Prædikener

Kirkeåret 2018-2019

2016: Årets prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen PDF
2017: Årets prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen PDF
2018: Årets prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen i PDF


21/4 Prædiken til påskedag 2019. Markus 16,1-8.

Glædelig påske!
Kristus er opstanden – ja, han er sandelig opstanden!
Sandelig” betyder: ”i sandhed”. Sande-lig betyder dét, som har samme skikkelse som sandheden. Denne gamle hilsen fra den ældste kirke bruges stadig rundt om i verden.
Kristus er opstanden – ja, han er sandelig opstanden”.
Det fortælles fra det gamle Sovjetunionen, før jerntæppets fald og de store forandringer, at da drog en flok ateister rundt og talte imod kristendommen og for ateismen. Efter sådan et møde takkede mødelederen høfligt den ateistiske kammerat for belæringen, men sluttede så takketalen med den gamle kristne hilsen: ”Kristus er opstanden”! Hele forsamlingen svarede spontant: ”Ja, han er sandelig opstanden”! Troen og menneskene kunne altså ikke bringes til tavshed. Troen havde overlevet jerntæppet, og det lå på rygraden hos forsamlingen, hvad de troede på.
I dét øjeblik var de ikke en politisk forsamling med en ateistisk oplægsholder. De var en menighed – en kristen menighed. Det plejer man ellers at være inde i en kirke, en kristen menighed. Men man kan altså også være en kristen menighed andre steder, hvor man forsamles. Med præst eller ikke. Den kristne tro lå altså på rygraden af forsamlingen. De havde lært noget engang, måske af en babusjka, en bedstemor, som havde lagt visse kristne dogmer fast hos dem. De havde lært det udenad.
Det er måske nok ikke så moderne mere med udenadslære. Nogle ting kan det dog være godt at kunne udenad. Som det nu fremgår af overskriften til et interview med forfatteren og kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen:
De salmevers, jeg græd over at skulle lære som barn, lever jeg stadig på”. Man kommer fra et samfund, og man vender tilbage til det, siger han. Nu er han pensioneret efter en flot karriere som bl.a. formand for Ny Carlsberg Fondet. ”Jeg skulle være en fin mand og komme til byen for at være noget…” Men nu håber han at få noget af dét igen, han fik med sig fra sin beskedne barndom.
Nørregård-Nielsen er nu ramt af en tidlig demens. Hvilket han er fuldstændig klar over. Men han har, som han siger, en vældig tyngde, der har boet i hans hoved i al den tid, siden barndommens tvungne salmevers. ”Jeg bliver ramt af så mange salmer lige nu”, siger han. ”Engang gik jeg jo i en landsbyskole og fik lært at jappe salmeversene igennem. Men nu kan jeg se, at de salmevers alligevel har efterladt et vældigt indtryk hos mig”. Og så fortæller Nørregård-Nielsen om en iagttagelse, han har gjort. Om at dét, vi mennesker stritter mest imod, ofte kan være dét, man kommer til at overgive sig mest til. ”Du strider tit imod et eller andet”, siger han. ”Og det skal du være meget opmærksom på, hvad er. For det ender tit med at være det, du overgiver dig mest betingelsesløst til med tiden. Der er mange gudsfornægtere, der har vist sig at blive de mest brændende kristne”.
Netop en smuk påskemorgen som denne kan sådan et udsagn blive en øjenåbner. Naturligvis er det påskeunderet selv – opstandelsen – der er selve øjenåbneren. Men det er ikke noget, vi kan sige os selv. Der skal være noget særligt, der åbner vore øjne for påskens under. Vi kan ikke få øje på det af os selv. Man kan ikke få øje på noget, man ikke kan se med det blotte øje. For Hans Edvard Nørregård-Nielsen er det så bl.a. salmerne, som han blev tvunget til at lære som barn. De har for alvor åbnet hans øjne. Han fortæller om ”Kirkeklokke! mellem ædle malme”, som i hans barndomstid gik under navnet ”Kirkeklokke! ej til hovedstæder”, fordi det nuværende første vers – som er det oprindelige – er kommet med i senere udgaver af salmebogen.
Og så nævner han ”Påskeblomst”. Selvfølgelig. Grundtvigs salme, som vi heller ikke her i kirken kunne finde på at springe over i påsken. Påskeliljen er billedet på påskens uendeligt store håb. Den beskedne bondeblomst, som på Grundtvigs tid voksede i hobetal, overalt. Påskeliljen er hårdfør. Som opstandelseshåbet er stærkt og går sine egne veje, selv når mange griner ad det.
I gamle dage blev selvmordere begravet uden for kirkegårdens stengærde, uden for den indviede jord. Det gør vi heldigvis ikke mere. Men som en slags oprør voksede påskeliljerne også dérude, hos de begravede selvmordere, i Nørregård-Nielsens barndom.
Påskeliljerne voksede vildt – ude fra markerne ind på kirkegården i Sønder Nissum.
Og stengærdet kunne ikke holde stand, så der voksede en gul sti af påskeliljer, som dannede et fripas fra nabomarken og ind til den indviede jord på kirkegården. Påskeliljen og opstandelseshåbet vokser frem af den mest umulige situation. Påskeliljen er for alle. Påskehåbet om opstandelse og evigt liv er for alle. Vi skal ikke dømme om, hvor påskeliljerne skal vise deres gule pragt. Det er meget smukt. For ingen penge kan vi købe de sovende påskeliljer, og snart vågner de af deres søvn og springer ud i deres opstandelsespragt. Så kan det lige så vel være påskeliljerne på kirkegården som vasen med påskeliljer hjemme på stuebordet, der giver os håb og trøst. Og måske er det lige før, vi kan salmen ”Påskeblomst” udenad…
Engang bliver det andre salmer, folk som de er flest, kan udenad. Eller næsten. Mange kan ”Altid frejdig”, fordi de har stået ved en grav og sunget den, uden salmebog. Men engang bliver det måske sådan en salme som ”Du, som har tændt millioner af stjerner”.
Det hænder jo da, at vi sidder i kirken til f.eks. en begravelse, og der ikke er salmebøger nok. Så finder folk ud af, at der er passager i f.eks. ”Du, som har tændt millioner af stjerner”, de kan udenad.
Børn fra Frøbjerg-Orte Friskole vil som voksne måske finde ud af, at de kan ”Dejlig er jorden” udenad, fordi de har sunget den 100 gange til krybbespillet. Og sådan har vi hver vores udenads salmer. Men den helt systematiske udenadslære af salmer, dén har vi ikke mere. Salmerne er dog aldrig længere væk for unge mennesker end en bukselomme. Dér ligger telefonen. En salmetekst kan findes på få sekunder.
Det skal nok gå alt sammen.

Glædelig påske! Kristus er opstanden – Ja, han er sandelig opstanden!
Amen.

Salmer:
408: Nu ringer alle klokker mod sky
234: Som forårssolen morgenrød
236: Påskeblomst!
224: Stat op, min sjæl, i morgengry
218: Krist stod op af døde


19/4 Prædiken til langfredag 2019. Matth. 27,31-56.

