Prædikener

Kirkeåret 2017-2018

2016: Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen PDF
2016-2017: Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen PDF


14/1 Prædiken til 2. søndag efter Hellig3Konger 2018. Johs. 4,5-26.

Fortællingen om Jesus og den samaritanske kvinde ved brønden er bemærkelsesværdig. Det er en historie om, hvad der kan skabe tro hos et menneske.
Disciplene er henne et sted at købe mad, og Jesus har sat sig i varmen for at hvile sig ved brønden. Klokken er 12 middag, det er sikkert meget varmt, og han og disciplene har gået langt. Jesus giver sig til at tale med den lokale kvinde. Om vand. Om det mest nærliggende og det mest basale, når man sidder ved en brønd. Jesus har ingen spand. Men han har det levende vand. Sig selv og Guds Ord. Selve meningen med alting. Kvinden har en spand. Men hun mangler meningen.

Normalt ville en jødisk mand have drejet hovedet væk for ikke at glo på en kvinde fra en anden kultur. Og kvinden ville ligeledes have ladet, som om hun ikke så den fremmede mand. Forskellige af køn, forskellige af etnisk herkomst. Det viser sig da også, da disciplene kommer tilbage fra indkøb, at de bliver overraskede.

Efter vores tekstuddrag i dag står der, at lige da Jesus har sagt til kvinden:
Messias, det er mig – den, der taler til dig” – da kommer disciplene tilbage. Og de undrede sig over, at han talte med en kvinde. For dét gjorde man bare ikke! Det er Jesus så altså ligeglad med. Han vil gerne have kvinden til at tro. Og Jesus ved også, at hvis han kan sætte noget i gang i denne kvinde, så vil hun ikke tie stille med det. Så vil hans ord og hendes tro sprede sig til andre. Hun vil lade spand være spand og drøne ind til landsbyen og fortælle om denne fantastiske mand, som hun mødte ved brønden. Og det gjorde hun. Hun stillede vandkrukken fra sig, gik ind til byen og sagde til folk:
Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus”?
Kvinden var imponeret over, at Jesus havde kunnet fortælle hende, at hun havde haft 5 mænd, og at ham, hun havde nu, ikke var hendes mand, fordi de var sammen uden at være gift. Så imponeret var hun, at hun ikke kunne tie stille med det.
Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort”.

Da folk i byen hørte dén historie, ville de høre mere. Så de gik ud til brønden, hvor Jesus var, og sagde til ham:
Vi kunne godt tænke os, at du blev noget længere her hos os og fortalte os mere”.
Så blev Jesus der i 2 dage, han fortalte og fortalte, og der var en masse, der kom til tro på ham. Og alt sammen, fordi Jesus havde indledt en samtale med en kvinde. Oven i købet en fremmed og, efter datidens normer, syndig kvinde. En kvinde, som enhver ville mene, stod under ham i rang og stand.

Det er naturligvis ikke politisk korrekt i vore dage at sige, at Jesus bruger en kvinde som mellemled, fordi han ved, at hun vil plapre løs, og sladderen vil gå, når hun kommer hjem til landsbyen. Men det er jo dét, der sker. Kvinden går hjem og fortæller til højre og venstre, at hun har mødt denne mand, som kunne fortælle hende hendes livshistorie, uden at kende til den på forhånd. Det imponerede hende. Og hun var faktisk i stand til at få sine landsbysfæller til at tro, bare ved at fortælle dem om dét. Mange samaritanere fra dén by kom til tro på Jesus, alene på grund af kvindens ord.
Men endnu bedre blev det, da de selv hørte Jesus fortælle i de 2 dage, han var der. For så sagde de bagefter til kvinden:
Nu tror vi ikke længere på grund af dét, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser”.

Nu kunne man godt tro, at både kvinden og de andre samaritanere fra byen var tomme spande, som Jesus så bare pøsede levende vand, Guds Ord, ned i, så de blev fyldt. Før var de 100% tomme. Kunne man tro. Det var de ikke. Der var noget tro i dem i forvejen. Der var en forventning, et håb.
Kvinden sagde f.eks. til Jesus:
Jeg ved, at Messias skal komme”. Altså Kristus. ”Når han kommer, vil han fortælle os alt”. Denne vished havde kvinden. Selvom hun havde levet et kaotisk liv med ikke meget mål og retning, så var der en vished i hende om, at noget var mere sandt end andet. Hun ventede på, at Messias skulle komme og fortælle hende det. Hun var ikke et fuldstændig tomt kar.

