Prædikener

Kirkeåret 2019-2020

2016: Årets prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen PDF
2017: Årets prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen PDF
2018: Årets prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen i PDF
2019: Årets prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen i PDF


19/1 2020 Prædiken til 2. søndag efter H3Konger 2020. Johs. 4,5-26.

Vi kan være uenige i det små. Men vi må være enige i det store. Tænk, hvis nogen sagde:
”Der er kun ét sted i Danmark, I for alvor kan gå i kirke og holde en gudstjeneste, der rigtigt gælder. Det er i Københavns Domkirke. En gudstjeneste i Kerte Kirke gælder ikke, sådan rigtigt. Det er ikke et helligt sted. En gudstjeneste i Orte Kirke gælder ikke, sådan rigtigt. Det er ikke et helligt sted”.
Så ville vi nok blive kede af det. Og andre i landet ville helt sikkert, uafhængigt af Københavns Domkirke, have fundet ud af, at den helt rigtige gudstjeneste skal holdes i Århus eller Esbjerg eller Nyborg eller et helt femte sted.
Men vi må sige med Jesus, som han siger i dag, at dén dag er kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i Ånd og sandhed. Og dét kan man gøre i alle kirker. At tilbede Gud i Ånd og sandhed er ikke afhængigt af stedet. Det gøres i den mægtigste domkirke – og det gøres i den mindste landsbykirke. At tilbede Faderen i Ånd og sandhed blev muligt dén dag, Jesus kom til os og gjorde det muligt.
Så vi kan være uenige i det små – som f.eks. i hvilken kirke vi gerne vil tilbede Gud. Men vi må være enige i det store, dét der forener os i troen. Korset er et billede, vi samles om i den kristne tro.
Som nu f.eks. for den 6-7 årige dreng, der skulle døbes.
Han kom ind i vores kirke, nogle uger før dåbsdagen, for der var noget, han skulle tjekke. ”Er Jesus henne i min kirke”? spurgte han sin mor. ”Det kan vi tjekke, når vi skal op i kirken og snakke med præsten”, svarede hun. Stor var drengens lettelse og tilfredshed, da han fik øje på Krucifikset. Jo, Jesus var i drengens kirke. Også hér.
Temaet foldes ud i Evangelieteksten, som vi har hørt i dag. Kvinden ved brønden er samaritaner. For samaritanerne var der ét rigtigt sted at tilbede Gud: på det hellige bjerg Garizim. Garizim-bjerget ligger på dét, vi i dag kalder Vestbredden, så det er også i dag lidt af en krudttønde. For jøderne, derimod, var der ét rigtigt sted at tilbede Gud: i Jerusalem. Og nu siger jeg godt nok, at vi kan være uenige i det små, men må være enige i det store – men for samaritanerne var det ikke ”i det små”, dette med det hellige bjerg. Og for jøderne var det bestemt heller ikke ”i det små”, dette med Jerusalem som det helligste sted. Det var en reel uenighed, som bundede i forskellige måder at læse Det Gamle Testamente på.
Jesus prøvede at forene. Han prøvede at lære os, at Gud kan tilbedes dér, hvor man er. Når blot det sker ”i Ånd og sandhed”.
Det er er helt usædvanligt møde, vi hører om i dag – mødet ved brønden, mellem Jesus og den samaritanske kvinde. Jesus beder om en slevfuld vand fra den samaritanske brønd. Andre jødiske mænd ville nok aldrig have gjort det samme: at gå hen og tale frit og utvungent med en lavere rangerende kvinde fra et andet trossamfund. Drikke hendes vand.
Men netop vandet er et billede på dét, der forener. Alle mennesker fra alle egne har brug for vand, for en kilde at drikke af. Både helt konkret for ikke at dø af tørst. Men også i overført betydning: for at få slukket dén tørst, der er en længsel efter troen, i Ånd og sandhed.
Det er derfor, vi om lidt skal synge Grundtvigs salme: ”Alle mine kilder”. Hér forenes linjerne i budskabet fra dén dag, Jesus mødte den samaritanske kvinde ved brønden. Det klare vand stammer fra kilderne, der gav vand til brønden ved samaritanernes hellige bjerg Garizim. Og det klare vand risler ved det hellige bjerg, som Jerusalem er bygget på.
Jesus forener jødernes og samaritanernes hellige kilder i sig. Det var vand fra Guds hellige kilder, Jesus blev dykket ned i ved sin egen dåb. Og det er i overført betydning vand fra Guds hellige kilder, der siden Jesu egen dåb er brugt til den kristne dåb overalt i verden.