”Hvorfor har du forladt mig”? Sådan råbte Jesus til Gud, da det var allersværest. Han hviskede det ikke. Han sagde det ikke i et neutralt tonefald. Han råbte det med høj røst: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig”?
Det er et udsagn fyldt med sorg og ensomhed. Hvis selv Gud har forladt én, så er der vitterligt ikke nogen tilbage. Så er man helt alene. For normalt sætter vi vores lid til, at selvom hele verden vender én ryggen, så har man stadig Gud. Han forlader os aldrig. Derfor er det et chok for os at opleve Jesus selv råbe ordene, direkte til Gud:
”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig”?
Hvorfor skal vi helt derud? Hvorfor skal vi have en svag frelser, der giver op over for smerten og afmagten? Fordi det netop er dér, i svagheden og afmagten, han viser sin styrke. Han gik ad verdens hårdeste vej. Vi har den helt konkret, i Jerusalems gamle bydel: Via Dolorosa. Smertens Vej. Med 14 såkaldte stationer, der nu er markeret for pilgrimmenes skyld. 9 korsvejsstationer er der i gaden. De sidste 5 er inde i selve Gravkirken.
Der er ingen tvivl om, at det gør indtryk at være i Jerusalem og forestille sig Via Dolorosa. Lidelserne. De 3 gange, Jesus faldt i gaderne af udmattelse. De 14 stationer markerer, hvad der skete fra dét øjeblik, Jesus blev dømt til døden, og indtil han blev lagt i graven af Josef fra Arimatæa. Hvordan kan man vide, helt nøjagtigt, hvor de enkelte hændelser foregik? Svaret er, at det kan man ikke vide – 100% nøjagtigt. Der opstod en tradition i de første århundreder efter Jesu død.
Jerusalem har aldrig været nogen nem by at kortlægge. F.eks. mener englænderne slet ikke, at Jesu grav er i Gravkirken, som ellers er bygget op omkring den formodede grav. Nej, siger englænderne, gravhulen befinder sig i den smukke have, som nogle kalder Den engelske Have, og som vitterligt har en klippehule. Udgravninger viser dog, at det med en vis sandsynlighed er Gravkirken, der er det korrekte sted. Men den engelske general Gordon havde altså sin egen teori om graven i haven.
Den ligger, som jeg husker det, ved siden af den larmende, arabiske busstation, som efter sigende nu ligger på dét, der dengang var Golgatha. Hovedskalstedet. Henrettelses- og begravelsespladsen. Galgebakken, ville det være i gamle dages Danmark.
I min barndomsby havde vi en gade, der simpelthen hed Galgebakken – det har man sikkert i mange byer. Jeg forstod simpelthen ikke, hvordan folk kunne bo i de huse, der lå på Galgebakken. Jeg forestillede mig, at galgen havde stået lige dér, hvor de nu havde deres flagstang. Eller deres køkken. Eller dér, hvor deres seng stod! Nu bor jeg på kanten af en kirkegård, men det gør intet. Det er jo blot De Dødes Have, ikke en galgebakke eller et Golgatha.
Navnet Golgatha betyder Hovedskal. Dels lignede bakken i Jerusalem et kranium. Og dels var dét måske, hvad man ind imellem kunne finde, fra henrettede, der var så fornemme og heldige at være blevet halshugget i stedet for korsfæstede. Korsfæstelse var jo nemlig for de nederste: ulydige slaver. Flygtede fanger. Røvere af laveste rang. Dét var, hvad Jesus så blev sammenlignet med: rosset og røverne. De ufrie. Trælle. Oprørere. Dem, der intet havde, og derfor heller intet havde at miste.
Da er vi igen tilbage ved spørgsmålet og det tilhørende svar: Hvorfor skal vi kristne have sådan en svag frelser, der må ofre sig?  Og igen er svaret: fordi det netop er dér, i svagheden og afmagten, han viser sin styrke. Kristentroen er en tro, der tør. Der ligger en stor trøst i at vide, at vi små mennesker derfor også kan turde være: netop små. Svage og afmægtige i nogle perioder af vores liv. Stærke og på toppen i andre perioder.
Når børnene fra Friskolen kommer på besøg her i kirken for at lære om forskellige temaer, så drages de helt naturligt nogle steder hen. Lærerne vil måske gerne vise dem prædikestolen, og jeg forsøger halvhjertet at gøre børnene interesserede i prædikestolen. Men – de har gennemskuet, at prædikestolen først og fremmest er et stykke inventar i kirken. Og jeg er nødt til at sige: prædikestolen interesserer ikke børnene. Overhovedet! Det gør derimod alteret. Altertavlen med alle figurerne, som man kan gå på opdagelse i. Og ikke mindst alterskranken, hvor man kan ligge på knæ, og hvor man ifl. børnene får tørre kiks og rødvin om søndagen.
Og så er der dét område i kirken, som for børnene er det mest dragende: døbefonten og krucifikset lige ved siden af. Og krucifikset tager faktisk prisen som det mest interessante. Lidt ligesom en uhyggelig film, som man både gerne vil se, men samtidig holder en pude op foran hovedet for at beskytte sig imod. ”Hvorfor hænger han dér?! Hvorfor har han søm i? Hvorfor bløder det? Hvorfor skulle han overhovedet dø”?
Så fortæller vi hinanden om korsfæstelsen. Det er egentlig mest børnene selv, der fortæller, for de ved det egentlig godt. De har gode lærere, der åbent lægger fortællingen op til børnenes egne overvejelser.
Vi taler om naglerne, der gjorde ondt. Om magthaverne der ikke ville høre på historien om at være Guds Søn. Vi taler om soldaterne, der stak et spyd i siden på Jesus for at se, om han nu også var død. Han døde nemlig hurtigere på korset, end de var vant til, at forbryderne gjorde.
Vi taler om, at Jesus var god. ”For god til verden”, som nogle børn gammelklogt siger. Og jeg tænker over, hvor smart det er, at krucifiks og døbefont kan overskues i ét enkelt blik. Og at krucifikset nu er mere end bare en uhyggelig film. Det er et billede på håb og kraft, midt i afmagten og smerten. Vi taler også om, at vores krucifiks her i Orte Kirke er et mellemstadium i krucifikserne historie. Det er fra 1275. Det ligger lige imellem de tidligste, fra vikingetiden, hvor Jesus på korset bar kongekrone og knejsede stolt med sit hoved, fordi han VAR den øverste konge for de seje vikinger. Den sejrende Kristus. Så kommer vores krucifiks, hvor Jesus bærer kongekrone, men hælder sit hoved i lidelse.
Og endelig er der, som på altertavlen, den lidende Kristus: som hælder hovedet i lidelse og nu ikke længere bærer kongekrone, men tornekrone.
Hvilken periode har så forstået det bedst? Alle 3 perioder, hver på deres måde. Det siger jeg ikke kun, fordi jeg er diplomatisk. Men: alle 3 perioder har som slutpunkt, at Jesus er den sejrende. I senmiddelalderen og renæssancen, som på altertavlen, er han sejrende i lidelsen. I de tidligere er han sejrende, på trods af lidelsen. Og for os? Jo, styrken ligger i modet til at være dét lille menneske, man er. ”Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende”! siger Jesus til os, når vi står derhenne, ved døbefonten, under krucifikset.
Når vi bærer de små børn frem til dåben, så de kan tilhøre vor Herre Jesus Kristus.

Amen.

Salmer:
192: Hil dig, frelser og forsoner
199: Jesus, dine dybe vunder
216: Der venter bag langfredags nat
217: Min Jesus, lad mit hjerte få


18/4 Prædiken til Skærtorsdag 2019. Matth. 26,17-30.

Når vi nu samles om sådan en tradition som skærtorsdag her i Kerte Kirke – så kan man spekulere lidt. Kan det overhovedet mærkes? Kan det mærkes, hvor særligt, det er? At det er knap 2000 år siden, Jesus sad dér med sine disciple og spiste sit allersidste måltid.
Et påskemåltid, efter de samme traditioner og retningslinjer, som jøder havde spist deres påskemåltid gennem generationer og generationer før ham. For disciplene var det et påskemåltid som så mange andre i deres liv, om end deres Herre, Jesus, opførte sig besynderligt. For Jesus var det måltidet før altings ophør på langfredag. Og det var vejen til altings nye begyndelse, vejen til påskemorgen og herliggørelse i opstandelsen.
Han kunne mærke det. Disciplene mærkede det som de tegn, der udgik fra deres Herre.
Han brød brødet. Han velsignede brødet og sagde, det var hans legeme. Og han sendte vinen rundt, han sagde, det var hans blod. Han gjorde det, mens de spiste. Mens de spiste – det hellige øjeblik opstod midt iblandt dem, mens de sad og spiste sammen.
Disciplene havde gennem tiden spist mange måltider i fællesskab med Jesus. Men aldrig før et måltid som dette. Aldrig før et måltid, hvor det hverdagsagtige ved dette at spise brød og drikke vin sammen i dén grad smeltede sammen med det hellige hos dén mand, der sad dér sammen med dem. I hans sidste aften.
Hvor meget disciplene mærkede det ganske særlige i dette måltid, hver især, ved vi ikke. Og hvor meget I hver især, her i aften, mærker at skærtorsdag er noget ganske særligt for det kristne fællesskab, ved I jo også kun selv. Og hvis man ikke mærker noget som helst, bliver man for øvrigt ikke en dårligere kristen af dén grund. Men det kan aldrig skade at mærke efter. Det skal vi ikke blive forlegne ved. For hvad er det egentlig, vi har gang i her i aften, skærtorsdag aften, i kirken?
Vi er i gang med at ihukomme, som det hedder med et gammelt ord. ”Hold nadver”, siger Jesus, ”til ihukommelse af mig”. Det er dét, vi er i gang med. Vi er i gang med, aldrig at glemme. For, som Paulus skriver, få år efter Jesu død og opstandelse:
Hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer”.
Alle vi her i kirken i aften er altså med til at forkynde. Det er ikke kun præster, der forkynder. Blot dette at samles her i kirken i aften gør, at vi alle forkynder Herrens død, indtil han kommer tilbage. Det kan I måske blive helt bekymrede over, i disse Persondata
Forordnings tider! Men: At forkynde betyder egentlig bare ”at gøre kendt”. Hvis man forkynder Evangeliet, gør man Evangeliet kendt. Hvis man ”forkynder Herrens død, indtil han kommer” – så gør man det alment kendt, at det er sådan, det hænger sammen.
At Jesus er død, men han er opstanden, og han kommer tilbage.
Der bliver også forkyndt i andre situationer i kirken. Ved et bryllup, f.eks., forkynder præsten, at de to, der står ved alteret, eller hvor de nu står, nu er ægtefolk. Så er det gjort kendt – for alle – at nu er de to ægtefolk. De er rettelig gift med hinanden. Fra gammel tid har det været vigtigt, at omverdenen blev gjort kendt med, hvem der var gift med hinanden. Så egentlig er det ikke for brudefolkenes skyld, præsten forkynder – men for andre mennesker. Og det bliver gjort kendt, at Gud er med ved brylluppet!
Jeg forkynder jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker”, siger præsten.
Altså både i Guds og i menneskers øjne. Og nu er vi så med til at forkynde indstiftelsen af nadveren. Skærtorsdag aften. Vi skal spise sammen om lidt og få en god samtale med hinanden. Så vi også bedre kender hinanden, ligesom vi selv er kendt af hinanden. Og til allersidst slukker vi lysene på alteret.
Så bliver det langfredag. Men af langfredag voksede påskemorgen.
Gud ske tak og lov.
Amen.

Salmer:
783: Kirkeklokke!
476: Kornet, som dør i jorden
470: Lad os bryde brødet sammen ved hans bord
787: Du, som har tændt millioner af stjerner


24/2 Prædiken til seksagesima søndag 2019. Markus 4,1-20.

