Prædikener

Kirkeåret 2017-2018

2016: Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen PDF
2016-2017: Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen PDF


10/6 Prædiken til 2. søndag efter Trinitatis. 1. tekstrække.
Lukas 14,16-24. Ved friluftsgudstjenesten.

En gang imellem kan det være helt rart at blive fundet. Ja, først skal man selvfølgelig være væk for dén, der finder én. Men hvis man er barn og har gemt sig lidt for sjov, så er det alligevel godt, at de voksne eller de andre børn finder én til sidst. Så ved man, de har ledt.
Eller for de lidt ældre folk, så kan man blive fundet af gamle klassekammerater, der siger: ”Hey, skal vi ikke lige fejre skolejubilæum? Eller konfirmationsjubilæum”? For når man kommer i en vis alder, går det op for én, HVOR mange fællesskaber man egentlig har været en del af i sit liv. Sådan i perioder.
Helt fra børnehaven, hvis man har gået i sådan én, til skolen, kirken, efterskolen, uddannelsen, sportsklubben, den ene og den anden forening, skiftende arbejdspladser, frivilligt arbejde og landsbyen eller boligforeningen i byen. I kan selv fortsætte.
Lige her omkring er der f.eks. et kæmpe fællesskab, der hedder Frøbjerg Festspil. Og Frøbjerg Orte Friskole.
Og for enhver er der det helt nære fællesskab: familien.
Én som mig, der har boet forskellige steder i Danmark, har haft svimlende mange fællesskaber. De fleste af dem ser jeg aldrig. Men en sjælden gang sker det, at én af dem finder mig, eller jeg ved et tilfælde finder ud af, at hov, det er da en gammel venindes søn, jeg står her og vier. Det er meget specielt. Og med et vupti er man i tankerne tilbage.

Tidligere i livet havde jeg dén regel for mig selv, at jeg max. ville arbejde 7 år det samme sted. Det holdt fint, lige til jeg kom hertil, hvor jeg nu har været dobbelt op, nemlig i 14 år.
Så meget for hjemmestrikkede regler!

Fællesskaber stiftes og opløses. Det går hurtigt i det moderne samfund. Og nu kunne det så også være, at man mødte en tigger på gaden i en større by, og man i et glimt så nogle ansigtstræk, man bestemt synes at kunne huske fra gamle dage. Var det virkelig…? Ja men, dengang var han da én, der havde styr på sit liv, god familie, arbejdede hårdt og havde alle de fællesskaber, han overhovedet selv gad. Hvis HAN kan gå i hundene, så kan alle da!
Men måske bliver han fundet! Af sin familie, af gadepræsten, socialrådgiveren, sociolancen, gadekøkkenet, hvem som helst, der vil tage et socialt og menneskeligt ansvar. For det ligger i vores fællesskaber her i landet, at vi tager dette ansvar for hinanden.

Manden fra Bibelen, der ville holde en fest, sendte først indbydelse til nogle meget travle mennesker, der havde for travlt til at tage imod. Dernæst indbød han nogle, der havde et behov for at blive fundet. De havde forskellige handicaps, der var alvorlige i datidens fællesskaber: blinde, vanføre og lamme. De ville gerne med. Men der var folk, der havde endnu mere behov for at blive fundet. Og heldigvis VAR der plads til flere ved mandens fest: så han sendte sin tjener – og det er vel ingen hemmelighed, at denne tjener skal ses som Jesus – ud for at indbyde dem, der havde absolut nul menneskelige fællesskaber. De lå med deres tiggerskål ved vejen eller rakkede rundt langt uden for landsbyen, hvor ingen andre kom. De skulle også inviteres ind i fællesskabet. Så det var godt, at tjeneren gik ud for at finde dem.

Til slut vil jeg gerne sige noget om et ganske særligt fællesskab, som alle kan blive medlem af: fællesskabet af de døbte. Hver eneste gang, et menneske bliver døbt – hvad enten det er en baby eller en voksen – er det en festdag. Det har vi fået lov at opleve i dag, ved denne gudstjeneste. David er blevet døbt. De døbtes fællesskab er blevet endnu gladere.
Amen.

Salmer og sange ved friluftsgudstjenesten:
Salmebogens nr. 725: Det dufter lysegrønt af græs
Salmebogens nr. 448, v. 1-3: Fyldt af glæde (før dåb)
Salmebogens nr. 448, v. 4-6: Fyldt af glæde (efter dåb)
Højskolesangbogens nr. 145: Linedanser
Højskolesangbogens nr. 206: Hvor du sætter din fod
Salmebogens nr. 747: Lysets engel
Højskolesangbogens nr. 314: Danmark, nu blunder den lyse nat


3/6 Prædiken til 1. søndag efter Trinitatis 2018. Lukas 12,13-21.

For rigtig mange år siden havde jeg dén fornøjelse, det faktisk var, at undervise mennesker, der kom fra den anden side af kloden, i dansk. Vi knyttede bånd, disse familier og jeg. De inviterede mig med til deres fester. Bryllupper og andre højdepunkter. Jeg var også med ved de sørgelige, når de holdt begravelser. De inviterede mig hjem til te, hvor de boede. Var meget gæstfrie.
Jeg købte en buket blomster og havde med en gang ved et besøg. De så forundret og med slet skjult skuffelse på mig. Blomster – det var for dem noget, der voksede i enorme mængder lige uden for deres dør. Altså derhjemme, i deres land. Blomster havde for dem ikke gavepotentiale.
På et par hæderspladser rundt omkring i hjemmet stod derimod kunstige blomster. plasticblomster. Gaver, fra mere forstandige mennesker, lod de mig forstå. Se, dét var noget…

Der var meget at lære, for mig. Selvom det faktisk var mig, der skulle undervise dem i at være danske. De lærte så til gengæld mig noget om, hvordan det var at være dem. Og der var virkelig massive forskelle på at være dem og at være mig. Vi lærte aldrig hinanden at kende 100%. Jævnfør Kiplings berømte ord om, at ”Øst er øst, og vest er vest – og aldrig skal de to mødes”…
Til gengæld er deres børn og i hvert fald deres børnebørn nærmest 100% danske nu.

Jeg fortæller det her, fordi jeg så tit tænker på, om det er svært for os 2018 mennesker i Danmark at forstå de lignelser, som Jesus fortæller i Bibelen. På de 2000 års afstand. Og med de mange kilometers afstand til dét land, lignelserne er knyttet til. Nu siger jeg lige, hvordan jeg tror, det er.
Jeg tror godt, vi forstår lignelserne, som Jesus fortæller. Vi forstår handlingen og de ting, som f.eks. den rige mand i dagens lignelse siger og gør.
Og vi forstår også, at Gud siger til manden, at han, manden, er et fjols, som har brugt sit liv på at skrabe rigdom og penge sammen, i stedet for at være taknemmelig og at opbygge et forhold til Gud. Fint nok at være rig, det må man såmænd gerne være, men der skal lige være en dimension mere, Gudsforholdet, som skal være vigtigere end pengene.
Det forstår vi sikkert godt, her i den gamle Bibeltekst. Og det er også det vigtigste. Så er der rigtig mange nuancer, som helt sikkert går os forbi.
I stil med, at man i nogle kredse ikke køber en buket blomster til 200 kr. og tager med som værtindegave, fordi modtageren opfatter det som plim skørt. Jorden går ikke under, fordi man gør det. Men det er ikke smart.

I kender nok også lignelsen om den fortabte søn. Det er jo det fantastiske ved lignelserne i Lukasevangeliet – man kender dem! Men altså – denne lignelse handler om den yngste søn, som drager ud i verden og lader storebror tage sliddet og slæbet hjemme hos far på gården. Yngste søn drikker og svirer og går med damer ude i verden. Så bliver der hungersnød dér, hvor han er. Han ender i svinestien og tager efter mange overvejelser hjem til far. Han regner med at skulle tage sin straf og betale af på sin gæld til evig tid. Det er han klar til. Men faderen står parat og giver ham guldring på fingeren, slagter fedekalven og holder en velkommen-hjem-min-dreng- fest.
Storebror bliver sur og jaloux, men det er der ingen grund til, for faderen elsker jo også ham og har gjort det hele tiden.

Dén forstår vi også godt. Den handler om, at Gud tager imod os med åbne arme, når vi angrer og vender hjem til Ham, efter vi har været på vildveje. Og dem, der aldrig kunne finde på at være på afveje, men har holdt sig til Gud hele tiden, de skal ikke blive sure, for alt ER jo allerede godt for dem. Vi forstår det. På 2000 års og lige så mange kilometers afstand. Vi forstår alligevel, hvad Jesus mener med sin lignelse.

Vi kan sagtens grave dybere. En dag, når vi får tid. Derhjemme har jeg en film, der handler om Den fortabte søn. Instruktør og manuskriptforfatter havde sat sig for at finde ud af ALT, hvad der kunne siges om denne lignelse. Ud fra viden om den kulturelle og religiøse sammenhæng, lignelsen har. Det er faktisk en ret lang film. F.eks. er der også i filmen en søster til de to brødre.
Hun er ikke relevant i lignelsen, men hun ville være der i ”det virkelige” liv. Og det ved de tilhørere, som Jesus fortæller lignelsen til, godt. Det ligger som en selvfølge bag lignelsen. Havde de to brødre så ikke en søster? Jo, selvfølgelig, nogen skulle jo lave mad til den gamle far. Og nogen – søsteren – skulle også lægge et godt ord ind for lillebroderen hos faderen, og nogen skulle mægle mellem storebroderen og lillebroderen. Og SÅ kan man begynde at fortolke med de ekstra lag, dét giver.

Men i selve lignelsen, som Jesus fortæller, er der kun de relevante personer. Resten er baggrundsviden hos tilhørerne. Sådan er det også i dagens lignelse om den rige mand, der bygger større lader. Tilhørerne forestiller sig måske, at han har en kone. Selvfølgelig har han det. Måske har hun sagt: ”Så, så, ro på. Nu skal du ikke få stress over al din rigdom. Jeg vil hellere have dig 10 år mere, end jeg vil have dine kæmpe lader”.

Kan hun have sagt dét? Ja, såmænd. Kunne en kone sige dét den dag i dag til sin mand? Ja, såmænd. Forskellen er bare, at i dag kan det også være nødvendigt, at en mand siger sådan til sin kone! For nu har konen også stress over alt det, hun skal nå, og glemmer rent at være rig hos Gud. Hos os har kvinden en anden rolle, end hun havde i dén tid, Jesus mødte sine tilhørere og fortalte dem lignelser. Men hans lignelser er langtidsholdbare. Universelle. Evigt gyldige. Lignelserne gav mening dengang. De giver mening nu. Lignelsen om den rige mand opfordrer enhver til at være rig hos Gud. At være rig hos Gud er at kende Gud, og at kende hans kærlighed til os.

Jeg vil gerne slutte denne prædiken med et kort uddrag af Kærlighedens Højsang, fra Paulus’ 1. brev til korintherne, kapitel 13. Det gør jeg, fordi jeg ind imellem bliver bedt af nogen om at læse det ved deres begravelse engang. I deres ønske og bøn om, at de i deres liv på én eller anden måde, på ét eller andet tidspunkt, VAR rige hos Gud. For det handler om Guds kærlighed og lyder således:

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.
Den finder ikke sig glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.
Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre.
Men størst af dem er kærligheden”.

Amen.

Salmer:
745: Vågn op og slå på dine strenge
680: Jesus, kom dog nær til mig
726: Gak ud, min sjæl, betragt med flid
321: O, kristelighed
29: Spænd over os dit himmelsejl


27/5 Prædiken til Trinitatis søndag 2018. Matth. 28,16-20.

Disse ord er de allersidste i Matthæusevangeliet. Den opstandne Jesus siger ordene:
”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.
De sidste, trøsterige ord i Matthæusevangeliet. Hver gang, der er dåb hos os, lyder ordene også. Ja, en del af teksten, vi har hørt i dag, lyder ved døbefonten, når der er dåb:

Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dagen indtil verdens ende”.

Det er dåbsbefalingen. Den er svær at sidde overhørig. Den SKAL vi ikke sidde overhørig. En befaling er noget, man udfører, uden at stille spørgsmålstegn ved den. Det eneste, man kan spørge sig selv og hinanden om, er: hvordan fører vi det ud i praksis? Og hvornår? Ikke OM vi gør det.
Ligesom musikeren Peter Bastian engang gav som eksempel:
Hvis jeg står med et partitur af Mozart, kunne jeg da aldrig drømme om at stille spørgsmålstegn ved det. Partituret skal tages for pålydende. Skal jeg virkelig spille dét? Skal noderne virkelig stå i dén rækkefølge??
Ja. Men der er sikkert forskellige måder at gøre musikken og sangen til din egen på – det ved James ved orglet og René som sanger meget mere om. Peter Bastian sagde det i forbindelse med at holde en prædiken. Da skal teksten fra Bibelen også tages for pålydende.
Skal jeg virkelig prædike over dét?? Skal jeg virkelig tage dette grundlag, Bibelteksten, for pålydende”?
Ja. Men der er forskellige måder at gøre teksten til din egen på. Det ved kirkegængere meget mere om, fordi det sikkert er dét, I prøver at gøre, når I hører en tekst fra Bibelen – at få den til at give mening og betydning i JERES liv.
Bibelens tekster er nemlig særdeles spændstige og fyldt med personer og udsagn, som hvert enkelt menneske kan identificere sig med. De første 3 linjer i vores tekst i dag, altså beskrivelsen af det, der sker, før Jesus udtaler sin dåbsbefaling, er f.eks. ret afgørende. Jesus er opstanden påskemorgen. Han har givet sine disciple og venner besked på at gå fra Jerusalem til Galilæa, hvor de skal se ham igen. Ja, det havde englene også sagt til kvinderne ved den tomme grav, at de skulle sige til disciplene:
Se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Der skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det. Og han har også selv fortalt jer det”!
Og disciplene går hele vejen til bjerget i Galilæa. Dét her, det tager de for pålydende.
Da de når frem, får de øje på ham. Wow, han er her… Og de tilbad ham. Men – nogle tvivlede!

Ja, sådan kan det gå. Denne forfærdelige tvivl. Den kan så åbenbart komme, selvom Jesus står lige for næsen af én. Hvad gør Jesus så? Han kunne have holdt en lang forsvarstale for sig selv og sin guddommelighed. Det gør han så ikke. Han giver de tvivlende en befaling. Dåbsbefalingen. Han giver dem noget at gøre. Så må troen følge i hælene på handlingen.

Dåbsbefalingen skal tages for pålydende. Også i vore dage. Men nogle tvivler. Ja, selvfølgelig gør de det. De har jo ikke set Jesus komme dem i møde på et bjerg i Galilæa. Og selv nogle af dem, der HAVDE set ham på bjerget i Galilæa, tvivlede stadig.
”I tror, fordi I har set”, sagde Jesus engang til nogle disciple.
Salige er de, som ikke har set, og dog tror”.
Dåbsbefalingen skal tages for pålydende. Dåbsbefalingen er en kolossal gave fra Jesus til os. Her er noget, vi kan handle på. Det kan vi godt lide her til lands. At handle, at udføre et ritual. At være med, når der foregår en kirkelig handling. Det er netop dét, vi kalder det: en kirkelig handling. En dåb. En vielse. En begravelse eller bisættelse. En konfirmation.
Kirkelige handlinger.
Men nogle tvivler stadig. Så kan de handle. Følge en befaling, dåbsbefalingen. Måske skabes der glimt af tro, mens der handles. Så har Helligånden gjort sit arbejde.

Når nu Jesus har givet os sin dåbsbefaling at handle på – så har han også givet os ansvaret for, at den bliver udført. Han kan være til stede, som han jo er, hvor to eller tre eller flere er forsamlet, og det er han. Han er der med sit nærvær. Men vi må også selv i sving. Sørge for gode rammer for dem, der gerne vil have døbt deres børn. Børnehjørnet her i kirken er et eksempel på at skabe gode rammer for børn i kirken. Der bliver også døbt børn her i Orte kirke, og Gud ske lov for dét. Også hér handles der på ordene i dåbsbefalingen. Ja, sågar ved friluftsgudstjenesten her i Orte d. 10. juni skal der i år være barnedåb, i en særlig dåbsopsats, og med kirkens gamle dåbsfad.

