af. Hvad er sandt, og hvad er falsk?

1. Johannesbrev i Det Nye Testamente formulerer forskellen mellem sande og falske profeter således:
Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud”.
Sådan siger altså de sande profeter. At Jesus er Kristus.
At skelne de sande og de falske profeter fra hinanden skal vi have hjælp til:

Gud Fader i det høje,
lær mig at skelne nøje
det sande fra dets skin;
og mens jeg er i live,
lad lig et barn mig blive,
skænk mig et fromt, enfoldigt sind”!

Det er altså denne evige balancegang, som mange af os kender så godt: hvem kender bedst til sandheden? Dét barn, jeg var engang – eller dén voksne, jer er nu?
Svaret er, at sandheden er den samme og følger med os – måden, vi kommer frem til sandheden på, kan ændre sig. Men det fromme, enfoldige sind fra barndommen og barnetroen skal du have med dig ind i voksenlivets dybe og nuancerede tro.
Dén tro, der godt kan holde, selvom den ofte nok får sig et skud for boven. Det er en tro, der skal holde til meget, for der kan være mange andre i omgivelserne, der måske synes, den er fjollet, urealistisk, barnlig.

Vend det om og sig til dig selv, at tro ikke skal være som viden. Tro er af en ganske anden – og dybere – karakter. Formet af det levede liv, erfaringerne, alt hvad du har hørt og set.

Jeg har lige anskaffet mig interviewbogen med Peter Bastian: ”Altid allerede elsket”. Bogen nåede at blive til, før Peter Bastian døde tidligere i år.
Døbt som 72-årig. Død 2 år efter, efter 2 ½ års kræftbehandling. Døbt, fordi, som han siger: ”Midt i behandlingen blev jeg udsat for et indbrud af kristendom”.
Han må være blevet som barn på ny, for at det kunne ske. Derfor vil jeg glæde mig til at læse bogen. Altid allerede elsket. Af Gud, gennem Jesus Kristus.
Amen.

Kære Gud,
Vi siger dig tak, fordi vi altid er elskede.
Tak fordi du gennem Jesu disciple gennem alle tider har givet os dit Evangelium og givet os håb om engang at være i din evighed og kende dig dér.
Vær med os, når vi kommer i tvivl om alt dét, som generationerne siden de første disciple har bragt videre helt frem til os.
Vær med fremtidens kristne, med vore nye konfirmander, som snart skal starte deres forberedelse for at nå frem til at få bekræftet deres dåb.
Vær med vor Dronning, og vær med enhver der sidder i mørket og i dødens skygge. Giv os, at vi i alle tider kan sende vores bøn til dig, og hvile trygt i dit Ord til os.Amen.

Salmer:
10: Alt, hvad som fuglevinger fik
598: O Gud, du ved og kender
294: Talsmand, som på jorderige
392: Himlene, Herre, fortælle din ære
13: Måne og sol


 30/7 Prædiken til 7. søndag efter trinitatis 2017. Lukas 19,1-10.

”At opsøge og frelse det fortabte”.Der står ikke ”At opsøge og frelse DEN fortabte”. Eller ”DE fortabte”.Men der står, at Jesus er kommet ”for at opsøge og frelse det fortabte”.
Det er ikke sikkert, det i praksis betyder så meget. Det betyder vel blot noget med at dét, Jesus gjorde, var universelt, at det gjaldt om at forhindre fortabelsen som sådan, ud i hver en afkrog, helt ind i det dybeste og mest almene.

Dét, der er fælles for os, uanset rang og stand og alder: at liv efterfølges af død. At bevidstheden om denne død følges af et håb om frelse, så døden ikke skal betyde fravær af Gud.
Resultatet bliver vel det samme: at frelse DEN fortabte, DE fortabte – DET fortabte. Og ja, det gør det. Der er altid et menneske, en særlig skæbne i det enkelte menneske, der står foran Jesus og ind imellem oplever at føle sig uden for hans rækkevidde.

Fortabt. Hvad enten, det er nu, i 2017, eller det var i den lille, perfide overtolder Zakæus’ dage. Zakæus stod over for den lyslevende Jesus i helt konkret forstand. Vi andre står over for Jesus på en anden måde, hver eneste dag. I hvert et valg, vi træffer, i hver en dag, vi lever. Såvel de dage, hvor vi føler livet som en gave, som de dage, hvor vi nærmest føler det som en straf.

Er det da sværere for os at står over for denne oplevelse af Jesus, end det var at stå over for den lyslevende Jesus for Zakæus? Nej, vi har det ikke sværere. Måske tværtimod.

Vi har jo alle fordelene. Vi ved, hvordan det ender. Vi kender mellemregningerne: Jesu fødsel, hans gerninger, hans død, opstandelse og Himmelfart. Og Helligåndens komme som hans afløser. Vi har et Ny Testamente, vi kan læse i, en kristen kirke at gå hen i, et utal af mennesker at tale med om kristentroen. Hvis vi tør! For hvad tænker ”de andre” om min tro?

Hvis I nu sidder og tænker som svar på dét spørgsmål: ”Det ved jeg ikke, og det er jeg også fuldstændig ligeglad med”! – så er det bare godt!

Men hvis I nogensinde er blevet udfordret af andre på jeres tro, og de måske oven i købet nærmest har set medlidende på jer, fordi I lå under for denne overbevisning – så har I måske følt en usikkerhed. Næsten på linje med:
”Hvad tænker de andre om min vægt, min højde, min frisure, mit tøj, mit erhverv”?Det er det ydre, det kan de se. Det indre kan de kun se, hvis jeg selv afslører det.

Der er ingen tvivl om, at Zakæus har været præget af det ydre, af dét, folk kunne se. ”Hvad tænker folk om, at jeg er så lille? Hvad tænker de om, at jeg er overtolder, at jeg tager ågerrenter, at jeg er pengeafpresser og altid lige presser citronen en ekstra gang, uanset om det så er en fattig enke, der står foran mig”?

Ja men, de tænker jo, at jeg er til grin. Men det er dobbelt: for jeg er bare så snu og privilegeret, at det ikke er synd for mig, at jeg er til grin. Jeg er ikke fortabt i jordisk forstand, i de andres øjne, i omverdenens øjne. Dér er jeg ikke fortabt, tænker Zakæus. Men det synes Jesus så åbenbart, at jeg er…
For hvorfor skulle han ellers være gået ind og være gæst i mit hus? Jeg troede jo, han kom til middag, fordi jeg er rig og har status. Jeg følte mig set, selvom jeg sad oppe i et træ.

Men tænk, det gjorde Jesus ikke. Han kom ikke ind som gæst i mit hus, fordi jeg er rig og mægtig, men fordi jeg gjorde mig til grin ved at klatre op i et træ og dermed udstille, hvor lille og sårbar jeg er.

Og det er måske derfor, Jesus udtrykker det, som han gør: At Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Fortabelsen, der ligger som en mulighed.
Sådan bliver Jesus, der opsøger det fortabte hos Zakæus, til en illustration af, hvordan Jesus opsøger det fortabte i os alle.

Og hvem det så er, der aktivt kommer til hvem – om det er Zakæus, der opsøger Jesus, eller Jesus, der opsøger Zakæus – dette spørgsmål falder fuldstændig på plads, fordi det er fuldstændig ligegyldigt og ikke skal besvares på fornuftsplanet.
For i dét splitsekund, Zakæus træffer den spontane beslutning om at kravle op i det berømte morbærfigentræ – i dét splitsekund opsøger Jesus det fortabte i Zakæus.Det kan ikke skilles ad.

Zakæus fik ikke længere ben eller bodybuilder figur af dét. Og ”de andre” skiftede ikke i samme sekund syn på ham. De sagde stadigvæk: ”Han er en lille gnom og en syndig mand, en udbytter og en landsforræder”. Der ville nok gå en rum tid, før de opdagede, at Zakæus ifl. eget udsagn var blevet en from mand, som ville give halvdelen af sin formue til de fattige og betale tilbage, hvad han i samarbejde med romerne havde snydt og bedraget sine landsmænd for.

Men alt dét rod, Zakæus havde lavet i løbet af sit liv – dét dækkede Jesus på en måde over. For det var nemlig ham, der fik skældud af folkemængden, der var til stede dén dag. Folk i mængden brokkede sig ikke over Zakæus. De sagde ikke:”Se nu dén syndige mand, Zakæus, som vover at modtage Jesus i sit hus”.
Næ, folk gav ondt af sig over Jesus og sagde:”Han er gået ind som gæst hos en syndig mand”.

Jesus tog skylden for at besøge – og dermed anerkende – en syndig mand. En lille, enkel hverdagsbeskrivelse af, hvad Jesus var kommet for at gøre.Det var ikke Zakæus, der konkret inviterede Jesus på middag. Det var Jesus, der inviterede sig selv på middag. Og gav frelse til huset. Og det har han det altså med at gøre, Jesus, invitere sig selv, på måder, så vi ikke opdager, hvordan det egentlig skete. Kun at det skete.

At vi opsøgte nogen eller noget, gik et sted hen, enten i bogstavelig forstand, eller også i vort sind. Bevægede os et sted hen, hvorfra vi kunne modtage Jesus, som havde inviteret sig selv.
Det får vi ikke fotomodelmål eller kommer til at se yngre ud af, jeg siger det bare. Men vi arver evigt liv ved ham – der kommer frelse til vort hus.
Amen.

Kære Gud i Himlen, vi beder dig,
Kom til os, når vore kræfter slipper op,
og når kærligheden bliver kold iblandt os.
Vær hos os, når andres modstand gør os bange
for at tale frit ud,
hvad vi har set og hørt,
og for at gøre det, vi skal.

Ja, gør dit under hos os,
så vi ser vor rigdom
som en gave, der må deles
for at blive til liv og glæde.

Vær hos alle, der har brug for hjælp og styrke,
vær hos dem, der er udsendt til fjerne egne,
og trøst familier og efterladte til alle, der har mistet.
Vær med vor dronning og hele hendes hus.
Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse
og engang i dit rige den evige salighed.
Amen.

Salmer:748: Nu vågner alle Guds fugle små
42: I underværkers land jeg bor
492: Guds igenfødte, nylevende sjæle
342: Nu ved jeg vej til Himmerig
217: Min Jesus, lad mit hjerte få


 2/7 Prædiken til 3. søndag efter Trinitatis 2017.  Lukas 15,1-10.

Vi hørte i Evangelieteksten til i dag om det ene får, der var var blevet væk – og som blev fundet igen. De 99 andre havde det fint. Og mens hyrden gik ud og ledte efter det får, der var blevet væk, gik de 99 andre roligt rundt og græssede, hvilede sig – ja, man fristes til at sige: hvilede i sig selv og deres tryghed, mens hyrden var væk et øjeblik.
Det kunne de nemlig godt finde ud af. De blev ikke bimse og forvirrede, mens deres hyrde midlertidigt var væk. De var rolige, for de vidste, at han var der for dem, altid. Han var bare lige ude et øjeblik for at tage sig af nr. 100, som krævede lidt ekstra.

Som en skoleklasse, hvor læreren er nødt til lige at tage sig lidt ekstra af nr. 28, måske ud at lede efter ham eller hende, mens de 27 andre må sidde alene og arbejde med deres ting.
Det ved vi alle sammen godt, hvordan kan falde ud. Enten er alt fred og idyl, når læreren kommer tilbage igen. Ellers også ligner klasseværelset et bombekrater. Det kommer lidt an på, hvordan klassen er i det daglige, når alle er samlet. Om man ser det som et fælles projekt, at alle skal kunne hvile i tryghed. Og at nr. 28 skal findes en gang imellem.

Engang havde jeg lige i starten af et konfirmandforløb, altså i starten af 7. klasse, for en enkelt gang delt holdet op i drenge og piger.Pigerne skulle med mig op i kirken i første halvdel af timen. Drengene skulle sidde alene i konfirmandstuen og arbejde med opgaver, og så skulle vi bytte efter en halv time.
Det var dét, man kalder et sats! Men tillid er bedre end kontrol, har jeg altid ment.
Men før jeg gik med pigerne, trak nogle af dem mig lidt til side og spurgte med alvorlige miner – piger er jo så fornuftige: ”Er du nu sikker på, at dét er klogt?!” Underforstået: at lade drengene alene.
Det var nemlig en klasse, hvor det var et fælles ansvar at tage sig af hinanden. Men nogle gange skal man give andre chancen for at spille nye roller.  Og havde det lignet et bombekrater bagefter, hvad det ikke gjorde, var de jo bare selv blevet sat til at rydde op.

Men: hvordan skal vi forstå lignelsen, som Jesus fortæller hér, med de 99 får, der bliver tilbage, rolige og tillidsfulde, mens hyrden går ud for at lede efter nr. 100? Og pointen om, at alt bliver godt, når han så finder nr. 100, og at alle er glade sammen med ham?
Jeg ser det sådan, at det er Gud selv, i skikkelse af Jesus, der er hyrden. Han opsøger dén, der er blevet væk.Og når han finder den bortkomne – SÅ bliver der glæde deroppe i Himlen!
Jesus forklarer det selv, når han siger:”Sådan bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig”.
Og ”Der bliver større glæde i Himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse”. Der bliver altså englefest i Himlen, når nr. 100 bliver fundet. De 99 retfærdige – dem jubler englene i forvejen over i deres stille sind. De er en vedvarende, stille glæde i Himlen. Og dét bør de 99 have det fint med!
De 99 bør ikke forvente englenes jubelscener hver eneste dag. De 99 skal være glade for englenes stille glæde. Men de 99 kan med rette juble sammen med englene over nr. 100.

Jeg hører meget radio, når jeg kører bil, og hørte forleden dag en udsendelse fra et behandlingshjem for stofmisbrugere. En af beboerne fortalte, hvordan han havde været clean – ikke taget stoffer – nu i et stykke tid.
Behandlingshjemmet lå midt ude i ingenting, så der var ingen fristelser. Men hvis der havde ligget noget stof på bordet foran ham, ville han ikke have tøvet et sekund med at tage det.
Han kontaktede jævnligt sine leverandører, pusherne, om de ville komme ud med noget stof til ham. Men de ville (heldigvis) kun levere store mængder ad gangen, og det havde han ikke råd til. På dén måde holdt han sig stoffri, men ikke med sin gode vilje.
Når man har det på dén måde, tager man ikke en dag ad gangen. Heller ikke en time ad gangen. Vi er nede på minutter, som man lever ad gangen, som stoffri. Hvert minut er en sejr.
Og når det lykkes, jubler englene i Himlen, for så er det som med konen, der havde tabt en mønt og blev ved med at lede efter den, til den var fundet. De 9 andre mønter har hun opbevaret et sikkert sted, og der er ingen problemer.Men den 10. mønt måtte hun tage sig ekstra af, for den blev væk.
Dén ene mønt ud af ti havde brug for konens opmærksomhed – og fik den. Det ene får ud af 100 havde brug for hyrdens opmærksomhed – og fik den.
Og, som vi hører i indledningen til dagens tekst: De mennesker, der var tynget af problemer, havde brug for at høre, hvad Jesus ville sige til dem. Og de fik hans ord og hans opmærksomhed.
Han spiste sammen med dem, han åbnede sit hus og sit sind for dem. De følte sig fortabte – men de blev fundet.
Og der blev glæde, i Himlen og på jorden. Som der står på vores gamle kirkedør ude i våbenhuset her i Kerte Kirke:
Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.
Amen.

Gud, vor Fader i Himlen,
Tak, fordi du søger, til du finder,
og kalder, til vi hører.
Tak for din utrættelige trofasthed.

Vær hos os, når vi har det svært,
vær med os, når vi skal gå den hårde vej hjem,
efter at have svigtet og følt os utilstrækkelige.
Hjælp os til taknemmelighedens gave,
giv os hjælp til livsglæde og mod til både at give og at modtage.
Vær med os, når vi sidder i mørke og i dødens skygge.

Vær med vor dronning og hele hendes hus.
Vær med vort dåbsbarn Theodor og med alle i hans familie og kreds.
Hjælp dem og os alle til et liv i din kærligheds lys.
Amen.

Salmer:
749: I østen stiger solen op
448, v. 1-3: Fyldt af glæde (før dåb)
448, v. 4-6: Fyldt af glæde  (efter dåb)
49: Ingen er så tryg i fare
752: Morgenstund har guld i mund 


 25/6 Prædiken til 2. søndag efter Trinitatis 2017. Lukas 14,16-24.

Alle havde en undskyldning for ikke at tage imod indbydelsen. Alle de, der var selvskrevne, i hvis dna det normalt ville ligge at blive inviteret og at tage med til netop denne dejlige fest, dette overdådige festmåltid.
De sagde nej tak, fordi de tænkte på sig selv. De var meget opslugt af deres eget.
Det fælles for de tre, der siger nej tak, er at de lige har erhvervet sig noget nyt. Og det siger jeg, velvidende at jeg får ballade med de kvindelige kirkegængere.
For – den ene har købt sig en mark, den anden fem par okser – og den tredje en kone. Han har giftet sig. Man kan da ikke købe sig en kone, og nej, der var måske snarere dengang, i dette samfund, tale om at kvinden skulle have en medgift med. Men så var hun også forsørget. Men alligevel er den omtalte kone en ny faktor i forhold til mandens samlede ejendom, ligesom marken var for den første mand og okserne for den anden. Og de tre, der sagde nej, var alt for optagede af deres eget, af deres nyerhvervelser, til at sige ja, da det virkelig gjaldt.
Derfor fandt manden, der ville holde fest, sig nogle nye gæster. Nogle nye deltagere, der ville blive vanvittigt overraskede og meget glade, når de fik buddet. De var ikke vant til at få noget forærende.
Mandens hus blev fyldt med gæster. Bare ikke lige dem, han havde regnet med fra starten.

Det er en lignelse, vi har hørt. Én af de mange historier, Jesus fortalte sine tilhørere for at få dem til at forstå, hvad Guds Rige er for noget. Manden, der vil holde det store festmåltid, er Gud. Tjeneren, han sender ud med indbydelser, er Jesus.