Mennesker er i det hele taget aldrig tomme kar. Frø er sået. Troens frø. Og først og fremmest ligger der i ethvert menneske en længsel. En længsel efter det sande og det ægte, på trods af ydre og indre kaos og uenighed i denne verden og blandt os mennesker.
Gud er Ånd”, siger Jesus, ”og de, som tilbeder Ham, skal tilbede i ånd og sandhed”.

Dette Evangelium er for alle. Dét viste Jesus med al tydelighed dén dag ved brønden. Da førte han en teologisk og næstekærlig samtale med et menneske, som andre i hans position ikke ville have værdiget et blik, men set ned på med dyb foragt. Og så blev hun i virkeligheden et mellemled til tro i en hel landsby. Fordi Jesus talte med hende, med udgangspunkt i netop hendes liv og hendes tanker.
Amen.

Salmer:
743: Nu rinder solen op af østerlide
355: Gud har fra evighed givet sin Søn
441: Alle mine kilder
13: Måne og sol


1/1 Prædiken til nytårsdag 2018. Matth. 6,5-13.

I dag skal vi lidt vidt omkring. Vi skal starte hos os selv, hver især. Så skal vi skydes lidt ud i Verdensrummet, og hjem til os selv igen. Og endelig skal vi lande i Fadervor. Det er sådan en slags forening af verdensrummet og os selv.

Tillad mig at starte hos mig selv. ”Prædiken til nytårsdag 2017”. Sådan skrev jeg frejdigt som overskrift til denne prædiken i dag. I første omgang. For nå nej, 2018 er det nu. Og årstallet blev rettet. Det sker hvert år. Denne træghed, hvor breve og andre dokumenter dateres med det forgangne års trygge og velkendte årstal her i de første dage i januar. Indtil det umærkeligt går helt af sig selv med at skrive det nye årstal.

Måske er det bare mig. Eller måske kan andre nikke genkendende til fænomenet. ”Tidens træghed” er et fænomen, som man kan undskylde sig med, hvis man synes, det er pinligt at være træg og hele tiden en lille smule bagefter som menneske. Det der, vi skal synge i Lisbeth Smedegaard Andersens salme lige om lidt:

Vi tæller vore dage,
der hober sig til år,
og stædigt vokser stakken
af det, vi ikke når.
De store ord bliver mindre,
og planer hentes ned
fra flugt mod morgenstjerner
til døsig aftenfred”.

Nå – så blev det heller ikke til noget – i dag…
Tidens træghed. Der kan siges meget klogt om sådan noget. Man kan kigge lidt rundt i fysikkens historie og fordybe sig i begreber som ”lysets krumning”, Einsteins relativitetsteori og kvantemekanikken. Tid er ikke bare tid. Tiden afhænger af, om der er masse – energi i nærheden. Man bliver helt svimmel.
Ikke at jeg forstår det – det er der andre, der gør meget bedre.

Jeg forstår ikke engang dét, som jeg talte med nogle forskellige mennesker om til en gudstjeneste i går. Tilfældet ville, at jeg talte med 3 familier, som alle havde nogen i familien, der enten er i Australien nu eller er lige på vej til at sætte sig i flyveren.
Dernede er det allerede 2018 nu, for de er 9 timer foran”, sagde én til mig. ”De har allerede ringet og ønsket godt nytår, og vi kunne se dem på skærmen”.
Jeg kan godt forstå det med min fornuft, men jeg må tilstå, at jeg overlader relativitetsteori og kvantemekanik til Vorherre. Det må Han altså rode med, og det er nok kun, fordi det er 1. januar – i dag! – at jeg overhovedet kommer til at tænke over sådan nogle komplicerede ting.
Normalt holder jeg mig til mit Fadervor. Og det skal jeg nok komme tilbage til, for det er jo, hvad dagens Evangelietekst handler om.
Med hensyn til videnskaben om de helt store spørgsmål er danske forskere ellers med helt fremme og arbejder med at finde ”Teorien om Alting”.
Det gjorde Einstein også, men det lykkedes aldrig for ham at nå frem til den.

Det er fint at arbejde med denne videnskab i det helt store og det helt små. Mennesket er et nysgerrigt væsen. Jeg synes selv, det er spændende.
Prøv at zoome ud i rummet og kig ned på jorden og se alle os mennesker, som en flok myrer, der styrter rundt, tilsyneladende helt på det rene med, hvor vi er på vej hen.
Indtil vi bliver indhentet af tiden og alderen, og helbredet forhindrer os i at styrte helt så meget rundt. Meget imod vores vilje. Så ser man tilbage på sit liv og ser, at det har fulgt nogle mønstre. Og det skulle så være belønningen – eller måske trøsten – oven på alle de myreflittige timer. At de har dannet et mønster, og at vi fandt de stier, vi skulle gå ad. Fandt os til rette på stierne, fordi de på én eller anden måde førte os hjem. Dér, hvor vi skulle være. Mærkede af glæder og sorger, sejre og nederlag, sundhed og sygdom, gevinster og tab. Men mønstre blev lagt, stier blev trådt. På jorden, under solen, månen og stjernerne.