Det er en moderne form at lyde dåbsbefalingen på, men indholdet af dåben er det samme. At dåben sker ved friluftsgudstjenesten, er et ønske fra familien, og det sker med tilladelse fra biskoppen. Det vil altid være sognets og kirkens opgave at adlyde dåbsbefalingen. Vi spiller stadig efter partituret. Vi adlyder dåbsbefalingen. Handler ud fra dåbsbefalingen. Tid – og helt undtagelsesvist også sted – kan der tales om i samspil med dét sogn og de mennesker, kirken er sat til at virke iblandt.
Amen.

Salmer:
403: Denne er dagen, som Herren har gjort
11: Nu takker alle Gud
290: I al sin glans nu stråler solen
364: Al magt på jorden og i himlen
260: Du satte dig selv i de nederstes sted


20/5 Prædiken til pinsedag 2018. Johs. 14,15-21

Det er pinse. Vi fejrer Helligåndens komme. Så: Glædelig pinse!
”Tak, i lige måde” ville være et neddæmpet, folkekirkeligt svar. Der er ikke så meget rørstrømskhed dér. Men det kunne såmænd også være, at nogen ville svare mere overraskende. F.eks. som én, der altid svarede ”Hallelujah”! på passende steder i prædikenen og læsningerne. Det er en mere amerikansk tradition, måske. Men det har faktisk en meget længere tradition bag sig, helt tilbage fra Det Gamle Testamentes jødiske kult, hvor forsamlingen svarede med ”Hallelujah”, på dét, som forsangeren eller koret sagde eller sang.
Derfra kom det over i den første, kristne menighed og holder ved dén dag i dag. Blot tilpasset dén sammenhæng, det kom til at høre hjemme i. Vi slipper ikke de ældgamle ord. Vi synger dem f.eks. hvert år til jul:

Et barn er født i Bethlehem, Bethlehem,
thi glæde sig Jerusalem, Hallelujah, Hallelujah”.
”Lovsyng Jahve”, betyder det. ”Lovsyng Gud”.

Vi synger også Hallelujah til påske, som omkvæd f.eks. i ”Krist stod op af døde”. 3 gange Hallelujah.
Der er et andet ord fra vores kristne ”hverdagssprog”, hvis man tør kalde det dét. Det er ordet Amen. ”Amen” betyder ”Det står fast”. Også et gammelt hebraisk/jødisk ord, som er blevet et græsk og kristent ord. Også et svar. Menighedens svar på et udsagn eller en bøn. Hallelujah: Lovsyng Herren. Og Amen: Det står fast. De ord er hverdag for mennesker. Og de ord er sandelig også fest for mennesker. Pinsen er en sand fest. Der er besøg: af Helligånden.

Hallelujah og Amen er hverdagsord OG festord for et menneske, der kalder sig kristent. Eller et menneske, der kalder sig kulturkristent. Jeg blev spurgt engang, hvad forskellen er. På at være kristen og at være kulturkristen. Dét spørgsmål kom bag på mig. Det tænker jeg aldrig over. Hvad jeg svarede? Noget lidt forvrøvlet noget om den personlige tro. Men jeg kunne næsten mærke Helligånden flyve rundt og ryste smilende og overbærende på hovedet.
”Nej, Susanne, altså. Du ved da, at jeg kan komme ind i menneskehjerter, når jeg vil og hvor jeg vil. Kulturkristen er noget, I selv har opfundet at sige, når I ikke ved, hvad I ellers skal kalde det”!
Nå, ja. Hvad var det nu, Jesus sagde i Evangeliet i dag?

Gud vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer”.

Verden kan ikke se Helligånden. Verden kan ikke kende Helligånden. Derfor bliver verden nødt til at finde på nogle ord, som siger os et eller andet. Og verden er jo altså også er os, der er til stede her i kirken i dag. Vi kan ikke se Helligånden. Vi kan ikke nødvendigvis altid kende Helligånden, når vi møder den. Derfor finder vi på nogle forskellige ord og begreber, så vi gradbøjer dette at være kristen. Én er kristen, tænker vi. En anden er måske MEGET kristen, mener vi at vide. Og en tredje er kulturkristen. Det er nok ikke så fint. Og imens smiler Helligånden lidt ved sig selv og gør sit arbejde, stille og roligt som en brise. Hos nogle. Eller som en stormvind. Hos andre. Helligånden gør sit arbejde. Finder sin vej ind til os, hvor der er en vej at finde ind. Som Leonard Cohen sagde det – ham med sangen “Hallelujah”:

There is a crack in everything – that’s where the light gets in.
Der er en sprække I alting – det er dér, lyset trænger igennem: Denne sprække har enhver af os. For ingen er hel. Ingen er perfekt. Ind til dette uperfekte trænger lyset. Lyset og livet.
Jesus Kristus.
Amen.

Salmer:
290: I al sin glans nu stråler solen
291: Du, som går ud fra den levende Gud
294: Talsmand, som på jorderige (Mel Lindeman 1876)
725: Det dufter lysegrønt af græs


10/5 Prædiken til Kristi Himmelfarts Dag 2018. Lukas 24,46-53.

I dag er det Kristi Himmelfarts Dag. Jesus fór til Himmels. Før Jesus tog af sted, sendte han sine apostle ud for at forkynde. ”I skal begynde i Jerusalem”, sagde Jesus til apostlene. ”Begynd i Jerusalem med at prædike omvendelse til syndernes forladelse.
Men vent lige til det har været pinse. For til pinse vil I få en vigtig, ja, uvurdérlig hjælp til jeres opgave med at fortælle om mig”. Og hvad dét var, disciplene ville få til pinse, det havde Jesus sagt før, men de havde garanteret glemt det. For det ville blive en ret luftig sag, og folk i vore dage går såmænd også rundt og glemmer, hvad det er, der kommer til pinse.
Med undtagelser, selvfølgelig: I husker måske fint, at det er Helligånden, der kommer til pinse. Pinsedag markerer vi, at Helligånden kom til jorden med dét formål at hjælpe apostlene med deres forkyndelse. Siden da har Helligånden hjulpet med enhver forkyndelse, og Helligånden har hjulpet enhver, der har prøvet at mærke Guds nærvær. Og sandheden i Jesus Kristus.

Helligånden er kraften fra det høje. Uden kraften fra det høje var der ingen forkyndelse. For intet af dét, vi forkynder, er noget, vi kan sige os selv. Det er det simpelthen for utroligt og forunderligt til. Derfor har vi brug for kraften fra det høje: både for at forkynde opstandelsesbudskabet og for at modtage det.
Pinsen er om 10 dage. Men heldigvis har vi Helligånden hos os året rundt. Intet menneske kan sige sig selv, hvad der skete for Jesus i Jerusalem før og efter, han fór til Himmels. Helligånden formidler dét, vi ikke kan sige os selv. Det kan være godt at fortælle, også til konfirmanderne.
I vores 3 sogns pastorat har vi hidtil holdt 2 af årets tre konfirmationer. Billederne fra disse første 2 konfirmationer er offentliggjort. Én, som kender konfirmanderne lidt fra undervisningsåret, der er gået, sagde til mig:
Åh, man bliver helt rørt over at se de søde konfirmander”…
Det bliver jeg også selv. Men hvorfor bliver man rørt over at se nogle unge mennesker stå i en kirke, stadset ud som aldrig før? Med perfekt hår, dyrt tøj og udsigt til gaver og fest, penge og forbrug? Man bliver rørt, fordi der er mere end dét. Mere end tøj og hår, penge og forbrug. Der er Ånd. Helligånd.

I dag er DU midtpunkt”! siger de voksne til den enkelte konfirmand. De fleste konfirmander bliver temmelig forlegne ved dén udmelding, og deres forlegenhed er egentlig god. For de ved godt, at det ikke KUN er dem hver især, der er midtpunkt. Det ville blive ensomt at være midtpunkt, bare for ens egen skyld og som ens egen fortjeneste. Helligånden er til stede. Helligånden skal fortælle, at midtpunktet ligger både hos den enkelte konfirmand OG i den enkelte konfirmands dåb.

At Jesus fór til Himmels Kristi Himmelfarts Dag sidder på rygmarven hos enhver konfirmand, som har Trosbekendelsen siddende dér: Opfaren til Himmels, siddende ved Gud Faders, Den Almægtiges, højre Hånd…
Ja, så steg Jesus dérop.
Apostlene stod og kiggede efter ham, tilbad ham og vendte så tilbage til Jerusalem for at starte deres opgave: at forkynde. Og de var, som Lukas skriver, fyldt af glæde. Glæden er også det bedste udgangspunkt for denne opgave – at gå ud i verden og forkynde Evangeliet. Glæden er det bedste udgangspunkt, fordi glæden vil blive ført videre til dem, der hører budskabet. Et glædesbudskab, båret frem af Helligånden. Af kraften fra det høje.

Så vi ved, vi ikke er alene om vores ”projekt liv”. Så konfirmanderne ved, de ikke er alene om deres projekt liv. ”Man skal nyde de gratis glæder”, sagde de gamle altid i min barndom. Der var ikke penge til at nyde de dyre glæder. Men det lå nu også i luften, at de gratis glæder var mere ægte og dermed bedre end de dyre.
Jeg tænkte lidt på det i morges, da solsorten sang så smukt i det allertidligste morgengry. Hvad enten jeg bruger penge på vildtfuglefoder eller ej, så synger fuglene alligevel. Og det er jo heller ikke min fortjeneste, at træerne springer ud, og at blomsterne eksploderer i en sand farvesymfoni. Så selvfølgelig havde de ret, de gamle, med deres gratis glæder.

Den ægte nattergal synger så sandelig bedre end den kunstige, som kejseren måtte sande efter lange og trange tider, i H.C. Andersens eventyr om Nattergalen.
Og dén konfirmationsfest, som Helligånden velsigner med sit nærvær, får føjet en dimension til, som ingen kan købe for penge.

I skal begynde i Jerusalem”, sagde Jesus til apostlene. Hér skete det vigtigste af alt: Jesu opstandelse. Og herfra fór Jesus til Himmels, som vi hørte i dag. I dag, Kristi Himmelfarts Dag. Dagen fejres også i Jerusalem. Jeg læste engang noget om, at denne ene dag om året får kristne gratis adgang til dén sten på Oliebjerget, som man siger, Jesus tog afsæt fra, da han fór til Himmels. Ifølge traditionen kan man se Jesu højre fodspor på stenen. Rundt om dén sten byggede man i det 4. århundrede en kirke.
Da den muslimske hærfører Saladin i 1187 erobrede Jerusalem, blev kirken lavet om til moské.

Resten af året skal kristne nu betale entré for at komme ind at se denne sten – men op til Kristi Himmelfartsdag er der gratis adgang for alle i 24 timer, og den katolske kirke i Jerusalem holder en gudstjeneste i kapellet i dag. Så bliver moskeen lavet om til en kirke – for en dag. Og mange kristne samles dér, omkring Himmelfartsstenen!
Det er bedre end ingenting! Måske gør entreen det oven i købet sværere at glemme Himmelfartsstenen. Så husker vi det måske nemmere, at den findes, Himmelfartsstenen. Fordi det er lidt op ad bakke at få den at se.

Men pinsens Helligånd er en fighter. Og Helligånden vil altid blive ved med at pege og lede os frem. For mig er det fint at vide, at dén Himmelfartssten findes. Og at der – i bogstavelig forstand – er gratis og fri adgang i dag. Og at der – i overført betydning – er fri adgang alle dage. Indtil verdens ende.
Amen.

Salmer:
752: Morgenstund har guld i mund
287: Kraften fra det høje
722: Nu blomstertiden kommer
325: Jeg ved et lille Himmerig
725: Det dufter lysegrønt af græs


27/4 Prædiken til Bededag 2018. Matth. 7,7-14.

Måske kender I gamle tiders tegninger af de to veje og de to porte, som vi hørte om i dagens tekst. Den trange vej og den brede vej. Der er tegninger af den snævre port og den trange vej, der fører til livet og frelsen. På den ene side. Og på den anden side tegningerne af den meget rummelige port og den meget brede vej, der fører til fortabelsen.
Ældre tiders malere holdt sig ikke tilbage fra at udpensle i detaljer, hvor mange syndige ting, der foregik på den brede vej, og hvor mange pinsler der ventede bag den brede port. Den smalle vej, derimod, var prydet af enkelhed og et liv i bøn, og bag den snævre port ventede Himmeriget.

Jeg mindes at have set disse forskelligartede billeder i min barndom. Billederne af fortabelsens brede vej og frelsens smalle vej. Og jeg mindes også en vis bekymring hos mig over synet. For hvis vejene og portene på forhånd var gjort henholdsvis brede og smalle, så måtte der være virkelig mange, der var forudbestemt til at gå på den brede vej. Vejen mod fortabelsen. Og virkelig få, der var forudbestemt til at gå på den smalle vej. Vejen mod frelsen. Det var meget at bakse med for et barnesind. Og hvis langt de fleste af os alligevel var forudbestemt til at gå ad den brede vej, så hjalp det jo ikke at bede til Gud, eller hvad?
Mit voksne svar er: Jo, det gør det. Det fandt jeg senere ud af. Men det var da et teologisk problem af dimensioner…

Når man står over for sådan ét – altså et teologisk spørgsmål – skal man slå ørerne ud. Og høre, hvad Jesus har sagt om det. Hvad startede han med at sige i vores tekst til i dag? Han sagde:
Bed”!
Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer”.
Gud er nemlig større end alle vores forestillinger om Ham. Smalle veje, brede veje, hvad ved vi i virkeligheden om dét?
Ligesom børn har vi nogle vage forestillinger om det. De forestillinger er bygget på sand, som vi hører senere i Bjergprædikenen.
Næ, byg dit hus på klippen. Lad troen være den faste grund. Den kristne kirke blev bygget på klippen, fordi den er bygget på Guds Ord. Ikke på Simon Peters egne ord, for han var såmænd et svagt menneske, ligesom alle os andre. Et lille menneske, der havde brug for at bede.

Den smalle vej og den brede vej er ikke en fordømmelse, men en advarsel. En advarsel, givet i omsorg og kærlighed til os. Med kristendommen er der nemlig kommet en ny vej. En levende vej. Sådan bliver den kaldt i Brevet til Hebræerne. Det giver god mening at kalde kristentroens vej en levende vej. Så får bønnen nemlig plads. Bønnen og dermed håbet.

”Så længe der er liv, er der håb”, siger en talemåde. Og selvom den er tænkt i andre sammenhænge, så giver det håb, at troen er en levende vej. Den levende vej er bønnens vej. Den levende vej fører til døren ind til Gud. Den er godt nok smal, den dør, for den kræver, at du er parat til at bede om én ting og så måske få noget helt andet, end du selv synes, du har bedt om. Og alligevel er døren ind til Gud bønnen.
Hvordan kan den være det, hvis vi alligevel ikke får det, vi beder om? Det kan den, fordi døren er smal, og vi skal være villige til at sige én bestemt ting, hver gang vi beder, nemlig: Ske din vilje
Guds åbne dør vil sige én ting, nemlig at Gud giver os det, vi skal have, og derfor må vi stole på, at det er en god gave. Blot jeg trygt vil sige – din vilje ske, som vi synger med Jakob Knudsen.

Trygt betyder her fuld af tillid. I det øjeblik, vi tør bede sådan, fulde af tillid, så er vores bøn lykkedes, lige meget hvordan udfaldet bliver. Din vilje ske! Opfyldelsen af dén bøn er den bedste gave, Gud kan give os.

Præsten Eva Meile har engang beskrevet det på denne måde: Der er et gammelt ord, der siger, at når én dør lukkes i, så åbnes der en ny. Det er udtryk for en erfaring, som mange af os har gjort.
Når vi blev nægtet adgang til et lykkeland, som vi brændte så inderligt efter at betræde, så åbnede en dør sig på klem, hvor igennem der faldt en stråle lys ind i vor skuffede sjæl. Den var anderledes end den glans, der forekom os så attraktiv derinde bag den lukkede dør, men den kaldte nogle nye livsmuligheder frem, som vi hidtil havde overset. Og en dag forstod vi, at det var Gud, der havde åbnet døren for os. Den rigtige dør. Ikke den, vi troede var den rigtige.
Jeg ved ikke, om I kan genkende det, som Eva Meile her beskriver…
Det har ikke noget at gøre med logik eller forudsigelighed, hvilken dør det er, der går op.