Jesus var født som jøde. Og de første, han prøvede at indbyde til at tro på ham, var selvfølgelig hans egne.Og der var da også nogle, der sagde ja tak til indbydelsen. Men han var skuffet over, at det ikke var mange flere. Derfor indbød han andre, fra andre folkeslag og trosretninger, til at tro på ham. Det gik godt nok. Men der var plads til mange flere i den kristne kirke, så derfor sagde Gud, at han godt kunne gå endnu bredere ud. Og til sidst nåede han såmænd, ad mange kringlede veje, helt op til os i Nordeuropa.
Og her gentages invitationen faktisk, for hver generation og for hver en dag, der går. Hele tiden. I en dynamik der er helt enestående! Nu går Guds tjener rundt og banker på i skikkelse af Helligånden. Banker på og indbyder til dén fest, det er at tro.
Det lyder godt nok højttravende, det ved jeg godt. At dét med Gud og Jesus er en fest. Men det synes jeg, det er.
For de øjeblikke, hvor troen, tilliden og sammenhængen bare står lysende klart for én – de øjeblikke er da en fest! Men ikke en fest, vi selv arrangerer og afholder og betaler en masse penge for. Heller ikke en fest vi får i belønning for at have opført os ordentligt.
Det er en fest, der omslutter os i vores lykkeligste øjeblikke. De øjeblikke, hvor vores liv er godt og fyldt med taknemmelighed, selvom det måske udefra set er noget møg.
Mange mennesker er søgende i dag. Samtidig med at de er optagede af nyerhvervelserne, ligesom i lignelsen. Jeg har lige købt en mark, jeg har lige købt fem par okser, jeg har lige giftet mig.
Jeg har lige købt… Jeg skal lige have købt mig…

Da jeg var ny i præstehvervet, lod jeg konfirmanderne opføre bl.a. denne lignelse som et lille drama. Men jeg gik væk fra det igen, for der var aldrig nogen, der ville være de fattige, de vanføre, blinde og lamme, narkomaner og hjemløse. Selvom jeg havde nogle herlige  kostumer, pjalter og sådan noget, til at klæde sig ud i. De ville gerne være manden, der holdt fest, og tjeneren og dem, der sagde nej til festen. De ville også gerne være handicaphjælpere, der skulle lede de blinde og handicappede, selvom jeg prøvede at forklare, at der ikke var ansat handicaphjælpere dengang.
Men det blev noget skidt, når de ufrivilligt skulle spille rollerne som fattige og syge stakler. Så derfor begyndte vi at opføre f.eks. Den barmhjertige Samaritaner og Den fortabte Søn i stedet for, og det gik meget bedre. Der blev ligefrem kamp om at blive slået ned eller gå hjemmefra.

Men måske skal vi bare alle sammen blive bedre til at forstå, at en stakkel ikke kun behøver at være en økonomisk eller helbredsmæssigt svagtstillet person. For på et eller andet tidspunkt i vores liv – det er min påstand – kommer vi alle sammen til at prøve at være trosstakler. Sultne og tørstige efter tro og åndelighed. Og søgende efter den. Og SÅ bliver der sendt én ud med en indbydelse. Og da er det bare med at sige ja tak, og ikke dét der med ”Njah, nej tak, jeg har lige købt… jeg skal lige have købt mig”… Og jeg har ikke tid til dét der med tro og Ånd.

Sig nu ja tak til dén invitation til at tro, når nu indbyderen har bevæget sig så langt for at indbyde dig. Indbyderen, Gud selv, bevæger sig i sin kærlighed så uendelig langt. Strækker sig ned – til dig.
Han sender, i sin kærlighed, sin egen Søn ud med indbydelsen. Lader Helligånden udføre sin gerning. Amen.

Salmer, Skydebjerg Kirke:
15: Op, al den ting
404: Lover Herren! han er nær
289: Nu bede vi den Helligånd
385: Op, alle folk på denne jord
747: Lysets engel går med glans

Salmer, Orte Kirke:
15: Op, al den ting
448, v. 1-3: Fyldt af glæde (før dåb)
448, v. 4-6: Fyldt af glæde (efter dåb)
674: Sov sødt, barnlille
750: Nu titte til hinanden 


23/6 Prædiken til Sankt Hans gudstjeneste 2017. Matthæus 6,24-34.

Det er atter blevet Sankt Hans, denne midsommerfest, som har navn efter Sankte Hans – den hellige Johannes, nemlig Johannes Døberen. Han har fødselsdag i morgen, den 24. juni, og han bliver fejret aftenen før.
Det er en skik her i Danmark, at vi kan lide at fejre begivenheder om aftenen. Tænk på juleaften, hvor vi fejrer Jesu fødsel aftenen før, nemlig om aftenen d. 24. december.
Hvis vi skulle gøre som englænderne og amerikanerne, f.eks., så skulle børnene ligge hele natten op til d. 25. december, før de kunne stå op om morgenen d. 25. og finde ud af, hvad der var blevet lagt i julesokken eller under juletræet til dem af gaver.
Hvert land, sine traditioner. Og her i de nordiske lande har vi, her ved midsommer, de lyse nætters tid. En dejlig årstid – Danmark bliver vel ikke dejligere end nu. De ældre bliver lidt unge igen, og de unge nyder, at de er – unge. Studenterne kører rundt og jubler i deres lastbiler, og alting lyser af grønne blade og oplevelser, der engang skal blive til minder.
Har I tænkt på dét? At dét, vi oplever nu i dette år, det skal engang blive til dét, vi husker tilbage på. Engang – om få år eller om mange år, afhængig af hvor gamle vi er. Da skal dét, vi oplever nu, blive til minder, for til dén tid oplever vi måske ikke så meget, som vi gør nu.

Derfor gælder det om at suge til sig af sit liv. At være til stede i nuet, at glæde sig over hver en dag, man får. Danmarks egen teolog og filosof Søren Kierkegaard siger det på dén måde, at vi hele tiden skal tænke: ”I dag”.
Glæden – det er simpelthen den nærværende tid – i dag! Vi er tit bekymrede for i morgen. For hvad vi skal gøre. Hvad vi skal sige.Måske er vi oven i købet også tit bekymrede for i går, for hvad vi har gjort. Og sagt. Eller ikke gjort og ikke sagt. Hvis blot vi kunne ”nøjes” med at bekymre os for i dag – for lige nu.
Dén glæde, vi kan skabe lige nu – hos andre og dermed også hos os selv – dén glæde kan råde bod på en småmislykket i går. Og den kan mindske risikoen for en mislykket i morgen.
For det er ikke os som mennesker, der mislykkes. Nogle af vores små og store projekter kan måske mislykkes, mere eller mindre. Men din sjæl, dit væsen, hele dit væren et menneske – det mislykkes ikke. Vi mislykkes ikke i vores inderste. For vi er elskede af Gud. Han elsker os for dem, vi er. Ikke for dét, vi udfører af fantastiske bedrifter.

Sankt Hans fejringen er en kristen fest, en fejring af Johannes Døberen. Og folkeligt har Sankt Hans fra gammel tid været en fejring af lyset og midsommeren. Det er lyset og glæden, vi vil, og ikke mørket og det onde. Alligevel er der meget ondt i verden. Det ved vi så udmærket. Vi står alle sammen klar til at nævne det hele, måske i forskellige rækkefølge alt efter, hvem vi er. Men det er der, vold og terror, hærværk og skældsord.
Og vi kan møde modgang af en art, hvor vi endda ikke engang rigtig kan give nogen bestemt skylden for det. Kun have lyst til at sige til Gud, at dét kan Han ikke være bekendt! Men når lyset kommer tilbage, når de lyse nætter er over os, så får vi et andet perspektiv.

Tiden er til at komme ud under himlen. Netop nu, ved midsommer. Det bliver aldrig bedre end nu ved midsommer, udelivet. Nætterne bliver ikke lysere end nu, billederne af Danmark på vores nethinde bliver ikke smukkere end nu, ved midsommer.

Thøger Larsens sang, Danmark, nu blunder den lyse nat – er for mig Danmarks sommersang nr. 1. Lykke og lyse nætter…Sådan slutter ”Danmark, nu blunder den lyse nat”. Lykke og lyse nætter er noget meget nordisk. Kommer vi langt nok sydpå, er der måske nok lykke, men der er mørke nætter.
Det var Thøger Larsen, der skrev ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, og han skrev den i 1914, ved starten af 1. verdenskrig. Det var Jeppe Aakjær, der opfordrede ham til at skrive den:
Hør, kan du ikke skrive en sang, der kan lette folks tanker fra krigen, der er under opsejling. Vi har brug for en følelse af åndsfællesskab her i vores region”.Og så skrev Thøger Larsen sangen.
Joh, sange kan vende stemninger og gøre verden lidt bedre. Sangen forhindrede ikke 1. verdenskrig. Det gør sange ikke. Men den skabte fællesskab og samhørighed omkring dét at bo og leve i de lyse nætters land. Et af de lyse nætters nordiske lande.

Og her i midsommertiden kunne fuglene i haven og i skoven vel sagtens selv finde deres mad. Men hjemme hos os trives de vældig godt ved at komme forbi foderbrættet hver morgen og lige få en godbid til sig selv og sunde sig til at flyve ud og finde de uendelige mængder mad, der kræves til ungerne.
Men selvfølgelig lærer de også fra sig! Så der pludselig sidder en meget ung skovskade, en stor unge, som ikke har fået noget at vide om, at i vores art er vi for sky til at sidde og æde på et foderbræt, ja nærmest blive håndfodret.
Jeg er ung og skal gøre mig mine egne erfaringer”, siger den smukke, lille skovskade.”Jeg kan tids nok gemme mig langt inde i skoven og gå glip af lyset og solen, varmen og de underlige mennesker”.
Men farligt er det da at være ude i det åbne, at stikke sit næb for langt frem og risikere al verdens ulykker. Vi hører forældrenes skrigende advarsler, men lige lidt hjælper det.
Og det har nok noget at gøre med, at det var forældrene selv, der startede med at vise ungen de fagre, nye muligheder. Som I nok ved med jeres egne børn: De gør ikke det, I siger, de skal. De gør dét, de ser jer gøre.
Så hvis de ser jer være nærværende og intenst til stede i denne dejlige midsommertid – så vil de måske også bestræbe sig på selv at være det. De vil tage med ud og blive blæst igennem af den danske sommer. Med ud og mærke, at livet er NU.
Dagen i morgen skal bekymre sig for dét, der hører dén til. Dagen i dag skal være fyldt af glæde og taknemmelighed over, at Gud har givet os livets gave.
Amen.
Salmer:
787: Du, som har tændt millioner af stjerner
0: Sankt Hans i sognets kirke
769: Sig månen langsomt hæver

Sankt Hans i sognets kirke
Mel: Nu blomstertiden kommer

Sankt Hans i sognets kirke!
Her er det høje sted,
hvor vi en stund kan samles
som kristen menighed. –
Når længst er sommerdagen
og lysest solens glans,
lovsynger vi vor skaber,
i juni, ved Sankt Hans!Vi bar til huset blomster
og grene, klædt i pragt,
med tak til Ham, der ene
har livets skabermagt, –
vor glæde ved al skønhed,
vor undren, bar vi ind
til ham, hvis værk og visdom
gir genklang i vort sind.”Se, alterbordets flammer
er blus for den Sankt Hans,
der baned vej for lyset,
som bærer dybest glans:
vor Herre Jesus Kristus,
som kaldtes “det Guds lam”,
dengang Johannes Døber
bar vidnesbyrd om ham.Her er en hellig kilde,
en dåb til lægedom,
som rejser os af mørke
og mismod året om, –
som bringer os på fode
fra fald og nederlag –
som er den skjulte glæde
og styrke i vor dag.Sankt Hans i sognets kirke,
Sankt Hans på ordets grund!
Her lyser da Guds nåde,
her bærer den vor stund!
Her er en fred forkyndt os,
som midt i strid har magt:
Vi er med Jesus Kristus
Guds børn i dåbens pagt!

 12/6 Prædiken til Trinitatis søndag 2017. Johs. 3,1-15. Friluftsgudstjeneste i Orte.

Nikodemus var en klog mand. Alle sagde om ham:
Nikodemus ved så meget. Han forstår alt, for han er medlem af Rådet.
Han er lærer for andre jøder, underviser dem i at forstå. Folk kommer til ham for at spørge ham om alt muligt, om hvad de skal gøre i dén og dén situation, og hvordan Bibelen og Loven skal forstås.
Ja, han er en god mand at gæste, når der er noget, man har tænkt over og ikke kan forstå”.

Men hvad så, hvis Nikodemus selv kommer til at gå og tænke over noget? Noget nyt og interessant han har hørt, f.eks. Noget han har hørt denne Jesus af Nazareth sige, noget med at blive født på ny, når man bliver døbt…

Nej, Nikodemus”, siger de andre farisæere og medlemmer af Jødernes Råd – ”nej, dét vrøvl skal du altså ikke høre efter, det er noget tosset snak. Man kan da ikke kravle ind i sin mors mave og blive født én gang til”!
”Nej, men det siger han jo, denne Jesus”
”Glem det”!

Men det kunne Nikodemus ikke. Han kunne ikke glemme noget, han én gang var begyndt at spekulere over. Og på dén måde ligner han mange andre, almindelige mennesker.
Hvis noget mærkeligt først har sat sig fast i hovedet på os, så vil vi have en form for forklaring. Hvis vi er stædige nok. Og Nikodemus er jo bare et menneske, ligesom alle vi andre.
Han bliver et billede på dét menneske, som faktisk er åbent for et ord, et lille troens frø, som er blevet sået i et menneske. Derfor hørte vi i indledningen til teksten:
Der var et menneske – en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd”…”
“Der var et menneske…
Først og fremmest er han et menneske, som én af os, når vi er kommet til at tænke over noget, når der er en sprække i os, selv den mindste lille bitte sprække i vores skråsikkerhed –hvor troens lys bare VIL ind. Og det kommer det. For Nikodemus bliver vendt rundt, bliver vendt om – og begynder sidenhen at forsvare Jesus over for de andre farisæere. Men først skal han igennem hele dén fase, hvor det er flovt og pinligt at synes, at det er godt, dét Jesus siger. Godt og sandt. Det er flovt, og derfor går Nikodemus hen til Jesus om natten. I ly af mørket.

Der er masser af mennesker, der henvender sig til Gud om aftenen og natten, når det er mørkt. Det er nemmere. Uden nærmere sammenligning med Nikodemus – eller os selv – kommer jeg til at tænke på en scene i Tom Kristensens berømte roman ”Hærværk”.

Vi befinder os på Vesterbros Torv i København, hvor der ligger en katolsk kirke ved navn Jesu Hjerte Kirke. Romanens antihelt Ole Jastrau er – som sædvanlig – meget fuld. Han er dybt alkoholiseret og har længe været desperat åndeligt søgende.
Omsider har han ved nattetide fået slæbt sig hen til dén kirkes dør, hvor digteren Johannes Jørgensen nogle årtier tidligere var konverteret til katolicismen under voldsom mediebevågenhed. Han slæber sig hen til kirkedøren og opdager, at den er – låst. Og SÅ går han amok i et både symbolsk og konkret hærværk og smadrer alle ruderne i kirken. Ikke fordi han er sur på Gud eller på Jesus. Men fordi han er sur på dét faktum, at Guds Hus ikke står åbent, når han har brug for det. Om natten. Når han tør. Når han er desperat nok til at opsøge Gud. Så har Gud lukket. Sådan ser Jastrau på det.

Vi andre ved jo godt, at Gud er til stede andre steder end kun lige i kirken. Men vi er nok mange, der i al almindelighed kender til frustrationen over at stå foran en låst kirkedør. Her i Orte har vi heldigvis en vejkirke, der i det mindste er åben i dagtimerne!
Efter mødet med den låste kirkedør og det desperate hærværk mod kirken går Ole Jastrau fra ”Hærværk” hen i baren på Vesterbros Torv og drukner sin sorg og slukker sin tørst oven på den sjælelige skuffelse.
Som sangeren Michael Falch siger:
”Vi er en del, der af erfaring ved, at der er en mystisk dobbelthed på spil i nattemørket lige her på dette torv. Det er en kampplads mellem Gud og djævelen”…

Jesus holdt heldigvis ikke lukket dén nat, Nikodemus kom forbi, i ly af mørket, for at stille sit pinlige spørgsmål.
”Hvad vil det sige at blive født på ny”?
”Det er at blive døbt”
, svarer Jesus. ”Det er at blive døbt ved vand – og Helligånden”.
Vandet alene gør det ikke. Helligånden virker i dåben. Helligånden kom til os pinsedag. Og Helligånden holder aldrig lukket. Og dermed har kirken heller ikke lukket, sådan i overført betydning.
Kirken har ikke lukket, blot fordi Jesus er faret til Himmels. Helligånden kom herned og afløste Jesus. Og Helligånden har altid åbent.
Også her i det grønne, i det åbne, under Guds åbne Himmel.
Amen.

Salmer:
725: Det dufter lysegrønt af græs
310 Højskolesangbogen: Ny lyser løv i lunde
13: Måne og sol
724: Solen stråler over vang
314 Højskolesangbogen: Danmark, nu blunder den lyse nat


4/6 Prædiken til pinsedag 2017. Johs. 14,22-31.

Det er pinsedag – glædelig pinse!
Vi fejrer pinse, fordi Helligånden kom til jorden. 10 dage efter Kristi Himmelfarts Dag. 50 dage efter påske.
Der skulle være en kraft til at holde modet oppe hos Jesu disciple og venner, nu da Jesus var faret til Himmels. Denne kraft var Helligånden. Der skal være en kraft til at holde modet oppe hos alle os, nu hvor der er gået næsten 2000 år siden Jesus fór til Himmels. Denne kraft er Helligånden.
Der var en kraft, der holdt modet oppe hos Jesu disciple og venner dengang. Helligånden. Der er en kraft, der holder modet oppe hos os, i dag. Helligånden.
Med Helligånden er der et håb, der lever i os. Et håb om at få lov at leve et godt liv, at opleve kærlighed, at have nogen at elske, noget at interessere sig for, et livsværk at udføre, en forskel at gøre i verden. Et håb om at have noget og nogen at leve for. Et håb for det, der skal komme.
Dét håb nærer vi inde i os selv. Måske fortæller vi andre om det, måske ikke. Men håbet er der. I os. Men der må være noget uden for os selv, der får os til at håbe. Et håb kan ikke fødes ud af ingenting.

Det er derfor, jeg tror på, at vi har Ånden i os. Helligånden er der, aktiv og med en kraft, der ikke kan dø. Ånden er som en sommerbrise, der vifter dette håb ind i os. Selvom vi nogle gange tror, Helligånden er væk.
Som nu her til morgen, hvor jeg hørte om den seneste terrorbegivenhed i London i går aftes. Åh nej, hvorfor nu det? Fordi det er verden, som den er. Og det er dét, verden ind imellem giver. Og man bliver – forfærdet. Det er dét, verden ind imellem giver: forfærdelse.