Og det gav og giver mening hvert år at synge om ledestjernen i ”Dejlig er den himmel blå”, synge om Kristus:

Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod”.

Syng den hele året, hvis I bliver i tvivl om retningen. Grundtvig skrev ”Dejlig er den himmel blå” som ganske ung mand i 1810, da han var i sit livs største krise. Det hjalp ham igennem at skrive den. Jeg glæder mig hvert år til nytår, til at se den på nummertavlen i kirken og til at synge den. Så den kom på i dag, d. 1. januar.
Jeg læste en artikel i avisen i dag om, at vi burde lade os inspirere af den afslappende 1. januar, som mange har, til at have flere af dén slags opladningsdage året igennem. 1. januar skal der helst ikke ske for meget. D. 1. januar kan føles som en ”farlig” dag. Den første dag i det nye år er ligesom lidt for ny. Bedst at vente til d. 2. januar med virkelig at tage fat på noget nyt. Det er nok derfor, de fleste foretager sig mindst muligt d. 1. januar og bruger den til at lade op med transmissioner i fjernsynet, hvis man er af dén generation, eller på anden vis med adgang til andre skærme, hvis man er af den yngre generation.

Hvis man også går i kirke nytårsdag, er jeg naturligvis meget glad. Man må gerne blunde lidt…

I kirken i dag hører vi så et budskab fra Jesus om, at dette med at bede til Gud ikke er noget, man skal stille sig ned på torvet og gøre i håb om at få mest mulig opmærksomhed på sig selv: ”Se, hvor from jeg er”! Nej, for hvem er det, der skal høre bønnen? Hele byen? Nej, det er Gud. Så har Jesu disciple og hans tilhængere spurgt: ”Ja, men HVAD skal vi bede om”?

Jesus gav dem Fadervor som svar. En bøn er ikke så mange ord som muligt i en lang plapren, siger Jesus. Gud ved jo godt, hvor det brænder på for dig.
Derfor kan du trygt bede dét Fadervor, der handler om at hvile i Gud.

Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o, håb, mit hjerte,
vær trøstig, uforsagt!
Amen.

Og lad os bede Fadervor sammen:

Fader vor, du som er i Himlene,
helliget vorde dit navn, komme dit rige.
Ske din vilje, som i Himlen,
således også på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere.
og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde,
thi dit er riget og magten og æren i evighed.
Amen
.

Salmer:
136: Dejlig er den himmel blå
123: Her kommer, Jesus, dine små
717: I går var hveden moden
712: Vær velkommen, Herrens år


31/12 Prædiken til julesøndag/nytårsaften 2017. Matth. 2,13-23

Årets sidste dag – nytårsaftensdag – falder i år på en søndag, ligesom juleaften gjorde det. Derfor falder julesøndag og nytårsaftensdag sammen i år.
Julesøndag er dén søndag, der ligger mellem juledag og nytårsdag. Vi når det altså lige med nød og næppe i år. At have en julesøndag. Ofte falder julesøndag væk, fordi den falder sammen med juledag eller 2. juledag, og så er der ingen julesøndag dét år.
At sætte ordet ”jule” foran et andet ord og gøre det til et sammensat ord, gør noget ved det sammensatte ord. Jeg vover at sige det: det gør det altså til et meget dansk ord. Til et hyggeligt ord. Og med til hyggen hører god mad og drikke. Tænk lige på alle de fristelser, butikkerne har lokket med ved at sætte jule- foran.
Julekaffe, julete, juleleverpostej, julemedister, julekage, julesylte. Julesild. Julegrød. Julegløgg og julesmåkager. Julesnaps og julevin. Julekonfekt. Julebryg! Julekål er der vel også noget, der hedder. Og I kender mange flere.
Noget af det julede i maden fremkommer alene ved, at det bliver spist og drukket ved juletid. Noget andet bliver julet ved at tilsætte kanel, nelliker og andre julekrydderier. Og binde en rød sløjfe om.