Jeg har engang vovet at sammenligne det lidt med, når man står på Odense Universitetshospital, ved elevatorerne i forgangen, og har trykket på en knap. Og forventer, at det er døren lige ved siden af knappen, der går op, når elevatoren kommer. Men det er det jo langtfra altid. Ofte går en helt anden dør op, længere væk, og vi træder ind i en anden elevator. Men alligevel når vi det rette sted hen.
Når det er døren til Gud, der tales om, så er det ikke skæbne, vi taler om, det er forsyn. Guds forsyn. Gud har den dør klar, Han vil åbne for os. Og når vi beder, beder vi om, at Han vil åbne den dør for os, som Han har valgt.
Vi nåede derhen ad den levende vej. Gennem Jesus, som er vejen, sandheden og livet.

Amen.

Kære, himmelske Fader!
Vi takker dig for, at også denne smukke morgen
er fyldt af din kærlighed til verden.
Du er vort håb,
når angsten og sorgen gør vore hjerter tunge.
Til dig kan vi komme,
og vi beder dig:

Send os din Ånd, sandhedens Ånd,
så vi forstår sandheden og tror.
Vær med os, når vi er syge og sorgfulde,
vær ved vor side, når vi engang skal herfra.
Skab glæde og tro hos konfirmanderne og deres familier,
når de om ikke lang tid skal træde frem for dig.
Vær med vor dronning og hele hendes hus.
Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse, og efter et kristeligt liv den evige salighed.
Amen.

– Og lad os hver især et øjeblik bede vores egen bøn for de syge, som vi kender. –
Amen.

Salmer:
402: Den signede dag
289: Nu bede vi den Helligånd
36: Befal du dine veje
367: Vi rækker vore hænder frem
722: Nu blomstertiden kommer


8/4 Prædiken til 1. søndag efter påske 2018. Johs. 21,15-19.
God morgen gudstjeneste med konfirmanderne i Orte Kirke

God morgen alle sammen! Tak for i går, for pilgrimsvandring, for mad og for hygge og for fred og hvile her i kirken, mens vi sov i nat. Det er søndag morgen, og vi har sunget ”I østen stiger solen op” og ”Morgenstund har guld i mund”. Det er dejligt at komme tidligt op.
Nogle gange, lige når man er blevet vækket om morgenen, kan man nok ikke se det fantastiske i at skulle tidligt op. Men hvis man er så heldig, at man har noget at stå op til, noget at tage sig til eller nogen, der har brug for én – så går det lidt nemmere med at komme op. Vi må alle sammen prøve at finde ud af, hvad der er brug for os til. Der er altid noget.

Nu er der meget kort tid til dagen, hvor I konfirmander skal konfirmeres. Da bliver der for alvor brug for jer! Og allerede nu på torsdag aften kl. 19.30 skal I holde jeres helt egen gudstjeneste her i kirken. Da er der også brug for hver og én af jer.
Til jeres konfirmation bliver I en hovedperson ved hver jeres konfirmation. I hver jeres familie. Her i kirken bliver I på denne dag mange hovedpersoner. Når man sådan er mange hovedpersoner, er det godt at tænke på, at der er én, der står bag jer som hele kirkens hovedperson: det er Jesus. Hans opstandelse har vi fejret her i påsken. Og på torsdag aften bliver han en hovedperson i salmerne, i dét I skal læse højt, i Trosbekendelsen og i prædikenen. Mange af de ting, Jesus har sagt noget om, vil I også kunne se som motiver i de ikoner, der bliver udstillet ved konfirmandernes egen gudstjeneste. Og der er også andre bibelske motiver. I kan glæde jer til at få alt, hvad vi har forberedt, ind i en højere endhed på torsdag aften.

I dag er det så blevet den første weekend efter påske. Den første søndag efter påske. Jesus er korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget – og på 3. dag opstanden fra de døde. Og hvad så nu? Hvad ligger der bag dén Bibeltekst, vi lige har hørt om apostlen Peter og Jesus?
Joh, der var sket dét, som man måske godt kan forestille sig, at tiden efter påske for disciplene var lidt forvirrende. De vidste ikke rigtig, hvad de skulle. Hvad skulle de stå op til om morgenen, nu da Jesus ikke gav dem opgaver mere? Men så en aften kom der alligevel en opgave til én af dem. Til Peter. Denne aften sidder nogle stykker af dem sammen og kigger lidt ud i luften.

Disciplen Peter kan ikke holde det ud mere, så han springer op og siger:
Jeg tager ud at fiske!” Det var jo sådan ligesom dét, HAN var god til. ”Vi tager med”, sagde de andre. Og de fiskede fra båden hele natten og fangede – ikke noget som helst.
Tidligt om morgenen så de så en mand inde på strandbredden. Han sagde til dem: ”Børn, har I noget at spise”? ”Nej!”, svarede de. ”Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I nok fange noget”, sagde manden. Og så fangede de så mange fisk, at de slet ikke kunne trække nettet op i båden, men måtte slæbe det efter sig, mens de gik på bunden ind til land.
På det her tidspunkt havde de gættet, ligesom I nok også har, at manden på strandbredden var den opstandne Jesus. Jesus havde tændt et bål af trækul inde på stranden, hvor han allerede havde grillet fisk og noget brød, og nu grillede de også nogle af de fisk, som disciplene havde fanget.
Og det er, mens de sidder dér, mætte omkring bålet, at Jesus siger noget specielt til Simon Peter.
Vogt mine får og lam!” siger Jesus til Peter.
Nu skal du være hyrde i stedet for mig.
Og Jesus mente selvfølgelig ikke får og lam ude på marken. Han mente mennesker. Nu skulle apostlen Peter være hyrde for mennesker. Og Peter gik ud og fortalte en masse mennesker om Jesus, og han endte ifl. beretningerne i Rom, hvor han lagde navn til den senere Peterskirke og til Peterspladsen. Han blev hyrde for de kristne i Rom. Og hér, på Peterspladsen, blev han korsfæstet i år 64 under Kejser Neros forfølgelser af de kristne – efter eget valg med hovedet nedad.

Da jeg var i Rom for mange år siden, var der en rar, gammel rundviser, der tog os med ned under Peterskirken og pegede på en bunke knogler dernede og sagde: ”Se, dér ligger apostlen Peter! Den første hyrde for de kristne i Rom”! Og den gamle rundviser blev, det er jeg sikker på, lige bevæget og glad hver eneste gang, han tog turister med derned. Og vi kunne slet ikke lade være med at smile til ham og tro på dét, han sagde.
Amen.

Salmer:
749: I østen stiger solen op
752: Morgenstund har guld i mund
218: Krist stod op af døde
787: Du, som har tændt millioner af stjerner


1/4 Prædiken til påskedag 2018. Matth. 28,1-8.

Glædelig påske. Glædelig opstandelsestro.

”For Herrens engel steg ned fra Himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den”.
Der er noget besiddelses bevidst – på den gode måde – ved englens opførsel. ”Som Guds sendebud hersker jeg nu over denne sten”, sagde englen. ”Denne sten er min. Jeg kan – med Guds kræfter – vælte denne sten og vise Guds herredømme over døden. Jeg kan, som Guds sendebud, tale Hans ord til kvinderne. De skal være opstandelsesvidner”. Og stenen blev væltet fra. Det var påskemorgen. Graven var tom.
Kvinderne følte en blanding af frygt og glæde. Det er en blanding, der er forbeholdt livets helt store stunder. Rækkefølgen er fast. Frygt og glæde. Frygten kommer først, fordi det, der sker, er uden for vores rækkevidde, vores forstand og vore egne evner. Vores kontrol er væk.
Frygt og glæde er faktisk godt.
Frygt uden glæde er slemt. Desværre kan vi komme ud for det på tidspunkter i vores liv.
Glæde uden frygt får de fleste heldigvis nået at opleve. Den eneste frygt hér skulle da lige være frygten for, at glæden holder op. Men: frygt OG glæde på én gang er forbeholdt de store og afgørende øjeblikke.
En fødsel. Et brev fra hospitalet. En rejse ud i det ukendte. Et frieri. En stor beslutning, der skal træffes. Ny uddannelse, nyt job. Ungdomsårene er fyldt med disse oplevelser, men det kan den modne alder også være. Disse øjeblikke, hvor man ikke tør være glad, før man er sikker. Før da forstår man ikke helt, hvad der sker.
Kvinderne ved graven forstod i hvert fald ingenting med deres forstand. Men med frygt og stor glæde modtog de englens ord om Jesu opstandelse. Det var uden for deres rækkevidde i forstand og egen formåen. Det var det største, der var sket dem.
Og selvfølgelig kan vore egne livstoppe ikke sammenlignes med Jesu opstandelse.
Men der er en grundlæggende frygt, som for alle generationer fremover blev mildnet dén påskemorgen ved den tomme grav: frygten for døden.
Ethvert menneske kan blive grebet af denne frygt: frygten for døden. Selv mennesket med den allerstørste tro kan pludselig mærke dén frygtens istaphånd knuge omkring hjertet, som Grundtvig skriver om i salmen ”At sige verden ret farvel”.

Tænk da på englen på stenen. Guds sendebud, der først vælter den kæmpestore, tunge gravsten væk fra graven. Og dernæst sætter sig sejrssikkert på stenen og fortæller kvinderne, hvad der er sket. Og mærk jer englens allerførste ord, der er rettet mod os alle sammen:
Frygt ikke”!
Disse ord indleder påskens chokerende nyhed dén dag i dag, 2000 år efter.

Frygt ikke! I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. I kan selv se hér, hvor han lå. Men altså ikke ligger mere. Og skynd jer så ellers ud og fortæl andre om det”.
Det lod kvinderne sig ikke sige to gange, de skyndte sig ud blandt folk og snakkede løs.
”Nu skal I bare høre”…!
Og gid der dog var nogle flere, der ville gøre dét. Snakke løs om påske og pinse og jul, opstandelse og Helligånd og tak for al din fødsels glæde. Helt almindelige mennesker. Vi skal ikke være sådan en hemmelig klub her i kirken, hvor vi taler om mystiske ting, som ingen fatter noget af. Næ, gid mange flere ville tale om tro hele året. I dagligdags samtaler såvel som i højtidelige stunder.

”Der mangler et rum, hvor man kan tale om tro på en mere dagligdags måde”.
Sådan lyder overskriften på et interview i dagens Stiftstidende med radiojournalist Jesper Borup. ”Der mangler et rum, hvor man kan tale om tro på en dagligdags måde”.
For man kan godt leve et helt almindeligt liv, samtidig med at man er troende. Siger Jesper Borup, der for 20 år siden oplevede at sidde helt almindeligt i sin stue en dag efter arbejde – og pludselig kunne både se og mærke, at Jesus stod i stuen. Slet ikke skrækindjagende eller mærkeligt, men helt naturligt. Han var der bare, ville lige vise sig for Jesper.

Det var en travl og betydningsfuld tid for Jesper Borup. Han var lige flyttet til København, fordi han skulle være journalist. Var blevet udtaget til Danmarks Radios talenthold som én ud af kun 4. Der var meget på spil for resten af hans liv, og det gik stærkt. Men han havde også evnen til bare at sidde stille og roligt i en stol, når han kom fra arbejde. Ingen telefoner eller andet til at distrahere – det var jo 20 år siden! Og så benyttede Jesus lige denne stilhed til at kigge forbi.
Han har aldrig gjort det siden i tilfældet Jesper Borup. Men det var også nok. ”Dén dag mistede jeg tvivlen”, som han siger. Jeg synes, det er en vidunderlig udtalelse: ”Dén dag mistede jeg tvivlen”.Vi plejer at høre folk, der klagende siger: ”Jeg har mistet troen”. Og så hører vi her: ”Jeg har mistet tvivlen”. Det sætter ligesom tingene i et sundt perspektiv!
Han fortalte først om sit møde med Jesus 3 uger efter til sin kæreste og til en kammerat. Men ikke til andre.
Nu er der gået 20 år, og han er kommet med i Charlotte Rørths nye bog, der hedder ”Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved”? Men i de foregående 20 år har han holdt sin bøtte med oplevelsen. For hvad nu, hvis man blev til grin? Og fik ødelagt karrieren? Nu er han blevet så gammel, at han er ligeglad med, hvad andre tænker. Han synes, at for mange moderne mennesker er tro noget, der var en gang, i gamle dage, hvor folk ikke vidste bedre.
Men nej, siger Jesper Borup, vi er da faktisk en hel del, der tror.
Og det kunne være rart, hvis det var noget dagligdags, man bare sludrede om over en kop kaffe og tog ind i sit dagligdags liv.
Men det er måske for pinligt, eller hvad?
Jeg synes det ikke.

Som Johannes Møllehave skriver i en salme:
Nåden er din dagligdag, hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er at være”.

Glædelig påske.
Amen.

Salmer:
408: Nu ringer alle klokker mod sky
217: Min Jesus, lad mit hjerte få
236: Påskeblomst!
222: Opstanden er den Herre Krist
218: Krist stod op af døde


30/3 Prædiken til langfredag 2018. Lukas 23,26-49.

Alle de, der kendte Jesus, stod og så på hans henrettelse på afstand. Både mænd – og kvinder. Ja, selv hans egen mor så på. De så det. På afstand. For kvinderne var det modigt blot at vise sig i en sådan, offentlig forbindelse. Men de gjorde det alligevel. For mændene var det livsfarligt at vise sig.
”Kender du denne dødsdømte forbryder? Så må du hellere ryge samme vej”! Det havde apostlen Peter da også svaret nej til, da han i langfredags daggry fornægtede Jesus.
Nej, ham kender jeg ikke”.

Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange, havde Jesus sagt til Peter. Og nu var timen kommet. Det var farligt at give sig til kende. Men de fulgte dødskampen på afstand. dødskampen på korset.

Korset er kristentroens vigtigste billede. Det er kirkens og kristendommens brand, dens varemærke. Derfor har nogle af børnene i de yngste klasser på Frøbjerg-Orte Friskole fremstillet kors specielt til at hænge her i Orte Kirke. Kristendomsundervisning og billedkunst i en god forening. Hvert kors er sammensat til en helhed, af mængder af små farverige papirformationer. De ligner blomster. De ligner roser. Det er smukt tænkt. Det er rigtigt tænkt.
Min bedstemor havde som bogmærke i sin salmebog et mørkeblåt stykke stof med et krucifiks på, et kors. Op ad korset slyngede sig en krans af blomster. For de gamle har altid vidst, at der ikke kunne tænkes kors uden roser. Og heller ikke roser uden kors.Johannes Møllehave omskrev engang det gamle ordsprog ”Ingen roser uden torne” til det lige så rigtige ”Ingen torne uden roser”. Bare for at vise, at det går begge veje.
Derfor har børnene med deres rosenkors fat i det helt rigtige. Ingen roser uden torne. OG ingen torne uden roser. Og springer vi små 800 år tilbage i tiden, havde de også fat i det.

Orte Kirkes krucifiks dateres helt tilbage til 1275. Det er skåret i netop – rosentræ.
For igen: ”Ingen torne uden roser”.
Ingen lidelse uden herliggørelse.
Ingen død uden opstandelse.
Jesu lidelse og død, naglerne og tornene, der martrede ham, hører uløseligt sammen med det lysende håb i den blomstrende rose. 1275 – det er et meget gammelt krucifiks. Og vi er glade for det. Som jeg talte med børnene om, da de var oppe at aflevere deres flotte kors:
Krucifikser har været forskelligt udformet gennem tiden. De helt tidlige, fra vikingetiden: med kongekrone og stolt, løftet hoved hos Jesus: han var den sejrende konge, Kristus.
Så mellemperioden, ligesom vores: Jesus med kongekrone, men let bøjet hoved.
Og derefter, i 1300 tallet og frem, bliver lidelsen det dominerende: så bliver det tornekrone, blod og bøjet hoved.
Det kunne børnene fra Friskolen fortælle om af sig selv, dette med tornekronen. De var godt underviste, som biskopperne sagde i gamle dage, når de var på visitats og også skulle høre skolebørnene i deres viden om kristendom.
Nu visiterer biskoppen ”kun” kirken. Men interesserer sig også meget for skolen og dens betydning for kirken. Og omvendt.