Jesus siger i vores Evangelietekst i dag:
Jeg giver jer ikke, som verden giver. For jeg giver jer fred.
Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”.

Det sagde Jesus til sine disciple, mens han endnu levede. Han forklarede dem, hvorfor han skulle dø, hvordan han skulle opstå, og hvordan han skulle op til sin Fader i Himlen. Og de skulle ikke være bange, når det skete, og efter det var sket, sagde han til dem.
Se, disse ord kunne disciplene godt komme til at glemme, for mennesker glemmer sommetider det gode, de har hørt om og lært, og bliver bange for det onde og barske, de møder. Vi er nemlig kun mennesker.
Og det er så hér, Helligånden kommer ind i billedet. Eller som evangelisten Johannes kalder det: Talsmanden.
Talsmanden, Helligånden, som Gud Fader sender i stedet for Jesus – Helligånden vil lære os alting og minde os om alt det, som Jesus har sagt. Sådan forklarer han det selv.
Og det skete netop pinsedag. Lyden fra Himlen var som et kraftigt vindstød, og det fyldte hele huset. Tunger som af ild satte sig på hver af dem – og SÅ kunne de pludselig tale og fortælle. For de blev fyldt af Helligånden.
Og derfor glemte de ikke det gode, de havde hørt og oplevet, selv ikke da de blev bange for det onde eller det barske, de mødte.

I dag, pinsedag, fejrer vi to gudstjenester i vores 3-sogns pastorat. I morgengudstjenesten i Orte Kirke fejrer vi Helligåndens kraft en pinsemorgen, hvor en gruppe pilgrimsvandrere kan lyse imod os andre, fordi de bruger pinsedagene på at vandre. Vandre med hver sine tanker, men også i fællesskab.
Hver især har man sit med, i en rygsæk der både kan være helt konkret eller symbolsk kan udtrykke et livs erfaringer, indtryk, gaver og opgaver.
Helligånden følger med. På pinsevandring. Og på livets vandring.
Helligånden bygger bro. På den ene side er vi moderne mennesker med et travlt hverdagsliv og hele tiden alt for optaget af andre ting til helt at lade os hvile – i Ånden. På den anden side har vi denne længsel efter at leve et liv med mening, med fællesskab, med åndelighed.
Det ved Helligånden da godt. Det er en del af Helligåndens opgave at vide noget om vores længsel, for Ånden har selv sået denne længsel i os, lige fra Skabelsens morgen. Helligåndens løsning er at være der. Hele tiden. Så opdager vi det nok. Når der er brug for det.

I gudstjenesten i Kerte Kirke med barnedåb er Helligånden også ganske nærværende. Det er Helligånden, der virker ved dåben. Genfødt ved vand – og Helligånden. Det bliver man i dåben. Vandet alene gør det ikke. Helligånden virker.

En dåb er altid noget ganske særligt. En dåb på selve Pinsedag giver en ekstra understregning af, hvad der sker.  At vi ved Ånden genfødes til et levende håb.
Og så er vi tilbage ved håbet. Dét håb, der ikke kan komme ud fra ingenting, men som fødes ud af Helligåndens virke i os.
Åndens virke i troen.
Åndens virke givet i Guds kærlighed.
Amen.

Kære Gud Skaber,
Vi takker dig for skabelsens herlighed, at du tænder solen over os og lader jorden grønnes og blomstre omkring os.
Kære Jesus Kristus, tak fordi du ikke har ladet os alene på jorden, men lader dit ord lyse og varme i din menighed.
Gud Helligånd,
tænd din kærlighed i vore hjerter,
løft vore bønner til Himlen,
syng med på vore lovsange.
Treenige Gud,
Vær med os, når vi vandrer på livets vej.
Vær med ofrene for ufred og med deres familier.
Vær med vore børn og familier.
Vær med vor dronning og hele hendes hus.
Giv dem og os alle din velsignelse.
Amen.

Salmer:
290: I al sin glans nu stråler solen
448, v. 1-3: Fyldt af glæde (før dåb)
448, v. 4-6: Fyldt af glæde (efter dåb)
298: Helligånden trindt på jord
750: Nu titte til hinanden


28/5 Prædiken til 6. søndag efter påske 2017. Johs. 15,26-16,4.

Sandhedens Ånd er på vej. For på søndag er det pinse, Helligåndens fest. Pinsedag fejrer vi Helligåndens ankomst til jorden, som den skete dengang, 10 dage efter Kristi Himmelfart. Da Jesus var faret til Himmels.
Man kan sige, at vi fejrer Helligånden i kirken hvert år til pinse. Resten af året er den her bare, Helligånden, og er virksom.
I dåben, f.eks. Her siger vi direkte: ”døbt ved vand og Helligånden”. Som vi siger hver gang, der er barnedåb i kirken. Døbt ved vand – og Helligånden. Vandet alene gør det ikke.

Helligånden er sandhedens Ånd, som Jesus siger det i dag. Sandhedens Ånd kom til verden som afløser. Tog over efter Jesus, da han var faret til Himmels. Det betyder ikke, at Jesus er væk, borte, ude af vores liv. Tværtimod. Han er til stede, midt iblandt os.
På sin måde. Det betyder blot, at Helligånden skal vidne om ham. Fortælle om Jesus og hans ord og gerninger. Det gør Helligånden på mangfoldige måder, og vi aner aldrig helt, hvornår og hvordan det sker. Sådan skal det også være. Der er ord, begivenheder og oplevelser, der rører og bevæger os. Får os til at blive bevægede over et møde med et andet menneske, f.eks. Én, der vil os noget. Og måske var det Helligånden, vi mødte gennem dét menneske.

Det er maj måned, bryllupssæsonen er for alvor gået i gang. Der er en smuk sårbarhed og nervøs sitren over sådan et par mennesker, der skal sige Ja til hinanden. Selvom de har boet sammen i flere år, måske har børn sammen og kender hinanden så godt – så er det alligevel noget særligt. Måske har de forsøgt at love sig selv, at de ikke vil tude på denne dag, for det er upraktisk med lommetørklæder og lidt pinligt, måske.

Helligånd – det er også, at det ikke gør noget, dét med rørelsen. At også brudgommen får lov at have blanke øjne og knibe en tåre. Helligånden skulle vidne om Jesus. Dét gør Helligånden ved at sætte os i bevægelse og gøre os i stand til at give dén kærlighed videre, som Jesus fortalte om, som han udøvede i praksis. Ikke kun kærlighed over for vores nærmeste: kæreste, ægtefælle, børn, familie – men også kærligheden ud mod verden. Næstekærligheden.

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind – og din næste som dig selv”.
Det er det vigtigste bud i loven, siger Jesus. Og det starter i det nære.
Det var det positive, dejlige i dagens Evangelietekst. Men der er også en advarsel.
Der skal komme en dag”, siger Jesus til disciplene, ”hvor I kristne skal blive slået ihjel for jeres tro.
Ja, der kommer en tid, hvor de, der slår jer ihjel, selv synes, de gør en god gerning, og at de tjener Gud ved at slå jer ihjel”.

Det lyder uhyggeligt aktuelt. Og ja, det skete dengang, og det sker i dag. Det skete ikke for alle kristne, dengang, men det skete for nogle. Det sker slet, slet ikke for alle kristne i dag. Men det sker for nogle få. Og det er de få for mange.

Sandheden er, at kristentroen er til glæde. At det kristne Evangelium er et kærlighedsbudskab. Selv Søren Kierkegaard, som nogle mennesker tror var en sur sortseer – han taler om glæden. Glæden i at kunne være sig selv, fordi man er sat fri i sin tro til at være – sig selv.
Hvad er glæde, eller det at være glad”? spørger Kierkegaard. ”Det er”, svarer han, ”i sandhed at være sig selv nærværende. (…)
Det er dette ”I dag”, dette at være i dag, i sandhed at være i dag”.

Når ulykkens dag i morgen ikke er til for dig, så er glæden den nærværende tid med hele eftertrykket på den nærværende tid.
Vær glad! Glæd dig over, at du blev til, at du er til, at du i dag får det fornødne for at være til. At du blev menneske, at du kan se, at du kan høre, at du kan lugte, at du kan smage, at du kan føle. At solen skinner for dig, for din skyld! Og når dén bliver træt, så tager månen over…
Og sådan fortsætter han med sin opremsning over ting, der er at glædes over i et menneskeliv. Og vi kan selv sætte ord på, hvad der for netop os, hver især, er af ”ekstra” gaver, livet giver os. Og midt i alt dette lever og virker Helligånden. Lever og virker, både når vi opdager det, og når vi ikke gør.

Kristentroen er glædens, kærlighedens og frihedens tro.
Ikke de religiøse loves og reglers tro.
Søren Kierkegaard taler om kristentroen som glæde, ja.
Og han gør det med alvor. Måske er det derfor, han er blevet kaldt tung og mørk.
Men glæde og alvor er ikke modsætninger. De hører sammen.
Glæde og sorg er faktisk heller ikke modsætninger. Også de hører sammen, kan ikke vikles ud af hinanden. Følges ad, hånd i hånd.

Næ, modsætningen til glæde er ligegyldighed. Ligegyldigheden over for livets gave skal holdes fra døren. Det hjælper Helligånden os med!
Amen.

Du gode Helligånd!
Hjælp os til at holde ligegyldigheden væk fra vort liv, 
hjælp os til at finde glæden, alvoren og sandheden,
hver en dag i dette dyrebare liv, som vi er blevet givet.
Giv hjælp til enhver, som sidder i mørkets og dødens skygge,
vær med os alle, når vi bliver i tvivl om den rette vej.
Vær med vor Dronning Margrethe d. 2. og hele hendes hus.
Vær med børnene i denne verden, med de unge og deres familier.
Amen.

Salmer:
402: Den signede dag
308: Helligånd, vor sorg du slukke
289: Nu bede vi den Helligånd
294: Talsmand, som på jorderige (Mel Lindeman 1876)
725: Det dufter lysegrønt af græs


25/5 Prædiken til Kristi Himmelfarts Dag 2017. Mark. 16,14-20.

Det er Kristi Himmelfarts Dag – der er nu kun 10 dage til pinse. I dag markerer vi, at Jesus fór til Himmels, for at komme op at sidde ved Gud Faders den Almægtiges Højre Hånd, som vi siger det i Trosbekendelsen.

Som vi hørte det, da Mynthe blev døbt. Døbt ved vand og Helligånden. Det er de to ”ingredienser” ved dåben. Vand og Helligånden. Vand er nemt nok. Selvom det ikke har regnet et stykke tid her i vores område, har vi dog vand til en barnedåb.
Det er ikke os, der sender regnen ned fra Himlen, det klarer Vorherre. Men vi kan sørge for at få det bragt til kirken, til kirkens dåbsfad, som står hér i den flere hundrede år gamle døbefont. Og vi kan lede vandet ad sindrige kanaler og bruge al menneskets håndværkersnilde.

Den anden dåbsingrediens, Helligånden, dén har vi derimod ikke magt over. Så derfor er det flot sagt at kalde Helligånden for en ingrediens. Den er en kraft: en brændende lidenskab OG det ømmeste vindpust fra en sommerbrise. Helligånden er en lykkelig vished om, at Guds kærlighed kan nå enhver her i kirken, hvordan end vores sind er stemt. Til højtid, lykke, vemod, begejstring, bekymring…
Helligånden er aktivt til stede, og Mynthe blev døbt i dag ved vand – og Helligånden.

Helligånden hører tæt sammen med dagen i dag, Kristi Himmelfarts Dag, 10 dage før pinse. Jesus farer til Himmels. Vi har brug for en anden i hans sted. Og det er Helligånden, som nu udfylder hans plads.

Pinsedag fejrer vi, at Helligånden kom til jorden. Jesus sagde til sine disciple, da han viste sig for dem, før han fór til Himmels:
”Johannes Døberen døbte med vand. Men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage”.
”Om ikke mange dage” – nærmere bestemt om 10 dage. Pinsedag.
Før Helligånden kom til jorden, døbte Johannes Døberen med vand. Pinsedag blev de alle sammen døbt, i overført betydning, da Helligånden kom ned fra Himlen som et mægtigt vindpust, der overvældede dem alle sammen, dér hvor de sad. Pludselig kunne de forstå alt muligt, de kunne forstå hinanden, selvom de måske endda ikke talte samme sprog. Helligånden skabte fællesskab.

Dåben – alle de døbte – er også et fællesskab. Og kristendommen blev skabt ved, at Jesus sendte sine disciple ud i alverden – og de fik Helligånden med sig. ”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer”. Kraft og styrke til alle de opgaver, de ville få i den allerførste, kristne menighed.
Og alt, hvad de fortalte, nåede videre ud i verden, ja til sidst såmænd til Danmark. Det har krævet en hel del støtte fra Helligånden at skulle stå foran en flok vikinger og fortælle om Hvide Krist.
Det var vel også derfor, de to engle i hvide klæder, vi hørte om i dag, sagde til folk, der måbende gloede op mod himlen, da Jesus var faret derop:
Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Kom dog i gang! Gå ud og fortæl om dét her! I får jo hjælp til det. Om bare 10 dage, til pinse, kommer Helligånden, og så kan I for alvor gå i gang”.

Jesus selv sagde det også til dem, før han fór til Himmels:
”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen”.
Og det gjorde de. Og Herren virkede med. Helligånden kom, til pinse, og gav dem styrke og kraft til opgaven.

Så er det, man spørger, hvad Helligånden gør i dag. Helligånden kan ikke stoppe onde handlinger. Ikke alle. På den anden side ved vi ikke, hvor mange onde planer, der er blevet opgivet, er mislykkedes eller på anden vis forhindret i at blive udført. Ved at mennesker har grebet ind over for de onde planer, vejret er skiftet eller rene tilfældigheder, som vi KAN vælge at kalde det, har stoppet de onde planer.
Eller de, der havde lagt de onde planer, er pludselig kommet på andre tanker. Så meget desto mere ulykkeligt er det de gange, de onde planer kommer til udførelse.

Det eneste, vi kan gøre, er at tro på en kraft, der vil det gode, der vil næstekærligheden og vil give håb og livsmod. Det var, hvad Jesus fortalte om, da han gik på jorden. Om tro. Om håb. Om kærlighed. Disse tre. De er ikke noget hver for sig og stående alene. De er ingenting uden hinanden. De er et hele.
Tro. Håb. Kærlighed.

Størst af dem er kærligheden, skriver Paulus i 1. Korintherbrev, kapitel 13. Størst af dem er kærligheden. Hvorfor det, spørger vi, fordi vi måske kommer til at tænke på antallet af skilsmisser og andre ting, som vi kan finde på at foretages os i den menneskelige kærligheds navn. Fordi det er Guds kærlighed, Paulus tænker på. Guds kærlighed er størst. Af Guds kærlighed udspringer troen og håbet.
Guds kærlighed til os. Den har Helligånden som kraft.

Med denne kærlighed i ryggen fejrer vi gudstjeneste.
Med denne kærlighed i ryggen fejrer vi barnedåb.
Amen.

Salmer:
749: I østen stiger solen op
448, v. 1-3: Fyldt af glæde (før dåb)
448, v. 4-6: Fyldt af glæde (efter dåb)
369: Du, som gir os liv og gør os glade
266: Mægtigste Kriste


21/5 Prædiken til 5. søndag efter påske 2017. Johs. 16,23b-28.

Da patriarken Jakob kæmpede sin kamp med Gud – eller med Gud i skikkelse af en engel – kæmpede han en ulige kamp. Det forunderlige er, at Jakob vandt den ulige kamp – han fik sin velsignelse. Og sit navn: Israel.
Han blev sig selv. Og han blev sit folk.

Dér, på grænsen mellem nat og dag, mellem mørket og lyset, foregik kampen. Under kampen gik Jakobs hofteskål af led. Jakob fik sit mærke af kampen. Han haltede på grund af hoften, da han gik videre. ”Jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet”, sagde han til sig selv, da han gik videre.
Men han fik sin velsignelse.

Ordet Jakobskamp har siden fået dén betydning, at et menneske har kæmpet en voldsom åndelig eller sjælelig kamp. Har været i mørket. Og er kommet ud i lyset igen. For Jakob var den aktuelle situation, at han var i færd med at forsone sig med sin tvillingebror Esau. Jakob var bange for, at Esau skulle gå i krig med ham og dræbe hans børn og hans koner Rakel og Lea.
Men Esau havde selv fået velsignelser fra Gud, han havde fået et udmærket liv – så han tilgav Jakob dét der fupnummer med førstefødselsretten.

Esau var den førstefødte af dem, men han havde solgt sin førstefødselsret for en ret linser, en dag han kom hundesulten hjem fra jagt. Jakob gav ham mad, men ville have førstefødselsretten. Esau var ligeglad, han tænkte ikke videre end til nuet, øjeblikket. Og han var sulten.

Og måske kan I huske, at da deres far Isak skulle dø, kaldte han sine tvillingesønner ind til sig. Jakob tog et skind over sig, så han var lige så behåret som Esau, så den næsten blinde Isak troede, han var Esau. Og på dén nåde var det Jakob, der fik velsignelsen på Isaks dødsleje.

Jakob undgår at komme i krig med sin bror Esau ved at bede om nåde. Og det gør han vel at mærke lige efter, han har haft kampen med Gud. Han kæmpede sin kamp, fik sin velsignelse af Gud. Og har man fået Guds velsignelse, er man stærk nok til at bøje sig ned for andre mennesker og bede om deres tilgivelse.

Engang talte jeg med en gammel dame, som nu for længst er væk, om dén Jakobskamp, HUN havde kæmpet i løbet af natten. Hun havde troet, dén nat ville vare evigt, havde ikke kræfter til at forestille sig, at det nogensinde ville blive morgen og lyst. Men det blev morgen, og hun havde fået stillet sine spørgsmål til Gud, havde fået sine svar. Og omsider sin velsignelse.