”Aller mine kilder skal være hos dig!
Det er Gud Faders den høje tale
til den dåb, som i jordens dale
Vor Herre han bærer skjult i sig”.

Københavns tidligere biskop Erik Norman Svendsen fortæller et sted, at ”Alle mine kilder” er én af Dronning Margrethes erklærede yndlingssalmer. Han må vide det, for han har været kongelig konfessionarius, altså kongehusets præst. Og den kan være en yndlingssalme også for mange andre, fordi den går i dybden og finder kilderne til Ånd og sandhed langt nede i det hellige lands jord. Og salmen når opad, helt op til Gud i Himlen, fordi det er selve Guds ord, Alle mine kilder.
Både da Gud sendte Gabriel til Jomfru Maria, til bebudelsen – og da englene sang ved Jesu fødsel – og tillige da Guds røst lød ved Jesus-dåben: ”Min Søn! Jeg har velbehag i dig”!

Og endelig rækker ”Alle mine kilder” frem og ind i evigheden. For i Grundtvigs salme er dén dåb, som finder sted her hos os, ”i jordens dale”, en forsmag på den nye jord og himmel, som skal komme engang, ved tidernes ende.
På en varm dag, for et par tusind år siden, holdt Jesus et topmøde ved en brønd og bad om vand. Det hele var vendt på hovedet. Topmødet var med en kvinde på samfundets bund. Samaritaner. Letlevende hvad mænd angik. Men hun gav Jesus af dét lidt, hun nu havde at byde ind med: en konkret kop vand fra forfædrenes brønd. Og hun fik lov, ganske ufortjent, at møde dén Messias, som hun ikke havde troet, hun nogensinde skulle få at se med egne øjne. ”Jeg ved, at Messias skal komme, sagde hun til den fremmede mand ved brønden, ”når han kommer, vil han fortælle os alt”.
Det er mig, dén der taler til dig”! sagde den fremmede. Så var han ikke fremmed mere. Så var han Kristus.
Og han sad dér – ved hendes brønd. Og han var ”alle mine kilder”. Vi kan møde ham, hvor som helst der tilbedes i Ånd og sandhed.
Amen.

Salmer:
402: Den signede dag
52: Du, Herre Krist
441: Alle mine kilder
422: Hellig, hellig, hellig!


31/12 Prædiken til nytårsaftensdag 2019. Matthæus 6,5-13.