Her i kirken er det også stadig jul. Vi har stadig juletræerne stående i al deres pragt, og julelysene er tændt. Det er julesøndag, samtidig med, at det er nytårsaftensdag.
Julen er ikke forbi endnu. Julen lever. Jesusbarnet lever. Jesusbarnet lever endnu, på trods af den onde Kong Herodes, som ville slå ham ihjel.
”Flygt til Ægypten”! sagde englen til Josef. ”Og bliv dér, indtil truslen er drevet over”. Indtil Herodes er død. Truslen var Herodes, som var bange for at miste sin magt. Og sådan kan et magtmenneske blive bange for et lille barn. Bange for godheden, der lå i svøb i det lille barn. I sidste ende bange for kærligheden. Guds kærlighed.

Resultatet blev barnemordet i Bethlehem. Alle drengebørn under 2 år blev myrdet. Så var Herodes på den sikre side, ud fra hvad de vise mænd havde fortalt ham. Så grufuld en historie hører vi julesøndag.
Men ”Julesøndag” er jo ét af de ord, der har ”jule” foran. Så jeg spekulerer derfor over, om jeg er helt galt på den, når ordet ”Julesøndag” føles som et rart, varmt og trygt ord, på linje med julekage og julevin.
Julesøndag – ordet dufter af traditioner og julekage.
Men nej – jeg er ikke galt på den. Jeg skal blot have et stænk alvor med i opskriften. Og i aften, julesøndags aften, nytårsaften, vil vi samles, spise og drikke og være glade. Men også – det kender vi vist godt – eftertænksomme og tilbage- og fremadskuende på én gang.

Vi hører Dronningens nytårstale, som sandsynligvis også vil være fyldt med både glæde og alvor på én gang. Glæde og alvor er ikke modsætninger. Glædens modsætning er ligegyldigheden, og dén finder vi hverken i kirken eller hos Dronningen.
Julesøndag er både glæde og alvor på én gang. Glæden er, at Jesusbarnet blev reddet af en engels ord. Hans kommende fødsel blev bebudet af en Herrens engel. Hans opvækst blev sikret ved et ord fra Herrens engel. En engel er et sendebud. Fra Gud. Et glædens sendebud.

Julesøndag forkynder denne glæde. Julesøndag forkynder glæde, på en baggrund af alvor. Det er faktisk dødelig alvor med dét barnemord for 2000 år siden.
De vise mænd havde narret Kong Herodes ved at vise ham i en forkert retning. Det var dét, han blev rasende over. At han, den store konge, var blevet holdt for nar. At nogen havde gennemskuet, hvem han var, helt inderst inde. Ond og magtbegærlig. Modsat ”Himmel-kongen”, den lille, som vi sang juleaften i ”Julen har bragt velsignet bud”.

I dag startede vi med at synge ”Dejlig er den himmel blå”, Grundtvigs smukke salme fra ungdomsårene. Oprindelig, i 1810, med 19 vers! Reduceret af den modne Grundtvig i 1853 til de nuværende 7. En lys, mild og vidunderlig Hellig 3 Kongers salme – også dén skrevet på en baggrund af alvor.
Salmen er skrevet i december 1810 på baggrund af det dybeste mørke i Grundtvigs unge, depressive sygdomssind.
Den første, egentlige salme, Grundtvig fik udgivet, i 1811 med alle 19 vers. Udgivet i Rahbeks tidsskrift ”Sandsigeren”.

Måske er det velkendt viden for jer, men nu skal I høre det alligevel. Det skal minde os om, hvad troen kan udvirke hos en syg.
I 1810 boede den unge Grundtvig i København. Han ville være forfatter og arbejdede støt på det. Hans far var gammel og kunne ikke længe magte sit præsteembede i Udby. Unge Grundtvig blev kaldt hjem for at være hjælpepræst, men det var han ikke glad for. Alle hans drømme brast.
Han lagde sig sløvt til sengs på Valkendorff Kollegiet i København og fik et psykisk sammenbrud.
På Vindbyholt Kro gik det helt galt. Grundtvig fik sit første anfald af sindssyge og oplevede det som at kæmpe mod Djævelen i skikkelse af en slange.
To af hans venner fik ham dog stablet på benene, som kun venner kan gøre det, og fik ham transporteret til Udby Præstegård.
Det var altså ikke just nogen veloplagt og arbejdsduelig hjælpepræst, der nåede frem. Men det blev han efterhånden. Han fandt sin opgave som fornyer af kirke og trosliv. Og ”Barnesangen”, ”Dejlig er den himmel blå”, var blevet færdig lige før Grundtvigs to venner fik ham til Udby. Og som han dog havde arbejdet med dén sang! De første udkast til sangen er blevet fundet, og hér skriver Grundtvig om sin sygeseng, som var den hele jorden!

Vi har en Seng saa bred og stor,
Og Sengen er den vide jord
Der maa vi alle hvile
Udi vor Livs den dunkle Nat
Og først bag Graven til os brat,
Skal Morgenrøden smile”.