For nogle mennesker kan man sige i overført betydning, at deres Jakobskamp varer en stor del af deres liv. For en del år tilbage skrev præsten og psykologen Jørgen Hviid en bog om sit liv, hvor han så tilbage på dét, han kaldte sin Jakobskamp. Og måske kan mange mennesker genkende noget. Han fortæller bl.a.:
At skrive bogen har givet anledning til at uddybe og forstå nogle af de begivenheder, jeg har været i, samt forstå sammenhængen i min tilværelse.
Det kan se ud som en mosaik, der ikke hænger sammen. Men ved at skrive om det kan man se nogle linjer i det hele. At der er en mening. At Vorherre trækker linjer, der i første omgang ser krumme ud, men i virkeligheden hænger de sammen og er lige.
Vi søger vel alle sammen efter mening i tilværelsen, så det er en glæde at opdage den.
– For mig indebærer Jakobskampen at tage de udfordringer op, som Vorherre stiller, og det bliver man aldrig færdig med. Han giver også én hjælp til at gå i gang og med at finde rigdom i de situationer, man bliver sat i.

Så vidt Jørgen Hviid.
At finde rigdom i de situationer, man bliver sat i”.
Lettere sagt end gjort. Når vi halter os igennem livet efter de slag, det har tildelt os. Men meget bliver givet os. Og i bønnen er vejen til Gud.
I Johannesevangeliets ord til i dag får vi at vide, at vejen er åben til Gud – gennem bøn. I kan bede til Gud, til Faderen, i mit navn, siger Jesus. Det er ikke mig, Jesus, der skal bede til Gud på jeres vegne, siger han videre. I skal selv bede – i mit navn. Jeg skal ikke bede for jer, det kan I selv. For Faderen selv elsker jer! Han elsker jer, fordi I elsker mig – og tror på, at jeg er udgået fra Faderen!

Jesus har sat os fri. Fri til selv at bede til Gud, uden om enhver omvej og uden tanke for, om vi nu også er værdige til det. Vi er sat fri til at gøre det.

Billedligt talt er vi førstefødte, dvs. arvinger. Arvinger af Guds rige.
I Gudsriget kommer det ikke an på noget så tilfældigt som fødselsrækkefølge.
Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden”, siger Jesus.
Og I er arvinger af Gudsriget, således at I selv kan bede til Gud.
Uden mellemled.
Ingen har altså mere ret til Gudsriget end andre. I troen bliver vi givet arveretten til Gudsriget. Og i bønnen hager vi os fast i styrken og modet til at tro på det.

Hver især kan vi blive ført ud i en Jakobskamp, ud i et mørke. Men tænker vi på alle de morgensalmer, vi kender fra salmebogen, så ved de det godt – at natten kan være en kamp. For salmedigterne vidste det selv, og de vidste, at de kunne synge og lovprise sig ud af denne kamp i mørket.

Synge og lovprise morgenen, lyset, de genvundne kræfter:
Gud har i denne nat med engleskare
mit hus og hjem omsat, at ingen fare
har mig og mine ramt i nogen måde,
men jeg er frelst og fri
fra dødens mørke sti
og sjælevåde”.
Amen.

Kære Gud,
Tak, fordi vi må bede frimodigt til dig og lade ordene
strømme.
Tak, fordi du gav os den frihed i Jesus Kristus, at du er os nær i liv og i død.
Vær med os alle, unge såvel som gamle, giv os trøst i bønnen og udholdenhed i modgang og trængsler.

Vær med vor dronning og hendes familie, vær med alle familier ud over jorden og giv dem fred og glæde i kendskabet til dig.
Det beder vi, i Jesu Kristi navn.
Amen.

Salmer:
743: Nu rinder solen op af østerlide
29: Spænd over os dit himmelsejl
652: Vor Herre, til dig må jeg ty
41: Lille Guds barn
725: Det dufter lysegrønt af græs


14/5 Prædiken og tale til konfirmanderne Kerte 2017 Johs. 8,28-36. (4. søndag efter påske, 2. tekstrække)

Se fotos her

Kære konfirmander,
Der er nu gået 4 uger siden påske. Det er blevet jeres konfirmationsdag, og det er noget, vi har glædet os rigtig meget til. Og haft lidt sommerfugle i maven over.

Det er godt at kunne have følelser, også uden på tøjet, på en dag som denne. Både for jer selv og for jeres familier. Det viser bare, at Gud havde ret, da Han sagde dét, som jeg læste i den første tekst i dag:

”Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød”.

For et hjerte af kød kan føle og være skrøbeligt, vise engagement, medfølelse og kærlighed.
Et hjerte af sten kan ingenting. Ikke føle, ikke elske, ikke leve.
”Jeg er den, jeg er”, siger Jesus. Det vil I forstå engang, kære disciple, siger han. Efter opstandelsen – og himmelfarten. Det er faktisk lige en gentagelse af noget, jeg læste op sidste weekend ved konfirmationerne i Orte Kirke. Da stod det i Det Gamle Testamente, og det var dét, Gud sagde til Moses, at han skulle sige, hvis folk spurgte, hvem der havde sendt ham:
”Jeg er den, jeg er”, sagde Gud til Moses. Eller helt kort: Jeg Er. Så kan vi ikke komme tættere ind på betydningen af det hele.

Jeg Er. Gud Er. Jesus Er.

Men der kan siges mere end dét. Og det giver mig lejlighed til at lade jer konfirmander og jeres syn på Bibelen komme til orde. Traditionen tro har I valgt jer hver en sætning fra Bibelen. Et skriftsted.
Og lad mig starte med dig, Thea, for dit skriftsted er netop et
”Jeg er”.
Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen og livet. Dén, der tror på mig, skal leve, om han end dør”.
Overordnet siger Jesus – og Gud – altså: ”Jeg er den, jeg er”.
Og så kommer der nogle underpunkter i Johannesevangeliet, hvor Jesus siger: ”Jeg er – opstandelsen og livet. Eller livets brød. Eller det sande vintræ. Verdens lys. I alt 7 forskellige.
Men hvordan er Jesus så?

Det har Ida fundet et eksempel på, for Jesus siger:
”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”.
Jesus vil altså tage imod os med åbne arme, uanset hvem vi er, og hvad vi har gået og tumlet med. Vi vil alle sammen opleve mennesker i løbet af vores liv, som vil være afvisende. Jesus er det ikke. Han er den vedholdende, som ikke forandrer sig.

Så er der Camillas skriftsted. Et sted har Jesus sagt, at vi har en skat i himlene. Ikke sådan en skat af penge, der alligevel bliver brugt og fordufter op i den blå luft, når der går møl i tegnebogen, som man sagde i gamle dage. Om skatten i Himlen, derimod, siger Camillas skriftsted:
”Hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være”.
Hvis vi altså tænker på de store ting – tro, håb, kærlighed – så er det en skat i Himlene, og hjertet vil være dér. Og hvordan skal vi mennesker så opføre os over for hinanden?
Dét er temaet hos jer, som jeg endnu ikke har nævnt.

Johanne har fundet en sætning, der handler om, at vi skal være tro og tale sandhed til hinanden:
”Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store”.
Når det virkelig gælder, skal man kunne stole på hinanden. Nogle mennesker går rundt og snyder lidt med nogle småting, for det betyder nok ikke så meget. Men inderst inde ved man nok godt, hvem man vil kunne stole på, hvem der er tro i både det små og det store.
Det har også at gøre med måden man ser på sig selv – og på andre mennesker.

Det har Jakob forstået i sin sætning, som siger:
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje”?
Godt spørgsmål. Hvorfor er vi så gode til at se andre menneskers småfejl, men har meget sværere ved at få øje på, hvordan det står til med os selv? Måske er vores egne fejl en bjælke, sammenlignet med den andens småfejl? Det må vi lære at blive bedre til.

Og det kan vi f.eks. gøre med dét, der kaldes Den gyldne regel, og dén har Laura fundet:
”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”.
Altså: du skal behandle andre, som du gerne selv vil behandles. Vil jeg gerne mobbes? Næ. Så skal jeg heller ikke mobbe andre. I den bedste af alle verdener ville vi tænke sådan. Hvorfor så ikke prøve at få vores verden til at være så meget som muligt den bedste?

Og det kan sammenfattes i dén sætning, som Mathias har fundet:
”For dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen: Vi skal elske hinanden”.
Så enkelt kan det siges, og vi har hørt det fra begyndelsen, fordi Jesus har sagt det. Vi har hørt det, og vi forsøger at leve op til det. Vi skal elske hinanden, og prøve at tilgive hinanden. Det er ikke altid nemt. Men det er dét, man kalder – livet.
Amen.

Kære konfirmander!
Nu er jeres liv nået til jeres konfirmationsdag. Vi har fulgtes ad siden september, og I har på smukkeste vis været med til at være kirke her i Kerte. I har medvirket til at markere nogle af de store øjeblikke i kirken – og i konfirmandstuen.
For I er jo noget helt specielt på dén måde, at jeres hold symboliserer genåbningen af Kerte Kirke efter branden. Vi har helt tiden vidst, at selve konfirmationen skulle foregå i kirken. Og heldigvis for dét.
Men vi startede i konfirmandstue-kirken, som dannede rammen om bl.a. høstgudstjenesten og Luciaoptoget. Og I var fantastiske til at få det bedste ud af de rammer og har arbejdet meget selvstændigt med alt, hvad I har arrangeret.
Tak for musik: guitar, trommer, fløjte og klaver, og tak til Lis.
Tak for oplæsning, ind- og udgangsbønner. Og for skuespillet til børnegudstjenesten om Jesu opstandelse fra gravhulen, da vi omsider var kommet tilbage i kirken, da den var genåbnet 22. december.
Denne gravhule tog lang tid at opbygge af stole, tæpper, tøjklemmer og papkasser.
I var perfektionister med hensyn til dén gravhule, men vi nåede da lige at øve stykket og musikken.
Skattejagten på kirkegården var også tilrettelagt af perfektionister, ned i mindste detalje; præmier og påskeæg var talt op og divideret og ganget med antal børn, som vi troede/håbede ville dukke op.
Trosbekendelsen og Fadervor lærte I hurtigt, og I havde selv ideer til kostumer og englevinger til jeres egen gudstjeneste.
Og tak for kager i årets løb! Kagelisten blev omhyggeligt ført på tavlen, så det eneste, jeg skulle huske, var hvornår det var min egen tur.
Da vi havde koncert med ”Die Herren” i Kerte Kirke, kunne vi knap kende tavlen igen, for de var nogle drillepinde og havde rettet på det, vi omhyggeligt havde skrevet på tavlen. Men der gik lang tid, før vi slettede det igen, for det var da et minde at have. Om Die Herren.
På turen til København kom vi da ind i nogle kirker, men ”desværre” ikke op ad den udvendige trappe på Vor Frelsers Kirke, for der var kø helt ud på gaden.
Heldigvis har du, Ida, været med til arrangementerne i kirken, men ikke til undervisningen om onsdagen, for du gik til præst om torsdagen, sammen med konfirmanderne fra Frøbjerg-Orte Friskole.
Men du bidrog med blomsterkranse til jeres egen gudstjeneste her i Kerte, for dem var du fabelagtig til at lave. Selv Jørn Erik var imponeret, og det er ellers svært at imponere ham.
I har været et godt hold, og i hvert fald ikke mundlamme!
Tak til Lis for at hjælpe med musikken.
Tillykke med dagen til jer og jeres familier!

Salmer:
15: Op, al den ting
749: I østen stiger solen op
0: Livstræet
787: Du, som har tændt millioner af stjerner
0: Linedanser


12/5 Prædiken til Bededag 2017. Matth. 3,1-10.

Der var nok at bede om i det danske rige i 1686, da ”ekstraordinær, almindelig bededag”, blev til på initiativ af biskop Hans Bagger på Sjælland.
Mange tror, det var Struensee, men det var det altså ikke. Han afskaffede en række andre helligdage, men Bededag skånede han i 1700-tallet på grund af de særlige traditioner, som især københavnerne havde knyttet til Store Bededagsaften. Men rigtigt er det, at Store bededag i 1686 efter kongelig forordning erstattede en række ugentlige fastedage, nogle årlige bededage – plus de ekstraordinære bededage, som kongen og kirken kunne påbyde borgere og præster i 1500- og 1600 tallet, når det brændte på. Når vi var ved at få tæv af svenskerne, når der var misvækst på markerne eller store epidemier. Så holdt man landsdækkende bøn over flere dage.

Men Bededag er vi i Danmark alene om. Der er ikke nogen andre lande, der kan gøre os det efter. Bededag – den 4. fredag efter påske – er helt vor egen og særegen på dén måde, at konfirmanderne strømmer til rigtig mange kirker for at blive konfirmeret og få bekræftet deres dåb. Netop i dag. På denne ganske særlige, danske helligdag.

Fordi den er så særegent dansk, var Bededag i fare for et par år siden, ved overenskomstforhandlingerne. Endnu en gang måtte nogen kæmpe for Store Bededag.
Den kunne afskaffes, og når folk så gik på arbejde i stedet for at holde fri, ville landet blive rigere, var ræsonnementet.

Det blev nu ikke til noget, for hvad så med konfirmationerne?
Måske kan man regne sig frem til, at landet tjener lige så mange penge på at afholde konfirmationer, og hvad disse fører med sig, på Bededag, som på at sende hele arbejdsstyrken på arbejde.
”God Store Bededagsferie”! sagde speakeren i radioen i går.
For det er blevet en miniferie, og det kunne man da også mærke på trafikken torsdag eftermiddag, som lignede fredagstrafik.
Men hvad skal vi bede om på Bededag?

Der var nok at bede om i 1686. Og årene frem. Aftenen før Store Bededag skulle kirken ringe med den store klokke, stormklokken. Når ringningen begyndte skulle alle kroer og værtshuse lukke, så folk kunne møde ædru i kirken Store Bededag. Al handel skulle stoppe, også for bagernes vedkommende. De holdt fri Store Bededag, og folk måtte opvarme de hveder, der var anskaffet dagen før. Men mange kom til at spise dem allerede torsdag aften, og det forekommer vel bekendt.

Men igen: hvad skal vi bede om bededag i det 21. århundrede? Vi ved det selv, hver enkelt af os. Hvor brænder det på – for mig? Og hvis ikke vi ved det – skal vi bede Fadervor.
Det er ikke længere konger og biskopper, der bestemmer, hvad vi skal bede til Gud om.
Nu hedder truslen udefra ikke svensken, næ truslen er blevet meget mere diffus og ikke til at pege på.

Der er en ting, Johannes Døberen siger i dagens Evangelietekst, som kan sætte tanker i gang. Han siger: ”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver”.

Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver. Hvis du bærer frugt, er du et træ.
Er du et træ, har du rødder, stamme og grene. Og fra rødder, stamme og grene skal frugten vokse frem. Det kunne lyde ensomt. For hvis rødderne er vores slægt bagud, er de jo døde og borte. Og hvis stammen er ens faste grundidentitet, og grenene er det eneste, der kan bevæge sig, i personligheden – så står vi bare dér hver for sig og alene og har ansvaret for at bære god frugt.

Og dét ville være ensomt. Men sådan er det heller ikke. For vi skal se os selv i et større perspektiv. Jesus siger et sted: ”Jeg er vintræet, I er grenene”. Vi har altså rødder og stamme, som er direkte forbundet med Jesus. Vi skal ikke i ensomhed, hver for sig, sørge for at bære god frugt, for der er sørget for os. Jesus tager vare på os. Vi er grenene.

Jeg er vintræet, I er grenene”, siger Jesus. Og videre: ”Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre”.

Ja, dét menneske, som bliver i Kristus, bærer megen frugt. I talen til forældrene, som står ved døbefonten med deres lille barn, hedder det:

I forældre skal oplære jeres barn i den kristne tro og bede for det, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham”.

Forældrene opfordres til at bede for deres barn. For barnet kan ikke selv – endnu. Men vi kan. Også bede om dette samme for os selv: Vi kan som voksne bede om netop dette: at måtte blive i Kristus. For så bærer vi megen frugt i form af tryghed og tillid til Gud og den sikre fornemmelse for, at kærligheden strømmer til os fra Gud, hver eneste dag.
Også de kedelige dage. Også de sørgelige dage. De stressede dage. Alle dage. Vi får kærlighed fra Gud, og derfor kan vi bære frugt. ”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver”, sagde Johannes Døberen, endnu inden han havde døbt Jesus. Dermed forudsagde han kristentroens bøn.

Bær omvendelsens frugt, stå ved det. Vær glad og taknemmelig over, at du kan blive i Kristus, som du én gang – i dåben – blev indpodet i ham. Bed om at måtte blive i Kristus. Du er der allerede. Bed om at turde tro det.
Amen.

Kære, himmelske Fader!
Vi takker dig for, at også denne smukke morgen
er fyldt af din kærlighed til verden.

Du er vort håb,
når angsten og sorgen gør vore hjerter tunge.
Til dig kan vi komme,
og vi beder dig:

Send os din Ånd, sandhedens Ånd,
så vi ser Jesu sejr over verdens magter,
forstår sandheden og tror.
Herre, vi beder dig om at lade os blive i Kristus,
vi beder om at turde tro det, i sandhed.
For kun i ham bliver vi frie
til at leve i kærlighed,
og i ham lader du din vilje ske
Hjælp os at bede i tillid og forhåbning.
Amen.

Salmer:
722: Nu blomstertiden kommer
203: O, du Guds Lam uskyldig
586: Stol du kun på dit Fadervor
36: Befal du dine veje
724: Solen stråler over vang


16/4 Prædiken til påskedag 2017. Markus 16,1-18.

Det er påskemorgen. Den vigtigste morgen hele året for dén, som søger sin glæde, vished og trøst i den kristne tro. For det er opstandelsens morgen. Alt, hvad der giver mening i livet såvel som i døden, er at høre i påskemorgens budskab:
Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!

Se! sagde englen til kvinderne.
Se! Der er ingenting at se!

Hvordan kan man se ingenting? Det kan man, når man bestemt forventer at se noget – i dette tilfælde Jesu døde legeme – men så ingenting ser. Det er det modsatte af vores almindelige erfaring. Se! Og man ser noget. Eller nogen. Og bliver måske overrasket, hvis man ikke havde ventet at se nogen Eller noget. Her sker det modsatte.

Kvinderne havde kun haft én tanke: Jesus må gøres i stand. De vidste, at der ville møde dem et forfærdeligt syn. Synet af den torturerede og korsfæstede mand. Det ville blive slemt at se, men gøres i stand, det skulle han. Som den sidste kærlighedsgerning ville de gøre dét. Men de var nødt til at vente til solopgang søndag morgen, for lørdag var hviledag. Ingen måtte arbejde på hviledagen. Og da slet ikke arbejde med at gøre en død i stand, for det var i forvejen noget, man ifølge Moseloven kun måtte gøre med særlige forholdsregler. Man blev uren af det.