Fadervor er en ganske særlig bøn, fordi det er Jesus selv, der har lært os den.
”I skal bede således”, siger han – og så lyder de – for os – så velkendte ord for allerførste gang, over for disciplene:
”Fader vor, du som er i Himlene…” Før Jesus giver disciplene Fadervor, har han sagt noget i retning af dét her til dem: ”Lige nu”, siger Jesus, ”står I disciple dér og føler, at I skal være åh så hittepåsomme. At I skal opfinde en bøn med så mange ord og så meget glitterstads, at Gud bliver imponeret”. Men Gud bliver ikke imponeret over menneskers glitterstads. Jeg ved ikke, hvordan I ser på det.  Men jeg tror, Gud hører en bøn, der kommer fra et menneskes dybeste længsel. En bøn til Gud er en bøn, der kommer fra hjertet.
Kommer Fadervor fra hjertet? Det er ikke for andre mennesker at kontrollere. Det ved Gud jo godt, om det gør. Og det ved den bedende måske også, om det gør. Vi har nok alle sammen hørt – eller bedt – et Fadervor, der blev jappet afsted og skulle overstås. Udenadslære. Hvor vi ikke var helt sikre på, om det kom fra hjertet. Det er ikke nogen katastrofe. Der kommer et nyt Fadervor på et andet tidspunkt. En bøn, der bliver bedt til Gud, er i det hele taget altid ny, bundet til øjeblikket. Ikke optaget på et bånd. Og dét Fadervor, du beder, er altid netop dit Fadervor, din bøn. Så jo, vi har nok hørt eller bedt et jappe Fadervor. Men jeg er sikker på, at vi også har hørt – eller bedt – et Fadervor, hvor ordene fik liv, mening, betydning, ja Ånd. Endnu mens Fadervors ord lå på spring på læben eller var til i øret, forud for deres fremsigelse.
Bønnen er på sælsom vis til, endnu før den bliver bedt. Det er umuligt at forklare med fornuftens og forstandens ord. Men det kan føles ganske mærkbart, at når Fadervor er på vej til at blive bedt fra hjertets dyb, da er ordene – og Guds svar – på forhånd til stede. Og dét synes jeg er et smukt billede på dét, Jesus siger i dagens Evangelietekst:
Jeres Fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder Ham om det”.
Gud ved altså godt, hvad vi trænger til – men ved vi det også selv? Salmedigteren Iben Krogsdal siger det et sted på denne måde: ”Gud ved, hvad vi ønsker os, og Han ved, hvad vi har brug for, og Han ved, at de to ting ikke altid er de samme. Vi beder vor Fader om, at Han vil hjælpe os til at leve vores hverdagsliv uden at få alt opfyldt, men så vi – trods savn og tab og mangler – kan leve, og for det meste med glæde”. Sådan ifølge Iben Krogsdal. Hvad vi ønsker os, og hvad vi har brug for – vi kan ikke selv skelne. Men vi kan tro på, at Gud kan skelne mellem ønsker og behov.
Fadervor udtrykker tillid til Gud. Tillid til, at Gud netop kan skelne mellem hvad vi ønsker os, og hvad vi har brug for. Tillid til Gud – det er én ting at sige om Fadervor. En anden ting er, at Fadervor på én gang sigter på fremtid og nutid. Og derfor er det godt, at et netop er Fadervor, vi har som prædikentekst sådan en nytårsaften, hvor fremtid og nutid mødes. I tro, håb og kærlighed.
Fremtid og nutid mødes i bøn i Fadervor. Fremtid og nutid mødes i nytåret, i et nyt år. Et nyt årti, oven i købet, 20’erne. 2020’erne. Engang vil 2020’erne blive et begreb, som fremtidige generationer vil lære om. Ligesom vi har lært om 1920’ernes musik, dans og genforening syd for grænsen. Bl.a. Og 1820’ernes nationalromantik og Adam Oehlenschlägers digte. Bl.a. Og vi kan gisne om, hvad de fremtidige generationer vil høre om vores 20’ere. 2020’erne. Hvad det bliver, må vi lægge i Guds hånd. I tillid. Og huske, at fremtid og nutid mødes i Fadervor.
Ét årsskifte ad gangen – ja endog én dag ad gangen.
Amen.

Lad os bede Fadervor sammen:
Fader vor, du som er i Himlene,
Helliget vorde dit navn, komme dit rige.
Ske din vilje, som i Himlen, således også på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld,
Som også vi forlader vore skyldnere.
Og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde,
Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

Salmer:
29: Spænd over os dit himmelsejl
717: I går var hveden moden
136: Dejlig er den himmel blå
712: Vær velkommen, Herrens år



26/12 Prædiken til 2. juledag 2019. Matth. 10,32-42.