Det er langfredag. Kirkens sørgedag. Uden lys og blomster på alteret.
Derfor kan vores øjne da også søge andre steder hen.
Hen til kirkens eget inventar og dvæle ved krucifikset, f.eks.

Hvad er det, vi tror på?
Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria.
Pint under Pontius Pilatus. Korsfæstet, død og begravet. Nedfaret til dødsriget. På tredje dag opstanden fra de døde”!

Det er langfredag. Smertens dag. Lad os altid huske den. Og lad os altid huske, at ud af smerte, død og begravelse steg opstandelsens lys påskemorgen.

Mit hjerte i den grav, du lå
til påskemorgen rød,
lad, når det aftner, hvile få
og smile ad sin død! Amen.

Salmer:
193: O hoved, højt forhånet
192: Hil dig, frelser og forsoner
199: Jesus, dine dybe vunder
206: Vor frelser, du som døde


29/3 Prædiken til skærtorsdag 2018. Johs. 13,1-15.

Skærtorsdag vaskede Jesus sine disciples fødder. Helt bogstaveligt. Med et klæde bundet om sig, så han også havde noget at tørre med. Og Peter fattede som sædvanlig ikke en pind af det hele. ”Jeg kan godt selv vaske mine sure tæer”.

Havde han været en fin mand, havde han fået en slave til det. Fodvaskning – slavearbejde!
Men Jesus insisterede på at gøre slavearbejdet: at vaske de andres fødder. Og at få sine disciple til at gøre ligeså, for hinanden. Bogstaveligt talt. OG i overført betydning.

Skærtorsdag vasker man hinandens fødder. Om end man ikke nødvendigvis gør det i bogstavelig betydning i vore dage. At vaske den andens fødder kan være at anerkende den andens hæl. Uden at angribe den.
Efter syndefaldet i Paradis sagde Gud til slangen, at den – som straf for at have lokket Eva – skulle krybe på sin bug og æde støv alle sine dage (det troede man vel dengang, at slanger levede af, fordi man sjældent så dem spise noget).
Og Gud sagde også til slangen: ”Du skal bide Evas afkom i hælen”.

Fødderne, hælene, befinder sig dernede i støvet, nede hos slangerne. Og hælen er sårbar, blottet. Vi har alle en akilleshæl, i overført betydning dét, der gør os allermest sårbare. Et blødt punkt. Et særligt sted, vi kan rammes. En hemmelighed, måske. Noget vi ikke stiller til skue, for hvad hvis vi blev angrebet på dét punkt? Derfor skal vi i tillid vaske hinandens fødder. For at vise, at man kan blotte sin akilleshæl, uden at være bange for at blive såret.

Paradis er den totale tillid til det gode i andre mennesker. Virkeligheden er ofte – en anden. Her i denne verden er vi ikke i Paradis. Det kommer først senere. Når vi har forladt denne verden. Her til jords har vi vor akilleshæl. Vor skjulte svaghed. Men blotter vi den, kan den blive renset.

Det er til at blive svimmel af påskens billeder. Vandet i baljen skærtorsdag aften renser disciplenes fødder, og det blotter deres akilleshæl, deres manglende tillid til Jesus. Dér kan de rammes. Men Jesus redder dem fra at blive ramt for alvor. Blodet fra Jesu sår langfredag renser disciplene svagheder på enhver måde. Nu kan de aldrig mere rammes for alvor af deres svagheder. Nu er Guds tilgivelse i Jesu blod. Nu er Jesu blod i alterkalken. Dråberne fra hans sår blev opsamlet i den hellige gral.

Og som vor gamle salmedigter Grundtvig kan udtrykke det! I ”Hil dig, frelser og forsoner”:

”Dog jeg tror, af dine vunder (altså sår)
væld udsprang til stort vidunder
Mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent”.

Det betyder altså, at vandet fra fodvaskningen bliver rensende, tilgivende, i skikkelse af dåbens vand i døbefonten. Og det betyder, at blodet fra Jesu sår bliver rensende, tilgivende, i skikkelse af vinen i nadveren.

Jeg ved godt, at Johannesevangeliets ord på én eller anden måde bliver så store, at det er svært for et lille menneske at være i dem. Det synes jeg også selv, og derfor er jeg så glad for, at Grundtvig var skør nok til at forstå det og til at sætte ord på. Selv havde han i sandhed grund til at passe på sin egen hæl, at ikke tvivl og sortsyn skulle bide ham.
Men han vidste dybest inde, hvad det var for en gave, han havde fået skærtorsdag og langfredag: selve livets, kærlighedens og tilgivelsens gave. Han vidste også, at han nu havde som opgave at give kærlighed videre. Sådan som allerede disciplene fik som opgave:
Jeg giver jer et nyt bud”, siger Jesus til disciplene: “I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden”.

På trods af alle sårbarhederne. På grund af alle sårbarhederne.
Amen.

Salmer:
787: Du, som har tændt millioner af stjerner
192: Hil dig, frelser og forsoner
476: Kornet, som dør i jorden
471: O, glædelig dag


18/3 Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag 2018. Lukas 1,46-55.

Det er en kold fastetid i år. Frost ved nattetid, isnende blæst om dagen har det været. Ind imellem lægger lidt hvid sne sig, blæst hen hvor vinden vil det. I små puder. Den positive stemme siger, at den hvide sne lyser op. Dulmer lidt på kulden.

I dag er det Mariæ Bebudelsesdag. Også en hvid dag, der lyser op i faste- og bodstiden. I kirkeåret er Mariæ Bebudelsesdag hvid-gylden af farve, midt i fastetidens violette farve. Dagen lyser op. For nu kom der lysende bud fra englekor, til Jomfru Maria. Jesus skulle komme til verden. Guds Søn skulle fødes. Da blev der én gang for alle rokket ved alt dét, vi mennesker troede, vi vidste. Med vores fornuft og forstand.

”Glem din fornuft. Glem din forstand”, sagde englen til Maria.
”Glem det, for en stund, dét lidt du som en meget ung pige ved om undfangelse og moderskab. Og faderskab.
Glem det. Og gem i stedet mine ord om din udvælgelse. Din gave fra Gud. Gem disse ord i dit hjerte. Ordene om, at du skal blive med barn. Føde en søn. Den Højestes Søn. Og give ham navnet Jesus”.

Det hører vi i dag, at hun gjorde. I Marias Lovsang hører vi, at Maria gemte englens ord i sit hjerte. Omend ikke i første omgang. Først var englens ord en tur omkring Marias hjerne og hendes forstand:
Men hvordan kan dét gå til, jeg har jo aldrig været sammen med en mand”?!
Men englens ord gik naturligt nok denne tur forgæves. I Marias forstand og fornuft havde ordene ikke noget at gøre. Og det var ikke englens ord, der kom til kort. Det var forstanden og fornuften, der ikke rakte langt nok. Så ledte Gud engleordene en tur omkring Marias hjerte. ”Thi intet er umuligt for Gud”, som englen sagde til hende.
Og da sagde Maria: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord”.

Det er Mariæ Bebudelsesdag. Et lys i fastetiden. En Lovsang fra Maria, et smukt stykke poesi om glæde, håb og lys midt i bodens og fastens tid. En hymne, en tak til Gud for Hans lys til os. Havde vi ikke disse lys og opmuntringer midt i mørke tider, da så det slemt ud for os. Men nu har vi dem. Disse lyspunkter af tro, vished og tillid til Guds veje.
Jeg er sikker på, at det sker for mange af os, fra tid til anden. At dét budskab, vi så gerne vil tro på, bliver ledt ad den brede, vidtåbne motorvej i os, der leder til forstanden og fornuften. Dén vej kan være så nem, at budskabet bliver ubetydeligt. Irrelevant. Ordenes vej til hjertet, derimod, er mere kringlet – og langt mere dyrebar.
Som at vælge en anderledes vej at køre, på en smuk sommerdag.  En vej, der måske ganske vist tager længere tid at køre. Men som giver en belønning, en dybere forståelse og taknemmelighed for livet. At en grøftekant kan være så smuk. At de vilde blomster kan stå dér med de fineste farver. At man ved, de hurtigt ville dø, hvis man plukkede dem og tog dem med hjem. Og derfor nyder man dem, som de er. En klarhed midt i det fantastiske: at turde tro, at sådan skulle skaberværket være.

Maria tør tro. Og hun tør tale om sin sjæl – der ophøjer Herren. Hun vover at tale om sin ånd, der fryder sig over Gud, frelseren. Hun vover at sige, at det ikke er menneskelig og materiel rigdom, velbyrdighed eller ophøjethed hos mennesker, der imponerer Gud og gør Ham glad. Det er omvendt. Det er Gud, der gør mennesker glade – ved at se til sine skabninger, store som små. Bøje sig ned mod os. Sende os sin Søn. Født af Guds ringe tjenerinde. Den unge pige Maria. En ung pige, der ikke var noget særligt. Født i en lidt støvet, glemt egn.

Marias Lovsang er en hymne. Og en hymne er altid rettet til Gud. Hymnen, lovsangen, kommer fra ånd og sjæl.
Der er glæde og jubel i sådan en lovsang. På trods af verdens svigt og vores egne menneskelige begrænsninger.
Måske har andre mennesker gjort det svært for én. Måske har man gjort det svært for sig selv.

Jeg hørte engang i en radioudsendelse ét af medlemmerne i det såkaldte Fangekor fortælle om sig selv og sine sange. Han sidder i forvaring, så han ved reelt ikke, hvor længe han skal sidde i fængsel.
Vi hørte koret synge én af hans egne sange, og hans reaktion på fremtidens ensformige liv i cellen var: Man kan jo altid skrive en sang mere. Det er nok dét, jeg gør.
I musikken og i sangene kan man udtrykke sig med ord, der egentlig er større, end man selv kan tænke sig til med fornuften. Og større end man kan holde ud at sidde i sofaen og sige med sit hverdagssprog. Dét ved enhver, der holder af at synge salmer. Vi kan synge friere om Gud, end vi kan tale om Gud. Som regel. Tænk blot på gospelsange. Og det gælder for kærlighedssange. Salmer er i øvrigt også en slags kærlighedssange, de handler bare om Guds kærlighed til os, og vores svar på denne kærlighed.
Så ja, den indsatte fra Fangekoret kunne altid skrive en sang mere om sit liv på godt og ondt. Mest på ondt, desværre. Men den nye sang skulle udtrykke det i poesiens sprog.

Jeg tror, at der i poesiens sprog altid vil være et håb indbygget. Netop fordi det er poesi, som rækker ud over dét, vi kan sige os selv med hverdagens ord. Nu har vi da i dag hørt et stykke poesi, som er Jomfru Marias hjertesvar. Det kommer fra hendes hjerte. Og tænk da på, at Gud i sin kærlighed lader disse ord flyde af hjertet fra en ung pige, som ikke havde sin gang i paladser eller kongeslotte. Hun var, i menneskers øjne, såmænd en ringe skabning.
Men af Gud blev hun udvalgt til at være Hans ringe tjenerinde. Og det var større – end alt.
Amen.

Salmer:
71: Nu kom der bud fra englekor
117: En rose så jeg skyde
441: Alle mine kilder
73: Vi synger med Maria
80: Tak og ære være Gud


11/3 Prædiken til midfaste søndag 2018. Johs. 6,24-35.

Fem brød og to fisk. Hvad er det til så mange? Til fem tusind mand? Det forslår jo ingen steder!
Sådan havde både disciplene og alle de tvivlrådige sagt, da de kæmpestore skarer havde slået sig ned for at høre, hvad Jesus havde at sige til dem.
Det var en lille dreng, der havde haft det med: de fem bygbrød og de to fisk. Jesus bygger et mirakel op på noget, som et lille barn kunne bidrage med. Det største i det mindste.
Måske havde drengen fået besked af sin mor på at sælge det, nu da der var så mange mennesker i nærheden af hans landsby. Hver en småmønt var velkommen i en familie på dét sted. Men de fem brød og de to fisk skulle bruges til noget meget mere fantastisk. De skulle blive til et af de mest kendte og spektakulære mirakler, Jesus udførte: bespisningsunderet. Bespisningen af de 5000 mand.
Gud ville vise, at historien fortsætter. At ørkenvandringen ikke var forgæves, dengang israelitterne var blevet sultne under de 40 års vandring i ørkenen. Dén manna, der faldt ned fra himlen ved et mirakel dengang og mættede de tusinder – dén er nu, i hænderne på Jesus, blevet til rigeligt med mad til 5000 mennesker.

I dag har vi så hørt i Johannesevangeliet, hvordan folk gik ud for at lede efter Jesus, fordi de tænkte, at han var dén, der kunne gentage miraklet i én uendelighed. Kunne han skabe overflod ud af fem brød og to fisk én gang, kunne han vel også gøre det dagen efter. Ja, han måtte da kunne gøre det hver dag, resten af deres liv. Derfor går de ud for at lede efter ham. Nu skal han være deres konge.

Jesus er væk. Han har sendt dem endnu et tegn: han har vandret på søen. Vandret på søen, over til Kapernaum på den anden side. Disciplene så det, for Jesus kom vandrende hen til deres båd, mens det stormede på søen.
De tænkte, de ville redde ham. De prøvede at tage ham op i båden. Men naturligvis var det ikke disciplene, der skulle redde Jesus. De kunne ikke engang redde sig selv. Så snart de forsøgte at få Jesus op i båden, så VAR de ovre på den anden bred. Vupti. Som i en film, hvor der mangler en bid. Som i en drøm, hvor den såkaldt fornuftige handling mangler og bliver til uforståelige, usammenhængende klip. Så er man der pludselig. Og forstår ikke hvordan.

Det forstår folk heller ikke – ”Hvornår er du kommet herover”?? spørger de Jesus.
De får altså sådan set indtil flere tegn fra Himlen på, at Jesus er dén, han siger, han er: udsendt af Gud.
Alligevel beder de om tegn. For, som de siger: Det var jo Moses, der gav sine folk manna fra himlen at spise, dengang under ørkenvandringen. Nej, svarer Jesus, det var ikke Moses. Det var Gud.

Og NU er det også Gud, der giver jer brødet fra Himlen. Nemlig Jesus selv.
Jeg er livets brød, siger Jesus. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.
Ikke sulte af mangel på mening med sit liv. Ikke føle den sviende tørst af mangel på Ånd og sandhed.

Hos evangelisten Johannes er bespisningsunderet en stærk henvisning til, hvad der kan ske under nadvermåltidet.
En lille bitte bid brød. Men Livets Brød. Jesus Kristus.
En lille bitte tår vin. Men fra Det Sande Vintræ. Jesus Kristus.

Lad os lige sammen prøve at bakse med en tanke, som godt kan trænge sig på. Hvorfor de fem brød og to fisk ikke kunne gøres til mad til tusinder igen. Og igen. Og igen. Også i dén tid, vi lever i nu. At der med et fingerknips var mad nok til alle.

I dag har vi sogneindsamling til Folkekirkens Nødhjælp her i Orte sogn. Der gøres et stort arbejde af frivillige i dag for at samle ind til fattige og sultne mennesker. Der gives af hjertet rundt omkring i de huse, indsamlerne skal besøge.
Sultne skal have brød at spise. I betydningen mad, der mætter.
Kunne Gud da ikke sørge for dét?

Jo. Det har Gud på sin vis også gjort. Givet os en jord at dyrke, og føde at spise. Tøj på kroppen. Og et ansvar for at tage vare på hinanden.
De første kristne gav hinanden opgaver, alt efter hvad hver enkelt havde evner for. Arbejde med et fag. Undervise. Prædike. Der var også nogle, der fik til opgave at uddele mad til enker og faderløse, som var dén tids dårligst stillede.
Når vi i dag her i sognet samler ind til nødhjælp, så fortsætter vi dén opgave, som de første kristne tog på sig, da det blev klart, at alle kunne bidrage med noget.
Bidrage i dén glæde det er at fortælle om Guds gerninger. ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt”, siger Jesus.

Derfor kan det sagtens forenes at bede til Gud og takke for det daglige brød – og at takke Ham for Livets Brød – Jesus Kristus.
Amen.

Også i vore dage er der mange opgaver at tage vare på i et sogn og en menighed. Af mennesker i menigheden, af frivillige og af medarbejdere.
I dag siger vi velkommen til to nyansatte medarbejdere her i sognet: James Howard Young, der er ansat som ny organist ved Orte og Kerte Kirker. Velkommen til dig. Vi har glædet os, til du skulle starte!