Dette var evangelisten Markus. Kapitel 4, vers 1 til 20.
En anden Marcus – nemlig Katten Marcus – hører til hjemme i præstegården. Katten Marcus lå på skrivebordet og halvvejs hen over tastaturet, mens denne prædiken blev skrevet. Han spandt højlydt. Og flytte sig, det ville han bestemt ikke, for sådan en morgenstund i fred og ro på tastaturet, og uden husets unge kat til at forstyrre, er fantastisk hyggelig. Synes katten Marcus.
Han har tid nok. Det er hans opgave at holde fremmede katte væk fra matriklen, og det gør han så lidt halvhjertet en gang imellem. Men hovedopgaven er at sove og spinde og dermed have en beroligende virkning på husets øvrige beboere.
Man kan jo nemlig bilde sig ind, at denne ro – som man givetvis kan opnå på anden vis end med en kat på bordet – at denne ro bereder jordbunden i én selv. Så man opnår evnen til ro og fordybelse. Ro og fordybelse bliver efterspurgt alle steder. Og den er svær at finde. Jeg så på TV i går, at chefgruppen hos TDC holdt et par minutters stilhed med lukkede øjne, før de skulle i gang med deres chefmøde.
De var monitorerede, så man kunne måle deres stressniveau. Det styrtdykkede efter blot disse to minutter med lukkede øjne og ingen krav til dem. Overhovedet.
Det er næsten uhyggeligt, at der ikke skal mere til. Og det afslappede stemningsleje forblev under hele det efterfølgende chefmøde. Når man læser eller lytter til tekster og lignelser fra Bibelen, skal der også en form for ro og fordybelse til, for at vores indre jordbund er parat til at tage imod dem. Ellers går det, som Jesus forklarer, når Ordet bliver sået mellem tidsler: Nok har man hørt det glædelige budskab om Jesus, men:
”Denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler Ordet, så det ikke bærer frugt”.
Det er jo rigtigt. De færreste går rundt 24 timer i døgnet og er opfyldt af det glædelige budskab om Jesus Kristus. Lykkeligvis er pointen med lignelsen, at Ordet ER der alligevel. Også når vi glemmer alt om det. Pointen er, at Gud er så ødsel og bare sår hid og did, hér og dér. Ud på vejen med noget af det, hen på den stenede grund uden jord med noget andet. Ind i tidslerne og ukrudtet. Og selvfølgelig også noget hen i den gode jord, hvor han er sikker på, at sædekornene bliver til noget og bærer frugt.
Den fornuftige landmand eller haveejer ville så dér, hvor han var mest sikker på at få udbytte. Selvfølgelig. Det er opgaven for haveejeren og landmanden at så dér, hvor jorden er gjort klar.
Gud tager nogle helt andre chancer. Han sår Ordet de mest umulige steder. For Han er ødsel. Eller med et andet ord: Gud er gavmild. Ud over alle fornuftens grænser gavmild. Så derfor sår Gud sit Ord de mest mærkelige steder, så fornuftige mennesker ville sige: ”Dét der kommer der da ingenting ud af”. Men hvem er vi, at vi skal sige det?
Vi skal hele tiden holde fast i nogle bestemte ord, som går igen i Bibelen: ”Thi intet er umuligt for Gud”.
Det er faktisk mere betegnende end at sige: ”Alt er muligt for Gud”. Når vi siger: ”Intet er umuligt for Gud”, så har vi sagt alt, hvad der skal siges. Så har vi taget dét med, som vi slet ikke kan forestille os med vores begrænsede forstand. ”Intet er umuligt for Gud”. Gud har nemlig også givet os sin Helligånd til at blæse Ånden og Ordet ind i vores hjerter. Sommetider når vi mindst venter det. Og også dérhen, hvor ingen venter det.
Nå, hele den afslappende situation med katten Marcus spindende på skrivebordet endte med, at der fór en lille djævel i ham, så han trillede rundt, trådte på alle tasterne, væltede routeren og begyndte at bide i ledningerne.
Selv en kat kan få det FOR afslappet.
Og nok kan det vel ikke kategoriseres under ”denne verdens bekymringer”, at katten laver ravage på skrivebordet. Men det minder os alligevel om, at Guds Ord skal høres i denne verden, med al dens støj og rod og mangel på fred og ro. Og det er helt, som det skal være. For det er Guds Ord selv, der skal skabe freden, roen og fordybelsen.
Dér kan katten Marcus ikke være med, det ville også være alt for meget at lægge på hans små katteskuldre.
For ikke at tale om vi små menneskers skuldre.
Og når medarbejderne starter mødet med 2 minutter i stilhed og med lukkede øjne, så er det jo heller ikke deres egen fortjeneste, at roen og fordybelsen kommer. Roen kommer til dem. Bliver dem givet. De skaber den ikke selv. Den rette jordbund i os til at modtage Ordet kommer til os. Bliver os givet. Vi skaber den ikke selv.
For en stund kan det så blive os, der er velsignet med den gode jord og kan modtage Guds Ord præcist, som det var ment. Så kan vi også holde ud, de perioder, hvor vi går rundt blandt tidsler, der stikker og prøver at tage dén næring, som skulle have været brugt til glæde over Livets Ord. Den gode jord bliver os givet, når Guds Ord for alvor skal slå rod i os.
Amen.

Salmer ved højmessen:
752: Morgenstund har guld i mund
392: Himlene, Herre, fortælle din ære
4: Giv mig, Gud, en salmetunge
41: Lille Guds barn
399: Klokken slår
**
Sange og salmer ved morgensangsgudstjenesten i Kerte kl. 9:
Salmebogen: 4: Giv mig, Gud, en salmetunge
Højskolesangbogen: 264: Når vinteren rinder i grøft og i grav
Salmebogen: 154: En bondemand går ud at så
Højskolesangbogen: 141: Livstræet
Salmebogen: 399: Klokken slår
Højskolesangbogen: 262: Den blå anemone
**


10/2 Prædiken til sidste søndag efter H3K 2019. Matth. 17,1-9.

Skolebørnene har fået vinterferie. De så glade ud i fredags, dem jeg så gå fra skole. Og torsdag morgen sagde jeg til et par konfirmander, som jo går i 7. klasse:
Nå, nu har I snart vinterferie”.
”Jah, det er SÅ dejligt! Det er så skønt, at det næsten ikke kan forklares”!
Sagde teenagepigen og lyste op i et stort smil. Jeg blev helt smittet af glæde på deres vegne. En uges ferie, og så kan de lidt igen, når de vender tilbage til skolen. Det kan være, deres lærere har det på samme måde!
Jeg håber i hvert fald, de også kan lidt igen!
Jeg tror såmænd ikke, de er specielt kede af at gå i skole, børnene. Det siges jo ifl. undersøgelser, at danske børn er nogle af dem i verden, der er gladest for at gå i skole. Måske nok mest pga. kammeraterne. Og frikvartererne. Men alligevel, i almindelighed glade for at gå i skole. Skolen er hverdagen. Den er fin nok. Men ferie er det skønne, herlige, uforudsigelige og forhåbentlig spændende. En uge, der lyser op. En uge, der rager op over hverdagen. Forvandler dagene til noget andet.
Det kan ikke helt sammenlignes, det ved jeg godt – men jeg vil alligevel drage en parallel til Forklarelsen på bjerget – vores tekst i dag.
Peter, Jakob og Johannes. Det var de tre disciple, Jesus tog med sig op på et højt bjerg. Lidt væk fra de andre. Lidt væk fra hverdagen. Lidt væk fra ”skole” og ”arbejde”. Der skulle ske noget særligt oppe på bjerget. Peter, Jakob og Johannes fik lov at se lyset, bogstaveligt talt. Jesus viste sig som Kristus, for øjnene af dem. Det fik de lov til at se. De fik lov at se et glimt, et syn, af den herliggjorte, opstandne Kristus.
Jesus, med den almindelige hverdagskjortel og de støvede sandaler, som han altid gik i, blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Det fik de lov til at se. Og de fik lov at høre Guds stemme inde fra den lysende sky:
”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham”!
Dét havde de tre godt nok aldrig hørt før! Gud havde ganske vist sagt det fra sin sky en gang før, men da var de tre disciple ikke til stede, for da var de ikke blevet kaldet som disciple endnu. Det var nemlig, da Jesus lige var blevet døbt af Johannes Døberen. Da talte Gud også, som det fortælles i Matthæusevangeliet:
”Da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds Ånd dale ned ligesom en due, og der lød en røst fra himlene: 
”Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag”.
I dét øjeblik vidste også Johannes Døberen, hvem Jesus i virkeligheden var. ”Det er ham, som jeg så Ånden dale ned over ligesom en due, der er Kristus”.
Til de skelsættende begivenheder i Det Ny Testamente var der vidner. Peter, Jakob og Johannes så forklarelsen på bjerget. Der var mange vidner til Jesu undere, hans helbredelser og mirakler. Og kvinderne så Jesus dø på korset, og påskemorgen var de vidner til den tomme grav. Derefter hentede de Peter, så han også kunne være vidne til den tomme grav. Han var jo en mand. Kvinderne var kvinder og dermed ikke helt pålidelige vidner, efter datidens normer. Alligevel var det dem, Gud havde udvalgt sig som de første opstandelsesvidner.
Og hver en gang, mennesker på Jesu tid var vidner til de helt store begivenheder, så var det oplevelser så fantastiske, at de blev slået bagover af forundring, glæde, lykke, overvældethed. Og så blev det hverdag igen. Intet var mere det samme i deres liv. Men nå ja, så alligevel…
Jeg tror godt, I selv ved, hvor svært det kan være at forblive i forundringen, glæden, lykken og overvældetheden. De hører jo til på toppen af bjerget, på toppen af den fantastiske oplevelse, disse tilstande af forundring og glæde.
Jesus tager Peter, Jakob og Johannes med op på toppen af det høje bjerg. Med op til herliggørelsen og det særlige syn af lyset. De er udvalgte. Det er fantastisk. Men han tager dem også med ned igen. Og dérnede, i dalen, skal glæden og euforien tages med. Ned til hverdagen, i dalen. Og dét kan være svært.
I julen sang vi her i kirken Brorsons dejlige salme ”Den yndigste rose er funden”.
Vers 5 lyder således:
”Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale”.
Ja, roserne vokser nede i dalen. Ikke på toppen af det allerhøjeste bjerg.
Det er såmænd ikke så meget ”Ved jorden at blive, det tjener os bedst”, jeg tænker på hér. Jeg tænker på, at de øjeblikke, hvor man overvældes af den reneste, mest lysende og vidunderlige tro på sandheden i Jesus Kristus – disse vidunderlige øjeblikke skal gemmes i hjertet. De skal tages med ned i kulkælderen, når det er dér, man er. Når man er i dalen, og ikke på toppen. Det er svært, og det er vel derfor, det er hårdt for en narkoman at blive afvænnet. Man vil have toppen, suset, også til hverdag.
Men den dybe tro er dén, der kan holde til at komme med ned fra bjerget. Ned i dalen. Hvor roserne vokser. Og de roser er belønningen for, at man tog ned fra bjerget. At man tog glad tilbage til skolen efter vinterferien, i billedlig betydning.
Nu talte jeg før om dét med afhængighed af visse stimulanser. Selv har jeg desværre dén last, at jeg holder meget af at spise is. Gerne af den dyre slags. Selv her i kulden! Hvis bare jeg kunne nøjes med at spise is om sommeren, men nej…
I går lod jeg mig så igen overtale af min indre stemme til at spise en ispind med chokolade overtræk. Foran computeren, mens jeg arbejdede. Da jeg havde spist isen til allersidste dråbe, så jeg, at der stod en sætning på den tomme ispind. Og dén sætning føjede da spot til skade, tænkte jeg i første omgang!
Der stod:
”Gør dig umage”.
”Gør dig umage”
! På en ispind! Det var en god is. Ikke billig. Og måske mener fabrikanten bare, at de gør sig umage med at fremstille en god kvalitet is, så må jeg også gøre mig umage med at nyde den rigtigt, så det holder, til jeg igen får lov at smage så god en is. Men det er jo lidt sent at fortælle mig, når isen er spist…*
Men måske alligevel ikke. I hvert fald skal den tomme ispind ligge dér i et stykke tid og minde mig om noget: Du kan ikke selv gøre dig umage med at skabe dit liv. Men du kan gøre dig umage med at bruge de gaver, du har fået ganske nådefuldt af Gud. Livet selv. Mennesker at leve det sammen med. Og først og sidst: Guds kærlighed i Jesus Kristus. Guds kærlighed i de roser, Han har sat hernede i dalen.
Amen.