Kulsort.
Men så laver Grundtvig sygesengen om til en himmelseng. Og så tager det form:

En Himmelseng det var vi fik
Og opad stirre maa vort Blik
Ej vorde Søvnens Fange.
Den Himmel er saa dejlig blaa
Af gyldne Stjerner rundt derpaa
Indvirkedes saa mange”.

Dér ligger menneskene altså i første udkast af sangen i deres senge og stirrer ud i den dunkle nat og venter kun på at dø! Men SÅ kommer ordene ”dejlig blå”. Direkte fra Helligånden, må man tro! Der kommer et par udkast mere, og så falder det hele på plads i ordene, som vi kender så godt:

Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig”.

Kunne Grundtvig have skrevet denne børnesang uden at have mærket livets voksenalvor først? Næppe. Men så forstod han, at han måtte blive som barn på ny for helt at forstå glæden. Og resten er historie. Også din og min historie.
Amen.

Salmer:
136: Dejlig er den himmel blå
123: Her kommer, Jesus, dine små
717: I går var hveden moden
712: Vær velkommen, Herrens år


25/12 Prædiken til juledag 2017. Johs. 1,1-14.

Glædelig jul! Vi glædes. Vi lytter. Vi læser og synger. Vi er til som de mennesker, vi er.
I kirken er der en fred og en trøst, som stråler os i møde i lysenes skær. Det er jul.

I dag, juledag, har vi hørt 2 tekster. 2 fødselsdagstekster. Den første om Jesu fødselsdag, om stalden i Bethlehem, hyrderne på marken, om englenes sang.
Begyndelsen på kapitel 2 i Lukasevangeliet. Vi kalder stykket for Juleevangeliet. Naturligvis den elskede og kendte Evangelietekst, der indledes med ordene: ”Og det skete i de dage”…

Den anden tekst kalder vi for Johannesprologen. Det allerførste stykke i Johannesevangeliet. ”I begyndelsen var Ordet”… Sådan starter det.

Det var da godt nok ”was anders”, noget helt andet, tænker vi måske. Men det er det bare ikke.
Johannesprologen handler om Lysets fødselsdag.
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden”.
Ja men, er det så i virkeligheden ikke det samme, det handler om? Jesu fødselsdag og det sande lys’ fødselsdag? Jo, det er det da. Vi bliver, i ordets verden, sendt tilbage til begyndelsen.
I begyndelsen var Ordet”, siger Johannesevangeliet, i Det Nye Testamente. I Johannes’ allerførste sætning. Og ”I begyndelsen skabte Gud Himlen og jorden”, siger 1. Mosebog i Det Gamle Testamente. I GT’s allerførste sætning.

Der må være noget fælles, noget der kæder skabelsen i 1. Mosebog og Jesu fødsel i Lukasevangeliet og prologen i Johannesevangeliet sammen. Dette noget er Lyset. ”Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Det tindrer af lys i julens Bibeltekster.
Der lægges op til en forsigtig forventning om lys allerede i adventstidens tekster.

Vi hører, at ”Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”. Og juleaften: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land”.

Vi har boet i mørkets land i forskellige betydninger af ordet. Det er mørkt udenfor i denne tid.
Der kan også være mørkt inde i os. Og over en lille del af os vil mørket sænke sig igen, når de 1000 julelys er slukket på den anden side af julen. Julen kan ikke fuldstændigt fjerne en sorg eller en tyngende udfordring. Men julens lys kan skinne igennem sorgen eller udfordringen, sende sit lys midt igennem den, så det afsløres, at der er liv og væren, ja endda glæde, på den anden side af sorgens mørke bjerg.

Julen kan noget særligt dér. Vores kristne jul, f.eks. her i Danmark. En ældre dame fortalte mig engang om en juleoplevelse, hun havde haft, der gjorde indtryk. Fordi hun så det vante og det ventede med et nyt blik.

Det var en juleaften, ude på landet hvor hun boede på en ejendom. Hun ventede gæster til julemiddag. Blandt gæsterne var en mand, helt fra Australien, tror jeg, det var. Manden havde tidligere, da han var helt ung, været på ophold i Danmark.
Da han havde hilst varmt på sin værtinde, kiggede han først i én retning. Dér så han så en smukt oplyst kirke i det fjerne, og syntes det var smukt. En landsbykirke med lys på!
Så vendte han sig i den anden retning og så – endnu en kirke med lys på.
Wow – two churches!
To kirker! Begge smukt oplyste! En kirke, hvor man end vendte sig hen.