Og også hjerteligt velkommen til Kirsten Svane Christensen, der er ansat som ny kirke- og kulturmedarbejder i Orte og Kerte og skal hjælpe med kirkeblad, kommunikation, konfirmander og meget mere. Det glæder os, at du er startet!

Salmer:
321: O kristelighed!
31: Til himlene rækker
662: Hvad kan os komme til for nød
477: Som korn fra mange marker
51: Jeg er i Herrens hænder


4/3 Prædiken til 3. søndag i fasten 2018. Johs. 8,42-51.

I går eftermiddags gik jeg mig en lille tur her ude på Kerte Kirkegård. Kirkegården er de dødes have, og jeg går ofte tur i denne have. Det er der også andre, der gør, ved jeg. Det var en glæde, at solen endnu var på himlen, da jeg gik min sene eftermiddagstur. At det var lyst. Også den hvide sne lyste op.
På kirkegården – i de dødes have ligesom i alle andre haver – ligger der sne i disse dage. Efter et besøg i haven afslører fodsporene i sneen, hvilke stier vi har gået. Hvilke gravsteder, der er blevet dvælet ved. Hvor har vi stået og læst et navn, eller haft erindringsglimt af et menneske, der nu er væk?
Andre spor i sneen viser, hvor dyr og fugle har søgt – og fundet – en kogle eller lidt mos at leve af. Og sådan er det så forskelligt, hvad vi levende væsener søger på kirkegården.

Inde i kirken søger vi mennesker også efter, hvad vi hver især har brug for. Ro og fordybelse. Skønhed, musik og sang. Trøst og hvile i stedet for uopfyldelige krav. Eftertanke. Sandhed.
Sandhed. Ordet ”sandheden” nævnes 4 gange i dagens Evangelietekst. For én som mig, der var ung i 80’erne, har sandheden ligget som en længsel. For sandheden var ikke på mode dengang. Vi levede i den postmoderne tid. Efter det moderne. Efter modernismen. Og det var meget mere sejt og smart, hvis det hele var lidt flydende. Hvis hver enkelt skabte sig sin egen sandhed. Men det var godt nok også temmelig anstrengende!
Hvis det er sandt for dig, så er det sandt. For dig”!
Pyha, så er det ikke let. Og vist er det godt med en kritisk tilgang til verden omkring én. Alligevel må der være noget, der er mere sandt end andet. Det nåede jeg frem til. Ved at vende tilbage til barndommens land, hvor nogen havde sagt til mig, at noget var mere sandt end andet. Og hér tænker jeg ikke bare på, at 2 + 2 er 4. For det er da rart at vide, at man kan stole på dét. Men jeg havde nu også brug for en sandhed bag ved plusstykkernes og grammatikkens regler.

Der var masser af voksne, der i 1960’erne og 70’erne fortalte én, at de ikke troede på noget som helst, ud over det med 2 plus 2. Så var det godt, at der i familien var nogle, der kunne fortælle, at de troede. At de mente, der var en sandhed bag om alle de klare facts. Og at dén sandhed havde med Gud og Jesus at gøre.

Sådan nogle – eller måske bare en enkelt, der tør tale om tro – er der i alle familier og i alle bekendtskabskredse. Vægten af deres stemme og måden de lader deres stemme lyde, kan være forskellig. Men de er der. Og nogle gange er det faktisk bedst, hvis de bruger deres stemme stille og roligt i deres tale om tro, og ikke lader den lyde som et tordenskrald, garneret med lynild.
Sådan ét kan skræmme mange væk. Men de kommer nok tilbage igen. Af sig selv.

Jesus selv brugte ikke altid den blide stemme. Det havde han ikke tid til, for han havde ikke meget tid at fortælle om sig selv i. Han var nødt til både at sige klart, hvem han var, og at vise det i handling. Alt, hvad han udførte af mirakler, fik han kræfter til fra Gud. Alt, hvad han sagde, var dén sandhed, han havde fra Gud.

Og ind imellem mødte han dén overbevisning hos folk, at Guds sandhed var forbeholdt dem og ingen andre. De ville holde andre slags mennesker væk fra Guds sandhed. Og så blev Jesus mere end almindeligt gal i hovedet. Kaldte folk for ”øgleyngel” og deslige. Og sagde ting som i teksten i dag:

”I har Djævelen til fader, selvom I påstår, at I – og kun I – har Gud til fader”.

Jesus måtte bruge dén tid, han havde på jorden – til at sige sandheden. Og vise sandheden. Det lød barsk ind imellem. Det kan sandheden være.

Siden har Helligånden taget over. Som en blid brise, et vindpust – eller af og til som en storm. Både i og uden for kirken. I kirken kan man håbe, at Helligåndens virke ind imellem kan mærkes i præsternes prædikener. Og ellers ved jeg dog andre områder, hvor kirken er det rigtige sted at befinde sig for at opleve Helligånden. Ét af de områder er musikken og sangen. Hvad ville gudstjenesten være uden musik og salmesang? Ikke en gudstjeneste i dén forstand, vi holder af.

Et stykke musik i kirken kan kalde reaktioner frem selv fra dén, der ikke helt ved, hvad det skal til for, dette at befinde sig i en kirke. Og selv meget stærke sandheds ord kan synges i en salme af dén, der aldrig ville kunne sige de samme ord i en almindelig hverdagssætning.

Helligånden træder ind og siger: ”Det er i orden at sanse noget særligt i denne musik – at mærke en tråd direkte fra Gud til dig.
Og det er i orden at synge i salmer, at livet er en gave fra Gud, og at Paradis er til som et faktum på linje med rugbrød og snevejr i marts”.

Disse ord skulle også gerne være led i en velkomst til kirkens nye organist, James Howard Young, som tiltræder i dag.
Helligånden, Sandhedens Ånd, virker gennem musik og sang.
Og også – her i Grundtvigs land – igennem kunst og kultur, undervisning og oplysning. Gennem kommunikation mellem kirke og menighed.
Vi ønsker derfor også Helligåndens gave til kirkens nye kirke- og kulturmedarbejder Kirsten Svane Christensen.

Vi siger velkommen til Kirsten og James efter gudstjenesten.

Kirken er et hus af levende stene – bygget op af menighed og af dem, der har deres arbejde ved kirken. Alle er vi kirke sammen.
Sammen om dén sandhed, det handler om i dag.
Sammen om sandheds Ånd og troens lys.

I er lys i Herren”, skriver apostlen Paulus til os alle sammen.
Og lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed”.
Amen.
**********

Salmer:
747: Lysets engel går med glans
717: I går var hveden moden
336: Vor Gud han er så fast en borg
679: Et trofast hjerte, Herre min
217: Min Jesus, lad mit hjerte få


11/2 Prædiken til fastelavnssøndag 2018. Lukas 18,31-43

I dag er der 7 uger til påskedag. Fastelavnssøndag ligger nemlig altid 7 uger før påskedag. Og eftersom påsken bevæger sig hvert år til en ny dato – så gør det fastelavn det også. Påsken er jo – som I naturligvis husker på rygraden, eller hvordan? – første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn.
Så fastelavn kan aldrig falde før d. 1. februar eller efter d. 7. marts. Første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn… Kan I huske, hvad Gud sagde, da Han var i de første faser af at skabe verden? Selve lyset som sådan havde Han skabt, som det allerførste. Da Han også havde skabt himmel og jord, og dernæst alle de grønne planter, skulle tiden kobles på. Mennesket var ikke skabt endnu, men mennesket skulle have en chance for at hitte rede i dag og nat, sommer og vinter, dage og år. Og mennesket skulle også, når det engang blev aktuelt, kunne kende forskel på hverdag og fest. Altså ikke sådan onkel Oles 70 års fødselsdag og sådan noget – men de store fester: de religiøse fester.

Gud sagde: ”Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden.
Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne”

Påsken var én af disse højtider, som Gud så at sige skabte som indbyggede. Påsken er én af disse højtider, som bestemmes ud fra solens og månens placering på himlen i forhold til jorden. Siden har den kristne kirke internt være uenige om, hvordan påsken skulle sættes i kalenderen. Men vi følger fortsat et princip, der siger, at de religiøse fester afhænger af solen og månen, som Gud skabte på himmelhvælvingen.

Fester kan være karakteriseret ved, hvad vi spiser og drikker. Og tiden op til de religiøse fester har i ældre tid været karakteriseret ved, hvad man IKKE spiste og drak.
Fastelavn – af tysk Fastelabend – betyder aftenen inden fasten. Ligesom ordet karneval betyder ”carne vale”: ”Farvel til kødet”. Og æggene. Og det fine hvedemel. Og ind med grød og fisk. Ganske fornuftigt princip, i øvrigt, for der var ikke mere kød under loftet, og hønsene var holdt op med at lægge æg i kulden. Solen styrede selv dén mad, man spiste.

Nu begynder fasten så. Og det gælder om at muntre sig færdig, så at sige. I dag er det flæskesøndag, i morgen er det flæskemandag. Der må, efter de gamle traditioner, spises kød og fed mad. Og på tirsdag er det så hvide tirsdag, for det er den sidste dag, man må spise de fine, dyre og hvide fødevarer: æg, sukker og hvedemel. Som f.eks. i fastelavnsboller. Og onsdag er det slut med det hele. Da er det askeonsdag. En dag til eftertanke og alvor. Præsterne tegnede i gammel tid kors i panden på hver enkelt med aske.
Fasten var begyndt. Det er der vel så ikke ret mange, der tænker over mere, her i dét land, der har råd til både kød, æg og hvedemel året rundt. Hvem vil også gå rundt om et askekors i panden?
Hvem vil slå på andre med et fastelavnsris for at få synden ud af kroppen på dem? Og spise grød morgen, middag og aften? Det er der jo ingen af os, der vil. Eller gør.

Det er rigtigt, at Bibelteksterne til de kommende fastesøndage er alvorlige. På søndag stikker Satan sit hoved frem i flere af dem. Adam og Eva bliver smidt ud af Paradiset. Kain slår sin bror Abel ihjel. Han får sit Kainsmærke. Sad det mon i panden, ligesom askekorset? Det ved vi ikke.
Men i Evangelieteksterne er det Jesus, der overvinder ondskaben. For hvordan ordene end falder i en Evangelietekst fra Det Ny Testamente om søndagen, så er det altid Evangelium: glædeligt budskab.
Så behøver ingen af os tæve hinanden med et fastelavnsris. Men vi kan godt tænke over dét, der står i vores Bibel, og vores egen placering i det.

Se, vi går op til Jerusalem”, siger Jesus i dag til sine disciple.
Og alt det, der i Det Gamle Testamente er forudsagt om mig, skal gå i opfyldelse. Jeg skal overgives til hedningerne, og de skal håne mig, mishandle mig og spytte på mig. De skal piske mig og slå mig ihjel, og på den tredje dag skal jeg opstå”.
Det sidste sådan lige i en bisætning! Det mest fantastiske, opstandelsen, finder man midt i det mest forfærdelige. Det er, hvad påsken handler om: det mest fantastiske, storslåede budskab, midt i den mest forfærdelige fornedrelse. Det har vi brug for en fastelavnssøndag for at kapere.

Det er på nogle måder det samme, der sker palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem på sit fornedrede æsel, under fantastiske jubelscener fra folket. Mindre end en uge efter, nemlig langfredag, fornægter de ham, og Barabbas bliver frigivet i stedet, på folkets krav. Jubel, lidelse, død og opstandelse i ét.
Det mest fantastiske, opstandelsen, finder man på baggrund af det mest forfærdelige.

Se, vi går op til Jerusalem”, sagde Jesus til sine disciple.
”Fint nok”, tænkte de, ”en tur til den hellige by. Spændende”!
De forstod ingenting. Men de så. Og hørte. De så, hvordan den blinde tigger fik sit syn tilbage.
De hørte de ord, Jesus sagde til ham:
Bliv seende, din tro har frelst dig”.
Ja, hele folket så det og lovpriste Gud. For Hans var – og er – riget, magten og æren i evighed.
Amen.

Salmer:
754: Se, nu stiger solen
634: Du ved det nok, mit hjerte
192: Hil dig, frelser og forsoner
365: Guds kærlighed ej grænse ved
70: Du kom til vor runde jord


4/1 Prædiken til Seksagesima søndag 2018. Markus 4,26-32.

I forgårs var det kyndelmissedag. D. 2. februar. Og sandelig: Det er hvidt herude,
Kyndelmisse slår sin knude,
overmåde hvas og hård.
Hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven,
som udi min abildgård.

Den elskede sang om kyndelmisse er skrevet af St. St. Blicher i 1838. Sangen foregår ude i det kolde, hvide. Det er hvidt herude. Lige nu, mens jeg går her. Med min trofaste jagthund og selv er en del af det hele. Denne følelse får man.

Det er ikke hele sandheden om Blichers ”Det er hvidt herude”. Den er faktisk skrevet, mens Blicher var sengeliggende – det kommer vi lige tilbage til. Men sangen foregår ”herude”. Ikke som hos Ingemann, hvor perspektivet i hans vintersang er inde fra den lune stue, hvor man kigger ud ad vinduet og ser dette:
I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

Men begge har de – Blicher og Ingemann – lysets og håbets perspektiv. Deres vintersange handler om, at nu gik det lige så godt med årets gang – lysere og lysere bliver det for hver dag, der går. Og så er naturen skruet sådan sammen, at det samtidig bliver koldere og koldere for hver dag, der går, her ved midvintertid. Ved kyndelmisse.

På deres tid, for et par hundrede år siden, var det en almen erfaring. Kyndelmisse og bitterligt koldt i starten af februar var det formentlig hvert år. Nu – er vinterbilledet mere mudret. Men i år passer det faktisk. Der er kommet frost og sne netop nu. Til kyndelmisse. Man ånder næsten lettet op. Så kan det alligevel blive lidt vinter i Danmark.

Så bliver foråret så meget desto mere vidunderligt, når det engang kommer. Rigtigt forår bliver det på baggrund af rigtig vinter. Rigtigt glad bliver man, hvis man også har prøvet at være rigtigt det modsatte. Så får de også rigtigt deres mening, de to vintersange af Blicher og Ingemann. Som når Ingemann f.eks. skriver:
Giv tid! og livets træ bliver grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på Herrens stund,
– hans skønhedsrige kommer.

Fordi man har prøvet at være i kulden og mørket, kan man drømme om glæden. Vente og glæde sig. Og påskønne glæden, når den kommer. Og så får den også sin mening, dén salme vi lige har sunget:
”Her vil ties, her vil bies”.
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad…

Dét, der skal gøre os glade, ligger alt sammen som frø i det skjulte. Endnu. Men det er der. Samtidig med, at vi lever.
Jesus forklarer det med sine ord om Guds rige. Vi venter på Guds rige. OG det er der allerede.
Frøene er sået, de er der, samtidig med at vi venter på dét, de skal blive til. Og mens vi venter, er dét, vi venter på, der allerede. I frø. Det er meget forunderligt. Og trøsterigt.

Hvordan er Guds rige? Det er som et sennepsfrø – ifølge Jesus det mindste frø af dem alle.
Og netop dette allermindste frø vokser op og bliver større end alle andre planter. Det får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.
Det er som med Guds Søn. Født som det mindste, uden magt og ære. Som et barn, der blev til det største.
Og det er som med troen på Gud: sået som et frø i hvert enkelt menneske, i utallige små situationer, lige fra vi er børn. Og dette lille frø kan blive til dén tro, der passer lige til hvert enkelt menneske.
Det sørger Gud for. Uden at vi ved hvordan.
For med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.
”Af sig selv” bliver det mindste frø og det mindste sædekorn til den største høst. Uden at vi behøver at tænke over hvordan.
”Af sig selv” kan troen vokse i os. Uden at vi behøver spekulere over hvordan. Eller hvorfor. Det er Guds værk. Ikke vores fortjeneste.

Da Blicher udgav digtet ”Det er hvidt herude”, kaldte han det ”Ouverture”. Altså ”Åbning”, på dén digtsamling der hedder ”Trækfuglene. Naturkoncert”.

Samlingen har også et præludium, nemlig ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk – jeg hører vinterens stemme. Thi også jeg er kun her på træk – og hører andetsteds hjemme”.