Salmer:
752: Morgenstund har guld i mund
22: Gådefuld er du, vor Gud
557: Her vil ties, her vil bies
161: Med strålekrans om tinde
117: En rose så jeg skyde


3/2 Prædiken til 4. søndag efter H.3Konger 2019. Matth. 8,23-27.

Stormen på søen lyder som en umulighed. Kan der være storm på en sø? Ja, det kan der, på Genesareth Sø, også kaldet Galilæas Sø eller Tiberias Sø.
Glem alt om en lille skovsø med et par ænder. Genesareth Sø er 21 km lang på det længste sted, og 12 km bred på det bredeste. Selv har jeg en enkelt gang i mit liv på en rejse stået ved bredden af søen og kigget ud over den.  På en måde gjorde dén sø og dét at stå ved bredden af den et mindst lige så stort indtryk på mig som at vandre rundt i Jerusalems gader. For søen spiller en ganske særlig rolle i Evangelierne. Hér kaldte Jesus sine første disciple, fiskerne.
Ved bredden af søen fik jeg også smagt en såkaldt Petersfisk på en restaurant til ære for turisterne. De kaldte den i hvert fald for en Peters fisk! Der var mange ben i og ikke meget kød på fisken. Og jeg tænkte over, at disse fiskere, som Jesus gik rundt langs bredden og kaldte som disciple – de var nøjsomme folk, og der skulle fiskes meget for at mætte en familie for ikke at tale om en hel landsby. Ganske vist hed det sig, at der var mange fisk i Genesareth Sø, men de skulle også fanges i de små både.
Men det giver en særlig ro og eftertænksomhed at vide, at det var netop hér, Jesus startede sin virksomhed, ved at kalde de fattige fiskere som disciple. De undere, der skete netop omkring Genesareth Sø får en ekstra betydning for én, når man sidder med sin fisk på tallerkenen og fjerner ben, ben og atter ben fra den, piller skelettet fra kødet – og sidder tilbage med en lille mængde reelt fiskekød. Så husker man på bespisningsunderet, hvor Jesus ud af fem brød og to fisk bespiste flere tusind mennesker. Hvordan?! Joh, med Guds kraft.
Der er også underfulde helbredelser, som Jesus foretager ved søen. Det er et særligt sted. Og så er der to helt særlige beretninger knyttet til Genesareth Sø eller Galilæas Sø. Den ene beretning er vandringen på søen: Jesus gik på vandet, ud til disciplene i båden. Jesus havde sendt disciplene i forvejen, over til den anden bred, mens han selv sendte hele dén menneskemængde, der fulgte ham, bort.
Dernæst var han gået op på bjerget for at bede. Alene.
Disciplene i båden kom i problemer – igen – for der var modvind. Og Jesus kom så vandrende ud til dem. Det fattede de selvfølgelig ikke noget af og troede, de så et spøgelse. Men Jesus beroligede dem: ”Det er mig”, sagde han. Og Peter – hvem andre end Peter? – blev så begejstret, at han ville gøre Jesus kunsten efter og trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da så han, at det stormede, han blev bange – og begyndte at synke. ”Herre, frels mig”! råbte han. Og Jesus rakte hånden ud og fik ham indenbords igen. Peter var kun et menneske. Ligesom os.
Lea Skovsgaard, som er præst i Jægersborg, forklarer forskellen på Jesus og Peter i deres vandring på søen således:
Peter bevægede sig ud i en balancegang på den mørke sø, og den handling siger os noget om troen og tvivlen. De fleste husker sikkert, hvordan de som børn i gymnastiktimen eller på legepladsen forsøgte sig med linegang på et reb eller på en smal bom. Med bævende ben gik man langsomt ud på det spinkle underlag med øjne, der var stift rettet mod fødderne. Når man efter et øjeblik vovede at se op og finde et fokuspunkt foran sig, kunne man pludselig gå ubesværet. I samme øjeblik fokus igen blev rettet mod fødderne, vaklede man og faldt ned.
Sådan går det også i teksten om Jesu og Peters vandring på søen. Peter bevæger sig ud til Jesus, ikke bare med øjnene rettet mod ham, men med troen og tilliden låst fast på Jesus. Undervejs tvivler han og ser ned på sig selv og sine egne fødder, og han begynder at synke. For da han flytter sit fokuspunkt, forsvinder troens grund under ham.
Vandringen på søen fortæller os, at troen ikke er noget, vi frembringer selv, men noget, der kommer til os fra Gud. Hvis vi lader fokus være på vores egen evne til at bevæge os ud på troens vand og tror, at det er vores egne kræfter, der skaber troen, så mister vi det centrum, som troen altid må have i Gud. Når vi lader vores fokus være på ham, ser vi, at fortællingen om vandringen på søen viser, at det er Jesu styrke og hans tro, der kan holde os oppe.
Sådan skriver Lea Skovsgaard. Og sådan kan denne beretning om vandringen på søen forstås som et billede på selve troen. Det er jo Peter, vi kan identificere os med – ikke Jesus. Og på samme måde er det os, der er med i båden – skibet – på søen dén dag, der kom et voldsomt uvejr. Båden skjultes af bølgerne. Det er voldsomt. Det er skræmmende. Båden fyldes af frygt. Den er så lille, båden. Bølgerne er så store, at de skjuler båden. Naturens kræfter er så stærke. Men han sov. Jesus lå bare og sov, mens båden var i færd med at gå under.
Herre, frels os! Vi går under”!
Og disciplene blev frelst fra stormen og bølgerne. Det blev helt blikstille…
Der er en forklaring på, hvorfor der kan komme så voldsom en storm på en sø. Genesareth Sø er omgivet af stejle bjerge på alle sider. Derfor er klimaet i det smalle lavland langs søens bredder meget fugtigt og varmt. Meget pludseligt kan kraftige hvirvelvinde derfor bringe vandet i oprør. Uforudsigeligheden i vejret på søen har lagret en indbygget frygt i fiskerne. De ved, at stormen kan komme fra det ene øjeblik til det andet.
Det må Jesus da også vide”! tænker disciplene. ”Han, der ved alt. Hvorfor ligger han så bare og sover”?!
Jesus sov, fordi han selv havde ro og ville give sin egen ro videre til sine disciple. Og fordi han vidste, at Gud selv var med dem, dér i båden. I Skibet. Dét skal vi tænke på, når vi sidder her i Skibet: Kirkens skib. Med stormvejr af så mange slags udenfor. Og måske ind imellem også inden i os selv. Der rækkes en hånd ud i stormen, ud mod os. Hånden er mærket af nagle og kors. Netop derfor ved Jesu Hånd alt, hvad der kan vides og erfares om modgang, lidelse og død. Men også om trøst og opmuntring og glæden over livets gave.
Amen.