Men I kender vel til følelsen af at måtte gøre en bestemt ting. Lige meget hvordan og hvorfor. Når tiden er sat i stå på grund af en voldsom hændelse. Noget Må Gøres. Man ved udmærket god, hvad der må gøres. Og man er ude ad døren med kun denne ene tanke i hovedet.
Alle de praktiske detaljer og problemer må vente, til de dukker op. Ingen benzin på bilen? Det løser vi. Nå, kører der ingen tog på Vestfyn i dag? Vi finder et alternativ. Hvem skal passe børnene og dyrene? Jeg ringer til naboen. Man har kun handlingen, målet, for øje.

Det havde kvinderne også. Først da de var nået næsten hen til graven, kommer de i tanker om stenen foran indgangen til graven.
Den er jo kæmpemæssig! Vi kan da ikke rokke den en millimeter!
Men denne gang skulle de slet ikke selv finde på en løsning. Det var gjort. Det var fuldbragt. Stenen VAR væltet fra. Ansvaret var løftet væk fra kvindernes skuldre. Der var sket noget, som ikke var menneskeværk. Opstandelsen er ikke menneskeværk. Det er Guds værk. Og pludselig forstod kvinderne, at byrden med at forstå og forklare Jesu død og forsvinden var taget fra dem. Det gjorde dem ikke jublende lykkelige. Det gjorde dem bange. For mennesker bliver nemlig bange, når vi opdager, at kræfterne uden for os selv betyder mere end kræfterne inden i os selv.
De blev bange, fordi de havde haft denne ene ting, de KUNNE gøre: at salve Jesu døde legeme, at give hans sønderrevne krop værdighed i døden. Det var det eneste, de kunne gøre, og det er jo sådan set også det eneste, vi nutidsmennesker kan gøre med vore døde.
Så må Gud om resten. Men nu kunne de ikke engang dét. For han var væk.

Hos Markus står der ikke noget om, at kvinderne blev glade og alt det dér. Det er den rå fortælling, uden pynt og dikkedarer. Nøjagtigt som kvinderne oplevede den. Byrden, ansvaret, var taget fra dem. De logiske forklaringer var taget fra dem. Gåden stod tilbage. Derfor blev de bange. De undrede sig så meget, at de blev ude af sig selv.

Hver påskemorgen i hele vort liv skal vi prøve at finde tilbage til denne grundlæggende undren. Vi skal ikke blive bange, tværtimod, for vi er så heldige, at vi har fået løsningen på gåden om den tomme grav, hvor fantastisk den så er: Jesu opstandelse.

Vi skal ikke blive bange, for englen sagde jo: ”Vær ikke forfærdede”!
Men vi må gerne være ærefrygtige, som det hedder. For det her er kæmpestort, det bliver altså ikke større. Og de følelser, kvinderne ved graven oplever, er helt grundlæggende.
De var rystede – alt, hvad de troede de vidste om livet og døden, er blevet rystet rundt og er nu blevet umuligt at tyde. De var ude af sig selv: der var ikke noget sted inde i dem selv, de kunne søge svaret på det uforklarlige. Ingen erfaring bød sig til. Svaret måtte søges uden for dem selv, i det Allerhøjeste. Hos Gud selv.
Hver eneste påskemorgen, vi kommer til at opleve, bør vi sætte os i disse kvinders sted, for helt at opleve hvor stort det var. Ikke kun for at opleve, hvor stort det var for dem.
Men først af alt for at opleve, hvor stort det er for os selv.

Evangeliernes beretning om opstandelsen og kristentroens basis er ikke bare en historie om noget, der skete for 2000 år siden. Det er nu, denne fortælling får liv for os. Det er i dag, det er påskedag. Og lige siden de allerførste kristnes tid har opstandelseshåbet lyst blandt kristne. Det ser man bl.a. i de grave, som de allerførste kristne gav deres døde.

I 1939 begyndte arkæologer i Rom at grave under Peterskirkens kor. Efter mange års gravearbejde fandt man, hvad der med al mulig sandsynlighed er apostlen Peters jordiske rester. Jeg har selv set dem!
Under kirkens gulv fandt man en hel dødeby; en Nekropolis med gader og små gravhuse med navneskilte på facaden. Dødebyen er påbegyndt omkring det tidspunkt, da Peter blev henrettet på Peterspladsen, og han er således begravet på en almindelig begravelsesplads, side om side med en mængde andre døde.
Man kan nemt se, om det er en kristen, der er begravet et bestemt sted: der står nemlig et bestemt ord: ordet DEPOSITUS.
De første kristne i Rom brugte ikke ord som ”begravet” eller ”jordfæstet” eller ”bisat”, eller hvad man nu kunne tænke sig.
Nej, de brugte meget bevidst ordet ”Depositus”, som betyder ”opbevaret” eller ”deponeret”. For det er jo midlertidigt! Man deponerer noget, fordi man agter at hente det igen. F.eks. deponerer man sine værdisager i en boks midlertidigt, fordi man vil komme igen og hente dem.
Det var det ord, de første kristne i Rom bruge om deres døde. Ordet DEPOSITUS. For hér lå der én, der hørte til de opstandelsestroende. De, der troede – og tror – på, at graven var tom påskemorgen. Og på, at Gud vil komme og hente den døde engang, til opstandelse.

Glædelig påske!
Amen.

Salmer:
408: Nu ringer alle klokker mod sky
234: Som forårssolen morgenrød
236: Påskeblomst! hvad vil du her?
224: Stat op, min sjæl, i morgengry
218: Krist stod op af døde


14/4 Prædiken til langfredag 2017. Markus 15,20-39.

Konfirmanderne havde bygget en hule i kirken. Af stole og tæpper, ligesom når børn bygger hule i stuen og dermed ændrer rummet til et særligt univers. For at ingen skulle være i tvivl om hulens funktion i kirken, havde de skrevet et stort skilt: ”GRAVHULEN”.
Og der var sten for indgangen til gravhulen, en sten i form af en stor papkasse, der havde indeholdt legetøj fra byens legetøjsforhandler. Dette var altså gravhulen. Og man glemmer aldrig fornemmelsen af at kigge ind i gravhulen, mens ”Jesus” lå død derinde langfredag.
Ej heller glemmer man dette at kigge ind påskemorgen, da gravhulen var tom.

Der var denne blanding af, at det her er noget vi leger – samtidig med, at der var en rørende bevidsthed om, at langfredag IKKE er noget vi leger. Det er kristenhedens alvorstunge dag. Uden langfredag ville jubelen fade ud og blive bleg. Uden langfredag ville påskemorgens glæde blive til ligegyldighed.

Langfredag giver vi slip på dét, vi elsker.
Påskemorgen får vi det atter skænket, og dét mangefold.

På Jesu tid gav man slip på den døde, når man lagde ham eller hende i klippehulen og satte stenen for. I vor tid og vor del af verden sænker vi den dødes kiste i jorden, eller giver slip på den dødes aske i jorden eller sågar til havs.

Langfredag med Jesu død var et kaos af skrig og gråd og pinsler. At give slip på Jesu døde og mishandlede krop var, for de få, der var blevet hos ham, som at give slip på sit eget hjerte. Sit eget, sønderrevne, hjerte.
Så gik de hjem.
Hvad andet kunne de gøre, når de havde mistet deres Herre og mester?
Forestil jer mørket, i gravhulen med stenen for. Forestil jer mørket i kvindernes og disciplenes sind. Forestil jer det ubærlige. Jesus, der havde opvækket andre af døde, var nu selv død. Derfor troede alle, at fra nu af skulle ingen mere opvækkes af døde. For hvordan kunne de det, når opvækkeren selv var død?
Fordi – det ved vi nu – de opvækkelser, Jesus foretog, foretog han med Guds Hånd. Og endnu manglede hans egen opvækkelse. Også dén skulle ske ved Guds Hånd.

Én af dem, Jesus opvækkede fra døden, var Lazarus, som vi hører om i Johannesevangeliet. Bror til Martha og Maria, I ved – Martha, der lavede mad og gjorde rent og Maria, der imens sad ved Jesu fødder og lyttede.
En dag var deres bror Lazarus død, og så kunne det være tindrende ligegyldigt med madlavning og opvask og skinnende blanke gryder.
Da var det godt, at de to søstre kunne andet end dét. At de kunne sætte deres lid til Jesus. Og Jesus opvækkede Lazarus fra de døde – men tvivlere har der naturligvis været nok af.
Har der overhovedet eksisteret en person på dén tid på dét sted ved navn Lazarus? Og hvis der har, er han så blevet opvækket fra de døde?

I Betania fremviser man dén dag i dag en meget gammel grav, som siges at være Lazarus’ grav. Måske er det rigtigt, hvem ved? Det er der ingen, der kan afgøre, ud fra selve graven.
MEN – man har også fundet en anden grav i Betania. Under et jordarbejde kom man ned til en krypt, som viste sig at være et kristent kapel fra kirkens første århundreder. Med grave. Og ved en af de grave fandt man en ældgammel indskrift, som man efter meget besvær til sidst fik tydet.

Der står:
Herre vor Gud, som opvakte Lazarus fra de døde, kom også din tjener Asklepios i hu, og Ogionion, din tjenerinde!

Hvem er vi da at tvivle, når man for knap et par tusind år siden talte om Lazarus’ opvækkelse som et faktum? Ikke ”kun” i Bibelen, men også i form af arkæologiske fund.

Men langfredag… Alt var forbi. Troede de.
Da pinslerne var forbi, da ekkoet af Jesu sidste, høje skrig var døet hen, og forhænget i templet var flænget i to dele, fra øverst til nederst – da var det hele forbi. Alt håb, al trøst, al kærlighed var væk. Det troede de, kvinderne, disciplene, alle de, der havde fulgt Jesus.
Forestil jer en pinsel, det må have været, at tro dét, at gå rundt i dette Ingenmandsland af håbløshed. Men den romerske officer, som i princippet kunne være fuldstændig ligeglad med, om Jesus var levende eller død – netop han sagde ordene:
Sandelig, den mand var Guds Søn.

Og Guds Søn blev svøbt i ligklæder og lagt i gravhulen i al hast. Stenen blev skubbet hen foran indgangen til hulen, med besvær, for den var stor og tung. Og det var ikke noget, de legede. Det var langfredags alvorstunge, blodige alvor. Og uden denne kristenhedens alvorstunge dag, langfredag, ville jubelen fade ud og blive bleg. Uden langfredag ville påskemorgens glæde blive til ligegyldighed. Uden langfredag VAR der ingen påskemorgen.

Og derfor må vi aldrig holde op med at fortælle om langfredag, derfor må vi aldrig lukke øjne og ører for kristentroens tyngde og alvor i en verden, der kalder på påskemorgens forløsning og dybe glæde.

Opvækkeren selv var død.
Påskemorgen skulle opvækkeren da selv opvækkes.

Det må vi HELLER aldrig holde op med at fortælle alverden! Amen.

Salmer:
192: Hil dig, frelser og forsoner
209: Et kors det var det hårde, trange leje
212: Den bitre død dig trængte
217: Min Jesus, lad mit hjerte få


13/4 Prædiken til skærtorsdag 2017. Matt. 26,17-30.

Judas var en forræder. Det er vi nok alle enige om.
Da soldaterne kom til Getsemane Have for at hente Jesus natten til langfredag, var det Judas, der gik i spidsen for dem og pegede på Jesus: ”Det er ham dér”!

Men måske har I også spekuleret på, om soldaterne egentlig ikke godt kunne have fundet Jesus, uden Judas’ hjælp.
Det skulle vel ikke være så svært. Joh, det kunne de sikkert godt. Men ligesom verden hungrede efter en frelser dengang, i skikkelse af Jesus – så skreg den også på en forræder som hans modstykke.
Og ligesom vi er gået fri af straf på grund af Jesus og hans lidelse og død – så føler vi os i hvert fald ligeledes lidt mere fri for at være forrædere, fordi vi har én som Judas.

Man kan altid sige om andre: Ham dér er en Judas!

Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født, siger Jesus om forræderen. Ikke fordi forræderen skal få en hård straf af Jesus. Men fordi forræderen vil få en hård straf af sig selv.

Et måltid på Jesu tid – også et påskemåltid – foregik halvt liggende, halvt siddende, omkring måltidet. I midten stod det fælles fad. Brødet gik på omgang, man brød af det, og langede ind over og dyppede sit brød i kød og sovs, eller hvad det nu kunne være.
Ind imellem var der selvfølgelig flere ad gangen, der dyppede deres brød samtidig. Det skete, da Judas dyppede sit brød i fællesfadet. Da gjorde han det sammen med Jesus.
Det er et stærkt billede, dette at vi altså er fælles om dét her. Man spiser sammen, dypper i det samme fad – og den ene er en skidt fyr på grund af det ene, den anden er det på grund af noget andet.

Og så er der dem, der føler sig helt rene, så der er jo ikke noget problem…
Men alligevel deler man måltid, også Judas og Jesus. Helt ud i dét øjeblik, hvor de i samme sekund dypper deres brød i det fælles fad i midten.

Det samme gælder vinen. Kanden med vin går rundt, dét vi nu i nadveren kalder kalken. Det er den fælles vinkalk, som går rundt, og man drikker af den.
Efter reformationen blev det tilladt for menigheden at drikke af vinen og ikke kun få brødet. Før var det kun præsten, der måtte drikke vin i nadveren. Og da foregik det med fælleskalk, som præsten bar rundt, og som alle drak af.
Men efterhånden som man blev klogere på smittespredning, indførte man særkalke, altså de små alterbægre, som vi også bruger her i kirken.

Men dette med fællesskabet og det vigtige i at deles om nadverens brød og vin, på trods af smittefare, fik kreativiteten i gang hos en mand, der hed Theodor Møller. Han opfandt den smittefrie fælleskalk. På den øverste rand af dette bæger monterede han en krans med 15 mundstykker. I den indre krans var så beholderen til vinen anbragt. Det var sindrigt konstrueret, så evt. vinrester blev ledt ned i bunden af kalken, ikke i vinbeholderen.
Når så præsten gik rundt i kredsen af altergæster, drak den første af sit mundstykke. Når den næste altergæst skulle drikke, drejede præsten den indvendige beholder så meget, at tuden hvilede i hakket ud for det næste mundstykke, og så fremdeles, indtil alle 15 var brugt. Så udskiftedes kransen.

Som I kan høre, har der i historien været lagt stor vægt på fællesskabet i sådan en fælles alterkalk. Og mange steder i verden bruger man det endnu, sådan at præsten lige drejer alterkalken og tørrer den af med et hvidt klæde, hver gang en altergæst har drukket af den.

Jeg kan huske engang, jeg selv tænkte en del over det. Under et ophold i Hamborg for mange, mange år siden var jeg gået ind i den nærmeste kirke til gudstjeneste. Jeg kendte ikke noget til kirken. Men da vi nåede til altergangen, fortalte præsten, at vi skulle komme op foran og stå i en rundkrans, og skulle drikke af den samme alterkalk. Men det kunne vi roligt gøre, vi skulle ikke være nervøse, vi ville ikke blive smittede af dét.

Jeg undrede mig noget, men gjorde som der blev opfordret til. Og vi drak af den samme kalk, og præsten tørrede af for hver gang.
Først bagefter gik det op for mig, at det var en speciel kirke og en speciel menighed, jeg var havnet i. En menighed for hiv- og aids ramte i Hamborg.

Det gik op for mig, da der til sidst i gudstjenesten blev indbudt til møde i en gruppe, der kaldte sig ”Positive Frauen”. Og selvfølgelig var det for dem af særlig stor betydning at sige: Her går vi til alters i fællesskab, her holder vi sammen!

Men fælleskalk eller ej, så er nadvermåltidet altid et måltid i fællesskab. Et måltid, hvor vi møder ham, i hvis navn vi fejrer påske.

Tag det og spis det! Det er mit legeme, siger Jesus om brødet, som vi deler.
Drik alle heraf! Det er den nye pagt ved mit blod, siger Jesus om vinen, som vi deler.

Vinen er fællesskab med Kristi blod.
Brødet er fællesskab med Kristi legeme.

Lad os fejre påske i taknemmelighed.
Amen.

Salmer:
192: Hil dig, frelser og forsoner
456: Vor Herre Jesus i den nat
477: Som korn fra mange marker
787: Du, som har tændt millioner af stjerner


9/4 Prædiken til palmesøndag 2017. Matth. 21,1-9.

Jesus – en konge på et æsel. Måske er det egentlig æslet, mange af os først kommer i tanker om, når vi siger palmesøndag. Fordi det er så underligt – med en Himmelkonge på et æsel. Et arbejdsdyr, som aldrig får en fin sadel på, og aldrig får et rosende ord med på vejen.

Nu var det jo ikke første gang, Jesus sad på netop et æsel. Palmesøndag blev sidste gang. Men første gang var, da han lå i sin mors, Marias, mave. Da de skulle til Bethlehem, for at lade sig indskrive til folketællingen. Da foreskriver traditionen i hvert fald, at Maria sad på et æsel med sin store mave, mens Josef gik ved siden af med sin vandrestav, hele vejen fra Nazareth til Betlehem. I kan selv se det bagefter i Bibelhistorien, som Magne har fået her på sin dåbsdag. Sigurd fortæller Bibelhistorier. Side 151!
Og selvfølgelig kan I opleve det ved krybbespil i mange kirker hvert år i december.

Jesus sad som ufødt konge med på æslet på vej til Betlehem. Og han sad der på vej mod Jerusalem godt og vel 30 år senere. Som konge af en karakter, som ingen dengang fattede rækkevidden af. Et upåagtet arbejdsdyr, æslet, bar Jesus frem mod fødebyen Betlehem.
Og det upåagtede arbejdsdyr bar ham frem mod dén by, hvor han skulle dø: Jerusalem.

Dyrt og smart udstyr, kongekåbe og guldsko var der intet af.
Det var fødsel og død i sin grundform. Det var barskt. Fødslen i en stald. Vuggen var et fodertrug. Døden på en galgebakke. Dødslejet var et kors. Og alligevel var både Jesu fødsel og hans død af en art, som Jesus selv kalder herliggjort. Det BLEV godt til sidst. Det blev fuldendt. Det endte godt, for påskemorgen blev det hele godt.
I opstandelsen.