Jeg ved, at mange tænker over det og glædes, når de kommer kørende gennem det danske landskab og ser en middelalderkirke lyse op på en bakketop snart hér, snart dér. Her i juletiden bliver det måske bare så meget desto mere klart, hvorfor de skal være der og ligge så forholdsvis tæt, som de gør. Vi har noget værdifuldt med dén kristne kultur og dén arv, vi tager som en selvfølge.
Wow – to kirker i samme udsyn!
Det er et billede på en varme og en imødekommenhed, som kirken må værne om. Det er nemlig Jesus selv, der spreder dette lys. Det er ikke sikkert, man opdager dét, hverken første, anden eller syvende gang, man er i en kirke. Men det kommer med tiden.

I rigtig mange snelandskaber, opstillet i dagligstuer på skænke og kommoder og sofaborde landet over, er der også altid en kirke med. Måske med lys i. Den lyser op, så blikket drages derhen.
Midt i vatsneen, spejlsøen og bakkerne af papmaché, mellem skøjteløbere og skiløbere og små fine landsbyhuse, ligger også landsbyens kirke. Er der overhovedet nogen, der laver snelandskaber hjemme i stuen mere? Joh, jeg kender nogle stykker! Og det kan vel være svært for nogle at se den direkte linje mellem det sande lys i Johannesprologen og så et snelandskab lavet af vat hjemme på stuebordet. Men jeg tror på, at det herlige lys er lagt ind i en tradition, ind i en barndomserindring om en jul fyldt med lys.

Jeg hører af og til mennesker sige: ”Jeg kommer ikke fra et specielt troende hjem, men jeg kan huske som barn, at der var”… Også kommer der en erindring om et menneske eller en oplevelse i forbindelse med julen eller hverdagen, som den blev levet, og som så har sat sig sine spor, så man som voksen bliver klar over, at – nå ja, det VAR jo det sande lys, der blev vist mig dengang. Og det kan blive vist mig igen, når mit hjerte åbner sig for det.

Det er altså ad disse uransagelige og snoede veje og stier, vi bliver ledt frem mod det sande lys. I Kristus. Som vi hørte det i Johannesprologen:
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden”.
Og således kobles skabelsesberetningen fra 1. Mosebog i Det Gamle Testamente til Julens Evangelium hos Lukas og videre til de store indledningsord om Kristus i Johannesevangeliet.
Det sande lys.
Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”.
Gud lod sig føde som et lille barn. Ja, ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”.
Amen.

Salmer:
100: Kimer, I klokker
117: En rose så jeg skyde
99: Velkommen igen, Guds engle små
122: Den yndigste rose er funden
121: Dejlig er jorden


24/12 Prædiken til juleaften 2017. Lukas 2,1-14.

 Det er juleaften. Juleaften. Smag på ordet. En strøm af juleaftener glider forbi nethinden og forbi erindringen. Sødmefyldte og bitre erindringer i en blanding.

Dén juleaften, man lå syg på sofaen. Dén, hvor nogen blev kørt på skadestuen. Dén, hvor man hellere ville have været dér, hvor kæresten var. Dén hvor man var rejst langt væk til et varmt sted for at komme væk fra alt hurlumhejet. Jeg fik lige en sms i går aftes fra min lillebror og hans familie. De havde spontant købt en afbudsrejse til Gran Canaria, og stod nu i lufthavnen dernede omgivet af noget, der temperaturmæssigt mindede om en dansk sommeraften. Sådan kan julen også være.

Men tilbage til vores juleaftensminder. For der var måske også dén juleaften, hvor det hele bare var perfekt? Hyggelig julegudstjeneste, de velkendte salmer og det elskede Juleevangelium, tilpas mængde glitrende hvid sne, en lykkelig familie, børnene var glade og ikke spor overtrætte, der var duften og smagen af vellykket mad, der smagte præcis som den skulle.
Ingen der skændtes, sugergode gaver der faldt i alles smag, selvom de ikke havde kostet en bondegård. Mandelgaven fik dén, der lige trængte mest til at få mandelgaven dén jul.
Glad og mæt, men ikke forspist, gik man i seng efter en vidunderlig dag og aften.
Måske gik man lige en tur med hunden, før man gik i seng – under en frostklar, stjernestrøet himmel, mens det lyste varmt fra vinduerne i de rare naboers huse.

Hvis I har haft bare nogle få af dén slags juleaftener, så skal I gemme dem et særligt sted i hjertet og erindringen. De kan blive guld værd dén juleaften, hvor det hele bare ikke er sådan. For så kan I begynde at trække fra.  Trække dét fra, som ikke er altafgørende. Det var en god juleaften, men der var ingen hjemmelavet konfekt. Nå, da da. Men blev det da ikke jul alligevel?