Salmer:
735: Nu sol i øst oprinder mild
7: Herre Gud! Dit dyre navn og ære
36: Befal du dine veje
586: Stol du kun på dit Fadervor
29: Spænd over os dit himmelsejl


20/1 Prædiken til 2. søndag efter Hellig3Konger 2019. Johs. 2,1-11.

Til nytår har vi tradition for champagne og kransekage efter nytårsgudstjenesterne i vores 3 kirker i pastoratet. I én af kirkerne skete der i år dét, at der var indkøbt to forskellige slags champagne. Da den første slags slap op, kom kirketjeneren med den næste slags, og han sagde noget i retning af, at ”denne her er en virkelig god champagne”. Så kom jeg til at sige noget i stil med ”Nå, kommer du først med den gode champagne nu”?! Sådan med dagens tekst om brylluppet i Kana i baghovedet. Dén var der så én af kirkegængerne, der greb i luften:
”Ja, men det passer da ellers meget godt netop her i kirken”, sagde hun straks. Hun var Bibel-kyndig, ja. Hun havde lagret bemærkningen fra Bibelen i sin erindrings skatkiste, hun hørte for sit indre øre skafferens ord til brudgommen i Kana:
”Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu”.
Men måske havde kirkegængeren ikke behøvet at være SÅ velbevandret i Bibelens tekster for at kunne se parallellen. Beretningerne om Jesu mirakler har nemlig gjort indtryk på mange, også på mennesker, der ikke lige kan Bibelens tekster på fingrene.
Nævn et par mirakler!
”Øh – Jesus gik på vandet”.
”Han bespiste flere tusind mennesker med fem brød og to fisk”.
”Og Jesus gjorde vand til vin”.
Ja. Mange har hørt om netop disse mirakler.
I Johannesevangeliet kaldes hændelserne for ”tegn” – tegn på, at Jesus var dén, man ventede på, Guds Søn.
Vand til vin ved brylluppet i Kana er det første tegn i Johannesevangeliet, for vi møder det allerede i begyndelsen af kapitel 2. Kapitel 1 er jo den storslåede Johannesprolog:
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”.
Her præsenteres Jesus som Guds Ord, der tog bolig iblandt os i al sin herlighed. I kapitel 1 hører vi også om Johannes Døberen, så vi bliver præsenteret for dåben.
Jeg døber med vand”, siger Johannes, ”men Jesus vil døbe med Helligånden”.
I kapitel 1 kalder Jesus også sine disciple sammen – og så er han i gang!
Direkte går det så over i kapitel 2 – brylluppet i Kana. 1. tegn: vand til vin.
Prøv at lægge mærke til, hvordan vores tekst i dag startede:
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet”.
Ja, netop – der er en pointe i, at det var på den tredje dag af Jesu virke. Der er noget med den tredje dag. Jesus opstod fra de døde på den tredje dag. Og hvis vi går helt tilbage til 1. Mosebog i Det Gamle Testamente, så er tiden efter den tredje dag i Skabelsen også af stor betydning. Efter den tredje dag var der nemlig givet mulighed for, at Gud kunne skabe lysene på himmelhvælvingen. Sol, måne og stjerner skulle tjene som tegn. Tegn til at fastsætte festtider, dage og år. Ja, tiden selv, så vi mennesker ikke skal pløre rundt i et tidsmæssigt kaos, men har en cirkel at bevæge os indenfor. Tiden er rund. De samme højtider vender tilbage år efter år.
For os her på disse breddegrader vender det samme solhverv tilbage år for år, lyset kommer tilbage, ganske langsomt, dag for dag. Det er januar. Lyset er på vej.
Hvorfor er det noget særligt, at brylluppet i Kana er placeret på den tredje dag ifl. Johannesevangeliet? Fordi dette bryllup markerer noget nyt. Ligesom lysets organisering i Skabelsesberetningen markerede noget uafvendeligt nyt: tidens mening. Ligesom Jesu opstandelse på den tredje dag i Det Ny Testamente markerede noget uafvendeligt nyt: det evige livs håb. Sådan er det allerførste tegn i Johannesevangeliet, på den tredje dag af Jesu virke, noget uafvendeligt nyt: åbenbaringen af Guds herlighed i Hans Søn, Jesus Kristus. I skabelsen af vand til vin ved brylluppet i Kana.
Jesus selv er afventende ved bryllupsfesten. Han tøver. Han er jo bare til fest. Lad mig blive ved med at være almindelig en tid endnu. Min time er jo endnu ikke kommet! Men han har sin mor med! Og det er ikke i et forsøg på at være sjov, jeg peger på hans mor, Maria. For før det overhovedet bliver nævnt, at Jesus var med til brylluppet, så bliver det fortalt, at Jesu mor var med. Hun har født ham. Hun kender ham som dét menneske, han er. Men hun ved også, at han er mere. Og det er altså hende, der rykker først. Vinen slap op. Lavpraktisk problem.
Vi må forestille os, at kvinderne sidder adskilt fra mændene ved festen. Jesu mor må bevæge sig hen i mændenes område i festlokalerne, og det er normalt lidt problematisk. Dog ikke for hende! Hun går frejdigt ind blandt mændene og siger til sin søn: ”De har ikke mere vin”. Og Jesus svarer hende: ”Hvad vil du mig – kvinde”? Næsvist svar? Nej, blot en markering af, at Jesus er på vej fra én position – søn af en kvinde – til en anden position: Søn af Gud.
Jesus siger selv om den første position, søn af en kvinde: ”Min time er endnu ikke kommet”. Men Jesu mor skubber ham selv i retning af den kommende position: Søn af Gud:
Jo, din time er på vej. I dag skal være dagen for dit første tegn”.
Og det blev det. For som teksten i dag slutter:
Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed. Og hans disciple troede på ham”.
Vi mødte Jesu mor, Maria. Hun var med sin søn i denne første fase af hans guddommelige virke. Vi møder hende igen. Vi møder hende ved foden af sin søns kors. Langfredag. Som beskrevet i Johannes evangeliets kapitel 19:
Ved Jesu kors stod hans mor. Der stod også hans mors søster, og Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalena”. Altså 4 kvinder, hvoraf de tre hed Maria. Det var et almindeligt navn. Jesu mor Maria var blevet gammel, efter dén tids målestok. Nu var det Jesus, der fra korset overgav sin mor til en ny position: Han beder disciplen Johannes om at tage sig af moderen.
Kvinde, dér er din søn”, sagde han til sin mor. Og til disciplen Johannes sagde han: ”Der er din mor”. Og fra dén time tog disciplen hende hjem til sig. Det var om fredagen. Og søndag morgen skete det sidste og alt afgørende tegn: Jesus steg op af graven.
Det var fuldbragt.
Amen.

Salmer:
402: Den signede dag
294: Talsmand, som på jorderige
49: Ingen er så tryg i fare
785: Tunge, mørke natteskyer
754: Se, nu stiger solen


31/12 Prædiken til nytårsaftensdag 2018. Lukas 2,21.