Så før fødslen skulle vejen til Betlehem tilbagelægges. På et æsel. Og før døden og opstandelsen skulle vejen til Jerusalem tilbagelægges. På et æsel. Slet ikke værdigt for en konge. Men det helt rigtige for den eneste sande konge, Jesus. For han så det største i det mindste.
Flere gange i sit virke fremhævede Jesus f.eks. de små børn: hos dem så han det største i de mindste. Og dét i en tid, hvor børnene indtog samme position blandt mennesker, som æslet gjorde blandt dyrene.

Jeg læste forleden, at forfatteren Bjarne Reuter stadig væk topper som både den mest læste og den mest lånte forfatter på danske biblioteker. Det glæder mig, fordi Bjarne Reuter kan skrive for alle generationer, små og store. Og om alle generationer, små og store.
For 5 år siden udkom hans genfortælling af Bibelen, kaldet ”Bogen”. Godt navn. Ordet Bibel kommer af det græske ord Biblos, som betyder bog. Bibelen betyder altså rent faktisk Bogen. Den ultimative bog.
Hos Reuter står beretningen om Palmesøndag lige efter beretningen om dengang Jesus velsignede de små børn. Det var dét vi hørte i dag, da Magne blev døbt. Det stammer fra engang, hvor Jesus havde stået og talt foran en stor flok mennesker.

Herefter blev der stille, og de, som havde taget deres børn med, tog de små og bar dem hen til Jesus.
Disciplene skyndte sig at slå en ring rundt om Jesus, men Jesus bad dem lade være.
– Nej, lad børnene komme hen til mig. Vi er alle børn af Gud, og for at komme ind i Hans rige skal vi alle være som børn.
Resten af dagen tilbragte Jesus i sit eget selskab, men da dagen gik på hæld, kaldte han Johannes og Andreas til sig.
– I landsbyen Betfage, sagde han, står et æsel, som er bundet til en pæl med en flettet snor. Det vil jeg bede jer hente. Tiden er kommet til at tage det næste skridt…

Dette næste skridt er påsken. Påsken starter nu, palmesøndag. For nu er der ingen vej tilbage for manden på æslet.
Nu rider han på sit æsel ind i Jerusalem, bliver hyldet som en konge af folkemængden, som breder deres kapper ud på vejen, strør grønne grene på vejen og vifter med palmeblade for at hylde ham. Hylde ham som dén, der kommer i Guds navn. Dén, der er sendt af Gud. Han, som skulle dø på et kors – og opstå fra de døde.

Om lidt skal vi synge Grundtvigs store salme ”Hil dig, frelser og forsoner”. Et gammelt 1200-tals digt, som Grundtvig gendigtede og føjede flere vers til, i 1837.
Allerede i 1810 havde Grundtvig med stort ubehag læst en tysk forfatter, som ”havde plantet en af sine giftblomster under hvad han kaldte ”det visne kors”.
Grundtvig gør det modsatte i sin store salme: han vinder en rosenkrans rundt om korset.
En krans af roser, som aldrig skal visne.

Ja, jeg tror på korsets gåde, skriver Grundtvig.
Korset ER en gåde. Palmesøndags indtog i Jerusalem markerer det næste skridt frem mod gådens løsning. Og gådens løsning hedder kærlighed: Guds kærlighed.
Guds kærlighed, som oven på langfredags prøvelser gav os påskemorgens glæde og morgenlys.

I 1948 stod den nu for længst afdøde kræftforsker Carl Krebs ved en bondekones dødsleje på sygehuset. Hun opfordrede ham til at læse ”Hil dig, frelser og forsoner” for hende. Det gjorde han.
Da han havde læst den, bad hun ham læse ALLE salmens ni vers en gang til. Det gjorde han.
Og til sidst endnu en gang det sidste vers:

Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!

Og den gamle naturvidenskabsmand og kræftforsker tilføjer:
“Jo. Salmebogen er en uvurderlig Skat for utallige Mennesker”.

Det er den heldigvis stadig.
Amen.

Salmer:
15: Op, al den ting
448, v. 1-3: Fyldt af glæde (før dåb)
448, v. 4-6: Fyldt af glæde (efter dåb
192: Hil dig, frelser og forsoner
750: Nu titte til hinanden


12/3 Prædiken til 2. søndag i fasten 2017. Matth. 15,21-28.

Forældre kender til frygten og angsten for sygdomme, der kan ramme deres små – og store – børn. Tidligere i dag holdt vi barnedåb. Og når man sådan fejrer barnedåb – og hører dagens tekst om den syge pige – får man måske lige en lille isning i kroppen, når man hører fortællingen. Om kvinden med den syge datter.
For i første omgang sender Jesus kvinden bort, ja, han svarede hende ikke med et ord, selvom hun og hendes datter var i stor nød. Det stemmer ikke ret godt med, at vi ved en barnedåb hører Jesus sige:
Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre, for Guds rige er deres”.
Men alt er i den skønneste orden. For teksten slutter med, at Jesus helbreder pigen, selvom hun og hendes mor slet ikke er israelitter. For hendes mor havde tro. Og Guds rige var også pigens:
Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre, for Guds rige er deres”.

Det er en vigtig og skelsættende Evangelietekst, der hører til søndagen i dag.
For hér finder Jesus ud af endnu mere om, hvad hans opgave er. Hvem han er. At hans navn skal ud til alle – jøder såvel som hedninge.
Jesus var født som jøde. Hans mor, Maria, var jøde. Og i starten, hvor han gik omkring og helbredte og udførte mirakler, tænkte han:
Det er mine landsmænd og trosfæller, jeg skal hjælpe. Det er dem, jeg er sendt til”!

Som han i første omgang siger til kvinden og til sine disciple:
Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus”.
Og kvinden og hendes datter var kanaanæere. Et andet folkeslag. Et anderledes folkeslag. Men det viser sig, at det er kvinden og hendes forståelse af, hvem Jesus er, der gør udslaget. For hun beder ham hjælpe. Hun bønfalder ham om at hjælpe. Hun beder en bøn: ”Herre, hjælp mig”!
Når et menneske beder til Gud, kan der godt følge en argumentation med:
Herre, hjælp mig, fordi”…
Kvinden siger:
Herre, hjælp mig, fordi – Jo, det kan du faktisk godt, selvom du mest er sendt til Israels Hus. For det er, ligesom når hunden sidder under bordet og opfanger, hvad der nu falder ned fra dens herres bord. Mere eller mindre tilsigtet. Hjemme hos os er det katten, der opfanger dét der, desværre meget tilsigtet, falder ned fra bordet.
Jo, Herre
Kvinden argumenterer over for Jesus, går i rette med ham.

Hér, blot 4 dage efter kvindedagen d. 8. marts i det moderne år 2017, hører vi en kvinde, som i et mandsdomineret samfund for ca. 2000 år siden, går i rette med en mand. Og sågar ikke en hvilken som helst mand. Men Jesus, som hun kalder Herre.
Disciplene syntes, det var dumt gjort. Hendes mand syntes formentlig, det var idiotisk gjort, for man kunne blive straffet for det. Jesus syntes åbenbart, det var modigt og rigtigt gjort.
Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil”.

Jeg sad og læste en artikel om forfatteren Suzanne Brøgger, som snart udgiver en ny bog. Om gammelt, livsklogt stof. For over 30 år siden skrev jeg et speciale om brugen af Søren Kierkegaard og af jødisk tro og visdom i hendes romaner.
Nogle af jer kender måske Kierkegaards sætning om, at ”Livet må forstås baglæns – men det må leves forlæns”. Det er ikke alting, vi kan forstå, mens det sker

Man bliver først sig selv, når man går i stykker”, siger Suzanne Brøgger i interviewet. At gå i stykker kan være så mange ting. Det er der skrevet sange om.
Jeg kommer lige i tanker om Anne Linnets
Alting kan gå itu,
et hjerte kan gå i tusind stykker,
kaldte du mig for ven engang, så er jeg her nok endnu”.

Men man bliver først sig selv, når man går i stykker. I stort eller småt. At krakelere i ansigtet og komme til at tude af glæde, når ens barn bliver født – det er jo også at gå lidt i stykker. I hvert fald går facaden i stykker.
Og for hver gang facaden går lidt i stykker, bliver man lidt mere sig selv.
Bare som trøst, hvis I nu er trætte af at tude af rørelse over film og bøger – oplevelser og minder.
Hver gang vi gjorde dét, gik vi lidt mere i stykker – og blev lidt mere os selv.

Kvinden med den syge datter tillod også sig selv at lade sin facade krakelere.
Hun var knækket af datterens sygdom, og når man er dét, er det alligevel for sent og umuligt at opretholde facaden. Derfor gik hun i stykker. Blev sig selv, i sin tro. Og bad om hjælp.
Da sagde Jesus til hende:
Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil”.
Amen.

Kære Gud,
vi siger dig tak, fordi du kommer os i møde med kærlighed.
Vi beder dig være hos os, når modgangen knækker os, og vi går i stykker.
Giv os mod til at lære os selv at kende i svaghed, og at lære dig at kende i din styrke.

Vær med vore børn, vore gamle og vore syge.
Giv dem og os alle din nåde og fred og velsignelse.
Amen.

Salmer:
402: Den signede dag
582: At tro er at komme til det, der er større
36: Befal du dine veje
747: Lysets engel


5/3 Prædiken til 1. søndag i fasten 2017. Matth. 4,1-11.

1. søndag i fasten hører vi om fristelse. Djævelen i skikkelse af en slange frister Eva, som rækker videre til Adam. Og Djævelen, i egen skikkelse, hvordan dén skikkelse så er, frister Jesus i ørkenen.
Efter 40 dages faste er de fleste til fals for en bid brød. Eller for at styrte sig ud fra et højt sted.
Eller for magt og herlighed, så den knurrende mave kunne bringes til tavshed med magtens mæthed.
Dog, som vi ved, ikke Jesus, som ser bag om fristelserne. De er af en dybere karakter, disse fristelser. Dybere end dem, vi selv bliver udsat for på en regnvejrsdag i marts, hvor vi er mætte i forvejen. I maven, i hvert fald. Men hvad med ånden?
Gud, efter dig jeg længes”, har vi sunget i dag. På den dejlige melodi fra reformationstiden, hvor man kunne synge om synd og fristelse på melodier, der netop er båret på – længslens vinger. Melodier, som var kendt i forvejen. Melodien kom først – teksten sidenhen.
Også ”Sorrig og glæde” fra 1681 – som vi skal synge efter prædikenen – har fået sig en allerede eksisterende visemelodi, som folk har kendt i forvejen. Melodien kom først. Teksten bagefter.

Jeg skal ikke kloge mig for meget på dette felt, som jeg ikke er en kender af – men sidenhen blev det mest almindeligt, at teksten kom først, melodien dernæst. Teksten blev sat i musik, som det hedder. Jeg kan nu mindst lige så godt lide, at musikken bliver sat i tekst!

Gud, efter dig jeg længes,
når jeg af synden trænges,
til dig står al min lid”.

Der er altså håb i længslen, der er tillid.
Og ”Sorrig og glæde, de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad”.

I første linje nævnes sorgen først, dernæst glæden. I 2. linje nævnes lykken først, dernæst ulykken. Sorg og glæde. Lykke og ulykke. Det glade og det triste skiftes til at være i front. Ligesom i et helt almindeligt menneskeliv.

Teksterne i dag handler om dét, der er givet i menneskelivet, som vi går ind til. Vore vilkår. Og Evangelieteksten handler om det fantastiske, at Jesus går ind i de samme vilkår. Vore vilkår. For at være, hvor vi er. Bare helt ud til kanten.

Ikke længe efter fristelsen i ørkenen tager Jesus til sin hjemby Nazareth og underviser i synagogen. Tilhørerne reagerer ifl. Lukasevangeliet ved at drive Jesus helt ud – til kanten.
Til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for de ville styrte ham ned. Ud over kanten.
Da Jesus altså havde modstået Djævelens modstand og fristelse i ørkenen – og bl.a. var afstået fra at kaste sig ud over kanten – så skulle han nu til at modstå menneskers modstand og fristelse.
Først frister tilhørerne ham ved at sidde og nikke smilende og glade: ”Det er jo vores berømte bysbarn” – men da Jesus modstår denne smigerfristelse, driver de ham ud til kanten. Men han gik bare sin vej. For han var først lige begyndt sin gerning.

Det er 1. søndag i fasten i dag. Jesus er først lige begyndt sin gerning. I søndags hørte vi om, hvordan han blev døbt. I dag føres han videre frem imod sin skæbne. Sit endeligt. Sin herlighed. Og det er Ånden, der fører ham. Ånden sender Jesus i armene på Djævelen.
Ånden må godt nok have været sikker i sin sag… Og selvfølgelig var Ånden dét. Og der skete noget forunderligt og noget, vi skal huske på. Djævelen havde fristet Jesus således:

Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned fra den højeste tinde! For Gud vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten”!

Og hvad skete? Jesus modstod fristelsen. Og englene kom alligevel! ”Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham”. Sådan slutter dagens Evangelietekst. Englene kom alligevel. Det kan vi tage med os herfra i dag.

Der findes et lille, meget kort eventyr af H.C. Andersen: ”Ved det yderste Hav”. Jeg fik lyst til at læse det for jer i dag og afslutte prædikenen med dét:

Et par store fartøjer var sendt højt op mod Nordpolen for der at finde landenes grænser mod havet og prøve hvor vidt menneskene kunne der trænge igennem. Allerede år og dage havde de mellem tåge og is styret heroppe og prøvet stort besvær; nu var vinteren begyndt, solen nede; mange, mange uger ville blive her én lang nat; alt rundt om var ét eneste stykke is; fast til det var hvert skib fortøjet; sneen lå højt, og af sneen selv var bikubeformede huse rejst, nogle store, som vore kæmpehøje, andre ikke større, end at de kunne rumme to eller fire mænd; men mørkt var det ikke, nordlysene skinnede røde og blå, det var et evigt, storartet fyrværkeri og sneen lyste, natten her var én lang blussende dæmring; på den klareste tid kom skarer af de indfødte, underlige at se i deres hårede skindklæder, og på deres slæder, som var tømret af isstykker; de bragte skind i store bunker og snehusene fik derfra varme gulvtæpper; skind blev tæppe og dyne, som matroserne redte sig til seng under snekuplen, mens det udenfor gnistrende frøs, som vi ikke kender det ved vor strengeste vintertid. Hos os var det endnu efterårsdage, det tænkte de på deroppe; de huskede på solstrålerne i hjemmet og på det rødgule løv, som hang på træerne. Uret viste at det var aften og sovetid, og i et af snehusene strakte sig allerede to for at hvile; den yngste havde med sin bedste, rigeste skat hjemmefra, den, bedstemor før afrejsen gav ham med, det var biblen. Hver nat lå den under hans hovedgærde, han vidste fra barndomsårene af, hvad der stod i den; hver dag læste han et stykke, og på hans leje kom ham tit så trøstende i tanker de hellige ord: “Ville jeg tage morgenrødens vinger, ville jeg bo ved det yderste hav, du skulle dog føre mig og din højre hånd holde mig fast!” – og under sandhedens ord og tro lukkede han øjnene, søvnen kom og drømmen kom, åndens åbenbarelse i Gud; Sjælen var den levende under legemets hvile; han fornam det, det var som melodier af gamle kære, kendte sange; det åndede så mildt, så sommervarmt, og fra sit leje så han det skinne over sig, som om snekuplen blev gennemstrålet udefra; han løftede sit hoved, det strålende hvide var ikke vægge eller loft, det var de store vinger fra en engels skuldre, og han så op i hans milde, lysende ansigt. Ud fra biblens blade, som fra en liljes bæger, løftede englen sig, bredte sine arme vidt ud og snehyttens vægge sank rundt om, som et luftigt let tågeslør; hjemmets grønne marker og høje med de rødbrune skove lå rundt om i stille solskin en dejlig efterårsdag; storkens rede stod tom, men endnu hang æblerne på det vilde æbletræ, skønt bladene var faldet; de røde hyben skinnede og stæren fløjtede i det lille grønne bur over bondehusets vindue, hvor hjemmets hjem var; stæren fløjtede, som det var lært den og bedstemor hang fuglegræs om buret, som sønnesønnen altid havde gjort; og smedens datter, så ung og så smuk, stod ved brønden og drog vand op, nikkede til bedstemor, og bedstemor vinkede, viste et brev langvejs fra; denne morgen var det kommet fra de kolde lande, højt oppe fra nordpolen selv, hvor sønnesønnen var – i Guds hånd. – Og de lo og de græd, og han, under is og sne, der i åndens verden, under englens vinger så og hørte det alt, lo med dem og græd med dem. Og der blev læst højt af brevet selv de Biblens ord: – “Ved det yderste hav, hans højre hånd vil holde mig fast!” – Som dejlig salmesang klang det rundt om, og englen lod sine vinger, som et slør lægge sig om den sovende, – drømmen var endt – det var mørkt i snehuset, men biblen lå under hans hoved, troen og håbet lå i hans hjerte. Gud var med og hjemmet var med – “ved det yderste hav!”

Amen.

Vor Gud og Fader, tak fordi du holder os fast og ikke slipper os. Vær vor tilflugt og klippe.
Lad dit Ord være med os, selv ud i de yderste egne.
Giv os frimodighed til at leve, håbefuldt og tillidsfuldt, som du vil have det.
Vær med vor dronning og hele hendes hus, vær med os alle med din nåde, din trøst og barmhjertighed.
Amen.

Salmer:
41: Lille Guds barn
498: Gud, efter dig jeg længes
336: Vor Gud han er så fast en borg
46: Sorrig og glæde
735: Nu sol i øst oprinder mild


26/2 Prædiken til fastelavnssøndag 2017. Matth. 3,13-17.

Jesus har en bemærkelsesværdig begrundelse for, at han skal døbes. Af Johannes.
Han siger: ”For således bør vi opfylde al retfærdighed”. Når retfærdigheden bliver opfyldt, betyder det, at Guds plan og Guds vilje bliver opfyldt. Det betyder ikke, at min fastelavnsbolle skal være lige så stor som din fastelavnsbolle, for ellers går jorden under. Eller at fredagsslikket skal deles i lige store portioner i børneflokken, så ingen bliver uretfærdigt behandlet. Hvilket ellers er et meget fint princip. I vores egen verden.