Hér hører vi virkelig mellem linjerne, hvor syg Blicher har været, mens han skrev sine digte om trækfuglene. Hvordan han har følt sig som en fanget fugl, der i sygesengen kunne ligge og titte ud gennem fængslets gitter.

Blicher troede sikkert, at tiden faktisk nærmede sig, at han skulle væk, dér i 1838. Han havde ligget syg meget længe, bundet til sin seng af en svær gigtsygdom. Det siges, at han i to måneder kun drak sukkervand, fordi datidens medicin bare gjorde ham mere syg. Men den da 55-årige Blicher overlevede krisen og levede endnu 10 år.

Hvad jeg synes er mest slående er, at Blicher altså har skrevet et rent udendørs digt, liggende i sin seng.
Hele digtet ”Det er hvidt herude” foregår udendørs. Men Blicher skrev det i sin seng. Han skriver altså på en erfaring – et frø, der er sået. Han er på én gang i sin seng, syg og svag. Og samtidig ude i den bidende kulde. I sneen. Den lysende sne. Stærk og modstandsdygtig. Det er hvidt herude. Og bidende koldt. Men det bliver forår igen, frøet og blomsterknoldene ligger på spring i den frosne jord.

Efter kyndelmisse kan vi begynde at afvente de forskellige trækfugles ankomst. Og afvente foråret.
Efter kyndelmissen. Kyndelmisse er Ouverture.
Åbning. Herefter kan det kun gå fremad.

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Dét frø, der er sået i enhver af os, er en længsel – efter Guds rige. Hvor har vi det fra? Vi har det fra Gud, netop fordi Guds rige allerede er her, som et frø der er sået – og samtidig endnu er i vente, i svøb. Ligesom Guds Søn ved sin fødsel var i svøb. Det største i det mindste.
Amen.

Salmer:
736: Den mørke nat forgangen er
10: Alt, hvad som fuglevinger fik
557: Her vil ties, her vil bies
156: Guds rige lignes ved et frø
318: Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige


28/1 Prædiken til septuagesima søndag 2018. Matth. 25,14-30

Der er nok mange, der tænker, at Bibelen er en hård læremester i dag. Og har Gud da ingen medlidenhed og medfølelse?
For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod. Men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har”.
Hvordan skal vi dog forstå det?

Udgangspunktet er, at ALLE de tre tjenere i lignelsen har fået noget betroet. Ikke lige meget. Men alle har fået noget forærende. De havde ikke som sådan krav på det. De kunne ikke være gået op til deres herre og have sagt: ”Jeg vil have”! De fik det som gave, helt af egen vilje fra deres herres side. Og så brugte de det.

Dét, de i virkeligheden havde fået foræret, var deres liv. Og friheden til at forvalte det. Det bliver der så fortalt om her hos Matthæus, i en lignelse med ord, der nok var en smule hårdere i filten dengang for 2000 år siden, end de ville være i dag. Men livet – det er livet værd. Dengang som nu. Selv ham, der kun fik én talent, fik meget. En talent svarede dengang til et sted mellem 26 og 36 kilo sølv, sådan lidt varierende. 36 KILO sølv. Det er da ikke dårligt at få, selv for ham, der fik mindst. En pæn værdi.

Ja, livet, det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter”.
Det skriver Jens Rosendal i sin ”Forelskelsessang” fra 1981.

Én sølle talent fik ham, der fik mindst. Nej, sådan skal man netop ikke sige det! Han fik faktisk sagt i billedsprog mindst 26 kilo sølv. Det er ikke sølle. Og hvis vi fortolker det i det store perspektiv – og det skal vi – så fik han livet og friheden forærende.

Gør noget godt med din talent – med livet, som du fik forærende.

I avisen læste jeg i går om gymnasiepigen Astrid, som har en spastisk lammelse, så hun ikke kan tale og ikke kan røre sig overhovedet. Kun hendes øjne er gået fri af lammelsen. De er til gengæld lysende smukke, ligesom hendes hår og ansigt er det.
Vi øjenbevægelser – som er de eneste bevægelser, hun kan frembringe – styrer hun en talemaskine.
Så ved hjælp af genial teknologi går hun nu i 3. g (eller går er så meget sagt, for hun sidder i kørestol). Og efter studentereksamen til sommer vil hun gerne læse fysik på universitetet. Hun får tårnhøje karakterer på gymnasiet. Man må sige, at hun har forvaltet sin ene talent ret så godt. Som hun siger: ”Jeg skal vise, at jeg er glad, ellers antager folk det modsatte”.
Man kan vel ikke være glad for sit liv, når man er bundet til en kørestol og et taleapparat?
Jo. Det kan man. I billedlig forstand går gymnasiepigen Astrid ud på livets vej.
Det er som i sangen Linedanser. Man bliver født, som dén man nu er. Livet ligger udspændt foran én.

Kære linedanser, udspændt
ligger foran dig
selve livet
du fik givet
gå nu kun din vej.
Du må turde træde ud
hvor dit liv kun er dit.
Det briste eller bære må
dette ene skridt”.
Og senere i sangen står:

Tro mig når jeg siger til dig
det største
det ser man kun i det små.
Og kigger du opad er himlen blå”.

De stærkeste rødder har træer i blæst. Det er også én af linjerne i sangen om Linedanseren. Det kan godt være, man ikke altid synes, man har fået fuld plade på talenterne i sine livsomstændigheder. Men de gaver, dén talent, Gud så HAR givet dig i vuggegave, skal bruges og ikke graves ned. Det skylder du Ham. Og her mener jeg ikke sådan skyld med skam på. Jeg mener det modsatte: at skylde Gud at bruge sit liv ud fra glædens perspektiv.

Linedanser i det høje
dans vidunderligt!
For det næste
er det bedste:
glæden ubestridt”!

Det er da ikke altid, man er glad. Nogle gange har man en sorg. Ja. Det har man. Det er, fordi sorg og glæde vandrer sammen.

Som Linedanser sangen siger det:
Og en dag gør livet ondt
det ved jeg at det vil.
For livet er et liv på trods
smerten hører til.
Ud af sorgen vokser lykken
og livet
i påskens evige fest.
De stærkeste rødder har træer i blæst”.

Påskens evige fest. Dette mirakel, at Jesus opstod fra de døde påskemorgen. Og at han dermed har givet os liv, også når vi engang skal herfra. Det er dét perspektiv, vi skal se vores liv i. Påskens evige fest. Jesus siger det, når vi bliver døbt:
Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende”.
Også i Himlen, engang.
Indtil da bruger vi livet her på jorden. Det liv, vi fik som gave.
Brug det, lev det – og sig tak!
Amen.

Salmer:
15: Op, al den ting
448, v. 1-3: Fyldt af glæde (før dåb)
448, v. 4-6: Fyldt af glæde (efter dåb)
0: Linedanser
728: Du gav mig, o Herre


21/1 Prædiken til sidste søndag efter Hellig3Konger 2018. Johs. 12,23-33.

Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”.

Sådan et hvedekorn er dyrebart. Fordi det skal dø. Men i sin død vil det blive til nyt, mangfoldigt liv. Til mange, mange nye hvedekorn. Derfor har det på sin egen facon evigheden i sig.
Det lille hvedekorn, der skal dø, er dyrebart. Man hører om steder, hvor krige eller naturkatastrofer gør det umuligt at dyrke jorden. Det mest dyrebare, bønderne dér har – deres såsæd, der skal blive til næste års høst – dén kan de blive nødt til at spise for ikke at dø af sult. De spiser næste års høst, før den endnu er sået. Det er katastrofalt. Den mætter kun midlertidigt og kortsigtet.
Det enkelte lille hvedekorn får ikke lov at dø for at blive til mange fold. Omvendt: når såning og vækst lykkes, og den heldige landmand står og kigger ud over en bølgende kornmark, da siger han:
Hvor ser det herligt ud”!

Hvert enkelt hvedekorn i såsæden måtte dø i jorden – men til gengæld kom der denne herlige kornmark ud af det! De, der lyttede til Jesus, kendte udmærket dette herlige syn. De kendte følelsen af at så – og vide, at noget måtte dø, miste livet, for at noget endnu herligere kunne vokse frem. Blive til mange fold. Derfor bruger Jesus billedet af hvedekornet, der må dø i jorden, om sig selv. Hans tilhørere skal trøstes og indgydes nyt håb. For snart vil det være Jesus, der må dø. Og den eneste trøst, han kan give dem, er at der kommer noget godt ud af det. Noget herligt. Derfor bruger han udtrykket: Menneskesønnen skal herliggøres. Det er dét navn, han giver sig selv: Menneskesønnen. Og han beder til Gud: ”Fader, herliggør dit navn”!

Ja men, det har jeg da allerede gjort! svarer Gud oppe fra Himlen.
Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det”.
Nemlig i opstandelsen. Når Jesus skal opstå efter sin død. Så skal enhver se, hvordan Jesus, som et hvedekorn, måtte dø. Men kun for sidenhen at herliggøre Guds navn i opstandelsen og drage alle til sig. For, som Jesus sagde efter Guds røst havde lydt fra oven:
Dén røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld”.
For enhver af tilhørerne ville også blive som hvedekorn, der måtte dø i jorden, for siden at herliggøres sammen med Jesus.
Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig”, som Jesus sagde.

Også ude i naturen er der mange vækster, der nu ved vintertide ligger som døde. Men som ikke er det, for de venter blot. På foråret. I disse års milde vintre ser vi såmænd spirerne af det nye, grønne, meget tidligt, ja allerede nu.
Som vi lige har sunget i Brorsons ”Her vil ties, her vil bies”:

Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist”.

Det er der vist mange af os, der allerede har fundet: Noget grønt, der allerede er kommet frem. Forsommers minde. Brorson skrev ”Her vil ties” i sine sidste leveår. Han kaldte digtet noget andet, nemlig ”Vinterhymne”. Det var slet ikke Brorsons mening, at hans digt en dag skulle synges her i Orte Kirke, eller for dén sags skyld skulle kendes af en bredere kreds. Det skulle slet ikke have været offentliggjort. Men da Brorson var død i 1764, udgav hans søn, Broder Brorson, i 1765 digtet sammen med andre af den gamle Brorsons digte i en samling, som han kaldte ”Doctor Hans Adolph Brorsons fordum Biskop over Riber-Stift Svane-Sang”. Ja, I ved jo nok hvad en svanesang er: en sidste sang før døden. Kaldet sådan, fordi sangsvanen ifølge gammel overtro synger umiddelbart før sin død.

Ifølge fortalen blev digtene i Brorsons Svanesang skrevet for hans egen og familiens skyld. Nemlig til ”hans egen og nærmeste Paarørendes indbyrdes Gudelige Opmuntring under hans ofte store Sinds og Legems Lidelser”. For Brorson var blevet en syg, dødsmærket mand. Han havde smerter, bekymringer og sorger. Han var i sin vinter. Og dén var mørk og kold.

Vinteren i ”Her vil ties, her vil bies” er altså et billede på menneskelivets trængsler og prøvelser.  Og sommeren, som beskrives med stor længsel, er et billede på saligheden, på Guds rige. Så vi synger om evighedslængsel og evighedshåb i denne salme.
Og Brorson kaldte den oprindelig ”Vinterhymne”. Ikke bare ”Vintersang”, ikke blot ”Vinterdigt”. Men ”Vinterhymne”. En hymne er en lovsang, sunget til Guds pris. Sådan en hymne, en lovsang til Guds pris, kunne Brorson altså skrive i sit livs strenge vinter. En pris til Gud, trods prøvelserne.Det gjorde ondt i krop og sjæl. Brorson længtes efter en udfrielse. Han fandt trøst i at skrive denne Vinterhymne, som er en slags samtale mellem ham og Jesus.

Vist skal du hente”, siger Jesus til ham, ”kun ved at vente.
Kun ved at vente vor sommer ind
”.

Der er en trøst i at vente på Guds riges komme:
Se, nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad”.

Når vi i vore dage synger salmen, gør vi det oftest ved vintertide, netop nu da det er koldest. Men den er så symbolsk i sit billedsprog, at f.eks. Kong Christian d. 10. citerede fra den på sin fødselsdag d. 26. september 1941, under den tyske besættelse.
Tak for hyldesten på min fødselsdag”, sagde han til den danske befolkning. ”Og lad mig citere fra Brorsons salme”, fortsatte han: ”Trange tider langsomt skrider, langsomt skrider, det har den art”. Men så tilføjede kongen et helt andet salmecitat, denne gang fundet hos Grundtvig:  ”Men alt står i Guds Faderhånd”. Guds Faderhånd har også formet det sådan, at hvert enkelt hvedekorn lægges i jorden – og hver især bliver til mange fold. Det gælder blot om at vente.

Guds Faderhånd lagde det ypperste hvedekorn i jorden, Jesus Kristus. Derved blev Guds navn herliggjort. Jesus blev ophøjet fra jorden. Engang skal vi følge ham. Til herligheden.
Amen.

Salmer:
753: Gud, du som lyset og dagen oplod
289: Nu bede vi den Helligånd
557: Her vil ties, her vil bies
332: På Jerusalem det ny
108: Lovet være du, Jesus Krist


14/1 Prædiken til 2. søndag efter Hellig3Konger 2018. Johs. 4,5-26.

Fortællingen om Jesus og den samaritanske kvinde ved brønden er bemærkelsesværdig. Det er en historie om, hvad der kan skabe tro hos et menneske.
Disciplene er henne et sted at købe mad, og Jesus har sat sig i varmen for at hvile sig ved brønden. Klokken er 12 middag, det er sikkert meget varmt, og han og disciplene har gået langt. Jesus giver sig til at tale med den lokale kvinde. Om vand. Om det mest nærliggende og det mest basale, når man sidder ved en brønd. Jesus har ingen spand. Men han har det levende vand. Sig selv og Guds Ord. Selve meningen med alting. Kvinden har en spand. Men hun mangler meningen.

Normalt ville en jødisk mand have drejet hovedet væk for ikke at glo på en kvinde fra en anden kultur. Og kvinden ville ligeledes have ladet, som om hun ikke så den fremmede mand. Forskellige af køn, forskellige af etnisk herkomst. Det viser sig da også, da disciplene kommer tilbage fra indkøb, at de bliver overraskede.

Efter vores tekstuddrag i dag står der, at lige da Jesus har sagt til kvinden:
Messias, det er mig – den, der taler til dig” – da kommer disciplene tilbage. Og de undrede sig over, at han talte med en kvinde. For dét gjorde man bare ikke! Det er Jesus så altså ligeglad med. Han vil gerne have kvinden til at tro. Og Jesus ved også, at hvis han kan sætte noget i gang i denne kvinde, så vil hun ikke tie stille med det. Så vil hans ord og hendes tro sprede sig til andre. Hun vil lade spand være spand og drøne ind til landsbyen og fortælle om denne fantastiske mand, som hun mødte ved brønden. Og det gjorde hun. Hun stillede vandkrukken fra sig, gik ind til byen og sagde til folk:
Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus”?
Kvinden var imponeret over, at Jesus havde kunnet fortælle hende, at hun havde haft 5 mænd, og at ham, hun havde nu, ikke var hendes mand, fordi de var sammen uden at være gift. Så imponeret var hun, at hun ikke kunne tie stille med det.
Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort”.

Da folk i byen hørte dén historie, ville de høre mere. Så de gik ud til brønden, hvor Jesus var, og sagde til ham:
Vi kunne godt tænke os, at du blev noget længere her hos os og fortalte os mere”.
Så blev Jesus der i 2 dage, han fortalte og fortalte, og der var en masse, der kom til tro på ham. Og alt sammen, fordi Jesus havde indledt en samtale med en kvinde. Oven i købet en fremmed og, efter datidens normer, syndig kvinde. En kvinde, som enhver ville mene, stod under ham i rang og stand.

Det er naturligvis ikke politisk korrekt i vore dage at sige, at Jesus bruger en kvinde som mellemled, fordi han ved, at hun vil plapre løs, og sladderen vil gå, når hun kommer hjem til landsbyen. Men det er jo dét, der sker. Kvinden går hjem og fortæller til højre og venstre, at hun har mødt denne mand, som kunne fortælle hende hendes livshistorie, uden at kende til den på forhånd. Det imponerede hende. Og hun var faktisk i stand til at få sine landsbysfæller til at tro, bare ved at fortælle dem om dét. Mange samaritanere fra dén by kom til tro på Jesus, alene på grund af kvindens ord.
Men endnu bedre blev det, da de selv hørte Jesus fortælle i de 2 dage, han var der. For så sagde de bagefter til kvinden:
Nu tror vi ikke længere på grund af dét, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser”.