Det er blevet nytårsaften – i morgen starter det nye år! Det er korte dage, vi oplever, korte dage med ikke meget lys. Og nu er også årets korteste prædikentekst læst op! Så kort, at man tænker ”A hvad for noget”? når man har hørt den. Derfor genopfrisker jeg lige:
Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv”. Amen.
Hvert andet år, når vi har første tekstrække, hører vi denne korte tekst. Næste år skal vi til nytår høre en noget længere tekst om, hvordan det gik til, da Jesus lærte sine disciple Fadervor.
I teksten i dag er Jesus 8 dage gammel. I teksten til næste nytår er han et sted i 30’erne. Og der var da sket lidt af hvert imellem de to hændelser. Jesus har haft en del af sit virke imellem de to tekster. Grundlaget for kristendommen tog form i skikkelse af Jesus Kristus imellem de to hændelser. Man kan aldrig understrege det nok, at Jesus var et jødisk barn. For i og med at han var jøde, så var der mange forudsigelser i jødernes Bibel, Det Gamle Testamente, der skulle gå i opfyldelse i Det Ny Testamente.
Jesus var jøde, da han kom til verden. Et jødisk drengebarn, som skulle omskæres, når han var 8 dage gammel. Det var ikke noget, hans mor eller andre gik rundt og diskuterede eller overvejede, skal-skal ikke. Det var bare noget, der skulle gøres. Som en del af livets gang for den lille ny. Sit navn fik den lille i samme forbindelse.
Jesus.
Det havde han heddet, før han blev til i moders liv. Englen havde kaldt ham det. Når en engel har bragt bud, er det naturligvis et spørgsmål om tro for os små mennesker, der står måbende og lytter eller ser eller hvad vi nu gør.
Det Ny Testamente er ord, der er sat på for at give os en chance for at forstå bare en lille flig af det hele. Forskellige tider og forskellige mennesker vil lytte og læse, stille spørgsmål og skiftevis sige til sig selv: ”Ja, NU forstår jeg det” og ”Nej, NU forstår jeg da slet ingenting”. Det sidste skulle man så tro, vi ville fortvivle over. Man skulle tro, at hver eneste gang, vi ikke forstår et kuk, ville lægge en kulsort skygge hen over de få gange, hvor vi synes, vi forstår det hele. Hvor vi synes, vi forstår dét med Jesus og Guds Søn, død og opstandelse, både hans og vores egen. Og dét med troen på, hvor vi selv står hver især midt i det hele.
Lægger forvirringen og tvivlen ikke en sort skygge hen over klarsynet og troen?
I et kort øjeblik kan det ske, jo. Men jeg håber, at vi alle så vil opleve, hvordan Helligånden kommer og blæser den sorte skygge væk fra troen. Det må være dét, der er Helligåndens arbejde. Kærlighedens og Sandhedens Ånd – skulle den ikke have som opgave at hjælpe os til at få øje på Guds kærlighed og på sandheden om liv og død?
Hvis Helligånden ikke havde været der, kunne det hele være gået i glemmebogen. Men det er helt utænkeligt, at det ville kunne ske, netop fordi Guds plan var at Helligånden skulle give kærlighed og sandhed videre til menneskene. Nogle opgaver er Helligåndens. Andre opgaver er menneskenes egne. Når Kim Larsen blev spurgt, hvor han fik inspirationen til sine egne sange, pegede han opad op sagde ”fra Helligånden”.
Det eneste album UDEN hans egne sange hed ”Sange fra Glemmebogen”. Det var gamle, danske sange, som han var bange for, ville gå i Glemmebogen. Derfor indspillede han dem sammen med Kjukken. Så nogle ting må vi som mennesker selv sørge for, ikke går i Glemmebogen, hvis vi gerne vil beholde dem i den fælles hukommelse.
Men når vi kommer til kernen af kristentroen, så vil Helligånden med sin helt egen styrke holde os fast på troen. Blæse skyggerne og bekymringerne bort fra centrum af vores liv, som vi nu står her ved starten af et nyt år, som vi ikke ved, hvad vil bringe.
Nu kommer januar. Den er lang og mørk. Julelysene er slukkede. Englene er tilsyneladende fløjet bort. Men kun tilsyneladende. Kunsten her på kanten af januar er at huske julens lys, julens engle og julens glæde over, at Jesus virkelig orkede at være her hos os. Her hos os ”forhærdede tidsel-gemytter”, som vi skal synge i den sidste salme i dag, ”Den yndigste rose er funden”. Og når vi så husker på julens lys, engle og glæde, da er det ikke vores egen cirkuskunst, vi behersker, men Helligåndens værk. Julens lys er i vore hjerter. Englene stiger stadig op og ned, ad salmens tonestige.
Grundtvig har en salme, nr. 134, hvor omkvædet er:
Men vor Fader i det høje, han lever”!
Og vers 3 siger:
Guds engle endnu så vel som før
gør alt, hvad han vil beslutte,
og låse man kan slet ingen dør,
at de jo derind kan smutte”!
Man kan altså ikke låse sin dør for englene! Det er da en herlig måde at sige det på: Man kan ikke låse sin dør for englene, for de smutter ind på én eller anden måde alligevel! Og hvorfor skulle man for øvrigt også det? Låse sin dør for englene? Husk også på, at starten på januar er Hellig Tre Kongers tid. Julen er ikke slut! De Hellige Tre Konger fandt stjernen, og om lidt skal vi synge ”Dejlig er den himmel blå”.
Nogle kirkesamfund fejrer jo først julen nu, i januar, d. 6.-7. januar.
Tager man til f.eks. Jerusalem og Bethlehem, kan man opleve, hvordan de forskellige kristne kirker afløser hinanden i at fejre jul, fra december og et stykke hen i januar.
Julen bliver ikke bare sådan væk – og englens budskab har vi med os alle dage, indtil verdens ende.

Glædeligt og velsignet nytår!
Amen.

Salmer:
122: Den yndigste rose er funden
717: I går var hveden moden
136: Dejlig er den himmel blå
712: Vær velkommen, Herrens år


26/12 Prædiken til 2. juledag 2018. Matth. 23,34-39.

Der er blod i stride strømme i 2. juledags ikke-så-julehyggelige Bibeltekster. Derfor er 2. juledags liturgiske farve: rød. Stefanus bliver henrettet som martyr, ved stening. Den unge Paulus træder ind på den nytestamentlige scene, dog under navnet Saulus, for han er endnu ikke omvendt til kristentroen.
Som Paulus selv senere skriver i et af sine breve, efter sin omvendelse: ”Dengang var jeg én af de værste til at forfølge kristne”. Det pinte ham, at han havde været sådan. Men samtidig var han i sin brevskrivning også så taknemmelig over, at den opstandne Jesus selv havde fået ham ud af vildfarelsen dén dag i Damaskus, hvor Saulus blev blind.
Han hørte Jesus sige med Guds stemme:
Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig”?
Da gik Paulus fra at være kristenforfølgeren Saulus til at være apostlen Paulus. Men i dagens tekst er Paulus stadig Saulus, kristenforfølgeren, og endda én af de værste.
Så når vi frem til Evangelieteksten, som jeg lige har læst her fra prædikestolen. Her befinder vi os kort før Skærtorsdags sidste nadver, og Jesus er i færd med at tage afsked. I sin afsked taler han om alt blodet, der allerede er udgydt gennem den bibelske historie. Og hvis nogen havde troet, at det nu var slut med blodsudgydelser for menneskeheden, så må de tro om. Og ganske særligt Jerusalem vil gå en grum fremtid i møde. Og nu taler Jesus direkte til byen Jerusalem, og det vil selvfølgelig sige dens indbyggere og dens religiøse ledere:
Jerusalem! Du har haft alle privilegierne. Det jødiske tempel, centrum for Guds tilbedelsen i Israel. Alle de fine poster inden for præsteskabet. Profeter er kommet til din by. Ved den jødiske påskefest strømmer folk til netop Jerusalem. Og nu skal du være skueplads for Jesu død og opstandelse og herliggørelse. Min hjertens by, hvad vil du mer’?
Men Jerusalem havde lukket ørerne. Det var for sent. Og så bruger Jesus et billede, som i hvert fald nogle af os kan genkende: os, der har oplevet en høne med kyllinger. Hønemor lægger sig et godt sted i hønsegården, eller hvor nu hun går med sine kyllinger. Det skal også være et sted, hvor hun selv ligger lidt behageligt, for hvem ved, hvor længe hun skal ligge dér med de små.
Så løfter hun ligesom vingerne og kroppen, og de små kyllinger kommer pilende fra alle sider og putter sig ind i varmen. Og så ligger de dér. Ind imellem stikker én et lille hoved eller en fod ud, hvis det alligevel bliver for klaustrofobisk og varmt.
Systemet kan bruges som en kort genopvarmning efter en pludselig kølighed, hvis hønemor konkluderer, at dét kan gøre det. Eller hun kan ligge der med dem et stykke tid. Alt efter omstændighederne. Det kan også være som beskyttelse mod fjender, der vil komme og tage kyllingerne.
Se, det er noget af alt dette, Jesus har tilbudt Jerusalem. At tage byen under sine vinger. At samle alle sine små. Give dem beskyttelse, varme, trøst, retning i livet og i troen. Men det var forgæves. Jerusalems øverste havde besluttet sig til, at de slet ikke ville have nogen hønemor, for de kunne klare sig selv. Og det får de så lov til efter dét, der nu skal ske i påsken: Jesus skal derfra.
Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt, siger Jesus til dem”. Og videre:
Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn”.
Hermed mener Jesus dén dag, han kommer tilbage. I en kristen forstand kan vi dog også forstå det som dét gensyn vi har med Jesus, når vi mødes til gudstjeneste eller fornemmer et møde med ham på anden vis. Vi siger nøjagtig de samme ord i nadveren her i kirkens ritual:
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn”.
Derfor kan forståelsen også være, at Jesus siger til sine dengang jødiske tilhængere og til ikke-jøderne:
Fra nu af skal I ikke se mig, før I bekender jer til den kristne tro”. Man kunne jo i sagens natur ikke være kristen, før Jesus var død og opstanden. Ja, så fik vi i dag et billede af Jesus som en hønemor.
Det er ellers i vores dage blevet et lidt ugleset begreb: en hønemor. Sådan en curlingforælder, der sørger for, at hendes børn i hvert fald aldrig bliver selvstændige individer, der selv kan træffe en beslutning.
Men sådan en fortolkning siger mere om vores tid end om måden, Jesus tænker det på. Jeg tror, det for ham var en neutral beskrivelse, og ikke et puttenuttet billede, dét med hønen, der breder sine vinger ud. Hønen, der breder sine vinger ud, udsætter jo sig selv for ubehageligheder, som hun beskytter kyllingerne imod. Regn. Kulde. Bagende sol. Rovdyr. Kyllingernes egen ubetænksomhed og uforsigtighed.
På dén måde minder det om billedet af hyrden, som Jesus ofte bruger om sig selv. For han tog det på sig at være hyrde, hønemor på den gode måde, beskytter af de vildfarne og uforsigtige, trofast støtte for de sagtmodige, en revser for de hovne. En frelser og forsoner for os alle.
Og så er vi jo altså tilbage ved blodet og 2. juledags røde farve. Jerusalem ville ikke ind under vingerne, så folket stenede Stefanus. Og tankerne går tilbage til det første broderdrab, da Kain slog sin bror Abel ihjel. Ja, så langt tilbage går vi i dagens tekst i dag. Det ligger der i historien: alt det uskyldige blod, der er blevet udgydt lige siden misundelsen og jalousien greb Kain, og han slog sin bror Abel ihjel. Hvis Gud bedre kan lide Abel, end Han kan lide mig, så må Abel dø. For jeg vil være dén, Gud bedst kan lide.
Men Gud lod Kain få en chance til. Han satte Kainsmærket på ham, et mærke der kan ses som en beskyttelse, og lod ham gå ud i verden og starte på ny. Skyldig. Men fri til at leve.
Uskyldigt blod er blevet udgydt. Men glem aldrig på sådan en 2. juledag, ja glem i det hele taget aldrig, hvad der skete ”i de dage”:
Se, sagde englen, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: i dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.