Det betyder en anden form for retfærdighed. Guds retfærdighed. Og vi kan sikkert godt se, at en dåb er af et andet væsen end portionsstørrelser af kager og slik. Og går man tæt på os, må vi vel også ud i en vis ærbødighed, når talen falder på denne ganske særlige dåb. Denne ganske særlige begivenhed, da Jesus blev døbt. Da skal vi i hvert fald slet ikke komme rendende med millimeter retfærdighed og målebånd. ”For således bør vi opfylde al retfærdighed”, sagde Jesus til den undrende Johannes Døber.
Retfærdigt er dét, der er, lige som det skal være. Dét, der er ret. Dét, der er lige. Ikke krumt og kroget, så alle spørgsmålene kan forsvinde ind i hemmelige løngange, hvor vi aldrig får svaret på, hvordan vores længsel efter Gud kan opfyldes.

Da Jesus blev døbt i Jordanfloden af Johannes, blev al retfærdighed opfyldt. Det var en måde for Jesus at vise os – alle de efterfølgende generationer – at han for alvor var kommet til os og havde bøjet sig ned. Selv han – bøjede sig ned.

Når man bliver døbt, bliver man på den eller den anden måde bøjet ned. Mod vandet. Det lille barn bliver lagt ned – det er de ikke alle sammen lige vilde med – og holdt over døbefonten. De større børn, der bliver døbt, bøjer hovedet. De voksne, der bliver døbt, bøjer sig også ned, evt. på knæ. Eller bliver bøjet bagover, hvis det er en dåb med neddykning af hele kroppen. Det ligger i selve dåbshandlingen, at man må bøje sig ned. Mod det livgivende vand. Det er noget, der sker for én. Man kan ikke døbe sig selv. Det kunne Jesus heller ikke, selvom det i yderste konsekvens var dét, Johannes Døberen syntes, han burde. Det havde været mest retfærdigt, hvis Jesus havde døbt sig selv. Og Johannes.
Men det er slet ikke dén form for retfærdighed, der sker hér. For det viser sig, at alle Johannes Døberens betænkeligheder bliver gjort til skamme. Johannes er blot et redskab. Noget helt andet er på spil. Det er Gud selv, der handler.

For da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig. Og der lød en røst fra himlene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”.

Det er kærlighedens retfærdighed, der bliver opfyldt, da Jesus bliver døbt af Johannes. Kærlighedens retfærdighed. Al retfærdighed.

Som udgangslæsning skal vi her i kirken i dag høre Paulus’ ord fra 1. Korintherbrev kapitel 13. Kærlighedens Højsang. I denne, af mange mennesker kendte og elskede, tekst får vi at vide, hvad det betyder – at al retfærdighed opfyldes, i Jesus Kristus. Hvordan kærligheden er tålmodig og mild, misunder og praler ikke, hvordan kærligheden ikke bilder sig noget ind, ikke gør noget usømmeligt, ikke søger sit eget, eller hidser sig op eller bærer nag.
Hvordan kærligheden glæder sig ved sandheden, tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Sådan er Guds kærlighed. I dén opfyldes al retfærdighed, i Jesus Kristus og i dåben og nadveren, som han indstiftede.
Så længe, vi har vores gang her på jorden, holdes denne Kærlighedens Højsang op som et spejl for os. Og vi ser meget vel, at det er svært – umuligt – at leve op til. Svært at være tålmodig og mild og alt det andet. For hvor mange gange har vi ikke været det modsatte: utålmodige, hårde, misundelige, pralende og har bildt os noget ind. Har hidset os op og båret nag. Det hører med til at være menneske.

Og vi har set i dette spejl og har spekuleret over livets gåde. Men hvis vi så er så heldige at kende Første Korintherbrevs kapitel 13, Kærlighedens Højsang – så har vi altid de opbyggelige ord om spejlet og gåden at vende tilbage til:
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre.
Men størst af dem er kærligheden…
I denne kærlighed – Guds kærlighed – opfyldes al retfærdighed.
Jesus bøjede sig ned og blev døbt – af Johannes, et menneske.

Dette menneske var et redskab for Gud. Det er Gud, der handler i dåben. Og hermed opfyldes al retfærdighed.
Vi små, almindelige mennesker bøjer os og bliver døbt, vi modtager nadveren, kærligheden og tilgivelsen fra oven.

Det er fastelavnssøndag i dag. Fra i dag går Jesus mod Jerusalem. På næste søndag, 1. søndag i fasten, skal han fristes i ørkenen. Gud er på vej mod den sidste station, skriver Georg Geil, tidligere biskop, et sted.

Gud er på vej mod den sidste station. På vej mod det tykkeste mørke og derefter: den klareste dag.
Før dig og sammen med med dig.
Hvad kærlighed er for noget, véd han.
Dit livsforløb har han levet sig ind i – og lidt sig ind i – med et sind, der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Forfatteren Graham Greene skriver i en roman om en mand, som vil begå selvmord, for han har lavet så meget rod, så Gud må da være led og ked af ham og vil nok hellere være ham foruden.

Gud svarer manden:
Du siger, du elsker mig, og alligevel vil du gøre dette mod mig. Jeg skabte dig i kærlighed. Jeg har grædt dine tårer. Jeg har frelst dig fra mere, end du nogensinde vil begribe. Jeg indgav dig længslen efter fred, for at jeg en dag kunne stille din længsel…
Kan du ikke stole på mig, som du stoler på en trofast hund?
Jeg har været tro mod dig i to tusind år…
Så længe du lever, bevarer jeg håbet.

Tænk, at Gud giver det forpinte menneske sådan et svar.
Jeg har været tro mod dig i to tusind år.
Sådan siger han, der fra fastelavnstide går mod Jerusalem.
Det er kærligheden. Det er kærligheden, der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Amen.

Salmer:
192: Hil dig, frelser og forsoner
70: Du kom til vor runde jord
441: Alle mine kilder
179: Herren god, som uden grænser
755: Gud ske lov for nattero


12/2 Prædiken til Septuagesima søndag 2017. Matth. 20,1-16.

Så skal vi lige flyttes lidt rundt på igen. Drejes, bevæges. Provokeres ligefrem. Af Evangeliet. ”De sidste skal blive de første”. Ikke lige dét, man som én af de første, hvis man nogensinde er dét, havde regnet med. Når man har stået i kø i 100 år til udsalg, for at komme ind i varmen i toget eller for at få billetter til Die Herren koncert i Kerte Kirke.
Så er der lige én, der ligesom tilfældigt kommer ind fra siden, glider ind i strømmen og bliver én af de første. Ved hjælp af snyd.

Evangelium betyder ”Glædeligt budskab”. Og dét har ikke noget med snyd at gøre. For de, der ikke blev opsøgt af vingårdsejeren lige fra morgenstunden – de har ikke været i den 7. Himmel af dén grund. De har manglet noget. Ventet på noget. De har savnet arbejdet, lønnen, meningen med at stå på torvet og glo.

Vingårdsmanden er et billede på Gud, der går ud og opsøger os. Nogle opsøger Han nærmest i moders liv, eller i hvert fald med modermælken, så de slet ikke når at opdage det. Han er der bare, i deres liv. Andre opsøger Han i ungdommen, andre igen i den modne alder. Og ja, Han kan sågar finde på at opsøge folk i deres alderdom. På et tidspunkt, hvor enhver anden ville have sagt:
Hør nu hér, det er da for sent! Det er jo ligesom Fanden, der går i kloster, når han bliver gammel!

Det er ikke vores opgave at dømme om dét. Er dit øje ondt, fordi jeg er god? spørger Gud. Evangelium betyder ”Glædeligt budskab”. Og dét har ikke noget med vores domme – og fordomme – at gøre.

Det har alene at gøre med, at Gud er god og har lov at gøre, hvad Han vil, med dét, der er Hans. Sådan som vingårdsejeren udtrykker det. Men hvornår er det for sent? At blive opsøgt? At omvende sig? Alene spørgsmålet viser, at der er en bevægelse i gang. Kan det tænkes, at der findes mennesker, der går rundt og venter og venter på en henvendelse fra Gud, et tegn, – kan det tænkes, at de faktisk allerede har fået henvendelsen? De har bare ikke helt opdaget det, sådan bevidst. Men deres sjæl har måske vidst det længe.

I 2012 blev en række forfattere inviteret til at holde prædikener i Sankt Jakobs Kirke i København. Det kom der bogen ”Forfatterprædikener” ud af. Det er en bog, jeg ofte vender tilbage til og læser i. For der er noget rørende og sårbart og dermed netop robust ved denne bog og dens bidragydere.
Nogle få af forfatterne bekender sig til en kristen tro. Mange af dem bedyrer til gengæld, at de ikke tror på noget som helst. Det er bare, som om kirkerummet får dem til at prædike tro alligevel. Indirekte. Hvad enten de vil eller ej. Fordi de tager deres egen tvivl så alvorligt.

Tag nu f.eks. Jørgen Leths prædiken. Han er blevet op i årene. Man kan mærke på hans prædiken, at han går rundt og venter – på at blive opsøgt.
Han fortæller om sin fascination af sangeren Leonard Cohen, om Cohens sidste sange, som blev en forberedelse på døden. En forberedelse på mødet med Gud.
I 2012 var Cohen ikke død. Det er han nu.
Leth ville også gerne kunne forberede sig på døden. Og mødet?
Han skriver:
Jeg har tit tænkt: hvornår får jeg lidt vejledning fra oven? Jeg vil gerne lære noget om hvordan jeg skal leve på det her fremskredne tidspunkt af mit liv. Skal jeg tænke på døden? Skal jeg opføre mig på en bestemt måde for at få en dialog i gang? Hvordan skal jeg blive ydmyg over for skæbnen?
Indtil nu har jeg ventet forgæves…

Men har han dét, når han kan formulere det sådan? Når han bevidst længes efter en dialog med Gud? Når han direkte ønsker ydmygheden i forhold til skæbnen – til dét, Gud har givet ham gennem hans liv?
Hans venner opfordrer ham til at være åben og selv at være opsøgende over for Gud. Men alligevel er der denne underliggende – og sande -fornemmelse, at Gud kommer til én, når tid er. Eller at Han måske i virkeligheden allerede er der?
Kun synligt til stede for dén, der kan SE igennem alle vore forsvarsværn, fornuft og rationelle overvejelser.

Leths prædiken slutter således:
Det er ikke rationelt at tro.
Men det uperfekte menneske er jo netop ikke rationelt.

Efter det altødelæggende jordskælv på Haiti skulle Jørgen Leth hjem til Danmark. Han tager afsked med et par af de dybt troende haitianere:
Den dag jeg skulle forlade Haiti i helikopter, det var en svær dag for mig.
Madame Annette kom for første gang på besøg i FN-lejren for at sige farvel til mig. Hun var ledsaget af sin datter, den lægestuderende Marie Louise.
Madame Annette var i søndagskjole som til en gudstjeneste i baptistkirken. Hun holdt mig i hånden. Og så sagde hun forklarende til Marie Louise og til min søn Asger: ”Jeg vidste, at Monsieur Jorgen ville overleve, for han er en god kristen”.
Jeg må indrømme, at jeg var lidt overrasket over, at det var den forklaring hun var nået frem til. Jeg har aldrig set mig selv som en god kristen. Men det er måske fordi jeg ikke egentlig ved hvad det betyder.

Det skal Jørgen Leth ikke være ked af. For hvem vil påtage sig at forklare dét? Madame Annette havde dog set ét eller andet. Bag om fornuft, forsvarsværn og rationalitet. Det er ikke rationelt at tro. Men det uperfekte menneske er jo netop ikke rationelt. Nogle bliver opsøgt af Gud i skikkelse af en vingårdsejer. Andre bliver opsøgt af Gud i så mange andre skikkelser. Tidligt i livet, sent i livet. Hvad dét angår, er vi alle daglejere.

Evangelium betyder ”Glædeligt budskab”.
At ”de sidste skal blive de første” ER glædeligt budskab. For os alle.Guds rige er netop ikke en kø, hvor man kan risikere at blive nummer sjok og gå tomhændet bort, selvom man vitterligt har ventet og ventet.
Guds rige er dét sted, hvor det ikke skal komme dig til skade at være hverken blandt de første eller de sidste.
Amen.

Salmer:
4: Giv mig, Gud, en salmetunge
658: Når jeg er træt og trist
728: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
321: O kristelighed!
368: Vintræ og grene og frugt hører sammen


5/2 Prædiken til sidste søndag efter Hellige3Konger 2017. Matt 17,1-9.

Det handler om lyset i dag. Forklarelsens lys. Ikke noget med bagklogskabens lys. Men forklarelsens lys. Det er noget andet. Det er ret kedeligt at høre om bagklogskabens ulideligt klare lys, som nogle taler om. Det emmer af bondeanger og af fortrydelse over noget, man har gjort – eller ikke gjort, som man måske nok godt havde fornemmelsen af var forkert, mens man gjorde det. Eller netop undlod at gøre det. Så kan man bagefter sige, at set i bagklogskabens lys var det nok ikke så godt.

Det er bedre at være klog end at være bagklog. Bedre at få skænket forklarelsens strålende lys en gang imellem, end at surmule i bagklogskabens klare lys. For det sidste er, ifølge talemåden, ulideligt. Bagklogskabens klare lys er ulideligt, fordi det udstiller os med alle vore mangler. Og fortrydelser. Og bondeanger.

Lidt som vi synger i salmen ”Du, som har tændt millioner af stjerner”:
Tilgiv os dét, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt.

Se, så begynder det at ligne noget. Når vi beder Gud om tilgivelse for det. Bagklogskab og bøn til Gud om tilgivelse KAN sikkert godt forenes. Det kan bare godt være en hurdle for os bagkloge at føre de to ting sammen.

Jeg hører sommetider en udsendelse i radioen, som hedder ”Bagklog på P1”, hvor en radiovært har en gæst i studiet, og så bagkloger de sig, på en vittig og selvironisk måde, på ugens begivenheder.
Radioværten hedder Esben Kjær, og han er i øvrigt forfatter til en bog, der hedder ”Min usynlige søn. Kunsten at leve med sine døde”, skrevet i anledning af hans 7-årige søns død og tiden derefter. Esben Kjær kommer til Vissenbjerghus d. 15. marts kl. 19.00 og taler om emnet sorg, og om sin bog. Det vil jeg gerne gøre stor reklame for, om jeg så skal gøre det i en prædiken! Så Esben Kjær er altså klog på dette at miste. I starten var han bare bagklog. Nu er han klog. Og har set noget om sorg, og om livsglæde, i forklarelsens lys.

Når vi overhovedet kan tale om forklarelsens lys, er det, fordi vi har beretningen om Forklarelsen på Bjerget. Om lyset, der pludselig stod som en strålekrans omkring Jesus. Det var, som når man i et fantastisk museum har en kostelig skat, som henligger i tusmørke i et hemmelighedsfuldt rum dybest inde i museet døgnet rundt. Undtagen når et menneske finder ind til dette rum og med sin kropsvarme får det klare lys til at skinne på den kostelige skat. Og kun på dén. Måske er vi af vanvare gået ind i rummet, vidste ikke, hvad det indeholdt. Vidste ikke, at vi med vort sølle legeme og blotte tilstedeværelse kunne få dette lys til at skinne. At vi ud af ingenting pludselig kunne stå foran det største, som lå badet i et forklarelsens lys. Uventet.

Det er det fantastiske, der sker for de tre disciple Peter, Jakob og Johannes i dagens Evangelietekst. De ser forvandlingen af Jesus, ser ham pludselig komme til syne som dén, han i virkeligheden er. De sér ham som Guds Søn. Og de hører Gud kalde ham Søn.
Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”.
Hør ham!
Det er en ordre.
Hør, lyt til, hvad Jesus siger, for dét, han siger, kommer fra mig”.

Og i frygt – ærefrygt – for Gud kastede disciplene sig til jorden og skjulte ansigtet, som man gør det for et lys og en kraft, der er så stor, at man ikke fatter det. Lysets kraft. Selve skabelsens kraft. Gud.
Frygt ikke” er svaret fra Jesus.
Rejs jer og frygt ikke”.
Og de gik ned ad bjerget igen, for det skal man. Ned til menneskene.

Ud fra dét perspektiv, at når Gud selv, i skikkelse af Jesus Kristus, kunne stige ned fra Himlen, til menneskene – hvem er da de tre disciple, og ikke mindst vi andre, at vi ikke også skulle gøre det. Gå ned fra tinden og fra det fantastiske lys, ned til det levede liv og hverdagens besvær – og glæder.

Det er også fristende at blive inde i Skatkammerets inderste rum, hvor den kostelige skat ligger badet i forklarelsens lys – mens vi er til stede i rummet. Hvor gerne ville vi ikke blive og bare stirre på skatten og lyset og det vidunderlige. Opsuge det på nethinden.
Men vi må ud af det fantastiske rum, ned fra bjerget, ned til hverdagsmenneskene og foretage os hverdagsting.

Når vi går ud af det inderste rum, slukkes lyset efter en kort tid, og der er ikke mere noget lys til at oplyse den kostelige skat. Men den er der alligevel. Og på én eller anden måde har vi fået skænket noget af lyset, noget af forklarelsen, som lever i os, når vi er gået ud. Gået hjem. Gået ned.

Da disciplene løftede deres blik efter Jesu ord: ”Rejs jer, og frygt ikke! ” – kunne de kun se Jesus alene. Lyset direkte fra Gud selv, den lysende sky, var ikke længere at se og kunne ikke fastholdes. Stemmen fra skyen, Guds egen røst, var ikke længere at høre.
Men det gjorde ikke noget, for det var indfældet i disciplenes indre. De havde fået skænket noget af lyset, noget af forklarelsen, som levede i dem, da de var kommet ned fra bjerget.

I torsdag kunne vi markere Kyndelmissedag, med lysets tilbagekomst. Forklarelsen på bjerget er en dejlig Evangelietekst at kunne læse for jer i dag, kun 3 dage efter kyndelmissedag. For det handler om lyset i dag.

Vi startede gudstjenesten med at synge om Lysets engel. Vi fortsatte med at synge om Guds ansigts stråleskær. Og om Guds ord som kristenhedens lys. Bliv lys og gør dig rede!
Om lidt skal vi synge om alle de gange, Herrens herligheds stråler har blændet vort øje, når på os de faldt. Opdagede vi det overhovedet hver gang? Måske ikke hver gang. Men sikkert er det, hvis jeg må gætte, at vi alle har opfanget noget ved mindst én lejlighed, hvor det er sket.

Tænk på det, blot når du ser de første varsler om forår inden længe.
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Amen.

Evige Gud.
Vi siger dig tak for alle livets mirakler, små som store.
Tak, at vi kunne vågne også denne morgen til en ny dag.