Selv var jeg f.eks. ude at købe rødkål hen under aften i går. Ellers var der blevet andesteg uden rødkål. Og hvad så? Nå, Susanne, har du ikke perfekt, hjemmelavet rødkål i huset? Nej… Det har jeg ikke fået derhjemme, siden jeg var barn.
Der stod en mand i butikken, som ikke fik vanillestænger med hjem til ris alamanden, for vanillen var udsolgt. Hvordan mon dét er gået…Træk det fra, for hvad er det vigtigste juleaften? Det er, at dét man gør, og dét, der er, er ægte. At det er ægte, bygger på glæden og har sit udspring i det, der høres i julens Evangelium.

Et lille barn, født i en stald, svøbt og lagt i en krybbe.
Vær så god, hér er din frelser. Et barn. Kristus, Herren.

Vi har en Gud, der bøjer sig ned til os. Og lader sig føde i skikkelse af et lille barn. Det er der aldrig én af os, der kan fatte fuldt ud. Hverken med eller uden rødkål. Men det er sandt på den dyrebare ”det kan jeg ikke forklare, men jeg tror på det” måde.
Det er Tro-på-det måden. Troen på Gud, der bøjer sig ned til os, fordi Han ikke er ligeglad med os.

Så vi kan glædes over det.
Og vi kan leve efter det.
Og vi kan fejre jul i dén ånd.

Når jeg er ude at læse julehistorier op i tiden op mod jul, er det som regel historier om netop det ægte i julefejringen, der hitter. Erindringer og fortællinger om travlhed og higen efter at nå frem til jul. Længsel efter at nå hjem til jul.
Historierne handler ofte om jul i såkaldt gamle dage. Om hvordan dyrene i stalden skulle passes, som altid. Måske med lige lidt ekstra sul. Julemaden var rituelt den samme som altid. Opvask og oprydning deltes man om. Træet blev tændt. Der blev sunget salmer. Juleevangeliet blev læst. Gaverne var få, men fyldt med betydning og kærlighed. Familie fra nær og fjern samledes i juledagene. Alle generationer var med.
Det er sådan set indholdet i de mest elskede julehistorier. De handler om at nå frem til jul med glæden i behold. Om at nå hjem til jul, både i den konkrete betydning, men også i den billedlige betydning. At nå hjem til jul er at finde hjem i sindet. At lade Gud finde en plads i os. At sætte plads af til Jesusbarnet.

Vores egen julehistorie handler dybest set også om at finde hjem. At finde hjem til den ægte julefred og juleglæde. Fordi et barn blev født i Bethlehem.
Hvor vi mærker, at dén jul, der fejres af et godt hjerte, og ikke nødvendigvis den største pengepung, er den mest dyrebare. Du er selv herre over en del af din juleaftens succes. Men den vigtigste del kommer fra oven.

Himmerigs konge blandt os bor,
han juleglæden os bringer;
han favner hver barnesjæl på jord
og lover os englevinger”.

– Glædelig jul!
Amen.

Salmer:
94: Det kimer nu til julefest
121: Dejlig er jorden
104: Et barn er født i Bethlehem
119: Julen har bragt velsignet bud
120: Glade jul


Prædiken til 1. søndag i advent 2017. Lukas 4,16-30.

Den første søndag i advent starter med et brag i dag, efter 2. tekstrække. Men det er jo også nytår – kirkeligt nytår. 1. søndag i advent, 1. søndag i det nye kirkeår.

Braget er et mordforsøg – et attentatforsøg – på Jesus. Det lykkedes ikke, attentatet, for Jesus gik væk fra flokken af rasende attentatmænd med en ro og en ånd over sig, som fik alle hænder til at sænke sig, alle voldelige kræfter til at falde til jorden som i en slowmotion optagelse.

Forestil jer de rasende, fordrejede ansigter, vreden, der spænder hver en muskel i kroppen, det kollektive oprør imod denne mand, som er kommet til sin hjemby Nazareth, hvor alle kender ham som tømrermester Josefs søn. Byens søn var kommet tilbage. De var stolte af ham. De forventede, at hans stråleglans skulle skinne på dem. På dem alene. Jesus skulle være deres, alene.
Det må vi aldrig gøre. Gøre Jesus til ejendom for de få. For han skal ud til alle, som en chance, en frelse, for alle.
Og nu sidder hans bysbørn, folkene i Nazareth, og kigger spændt på ham. Hvad vil han Jesus sige af pænt om dem og deres by? Han, der har udført mirakler i Kapernaum, han, som får taletid i synagogen, og som de havde glædet sig til at høre. Ham bliver de i løbet af få minutter rasende på. For han siger noget godt om andre, på deres bekostning. Han siger noget godt om en enke i Sidon, som ligger nord for lands lov og ret, og om en hedensk hærfører, der bliver helbredt. Dét, Jesus egentlig siger, er at Guds nåde og tilgivelse er suveræn. Uden for menneskers fatteevne. Og uden for menneskers sammenligning.