Amen.

Salmer:
114: Hjerte, løft din glædes vinger
129: Julebudet til dem, der bygge
123: Her kommer, Jesus, dine små
118: Julen har englelyd
121: Dejlig er jorden


25/12 Prædiken til juledag 2018. Lukas 2,1-14.

Julemorgen er anderledes end andre morgener. Kristus er født.
Påskemorgen er anderledes end andre morgener. Kristus er opstanden.
Og pinsedags morgen er anderledes end andre morgener: Helligånden er kommet til jorden.

Ja, men – Kristus var jo også født, da vi var nået til alle mulige andre datoer, tidligere på året. Og Kristus var jo også opstanden, da vi skrev f.eks. d. 8. oktober. Og Helligånden er her hver eneste dag, året rundt.
Hvorfor er det så, vi siger, at julemorgen, påskemorgen og pinsemorgen er noget særligt?
Det er da, fordi det skal fejres! Det skal fejres, at Jesus blev født. Det skal fejres, at han opstod fra de døde, og det skal fejres, at Helligånden kom til os for at overtage Jesu arbejde her iblandt os. For han er her jo stadig, på en særlig måde.
”Du, som selv er til stede iblandt os”, siger vi f.eks., når vi skal holde altergang.
Og så er der også dét, at året er rundt. Kirkeåret er rundt. Den samme fejring og markering af højtiderne kommer tilbage hvert år.
Ved min uundværlige computer derhjemme har jeg en musemåtte – I ved, dén flade dims, der skal gøre det nemmere at køre rundt med musen.
Musemåtter findes i alverdens afskygninger. Min er rund. Jeg har faktisk taget den med, nu må jeg huske at få den med igen.
Min musemåtte er rund, fordi den forestiller kirkeåret, med alle søn- og helligdage markeret i en cirkel. Og med farverne, der hører til hver enkelt søn- og helligdag.
I dag – juledag – er hvid. Jeg ved godt, den er blevet lidt grålig i farven, efter flittig brug.
Juledag er hvid, fordi det er en festdag. Fester er hvide i kirkeåret. Derfor er påskedag også hvid, og det samme gælder alle søndagene efter påske.
Men tiden op til jul – de tre sidste adventssøndage – er violette, fordi det er forberedelsesdage, hvor man godt må tænke sig lidt om. Det gælder også tiden op til påsken. Traditionelt har det været faste- og bodsdage.
Alle de grønne her, det kan man godt kalde ”hverdagssøndage”. Det er alle de almindelige søndage om sommeren og efteråret, alle Trinitatis søndagene, bl.a., hvor der ikke er nogen såkaldte højhelligdage. Højhelligdage er påske, pinse og jul.
Nå. Så er der tre røde og en sort dag tilbage. Den sorte dag – ja, rigtigt, det er langfredag. De tre røde er for det første de to pinsedage, pinsedag og 2. pinsedag. Farven rød er symbol for pinsens lidenskab og glæde. Og så er den røde farve et billede på Helligåndens ild, der skal opildne os alle sammen til at fortælle om Kristus.
Den tredje røde ”dag” er i morgen. 2. juledag, Skt. Stefans dag. Den stakkels Stefanus blev stenet ihjel, fordi han var kristen. Han blev opfyldt af Helligånden og fortalte om sin tro.
2. juledag er rød som Stefanus’ blod og rød som hans iver og hans lidenskabelige tro.
Og i dag, juledag, er altså hvid. Festens farve. Ikke grånusset, som den er her på min musemåtte. Men jeg har tænkt på, at det ville have været værre, hvis min musemåtte havde været kridhvid til jul og påske. For musemåtten er beregnet på at blive brugt og slidt og blive lidt anløben i farverne. Sådan omtrent ligesom menneskene og menneskelivet selv. Livet selv bliver også brugt. Og slidt. Og kan sagtens ind imellem blive lidt anløbent. Ikke sådan i en afskyelig og fordærvelig forstand – bare sådan lidt tvivlsomt, hvad angår den uskyldsrene, hvide farve.
Det kan musemåtten sagtens holde til. Den bliver tørret lidt af og vasket en gang imellem. Det kan menneskelivet også sagtens holde til. Vi bliver velsignet og tilgivet gang på gang af Gud.
Ude i våbenhuset ligger ét af de små kort med citater fra Martin Luther: ”Synd tappert”, står der. Dobbeltmoral er værre end dét!
Og vasket hvide og rene, ja det er vi blevet i dåben. Vi er ”to’t i Lammets blod”, som vi synger til Alle Helgen. Vi er vasket rene i Jesu blod. Derfor giver det også god mening, at 2. juledag er rød som blod, lige efter den hvide juledag. Og det giver mening, at Alle Helgens dags farve er – hvid. Min musemåtte er rund. Hver eneste kirkedag i cirklen er nødvendig. Ikke én dag af de mange kan fjernes fra kirkeåret, uden at fjerne kristendommens mening og dybe betydning.
Hvis jeg tog en saks og klippede en dag ud – så ville kirkeåret ikke længere hænge sammen.
Langfredag – ud med dén? Nej, det går jo ikke. Så bliver der et hul, og vi kan umuligt nå frem til påskedag. Vi kan ikke springe den sorte dag over. Og de violette adventssøndage og fastesøndage, kan vi ikke springe dem over? Nej, for så bliver glæden mindre over selve julen og påsken.
Og alle de kedelige, grønne hverdagssøndage, behøver vi fejre dem?
Ja, det gør vi. For hver eneste søndag året rundt er ”Herrens dag”. Og alle de grønne leder op til de store fester i det runde kirkeår.
De grønne står for vækst. Da vokser kirkens fællesskab stille og roligt. Ikke voldsomt som til de store fester. Men stille og roligt. Som kornet og afgrøderne, der spirer og gror og modnes, til høst. Den stille vækst, også den indre vækst i os, der får næring fra oven, kan vi ikke springe over.
Det var også derfor, vi startede julemorgen med at synge Grundtvigs ”Kimer, I klokker”. Prøv at høre vers 2:
Julen er kommet med solhverv
for hjerterne bange,
jul med Guds-barnet i svøb,
under englenes sange,
kommer fra Gud,
bringer os glædskabens bud.
Æren er Guds i det høje”.
De bange hjerter er aldrig ude af sind for julens salmedigtere. De ved, at de bange hjerter også hører julen til. Eller rettere, at julen også tilhører de bange hjerter.

Alle de bange hjerter har del i julens glade budskab om barnet i krybben.
Budskabet er til alle.
Glædelig jul! Amen.

Salmer:
100: Kimer, I klokker
103: Barn Jesus i en krybbe lå
99: Velkommen igen, Guds engle små
117: En rose så jeg skyde
112: Kom, alle kristne


24/12 Prædiken til juleaften 2018. Lukas 2,1-14.

Uden for mine vinduer lå der i morges et lille bitte, fint drys sne. Som en smuk hvid julepynt på græs og buske. Juleaftens morgenen sagde til mig: ”Dette er din gave at få lov at se hvid jul, sådan som det altså bliver hvid jul i år, her hos dig”.
Det gjorde mig glad. Skal der ikke mere til? Den fortravlede stemning løsnede sig fra sindet.
Jeg husker en anden jul for nogle år siden. Som altid var jeg ude i sidste øjeblik d. 23. december om eftermiddagen for at købe én eller anden gave i én eller anden butik.
Ikke her omkring hos os, skal jeg skynde mig at sige. Ekspedienten var en ganske ung pige, sikkert hentet direkte fra juleferie ind i juletravlheden.  Pigen spurgte ikke, om jeg ville have gaven pakket ind. Men det ville jeg jo gerne. Så projektet gik i gang.
De travle kolleger gik forbi, og pigen måtte hele tiden spørge skiftende kolleger: ”Hvor er gavepapiret? Hvor er gavebåndet? Hvor er til og fra kortene”? Jeg begyndte at synes, at det var lidt sødt, at pigen var blevet sat dér ud af ingenting, helt uforberedt. Den første jul i virkelighedens rå verden, i en juletravl butik. Hvor er alt dét, man bruger til en jul?
Og pointen er jo, at det faktisk blev en rigtig fint indpakket, lille julegave. Ikke fornem i kroner og øre, men smukt og fint indpakket af en ung pige, skønt hun var blevet kastet ind i juletravlheden.

I, der kender mig, ved måske, at jeg selv i aften skal hjem at lede efter juletræsfoden og juletræsdugen. Kastet ind i juletravlheden, efter at jeg for længst har overladt alt dét med gavepapir, bånd og til og fra kort til butikkerne. De stakler!

Denne snak skal egentlig lede to steder hen – som så alligevel er ét og det samme sted, nemlig hen til den helt umiddelbare glæde og forundring ved Jesu fødsel.
De to veje går fra det helt banale på den ene side: hvor er alt dét, vi plejer at bruge til jul? Papir og bånd og pynt og julehjerter? Hvordan kan nogen – stadig – blive overraskede over, at julen er her, lige nu?
Og så går det til det hele utrolige: at mennesker helt uforberedte kan få givet dén gave, at der blev født dem en frelser i Davids By, i Bethlehem. Han er Kristus, Herren! Jesus blev født. Stjernen blev tændt.

At NOGLE af os er lidt uforberedte her op til jul er én ting. At en ung pige i en butik kan blive overrasket over julehandlens voldsomhed er også kun forståeligt.