Nu kunne man godt tro, at både kvinden og de andre samaritanere fra byen var tomme spande, som Jesus så bare pøsede levende vand, Guds Ord, ned i, så de blev fyldt. Før var de 100% tomme. Kunne man tro. Det var de ikke. Der var noget tro i dem i forvejen. Der var en forventning, et håb.
Kvinden sagde f.eks. til Jesus:
Jeg ved, at Messias skal komme”. Altså Kristus. ”Når han kommer, vil han fortælle os alt”. Denne vished havde kvinden. Selvom hun havde levet et kaotisk liv med ikke meget mål og retning, så var der en vished i hende om, at noget var mere sandt end andet. Hun ventede på, at Messias skulle komme og fortælle hende det. Hun var ikke et fuldstændig tomt kar.

Mennesker er i det hele taget aldrig tomme kar. Frø er sået. Troens frø. Og først og fremmest ligger der i ethvert menneske en længsel. En længsel efter det sande og det ægte, på trods af ydre og indre kaos og uenighed i denne verden og blandt os mennesker.
Gud er Ånd”, siger Jesus, ”og de, som tilbeder Ham, skal tilbede i ånd og sandhed”.

Dette Evangelium er for alle. Dét viste Jesus med al tydelighed dén dag ved brønden. Da førte han en teologisk og næstekærlig samtale med et menneske, som andre i hans position ikke ville have værdiget et blik, men set ned på med dyb foragt. Og så blev hun i virkeligheden et mellemled til tro i en hel landsby. Fordi Jesus talte med hende, med udgangspunkt i netop hendes liv og hendes tanker.
Amen.

Salmer:
743: Nu rinder solen op af østerlide
355: Gud har fra evighed givet sin Søn
441: Alle mine kilder
13: Måne og sol


1/1 Prædiken til nytårsdag 2018. Matth. 6,5-13.

I dag skal vi lidt vidt omkring. Vi skal starte hos os selv, hver især. Så skal vi skydes lidt ud i Verdensrummet, og hjem til os selv igen. Og endelig skal vi lande i Fadervor. Det er sådan en slags forening af verdensrummet og os selv.

Tillad mig at starte hos mig selv. ”Prædiken til nytårsdag 2017”. Sådan skrev jeg frejdigt som overskrift til denne prædiken i dag. I første omgang. For nå nej, 2018 er det nu. Og årstallet blev rettet. Det sker hvert år. Denne træghed, hvor breve og andre dokumenter dateres med det forgangne års trygge og velkendte årstal her i de første dage i januar. Indtil det umærkeligt går helt af sig selv med at skrive det nye årstal.

Måske er det bare mig. Eller måske kan andre nikke genkendende til fænomenet. ”Tidens træghed” er et fænomen, som man kan undskylde sig med, hvis man synes, det er pinligt at være træg og hele tiden en lille smule bagefter som menneske. Det der, vi skal synge i Lisbeth Smedegaard Andersens salme lige om lidt:

Vi tæller vore dage,
der hober sig til år,
og stædigt vokser stakken
af det, vi ikke når.
De store ord bliver mindre,
og planer hentes ned
fra flugt mod morgenstjerner
til døsig aftenfred”.

Nå – så blev det heller ikke til noget – i dag…
Tidens træghed. Der kan siges meget klogt om sådan noget. Man kan kigge lidt rundt i fysikkens historie og fordybe sig i begreber som ”lysets krumning”, Einsteins relativitetsteori og kvantemekanikken. Tid er ikke bare tid. Tiden afhænger af, om der er masse – energi i nærheden. Man bliver helt svimmel.
Ikke at jeg forstår det – det er der andre, der gør meget bedre.

Jeg forstår ikke engang dét, som jeg talte med nogle forskellige mennesker om til en gudstjeneste i går. Tilfældet ville, at jeg talte med 3 familier, som alle havde nogen i familien, der enten er i Australien nu eller er lige på vej til at sætte sig i flyveren.
Dernede er det allerede 2018 nu, for de er 9 timer foran”, sagde én til mig. ”De har allerede ringet og ønsket godt nytår, og vi kunne se dem på skærmen”.
Jeg kan godt forstå det med min fornuft, men jeg må tilstå, at jeg overlader relativitetsteori og kvantemekanik til Vorherre. Det må Han altså rode med, og det er nok kun, fordi det er 1. januar – i dag! – at jeg overhovedet kommer til at tænke over sådan nogle komplicerede ting.
Normalt holder jeg mig til mit Fadervor. Og det skal jeg nok komme tilbage til, for det er jo, hvad dagens Evangelietekst handler om.
Med hensyn til videnskaben om de helt store spørgsmål er danske forskere ellers med helt fremme og arbejder med at finde ”Teorien om Alting”.
Det gjorde Einstein også, men det lykkedes aldrig for ham at nå frem til den.

Det er fint at arbejde med denne videnskab i det helt store og det helt små. Mennesket er et nysgerrigt væsen. Jeg synes selv, det er spændende.
Prøv at zoome ud i rummet og kig ned på jorden og se alle os mennesker, som en flok myrer, der styrter rundt, tilsyneladende helt på det rene med, hvor vi er på vej hen.
Indtil vi bliver indhentet af tiden og alderen, og helbredet forhindrer os i at styrte helt så meget rundt. Meget imod vores vilje. Så ser man tilbage på sit liv og ser, at det har fulgt nogle mønstre. Og det skulle så være belønningen – eller måske trøsten – oven på alle de myreflittige timer. At de har dannet et mønster, og at vi fandt de stier, vi skulle gå ad. Fandt os til rette på stierne, fordi de på én eller anden måde førte os hjem. Dér, hvor vi skulle være. Mærkede af glæder og sorger, sejre og nederlag, sundhed og sygdom, gevinster og tab. Men mønstre blev lagt, stier blev trådt. På jorden, under solen, månen og stjernerne.

Og det gav og giver mening hvert år at synge om ledestjernen i ”Dejlig er den himmel blå”, synge om Kristus:

Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod”.

Syng den hele året, hvis I bliver i tvivl om retningen. Grundtvig skrev ”Dejlig er den himmel blå” som ganske ung mand i 1810, da han var i sit livs største krise. Det hjalp ham igennem at skrive den. Jeg glæder mig hvert år til nytår, til at se den på nummertavlen i kirken og til at synge den. Så den kom på i dag, d. 1. januar.
Jeg læste en artikel i avisen i dag om, at vi burde lade os inspirere af den afslappende 1. januar, som mange har, til at have flere af dén slags opladningsdage året igennem. 1. januar skal der helst ikke ske for meget. D. 1. januar kan føles som en ”farlig” dag. Den første dag i det nye år er ligesom lidt for ny. Bedst at vente til d. 2. januar med virkelig at tage fat på noget nyt. Det er nok derfor, de fleste foretager sig mindst muligt d. 1. januar og bruger den til at lade op med transmissioner i fjernsynet, hvis man er af dén generation, eller på anden vis med adgang til andre skærme, hvis man er af den yngre generation.

Hvis man også går i kirke nytårsdag, er jeg naturligvis meget glad. Man må gerne blunde lidt…

I kirken i dag hører vi så et budskab fra Jesus om, at dette med at bede til Gud ikke er noget, man skal stille sig ned på torvet og gøre i håb om at få mest mulig opmærksomhed på sig selv: ”Se, hvor from jeg er”! Nej, for hvem er det, der skal høre bønnen? Hele byen? Nej, det er Gud. Så har Jesu disciple og hans tilhængere spurgt: ”Ja, men HVAD skal vi bede om”?

Jesus gav dem Fadervor som svar. En bøn er ikke så mange ord som muligt i en lang plapren, siger Jesus. Gud ved jo godt, hvor det brænder på for dig.
Derfor kan du trygt bede dét Fadervor, der handler om at hvile i Gud.

Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o, håb, mit hjerte,
vær trøstig, uforsagt!
Amen.

Og lad os bede Fadervor sammen:

Fader vor, du som er i Himlene,
helliget vorde dit navn, komme dit rige.
Ske din vilje, som i Himlen,
således også på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere.
og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde,
thi dit er riget og magten og æren i evighed.
Amen
.

Salmer:
136: Dejlig er den himmel blå
123: Her kommer, Jesus, dine små
717: I går var hveden moden
712: Vær velkommen, Herrens år


31/12 Prædiken til julesøndag/nytårsaften 2017. Matth. 2,13-23

Årets sidste dag – nytårsaftensdag – falder i år på en søndag, ligesom juleaften gjorde det. Derfor falder julesøndag og nytårsaftensdag sammen i år.
Julesøndag er dén søndag, der ligger mellem juledag og nytårsdag. Vi når det altså lige med nød og næppe i år. At have en julesøndag. Ofte falder julesøndag væk, fordi den falder sammen med juledag eller 2. juledag, og så er der ingen julesøndag dét år.
At sætte ordet ”jule” foran et andet ord og gøre det til et sammensat ord, gør noget ved det sammensatte ord. Jeg vover at sige det: det gør det altså til et meget dansk ord. Til et hyggeligt ord. Og med til hyggen hører god mad og drikke. Tænk lige på alle de fristelser, butikkerne har lokket med ved at sætte jule- foran.
Julekaffe, julete, juleleverpostej, julemedister, julekage, julesylte. Julesild. Julegrød. Julegløgg og julesmåkager. Julesnaps og julevin. Julekonfekt. Julebryg! Julekål er der vel også noget, der hedder. Og I kender mange flere.
Noget af det julede i maden fremkommer alene ved, at det bliver spist og drukket ved juletid. Noget andet bliver julet ved at tilsætte kanel, nelliker og andre julekrydderier. Og binde en rød sløjfe om.

Her i kirken er det også stadig jul. Vi har stadig juletræerne stående i al deres pragt, og julelysene er tændt. Det er julesøndag, samtidig med, at det er nytårsaftensdag.
Julen er ikke forbi endnu. Julen lever. Jesusbarnet lever. Jesusbarnet lever endnu, på trods af den onde Kong Herodes, som ville slå ham ihjel.
”Flygt til Ægypten”! sagde englen til Josef. ”Og bliv dér, indtil truslen er drevet over”. Indtil Herodes er død. Truslen var Herodes, som var bange for at miste sin magt. Og sådan kan et magtmenneske blive bange for et lille barn. Bange for godheden, der lå i svøb i det lille barn. I sidste ende bange for kærligheden. Guds kærlighed.

Resultatet blev barnemordet i Bethlehem. Alle drengebørn under 2 år blev myrdet. Så var Herodes på den sikre side, ud fra hvad de vise mænd havde fortalt ham. Så grufuld en historie hører vi julesøndag.
Men ”Julesøndag” er jo ét af de ord, der har ”jule” foran. Så jeg spekulerer derfor over, om jeg er helt galt på den, når ordet ”Julesøndag” føles som et rart, varmt og trygt ord, på linje med julekage og julevin.
Julesøndag – ordet dufter af traditioner og julekage.
Men nej – jeg er ikke galt på den. Jeg skal blot have et stænk alvor med i opskriften. Og i aften, julesøndags aften, nytårsaften, vil vi samles, spise og drikke og være glade. Men også – det kender vi vist godt – eftertænksomme og tilbage- og fremadskuende på én gang.

Vi hører Dronningens nytårstale, som sandsynligvis også vil være fyldt med både glæde og alvor på én gang. Glæde og alvor er ikke modsætninger. Glædens modsætning er ligegyldigheden, og dén finder vi hverken i kirken eller hos Dronningen.
Julesøndag er både glæde og alvor på én gang. Glæden er, at Jesusbarnet blev reddet af en engels ord. Hans kommende fødsel blev bebudet af en Herrens engel. Hans opvækst blev sikret ved et ord fra Herrens engel. En engel er et sendebud. Fra Gud. Et glædens sendebud.

Julesøndag forkynder denne glæde. Julesøndag forkynder glæde, på en baggrund af alvor. Det er faktisk dødelig alvor med dét barnemord for 2000 år siden.
De vise mænd havde narret Kong Herodes ved at vise ham i en forkert retning. Det var dét, han blev rasende over. At han, den store konge, var blevet holdt for nar. At nogen havde gennemskuet, hvem han var, helt inderst inde. Ond og magtbegærlig. Modsat ”Himmel-kongen”, den lille, som vi sang juleaften i ”Julen har bragt velsignet bud”.

I dag startede vi med at synge ”Dejlig er den himmel blå”, Grundtvigs smukke salme fra ungdomsårene. Oprindelig, i 1810, med 19 vers! Reduceret af den modne Grundtvig i 1853 til de nuværende 7. En lys, mild og vidunderlig Hellig 3 Kongers salme – også dén skrevet på en baggrund af alvor.
Salmen er skrevet i december 1810 på baggrund af det dybeste mørke i Grundtvigs unge, depressive sygdomssind.
Den første, egentlige salme, Grundtvig fik udgivet, i 1811 med alle 19 vers. Udgivet i Rahbeks tidsskrift ”Sandsigeren”.

Måske er det velkendt viden for jer, men nu skal I høre det alligevel. Det skal minde os om, hvad troen kan udvirke hos en syg.
I 1810 boede den unge Grundtvig i København. Han ville være forfatter og arbejdede støt på det. Hans far var gammel og kunne ikke længe magte sit præsteembede i Udby. Unge Grundtvig blev kaldt hjem for at være hjælpepræst, men det var han ikke glad for. Alle hans drømme brast.
Han lagde sig sløvt til sengs på Valkendorff Kollegiet i København og fik et psykisk sammenbrud.
På Vindbyholt Kro gik det helt galt. Grundtvig fik sit første anfald af sindssyge og oplevede det som at kæmpe mod Djævelen i skikkelse af en slange.
To af hans venner fik ham dog stablet på benene, som kun venner kan gøre det, og fik ham transporteret til Udby Præstegård.
Det var altså ikke just nogen veloplagt og arbejdsduelig hjælpepræst, der nåede frem. Men det blev han efterhånden. Han fandt sin opgave som fornyer af kirke og trosliv. Og ”Barnesangen”, ”Dejlig er den himmel blå”, var blevet færdig lige før Grundtvigs to venner fik ham til Udby. Og som han dog havde arbejdet med dén sang! De første udkast til sangen er blevet fundet, og hér skriver Grundtvig om sin sygeseng, som var den hele jorden!

Vi har en Seng saa bred og stor,
Og Sengen er den vide jord
Der maa vi alle hvile
Udi vor Livs den dunkle Nat
Og først bag Graven til os brat,
Skal Morgenrøden smile”.

Kulsort.
Men så laver Grundtvig sygesengen om til en himmelseng. Og så tager det form:

En Himmelseng det var vi fik
Og opad stirre maa vort Blik
Ej vorde Søvnens Fange.
Den Himmel er saa dejlig blaa
Af gyldne Stjerner rundt derpaa
Indvirkedes saa mange”.

Dér ligger menneskene altså i første udkast af sangen i deres senge og stirrer ud i den dunkle nat og venter kun på at dø! Men SÅ kommer ordene ”dejlig blå”. Direkte fra Helligånden, må man tro! Der kommer et par udkast mere, og så falder det hele på plads i ordene, som vi kender så godt:

Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig”.

Kunne Grundtvig have skrevet denne børnesang uden at have mærket livets voksenalvor først? Næppe. Men så forstod han, at han måtte blive som barn på ny for helt at forstå glæden. Og resten er historie. Også din og min historie.
Amen.

Salmer:
136: Dejlig er den himmel blå
123: Her kommer, Jesus, dine små
717: I går var hveden moden
712: Vær velkommen, Herrens år


25/12 Prædiken til juledag 2017. Johs. 1,1-14.

Glædelig jul! Vi glædes. Vi lytter. Vi læser og synger. Vi er til som de mennesker, vi er.
I kirken er der en fred og en trøst, som stråler os i møde i lysenes skær. Det er jul.