Det er en Amazing Grace. En forunderlig nåde. En fantastisk, og overraskende stor, nåde og tilgivelse. Et brag af nåde. Det får vi at vide her ved den kirkelige nytårstid. Så det er et brag af en nyhed, Jesus kommer med hér i sin programerklæring i synagogen i Nazareth:
At Guds nåde er for andre end blot de få, der er født til den.

Jesus kommer med godt nyt for dem, der aldrig venter godt nyt. Dem, der knap tør kigge op i deres fornedrelse. Dem med den konstante skyld og dårlige samvittighed. Men de skal kunne kigge op, for samvittigheden er dét, man ved – sammen med Gud.

Men hvad med dem, der VENTER godt nyt, men kun for sig selv og ikke for andre?
Dem ved Jesus godt, at han vil få bøvl med. ”Ingen profet er anerkendt i sin hjemby”!
Tag dén! Og det gjorde de, folkene i synagogen i Nazareth. Men de tog udtalelsen som en fornærmelse. Ikke som en mulighed for indsigt og selvindsigt. De springer op, midt i gudstjenesten, ikke noget med kirkekaffe hér. Kun raseri. Folkemængden driver Jesus hen til kanten. Til kanten af bjerget. Så let som ingenting kunne de, med raseriets fælles kræfter, have smidt ham ud over klippekanten, ned til den sikre død.

Men Jesus banede sig vej imellem dem – og gik. Som i slowmotion. Jesus døde ikke af mordforsøg nr. 2, som det faktisk var.
Det første mordforsøg kan siges at være barnemordet i Bethlehem. Maria og Josef flygtede til Ægypten med det lille Jesusbarn, flygtede fra Kong Herodes den Stores drab på alle drengebørn under to år i Bethlehem og omegn. Kong Herodes den Store fik ikke ram på Jesusbarnet. Bysbørnene i Nazareth fik ikke ram på den voksne Jesus, der herefter startede sin gerning for alvor.

Nu vil jeg gerne lige slutte med en anekdote, som jeg hørte Jacob Haugaard fortælle en gang i forbindelse med 1. søndag i advent og vores tekst i dag.
Først sagde han: ”Jeg tror på, at der er noget, der er større end mig selv, og dét kalder jeg Gud”.
Dernæst kom anekdoten, som han holder meget af, og som findes i flere varianter.I indianerversionen handler fortællingen om to ulve, der slås. I Jacob Haugaards version var det to hunde:
En ung mand kom hen til en klog, gammel mand for at spørge ham til råds.
Den unge mand sagde:

Jeg har sådan en forfærdelig uro i mit hoved.
Det er et frygteligt hundeslagsmål inde i mit hoved. Der er en hvid og en sort hund, som slås helt forfærdeligt inde i mit hoved.
Og nu spørger jeg dig, gamle, kloge mand:
”Hvem af de to hunde tror du, der vinder”?

Og den kloge gamle mand svarede:
Det kommer an på, hvem af dem du fodrer”.
Det kommer an på, hvem af dem du fodrer.

Om du fodrer det gode, giver det gode plads og optimale forhold. Om du tager dig tid til bøn og håb, glæde og sandhed. Eller om du fodrer det onde, giver det onde plads og optimale forhold. Om du åbner sindet for misundelse og vrede, stolthed og arrogance.
Der er ondskab nok i verden. Noget af det er inde i os selv. Men det meste er nu inde i de andre, vil vi sikkert sige hver især. Inde i dem, vi ikke kan lide.

Men i dag indleder Jesus det nye kirkeår med et brag. Han siger, at Guds kærlighed også kan omfatte dem, vi ikke kan lide – det er nytårsbraget i teksten i dag.
I Nazareth blev de så sure over dén sandhed, at de stormede ud af synagogen og prøvede at myrde Jesus.

I Kerte i dag bliver I sikkert pænt siddende. For I ved, at Jesus HAR gjort alting nyt.
Amen.

Salmer:
74: Vær velkommen, Herrens år
87: Det første lys
84: Gør døren høj
78: Blomstre som en rosengård
117: En rose så jeg skyde


Prædikener 2017

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen samlet i PDF

 


Prædikener 2016

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen samlet i PDF