Men det er ingenting imod, hvad en ung pige i Nazareth oplevede af overraskelse og forundring for 2000 år siden, da hun forud for hændelserne i Bethlehem havde fået at vide af ærkeenglen Gabriel, at hun skulle føde en søn, at hun skulle give ham navnet Jesus, og at han skulle kaldes Den Højestes Søn.
Dét var utroligt! Og ikke på nogen måde noget, hun KUNNE have forberedt sig på. Derfor var det så ekstra smukt.
Der er, i en anden målestok, noget smukt og rigtigt over de ting i menneskelivet, vi ikke KAN forberede os på. Ikke ordentligt, i hvert fald. Noget smukt, rigtigt og samtidig meget svært over hændelser, vi måske nok med vores fornuft ved, kan komme til at ske.
Men de er netop lagt hen i kassen af ting, der står noget i retning af ”Om Gud vil”, på.
Måske har Gud kaldt nogen hjem til sig siden sidste jul. Det kunne vi ikke have forberedt os på, sådan helt for alvor. Eller måske mangler der nogen omkring julebordet i aften af helt andre grunde end dét. Hvordan dét ville føles, kunne vi ikke have forberedt os på.
Men trøsten er, at overraskelsen og forundringen har været der i vores liv mange gange, i form af glæde. Og forhåbentlig huskede vi alle DE gange at være glade for de gode ting og takke for dem.
Det er dét, juleaftens budskab kan: fortælle om en overraskelse og en forundring, som er glæde hele vejen igennem. Englen sagde:
”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”.
Dét er da forunderligt. Overraskende og forunderligt. Ordene gælder os alle. Hvem vi end er. Hvem vi end har omkring os og hvem, vi nu har erindringens gode minder om.
Glædelig jul!
Amen.

Salmer:
94: Det kimer nu til julefest
121: Dejlig er jorden
104: Et barn er født i Bethlehem
119: Julen har bragt velsignet bud
120: Glade jul, dejlige jul


9/12 Prædiken til 2. søndag i advent 2018. Lukas 21,25-36.

Der er nok at være bange for og bekymret over. ”Tegn i sol og måne og stjerner”, som vi netop hørte. Hvordan skal tegnene tolkes? Som kristne er vi sat fri til at lytte, hver især, til hvad Jesus siger om disse tegn.
Jeg skal da også selv tage mig i, ikke kun at blive overmandet af det frygtindgydende i dét, Jesus fortæller om de sidste tider. Jeg skal også selv spidse ører og forstå, at det i virkeligheden er et forår, Jesus taler om.
Se på alle træerne”, siger han. ”Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser alle disse tegn i sol, måne og stjerner, at Guds rige er nær”.
Det er derfor, det er smukt og rigtigt at høre netop sådan en Evangelietekst her i adventstiden, en tekst der indeholder både mørket og lyset. For hvad taler teksten ind i?
Den taler ind i os, som har oplevet, at regnen har silet ned, tågen har også været forbi og lagt en grå dyne ned over os. Som om året har forrykket sig, og det klassiske, våde novembervejr er trukket hen i december i stedet for.
Det er vel i denne tid, mennesker kan tynges mod jorden af en bekymringens vægt. Af såvel vægten af dagliglivets bekymringer, som vi hører i dag – som vægten af frygt og angst for fremtiden. Hvis man lægger både dagligdagens bekymringer og bekymringer for fremtiden og for de sidste tider sammen – så er vi ved at være dér, hvor længslen efter lyset i mørket virkelig begynder at kunne mærkes.
Hvordan kan det være mørkt kl. 8 om morgenen?? Jeg glemmer det hvert år, at det er sådan. Og det er en tilbagevendende undren hos mig hvert eneste år i december, hvor mørke morgenerne er i denne tid. Men jeg trøster mig ved, at jeg langt bedre husker, hvor vidunderligt lyst det er den resterende del af året. Så lyset kommer ikke bag på mig. Men mørket gør. Det er, som når Jesus i dagens tekst siger:
I ved det af jer selv. I ved af jer selv, når I ser træerne springe ud, at sommeren er nær. At forløsningen er nær. Det kommer ikke bag på jer, at vintermørket skal blive til forårets og sommerens lys. I ved det af jer selv, fordi lyset er i jer et sted. Ikke fordi I selv har skabt lyset eller kan takke jer selv for dét lys, der er i jer. Nej, I skal takke Gud for dét lys, Han har lagt ind i jeres indre. Hos profeten Ezekiel hører vi Gud sige:
Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød”, siger Gud. ”Jeg giver jer min Ånd i jeres indre”.
Ja, der er Ånden til forskel. Det er selvfølgelig Helligånden, der får os til at se lys, hvor der for det blotte øje kun er mørke. Det er Ånden og déns lys, der kan trænge ind med lys i det mørke indre.
There is a crack in everything – that’s where the light gets in, som Leonard Cohen synger. “Der er en sprække I alting – det er dér, lyset trænger igennem”.
Lyset er i os. For Gud blæste ved Skabelsen sin Ånd ind i mennesket, så det blev et levende menneske. Rigtigt levende. I Ånd.
Vi tænder en masse lys i adventstiden. Vi tænder lys i mørket. Det er forståeligt. Det skal minde os om, at Gud har klaret dét med lys én gang for alle. Og dét med Ånd. Og dét med frelsen, gennem Jesus Kristus. Vi skal mindes om det, og vi skal mindes om, at det er alvor. Det bliver vi mindet om i adventstiden. Gud ved godt, at vores hukommelse kan være kort. Derfor får Han ind imellem nogle mennesker til at hjælpe med at genopfriske hukommelsen hos os andre.
F.eks. har Han sendt nogle ord og toner ned til salmedigterne og komponisterne, så de skrev salmer og salmemelodier. Det giver os mulighed for at synge salmerne her fra Salmebogen. Der var også engang i 1700-tallet, hvor Gud sendte noget Ånd ned til en komponist, der hed Georg Friedrich Händel. Denne Ånd fra Gud – plus en vis tilskyndelse i, at Händel var plaget af gæld – fik Händel til at skrive sit store værk ”Messias” i løbet af få uger.
Händel var ikke blot plaget af gæld, men også af en depression, mens han komponerede værket. Endnu et eksempel på, at det ofte er mennesker, der selv har vandret i mørket, der bedst kan vise os andre vejen ind i lyset. Den korte tidsfrist nødvendiggjorde, at han også samlede nogle ting, han havde skrevet til andre lejligheder. Men – det er et helstøbt værk, en helhed. Helligåndens værk.
Jeg havde dén fornøjelse at høre ”Messias” i går eftermiddags, opført af Syngedrengene i Vor Frue Kirke. Joh, René kirkesanger var også med. Og er med igen i eftermiddag kl. 16, hvor Messias genopføres. Messias er et højt elsket værk, fyldt med Ånd.
Mange mennesker kan ikke forestille sig en adventstid uden Händels Messias. Jeg har også selv hørt det jævnligt, fra jeg var ung. Musikken, sangen, kirkerummet – det er forkyndelse. Som jeg plejer at sige, bedre end nogen præst kan forkynde. Det er forkyndelse, over bl.a. dén tekst om de sidste tider, som vi har hørt i dag her i kirken.
F.eks. synger bas-solisten, som i øvrigt er gammel Syngedreng:
Dette siger Hærskarers Herre: Det varer kun kort tid, så vil jeg få himlen og jorden til at skælve, havet og det tørre land. Jeg vil få alle folkene til at skælve, så de kommer med deres skatte. Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel, pagtsengelen, som I længes efter, kommer, siger Hærskarers Herre”.
Så kommer alten, så kommer koret, og så fremdeles. Dejlig oplevelse, vidunderlig forkyndelse. Ja, alle folkene skal skælve og komme med deres skatte…
Én af nutidsmenneskets største skatte er mobiltelefonen. Koncertens tilhørere sad da også med deres telefoner, lige indtil koncerten gik i gang. Mange var kommet i god tid for at få en plads. Jeg tog også selv min telefon frem, lige da jeg var trådt ind i kirken, for at sikre mig, at den var på lydløs. Men det kom til at passe på mig, at jeg måtte aflevere mine skatte, min telefon. For den var nemlig fuldstændig død, og på skærmen stod kun underlige binære tegn og gerninger, som om den skulle skabes på ny.
Telefonen fungerede slet ikke under Händels Messias. Og den blev efterladt udenfor. Messias udraderede telefonen, og det var egentlig en hel befrielse.
Først i den helt tidlige morgenstund – mens det endnu var bælgmørkt, som det jo er – blev også telefonen levende igen. Det er den stadig, dog som et tegn på, at Messias er større end telefonen. Men den må gerne være der, også. Telefonen.
Amen.

Vor Fader i Himlen,
Vi beder dig om en god adventstid for alle mennesker.
Lad dit lys finde vej til vore hjerter. Lær os at finde vej til det sande lys, i Evangeliet om Jesusbarnet, der bliver født – uden pomp og pragt, men ved den sande glæde.
Vær med os, hvis vi føler os alene i al decembers hast, og led os ind i en stille og fortrøstningsfuld forventning.
Se ned til os, når vi frygter for fremtiden og for vore kæres skæbne.

Vær med dén, der sidder i mørket og dødens skygge.
Vær med vor Dronning og hele hendes hus.
Giv dem og os alle at leve i trøst fra dig og i håb om julefred og lys i mørket.
Amen.

Salmer:
78: Blomstre som en rosengård
87: Det første lys er Ordet
70: Du kom til vor runde jord
80: Tak og ære være Gud
Nadversalme: 69, vers 5 & 6: Du fødtes på jord
74: Vær velkommen, Herrens år


 

Prædikener 2018

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen i PDF


Prædikener 2017

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen samlet i PDF


Prædikener 2016

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen samlet i PDF