I dag, juledag, har vi hørt 2 tekster. 2 fødselsdagstekster. Den første om Jesu fødselsdag, om stalden i Bethlehem, hyrderne på marken, om englenes sang.
Begyndelsen på kapitel 2 i Lukasevangeliet. Vi kalder stykket for Juleevangeliet. Naturligvis den elskede og kendte Evangelietekst, der indledes med ordene: ”Og det skete i de dage”…

Den anden tekst kalder vi for Johannesprologen. Det allerførste stykke i Johannesevangeliet. ”I begyndelsen var Ordet”… Sådan starter det.

Det var da godt nok ”was anders”, noget helt andet, tænker vi måske. Men det er det bare ikke.
Johannesprologen handler om Lysets fødselsdag.
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden”.
Ja men, er det så i virkeligheden ikke det samme, det handler om? Jesu fødselsdag og det sande lys’ fødselsdag? Jo, det er det da. Vi bliver, i ordets verden, sendt tilbage til begyndelsen.
I begyndelsen var Ordet”, siger Johannesevangeliet, i Det Nye Testamente. I Johannes’ allerførste sætning. Og ”I begyndelsen skabte Gud Himlen og jorden”, siger 1. Mosebog i Det Gamle Testamente. I GT’s allerførste sætning.

Der må være noget fælles, noget der kæder skabelsen i 1. Mosebog og Jesu fødsel i Lukasevangeliet og prologen i Johannesevangeliet sammen. Dette noget er Lyset. ”Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Det tindrer af lys i julens Bibeltekster.
Der lægges op til en forsigtig forventning om lys allerede i adventstidens tekster.

Vi hører, at ”Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”. Og juleaften: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land”.

Vi har boet i mørkets land i forskellige betydninger af ordet. Det er mørkt udenfor i denne tid.
Der kan også være mørkt inde i os. Og over en lille del af os vil mørket sænke sig igen, når de 1000 julelys er slukket på den anden side af julen. Julen kan ikke fuldstændigt fjerne en sorg eller en tyngende udfordring. Men julens lys kan skinne igennem sorgen eller udfordringen, sende sit lys midt igennem den, så det afsløres, at der er liv og væren, ja endda glæde, på den anden side af sorgens mørke bjerg.

Julen kan noget særligt dér. Vores kristne jul, f.eks. her i Danmark. En ældre dame fortalte mig engang om en juleoplevelse, hun havde haft, der gjorde indtryk. Fordi hun så det vante og det ventede med et nyt blik.

Det var en juleaften, ude på landet hvor hun boede på en ejendom. Hun ventede gæster til julemiddag. Blandt gæsterne var en mand, helt fra Australien, tror jeg, det var. Manden havde tidligere, da han var helt ung, været på ophold i Danmark.
Da han havde hilst varmt på sin værtinde, kiggede han først i én retning. Dér så han så en smukt oplyst kirke i det fjerne, og syntes det var smukt. En landsbykirke med lys på!
Så vendte han sig i den anden retning og så – endnu en kirke med lys på.
Wow – two churches!
To kirker! Begge smukt oplyste! En kirke, hvor man end vendte sig hen.

Jeg ved, at mange tænker over det og glædes, når de kommer kørende gennem det danske landskab og ser en middelalderkirke lyse op på en bakketop snart hér, snart dér. Her i juletiden bliver det måske bare så meget desto mere klart, hvorfor de skal være der og ligge så forholdsvis tæt, som de gør. Vi har noget værdifuldt med dén kristne kultur og dén arv, vi tager som en selvfølge.
Wow – to kirker i samme udsyn!
Det er et billede på en varme og en imødekommenhed, som kirken må værne om. Det er nemlig Jesus selv, der spreder dette lys. Det er ikke sikkert, man opdager dét, hverken første, anden eller syvende gang, man er i en kirke. Men det kommer med tiden.

I rigtig mange snelandskaber, opstillet i dagligstuer på skænke og kommoder og sofaborde landet over, er der også altid en kirke med. Måske med lys i. Den lyser op, så blikket drages derhen.
Midt i vatsneen, spejlsøen og bakkerne af papmaché, mellem skøjteløbere og skiløbere og små fine landsbyhuse, ligger også landsbyens kirke. Er der overhovedet nogen, der laver snelandskaber hjemme i stuen mere? Joh, jeg kender nogle stykker! Og det kan vel være svært for nogle at se den direkte linje mellem det sande lys i Johannesprologen og så et snelandskab lavet af vat hjemme på stuebordet. Men jeg tror på, at det herlige lys er lagt ind i en tradition, ind i en barndomserindring om en jul fyldt med lys.

Jeg hører af og til mennesker sige: ”Jeg kommer ikke fra et specielt troende hjem, men jeg kan huske som barn, at der var”… Også kommer der en erindring om et menneske eller en oplevelse i forbindelse med julen eller hverdagen, som den blev levet, og som så har sat sig sine spor, så man som voksen bliver klar over, at – nå ja, det VAR jo det sande lys, der blev vist mig dengang. Og det kan blive vist mig igen, når mit hjerte åbner sig for det.

Det er altså ad disse uransagelige og snoede veje og stier, vi bliver ledt frem mod det sande lys. I Kristus. Som vi hørte det i Johannesprologen:
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden”.
Og således kobles skabelsesberetningen fra 1. Mosebog i Det Gamle Testamente til Julens Evangelium hos Lukas og videre til de store indledningsord om Kristus i Johannesevangeliet.
Det sande lys.
Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”.
Gud lod sig føde som et lille barn. Ja, ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”.
Amen.

Salmer:
100: Kimer, I klokker
117: En rose så jeg skyde
99: Velkommen igen, Guds engle små
122: Den yndigste rose er funden
121: Dejlig er jorden


24/12 Prædiken til juleaften 2017. Lukas 2,1-14.

 Det er juleaften. Juleaften. Smag på ordet. En strøm af juleaftener glider forbi nethinden og forbi erindringen. Sødmefyldte og bitre erindringer i en blanding.

Dén juleaften, man lå syg på sofaen. Dén, hvor nogen blev kørt på skadestuen. Dén, hvor man hellere ville have været dér, hvor kæresten var. Dén hvor man var rejst langt væk til et varmt sted for at komme væk fra alt hurlumhejet. Jeg fik lige en sms i går aftes fra min lillebror og hans familie. De havde spontant købt en afbudsrejse til Gran Canaria, og stod nu i lufthavnen dernede omgivet af noget, der temperaturmæssigt mindede om en dansk sommeraften. Sådan kan julen også være.

Men tilbage til vores juleaftensminder. For der var måske også dén juleaften, hvor det hele bare var perfekt? Hyggelig julegudstjeneste, de velkendte salmer og det elskede Juleevangelium, tilpas mængde glitrende hvid sne, en lykkelig familie, børnene var glade og ikke spor overtrætte, der var duften og smagen af vellykket mad, der smagte præcis som den skulle.
Ingen der skændtes, sugergode gaver der faldt i alles smag, selvom de ikke havde kostet en bondegård. Mandelgaven fik dén, der lige trængte mest til at få mandelgaven dén jul.
Glad og mæt, men ikke forspist, gik man i seng efter en vidunderlig dag og aften.
Måske gik man lige en tur med hunden, før man gik i seng – under en frostklar, stjernestrøet himmel, mens det lyste varmt fra vinduerne i de rare naboers huse.

Hvis I har haft bare nogle få af dén slags juleaftener, så skal I gemme dem et særligt sted i hjertet og erindringen. De kan blive guld værd dén juleaften, hvor det hele bare ikke er sådan. For så kan I begynde at trække fra.  Trække dét fra, som ikke er altafgørende. Det var en god juleaften, men der var ingen hjemmelavet konfekt. Nå, da da. Men blev det da ikke jul alligevel?

Selv var jeg f.eks. ude at købe rødkål hen under aften i går. Ellers var der blevet andesteg uden rødkål. Og hvad så? Nå, Susanne, har du ikke perfekt, hjemmelavet rødkål i huset? Nej… Det har jeg ikke fået derhjemme, siden jeg var barn.
Der stod en mand i butikken, som ikke fik vanillestænger med hjem til ris alamanden, for vanillen var udsolgt. Hvordan mon dét er gået…Træk det fra, for hvad er det vigtigste juleaften? Det er, at dét man gør, og dét, der er, er ægte. At det er ægte, bygger på glæden og har sit udspring i det, der høres i julens Evangelium.

Et lille barn, født i en stald, svøbt og lagt i en krybbe.
Vær så god, hér er din frelser. Et barn. Kristus, Herren.

Vi har en Gud, der bøjer sig ned til os. Og lader sig føde i skikkelse af et lille barn. Det er der aldrig én af os, der kan fatte fuldt ud. Hverken med eller uden rødkål. Men det er sandt på den dyrebare ”det kan jeg ikke forklare, men jeg tror på det” måde.
Det er Tro-på-det måden. Troen på Gud, der bøjer sig ned til os, fordi Han ikke er ligeglad med os.

Så vi kan glædes over det.
Og vi kan leve efter det.
Og vi kan fejre jul i dén ånd.

Når jeg er ude at læse julehistorier op i tiden op mod jul, er det som regel historier om netop det ægte i julefejringen, der hitter. Erindringer og fortællinger om travlhed og higen efter at nå frem til jul. Længsel efter at nå hjem til jul.
Historierne handler ofte om jul i såkaldt gamle dage. Om hvordan dyrene i stalden skulle passes, som altid. Måske med lige lidt ekstra sul. Julemaden var rituelt den samme som altid. Opvask og oprydning deltes man om. Træet blev tændt. Der blev sunget salmer. Juleevangeliet blev læst. Gaverne var få, men fyldt med betydning og kærlighed. Familie fra nær og fjern samledes i juledagene. Alle generationer var med.
Det er sådan set indholdet i de mest elskede julehistorier. De handler om at nå frem til jul med glæden i behold. Om at nå hjem til jul, både i den konkrete betydning, men også i den billedlige betydning. At nå hjem til jul er at finde hjem i sindet. At lade Gud finde en plads i os. At sætte plads af til Jesusbarnet.

Vores egen julehistorie handler dybest set også om at finde hjem. At finde hjem til den ægte julefred og juleglæde. Fordi et barn blev født i Bethlehem.
Hvor vi mærker, at dén jul, der fejres af et godt hjerte, og ikke nødvendigvis den største pengepung, er den mest dyrebare. Du er selv herre over en del af din juleaftens succes. Men den vigtigste del kommer fra oven.

Himmerigs konge blandt os bor,
han juleglæden os bringer;
han favner hver barnesjæl på jord
og lover os englevinger”.

– Glædelig jul!
Amen.

Salmer:
94: Det kimer nu til julefest
121: Dejlig er jorden
104: Et barn er født i Bethlehem
119: Julen har bragt velsignet bud
120: Glade jul


Prædiken til 1. søndag i advent 2017. Lukas 4,16-30.

Den første søndag i advent starter med et brag i dag, efter 2. tekstrække. Men det er jo også nytår – kirkeligt nytår. 1. søndag i advent, 1. søndag i det nye kirkeår.

Braget er et mordforsøg – et attentatforsøg – på Jesus. Det lykkedes ikke, attentatet, for Jesus gik væk fra flokken af rasende attentatmænd med en ro og en ånd over sig, som fik alle hænder til at sænke sig, alle voldelige kræfter til at falde til jorden som i en slowmotion optagelse.

Forestil jer de rasende, fordrejede ansigter, vreden, der spænder hver en muskel i kroppen, det kollektive oprør imod denne mand, som er kommet til sin hjemby Nazareth, hvor alle kender ham som tømrermester Josefs søn. Byens søn var kommet tilbage. De var stolte af ham. De forventede, at hans stråleglans skulle skinne på dem. På dem alene. Jesus skulle være deres, alene.
Det må vi aldrig gøre. Gøre Jesus til ejendom for de få. For han skal ud til alle, som en chance, en frelse, for alle.
Og nu sidder hans bysbørn, folkene i Nazareth, og kigger spændt på ham. Hvad vil han Jesus sige af pænt om dem og deres by? Han, der har udført mirakler i Kapernaum, han, som får taletid i synagogen, og som de havde glædet sig til at høre. Ham bliver de i løbet af få minutter rasende på. For han siger noget godt om andre, på deres bekostning. Han siger noget godt om en enke i Sidon, som ligger nord for lands lov og ret, og om en hedensk hærfører, der bliver helbredt. Dét, Jesus egentlig siger, er at Guds nåde og tilgivelse er suveræn. Uden for menneskers fatteevne. Og uden for menneskers sammenligning.

Det er en Amazing Grace. En forunderlig nåde. En fantastisk, og overraskende stor, nåde og tilgivelse. Et brag af nåde. Det får vi at vide her ved den kirkelige nytårstid. Så det er et brag af en nyhed, Jesus kommer med hér i sin programerklæring i synagogen i Nazareth:
At Guds nåde er for andre end blot de få, der er født til den.

Jesus kommer med godt nyt for dem, der aldrig venter godt nyt. Dem, der knap tør kigge op i deres fornedrelse. Dem med den konstante skyld og dårlige samvittighed. Men de skal kunne kigge op, for samvittigheden er dét, man ved – sammen med Gud.

Men hvad med dem, der VENTER godt nyt, men kun for sig selv og ikke for andre?
Dem ved Jesus godt, at han vil få bøvl med. ”Ingen profet er anerkendt i sin hjemby”!
Tag dén! Og det gjorde de, folkene i synagogen i Nazareth. Men de tog udtalelsen som en fornærmelse. Ikke som en mulighed for indsigt og selvindsigt. De springer op, midt i gudstjenesten, ikke noget med kirkekaffe hér. Kun raseri. Folkemængden driver Jesus hen til kanten. Til kanten af bjerget. Så let som ingenting kunne de, med raseriets fælles kræfter, have smidt ham ud over klippekanten, ned til den sikre død.

Men Jesus banede sig vej imellem dem – og gik. Som i slowmotion. Jesus døde ikke af mordforsøg nr. 2, som det faktisk var.
Det første mordforsøg kan siges at være barnemordet i Bethlehem. Maria og Josef flygtede til Ægypten med det lille Jesusbarn, flygtede fra Kong Herodes den Stores drab på alle drengebørn under to år i Bethlehem og omegn. Kong Herodes den Store fik ikke ram på Jesusbarnet. Bysbørnene i Nazareth fik ikke ram på den voksne Jesus, der herefter startede sin gerning for alvor.

Nu vil jeg gerne lige slutte med en anekdote, som jeg hørte Jacob Haugaard fortælle en gang i forbindelse med 1. søndag i advent og vores tekst i dag.
Først sagde han: ”Jeg tror på, at der er noget, der er større end mig selv, og dét kalder jeg Gud”.
Dernæst kom anekdoten, som han holder meget af, og som findes i flere varianter.I indianerversionen handler fortællingen om to ulve, der slås. I Jacob Haugaards version var det to hunde:
En ung mand kom hen til en klog, gammel mand for at spørge ham til råds.
Den unge mand sagde:

Jeg har sådan en forfærdelig uro i mit hoved.
Det er et frygteligt hundeslagsmål inde i mit hoved. Der er en hvid og en sort hund, som slås helt forfærdeligt inde i mit hoved.
Og nu spørger jeg dig, gamle, kloge mand:
”Hvem af de to hunde tror du, der vinder”?

Og den kloge gamle mand svarede:
Det kommer an på, hvem af dem du fodrer”.
Det kommer an på, hvem af dem du fodrer.

Om du fodrer det gode, giver det gode plads og optimale forhold. Om du tager dig tid til bøn og håb, glæde og sandhed. Eller om du fodrer det onde, giver det onde plads og optimale forhold. Om du åbner sindet for misundelse og vrede, stolthed og arrogance.
Der er ondskab nok i verden. Noget af det er inde i os selv. Men det meste er nu inde i de andre, vil vi sikkert sige hver især. Inde i dem, vi ikke kan lide.

Men i dag indleder Jesus det nye kirkeår med et brag. Han siger, at Guds kærlighed også kan omfatte dem, vi ikke kan lide – det er nytårsbraget i teksten i dag.
I Nazareth blev de så sure over dén sandhed, at de stormede ud af synagogen og prøvede at myrde Jesus.

I Kerte i dag bliver I sikkert pænt siddende. For I ved, at Jesus HAR gjort alting nyt.
Amen.

Salmer:
74: Vær velkommen, Herrens år
87: Det første lys
84: Gør døren høj
78: Blomstre som en rosengård
117: En rose så jeg skyde


Prædikener 2017

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen samlet i PDF

 


Prædikener 2016

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen samlet i PDF