Du, som har skabt lyset og giver væksten, du, som åbner din klare himmel for os bag alt mørke, til dig vil vi bede:
Hjælp os at se dit klare lys, hjælp os at se det i mørket.
Hjælp os til tro – til håb og til kærlighed, disse tre, som alle er gaver fra Dig.
Og som alle er indeholdt i dette dit sande lys, din Søn Jesus Kristus.

Vær hos os, når vi tvivler på din kærlighed.
Vær hos alle, der lider nød,
hos dem, der er ofre for naturkatastrofer, krig og elendighed.
Vær hos vor Dronning og hele hendes hus.
Giv dem og os alle din nåde, fred og velsignelse.
Amen.

Salmer:
747: Lysets engel går med glans
22: Gådefuld er du, vor Gud!
362: Gør dig nu rede, kristenhed
162: Det var kun en drøm
557: Her vil ties, her vil bies


29/1 Prædiken til 4. søndag efter Hellig3Konger 2017 Mat. 8,23-27

Måske har nogle af jer oplevet en dramatisk situation, hvor I rent faktisk var i livsfare. Adrenalinen og overlevelsesinstinktet tager over, lige i dét øjeblik, en bil kører ud foran én, og man når at undvige, eller man kaster sig væk fra en faldende sten eller viger tilbage for kæmpebølgen ved havet. Vi er vel skabt til at løbe væk fra en løve. Eller forsøge på det. I yderste konsekvens.

For os gik det godt, for vi sidder her stadig. Og spekulerer måske på, hvad det var, der fik os til at kigge op i rette tid, kigge til siden i rette tid, tage af sted 5 minutter tidligere – eller senere – end planlagt, så man lige netop ikke blev en del af et alvorligt færdselsuheld. Og jo, selvfølgelig har også jeg takket for Hånden, der blev holdt over mig, i disse afgørende øjeblikke gennem livet. Uden dog at tænke, at jeg er noget mere særligt end dem, der BLEV ramt af en bil eller et klippestykke eller blev suget ud i havet af en kæmpebølge. For sandheden er, at vi ikke kender til meningen med det.
Nogle mennesker bliver ramt af øjeblikkets ulykke: den pludselige død, der går på rov. Andre rammes af den langvarige sygdoms ulykke, hvor der er lang tid til at forberede sig på afslutningen.

Mit hjerte er så bange, og natten stunder til”, som vi lige har sunget. Og så fortsætter salmen med nogle ret foruroligende ord, som handler om, hvad der kan ske, midt under en kritisk situation, sådan som det skete med disciplene under stormen:
I stormens hvin forsvinder
al tak til Herrens pris,
et uvejrs helved blinder,
det går imod forlis”.
Da stormen hylede og hvinede omkring disciplene, blev de alvorligt i tvivl om, hvorvidt deres Herre og Mester havde styr på noget som helst.
I stormens hvin forsvinder
al tak til Herrens pris”…
For han lå bare dér og sov. Men det gjorde han jo, netop fordi han havde styr på det. Det er svært for et moderne og oplyst menneske at sige sig helt fri for sandheden i ordene om, at stormens hvin godt kan overdøve takken til Herrens pris. Det gør ondt i ørerne, når stormen hviner. Men vi er i en båd – sammen med Herren.

Vi har alskens elektronisk udstyr i moderne både og skibe, ligesom vi har elektronisk udstyr af enhver art i vores hverdag. Men i bund og grund er vi stadig små, sårbare mennesker, hver især. Og ind imellem tænker vi, lige pludselig:
Herre, frels os! Vi går under”!
Eller noget i dén retning. Når vi, konkret eller symbolsk, sidder i en lillebitte båd på et stort, oprørt hav.

Oppe i Præstegården har jeg en lille akvarel hængende, malet i 1936. En tid fuld af uro i Europa og i verden. Den forestiller nogle meget små både, trukket op på stranden ved et lille fiskerleje. Selve billedet har ført et hårdt liv, i fugtige stuer, så noget af farven er faktisk flydt lidt ud. Men centralt i billedet er en båd, og den er godt nok lille og ville kunne kastes hid og did ved bare en lille storm.
Måske dét, man kalder en kåg, som var sådan én, min tip-tip-oldefar sejlede rundt i Limfjorden med og handlede alle mulige småting, hvor han lagde til. Det er derfor, jeg nu hedder Kreiler til mellemnavn.
Sømænd, købmænd og præster, dét er hvad min slægt består af, når man går langt nok tilbage.
Selv er jeg bange for at sejle, og jeg vil hellere købe hele bundtet af lodsedler selv, end jeg vil gå rundt og sælge dem til folk. Sømand og købmand var derfor ligesom udelukket for mig, og så var der kun præst tilbage.

Og nu står jeg hér og skal fortælle om disciplenes skræk i båden under stormen på søen. Og kan kun alt for godt sætte mig ind i angsten for at blive opslugt af bølgerne. Derfor er det nødvendigt at sige: Herren er med i båden. Af hvilken karakter denne båd end er. Han hjælper med at navigere i livet.

Forfatteren Nis Petersen var en lidt urolig sjæl, som tit var ude at rejse og ind imellem havde brug for hjælp til at navigere i livet. Nis Petersen fortæller fra en rejse til Færøerne om en oplevelse, der gjorde stort indtryk på ham.
Han lagde mærke til, at store skibe ofte sejlede ind i en fjord, hvor de krydsede frem og tilbage. Det kunne stå på i timevis, og det så fuldstændig meningsløst og planløst ud. Men så fik han at vide, at det var skibe, der havde afbrudt deres rejse og var gået ind i fjorden for at indstille og fejlrette kompas. Når kompasset så var rettet ind, styrede skibene igen ud på de store have for at følge den rette kurs mod det bestemte mål.

Så sent som i 1980’erne ved jeg, fra forfatteren Viggo Lindum, at man stadigvæk rettede kompas på denne måde i de færøske fjorde. Hvem ved, måske gør man det dén dag i dag.
Denne oplevelse fra Færøerne vendte Nis Petersen ofte tilbage til i sit forfatterskab. Han mente nemlig ikke kun, at det var skibe, der trængte til at få rettet kompas ind. Mennesker er også udstyret med et kompas, der trænger til fejlretning.

I slutningen af romanen ”Spildt mælk” siger én af gråbrødrene:
Enhver af os er udstyret med et kompas, som peger mod Gud, og enhver må lejlighedsvis ind i en af Hans fjorde”.
Kirken kan godt være sådan én af Guds fjorde. Og den er det for mange mennesker. Netop fordi vi alle sammen altid på ny trænger til at få kompasset fejlrettet. Og når det er gjort, og vi har mødt den kærlighed, der er større, end vi fortjener – så kan vi igen sejle ud på livets store have og prøve, om vi kan følge den rette kurs.
Med Nis Petersen og med vores egen slægt i kærlig erindring. Og med troen på Herren, der er med i båden, som livets kompas.
Amen.

Salmer:
754: Se, nu stiger solen
7: Herre Gud, dit dyre navn og ære
150: Mit hjerte er så bange
696: Kærlighed er lysets kilde
31: Til himlene rækker


22/1 Prædiken til 3. søndag efter Hellig3Konger 2017. Mat. 8,1-13.

Det havde ingen vel troet muligt.
At en hedensk officer, repræsentant for den romerske besættelsesmagt, skulle opsøge den jødiske Jesus og bede ham om hjælp. Og få denne hjælp.
En officer er en mand, der står højt. Men ikke højest. I en fuldt bemandet romersk legion var der 60 officerer. Så officeren står højt, men ikke højest.

Jeg er selv en mand under kommando og har soldater under mig”, siger officeren. ”Jeg kan få alle mine folk til at gøre hvad som helst. Jeg har magt over mennesker. Og samtidig ved jeg også, at der er nogle få andre, der har magt over mig og kan bestemme, hvad jeg skal gøre. Og det har jeg det fint med.
Men – jeg har dog aldrig følt mig så magtesløs som nu, for jeg kan ikke give min tjener dén ganske enkle kommando, som lyder:
Bliv rask!
For dén kommando adlyder han simpelthen ikke!
Der er en grænse for min magt over andre.
Der er en grænse for min magt over tilværelsen.
Det har jeg aldrig prøvet før, men jeg oplever det nu.
Derfor er jeg kommet hen til dig, Jesus, for der var ikke andre steder at gå hen.
I min afmagt går jeg til en magt, som er af en ganske anden karakter end min egen magt. Jeg følger med derind, hvor det kun er troen, der har magt”.

Det er slet ikke sikkert, officeren ville kunne udtrykke disse tanker bevidst og velovervejet. For dét, han kommer med, er en bøn. Og en bøn er sjældent velovervejet, for hvis den var dét, ville den blive til et forhandlingsoplæg. Så er det ikke en bøn mere.

Evangelieteksten siger: ”Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officerer hen og BAD ham: ”Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt”. Det er udtryk for tro og tillid at sige sådan til Jesus.
Svaret fra Jesus kommer omgående: ”Jeg vil komme og helbrede ham”.
Fint, tænker vi. Lægen er på vej, alt bliver godt.
Men – dette var ikke nok. Officerens tro var så stor, at han sagde til Jesus: ”Sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt”.
Og hans tjener blev helbredt i samme time. Fordi officeren med den høje position og næsten uindskrænket magt over andre mennesker – erkendte sin afmagt.

Det kan vi selv tage med os fra gudstjenesten i dag. Magt over andre giver ikke magt over tilværelsen. I betydningen livet selv. Men – vi kan bemægtige os livets substans ved at leve det, sådan som det er, og med de erfaringer, det giver os. Det er erfaringer og oplevelser, der godt kan være tunge. Det er sorger og genvordigheder.

Om dette med, at der med tiden bliver lagt flere og flere genvordigheder på skuldrene af os, skriver Søren Kierkegaard et sted:
”Dette er Guds nåde mod et menneske, når han, lig et sjældent instrument, netop i genvordigheder viser sig at være således lykkeligt konstrueret, at med hver ny genvordighed beskadiges ikke blot strengene, men han får en ny streng mere på strengelegen”.

Så for hver ny sorg og genvordighed vi oplever, får vi tildelt en ny streng at spille på. Pludselig er den der bare, den nye streng, ud af det blå. Ja, bogstaveligt talt det blå, for den kommer jo ovenfra og ikke inde fra vores egen lille mave.

Salmedigteren, teologen og forfatteren Jakob Knudsen var én af dem, der gennem livet oplevede nye sorger og genvordigheder og dermed også nye strenge at spille på til sit liv og sit forfatterskab. Dagen i går var 100 års dagen for hans død.
Da Jakob Knudsen skrev salmen ”Se, nu stiger solen”, vidste han nok ikke, at han sad og skrev et kommende ”salmehit”. Men det er det blevet. Den er så fyldt af livsglæde. Og smuk natur, med solopgang og lys. Men tro aldrig, at salmen er skrevet kun som en natursalme. Den er netop en salme om Guds tildeling af nye strenge at spille på, trods modgang som vi møder i livet.

Altid kan han begynde den nye dag med at takke Gud, at:
morgenen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død”.
Livsglæden og livslysten er ikke noget, han kan udlede af sig selv. Det er noget, der kommer til mig, når solen viser sine første stråler i morgengryet og tager kampen op mod mørkhed og sjæleve, som Jakob Knudsen betegner det.

Med dette stærke og livsskabende lys mod ansigtet kan han bede sit Fadervor. Da får han kræfter og mod til at leve og være i verden.
Engang sagde han i et foredrag:
Man skal hvile i Gud for at have hænderne fri til at arbejde med verden”.
Det er godt sagt. For så kan man også slå et par skævere i sit liv. Uden at miste Gud. For man hviler i Ham.

Knud Nyboe Rasmussen, tidligere sognepræst i min fødeby Skive, har netop skrevet en ny bog om Jakob Knudsen. Den udkommer i løbet af foråret. Han henviser præcis til Jakob Knudsens tro på det alt afgørende i at hvile i Gud. At hvile i Gud er at hvile i sin dåbs tro og levende håb til Gud. Leve i troen på, at ”Livets Gud mig skærmer, jeg er Hans barn”.

Så stor en tro fandt Jesus hos den romerske officer. Til sin store overraskelse. Officeren, der havde magt over næsten alle andre, turde godt i sin afmagt hvile i Gud. ”Jesus undrede sig”, står der om hans reaktion på officerens tro. Det er store ord. ”Jesus undrede sig”. Så store ord er det, at vi andre må undre os tusindfold. Undre os og sige tak for dén nåde og kærlighed, som Gud viser os gennem Jesus, at vi kan hvile – i troen.
Amen.

Salmer:
3: Lovsynger Herren
367: Vi rækker vore hænder frem
52: Du, Herre Krist
49: Ingen er så tryg i fare
217: Min Jesus, lad mit hjerte få

(Interludium solo: uddrag af 754: ”Se, nu stiger solen”)


15/1 Prædiken til 2. søndag efter Hellig3Konger 2017. Johs. 2,1-11.

Når vi i dag slutter denne gudstjeneste med at synge en ganske kendt salme: ”Det er så yndigt at følges ad” – så er det ikke, fordi der skal være bryllup i kirken i dag. Dér synger vi den nemlig oftest.

Men det er, for det første, fordi familien til dagens dåbsbarn gerne ville synge netop dén. Og, for det andet, fordi rammen omkring dagens Evangelietekst netop er – et bryllup. Rammen omkring det første såkaldte tegn, Jesus udfører, er en bryllupsfest.

Det siger ganske meget om Jesus og den kristne tro, som Jesus var grundlaget for. Han tager sit afsæt for alle sine tegn og gerninger ude blandt almindelige mennesker, hos nogle, der fejrer et vendepunkt, en mærkedag, i deres liv.

Deres liv er forvandlet. De er blevet gift. Der er fest og glæde, som der var i datidens ugelange bryllupsfester. Vand til vin. I sandhed også en forvandling. På et endnu højere plan. Ikke kun rent konkret, også symbolsk. For det hjalp med til at forstå, hvad Jesus egentlig mente, da han sidenhen sagde:
”Jeg er det sande vintræ”.

Det betyder, at han siger:
Jeg er dén, der forvandler dit liv. Forvandler dit liv til glæde og kærlighed”.

Ikke bare som når man har fået en masse vin og bliver glad i låget.
Det går jo over igen, når alkoholen er væk. Bliver måske endda til tømmermænd. Nej, det er en forvandling til en glæde, der ikke bare sådan går over igen, men ligger som en vedvarende klangbund i livet.
Fordi man ved, at Jesus er det sande vintræ. Ved, at man altid er elsket. Det er godt at vide, når udfordringerne kommer, og sorgerne.
Og dét gør de. Dem kan vinen ikke redde os fra.

Og Gud tager heller ikke sorgerne og problemet væk fra os, så vi bliver fri for dem. Men fordi Jesus er det sande vintræ, så kommer vi igennem sorgerne, i hans kærlighed.

Du har gemt den gode vin til nu”, sagde skafferen til brudgommen.
Ikke som man plejede, at sætte den gode vin frem først, og når folk så havde drukket en masse af dét, kunne de ikke smage forskel mere, og så fik de den ringere vin til resten af festen.

Den gode vin blev til, fordi Jesus var indbudt til festen. Og fordi han fik et skub af sin mor. Dette sker allerede i kapitel 2 af Johannesevangeliet, i starten af hans virke. Og Jesus havde øjensynligt ikke regnet med, at han allerede nu skulle begynde at vise, hvem han egentlig var. ”Min time er endnu ikke kommet”, som han sagde til sin mor. Men dét er en rigtig mor jo ligeglad med. Hun vidste, hvem han var. Og vand blev til vin, skuffelse til glædelig overraskelse. Det sande vintræ gjorde sit første tegn, gjorde vand til vin. Og brylluppet i Kana er blevet nævnt og husket lige siden.

Som vi skal synge i salmen om lidt:
Den bryllupsdag og glædesfest
blev herlig af den bryllupsgæst,
som giver evig nåde”.

Evangelieteksten i dag slutter så med ordene:
Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham”.

Et tegn i Johannesevangeliet er et under. Som f.eks. at gøre vand til vin. Men et tegn er ikke en tryllekunst. Det er ikke underet i sig selv, der kaldes et tegn. For kun dén, som har set den dybere betydning, der ligger i underet, har set tegnet. Dvs. dén, der kan tro, uden at have fået et under pindet ud i alle sine bestanddele. Dén, der tror, er dén, der kan se bag om underet. Og spørger sig selv: ”Hvad betyder dette tegn for mig, som menneske”?

Dette under udspillede sig ved én af livets fester. En bryllupsfest. blandt mennesker, der ikke lige havde regnet med et mirakel i deres liv. For dem var det mirakel nok at holde fest i families og venners lag.

Det er det også oftest for os i dag. At holde bryllups- eller dåbsfest, f.eks. Kærligheden, barnet, er i sig selv et mirakel. Et livets mirakel. Og så mærker vi måske pludselig, som gave, dét ekstra oveni, at det er endnu større. At Jesus er til stede, midt iblandt os. Vi ser bag om underet. Ser, hvad det betyder for os. Lader Jesus gentage sit tegn, så det peger ind i vort eget liv.

Derfor giver det også mening, når vi i dag synger dén salme, som mange holder af – bryllupssalmen ”Det er så yndigt at følges ad”, selvom der ikke er bryllup. Salmen skal vise, at bryllupsfesten, dåbsfesten, ikke efterlader os alene som par, som familie eller som menneske, når festen er overstået.

Det er så herligt at stole på,
vi har en Herre, som alting mægter,
han os ej glemmer, når vi er grå,
hans nåde rækker til tusind slægter.
Ja, det er gammen,
at alle sammen
er ja og Amen
Guds nådes ord”.

Og i øvrigt er ”Det er så yndigt” jo oprindelig skrevet som en lejlighedssang, som Grundtvig skrev til et sølvbryllup til nogen, han kendte.

Hvad vil du mig, kvinde”, spurgte Jesus sin mor. ”Min time er endnu ikke kommet”. Men hun vidste bedre. Hun vidste, hvem han var. Den Højestes Søn, Guds Søn, åbenbaret i herlighed.
Amen.

Salmer:
752: Morgenstund har guld i mund
448: Fyldt af glæde
14: Tænk, at livet koster livet
144: Hvor saligt var det ægtepar
703: Det er så yndigt at følges ad


Prædikener 2016

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen samlet i PDF