De fleste kalder dagen i dag for 2. juledag. Men dagen har også et andet navn: Sankt Stefans Dag.
Vi hører i dag læsningen fra Apostlenes Gerninger om Stefanus, som mistede livet på grund af sin tro. Han var en kristen martyr. Faktisk den første kristne martyr, og drabet på ham blev starten på en heftig forfølgelse af kristne.
Men der var jo én, der greb den første sten – det er der altid, enten konkret eller i overført betydning. Og dén, der greb den første sten for at slå Stefan ihjel, var ikke hvem som helst. Denne stenkaster skulle blive én af kristenhedens vigtigste personer: nemlig apostlen Paulus.
Det er fra Paulus’ absolut dårligste side, vi lærer ham at kende, fra dengang han stadig hed Saulus, eller Saul, og var en ivrig forfølger af de kristne. I sin ungdom havde han ingen problemer med at gribe den første sten. Senere angrede han forfølgelsen af de kristne, han fortrød, at han havde fået bl.a. Stefan slået ihjel.
Paulus skriver i sine senere breve, at han havde været én af kristenforfølgerne i sin ungdom, og dermed havde begået en stor uret.
Men hvordan gik kristenforfølgeren Saulus hen og blev apostlen Paulus?
Der måtte noget ganske særligt til, for at Saulus kunne blive til Paulus, altså blive omvendt til kristentroen. Han blev gjort blind af Gud, da han på en vandring til Damaskus mødte stemmen fra den opstandne Kristus: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig”?
Da blev Paulus klar over, at han ved at forfølge de kristne forfulgte Kristus selv. Og han fortrød sin ungdoms gerninger og kom til tro. Og fik sit syn igen, for nu kunne han jo SE sandheden. Med det overbeviste blik. Men der var masser af andre til at overtage kristenforfølgelserne efter ham. Efter Stefans død bliver de kristne så forfulgte, at de fordrives fra Jerusalem. Og det var selvfølgelig ikke godt. Men det havde dén sideeffekt, at de forfulgte tog kristentroen med sig og spredte troen uden for Jerusalem. Det kan nok ikke have været en del af forfølgernes plan, at forfølgelserne bare øgede antallet af kristne uden for Jerusalem. Men det var dét, der skete.
Stefanus døde for sin tro. Og Paulus blev den førende udbreder af kristentroen, fordi han bredte sin forkyndelse ud til alle – ikke blot til jøderne. Alle, uanset tidligere religion, kunne blive kristne, mente Paulus. Hans forvandling fra forfølger til forkynder var så stor, at man i middelalderen afbillede det symbolsk: før omvendelsen afbildes han som en ulv, efter omvendelsen som et lam.
Paulus er beviset på, hvor omvæltende det kan være at møde kærligheden i Gud, i Kristus. Steningen af Stefan er noget, der sker efter Jesu død og opstandelse. Steningen sker netop, fordi Stefanus troede på Jesu opstandelse. Men før sin død havde Jesus forudset, at noget sådant ville ske efter hans død og opstandelse. Og det var denne forudsigelse, vi netop har hørt i 2. juledags Evangelietekst, hvor Jesus bl.a. siger:
Se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by”.
Og netop til Jerusalem siger han:
Jerusalem, du som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke”…
Nej, sådan skulle det ikke blive. Har I nogensinde holdt høns? Vi havde høns, da jeg var barn. De udrugede også kyllinger, selvom naboerne var trætte af vores hane, tror jeg, som galede på stort set alle tider af døgnet. Men han var jo nødvendig for at få kyllinger. Jeg har ofte set kyllingerne komme pilende fra alle retninger for at søge ly under hønemors vinger, som hun beredvilligt løftede op, så de kunne putte sig ind, hvis der var den mindste fare i sigte.
Nogle gange kaldte hun på dem, så hun var sikker på at få selv de mest stædige ind under vingerne. For deres eget bedste. Og det var helt sikkert, at der altid var én kylling, som ikke kunne dy sig, og stak hovedet ud næsten med det samme for at kigge. Men det gjorde sådan set ikke så meget. Det vigtigste var, at den havde været med og ikke havde siddet hønemors kalden overhørig.
Så når Jesus gerne ville have haft Jerusalems indbyggere ind under sine vinger, så var det ikke for at sætte dem i bur – men tværtimod for at sætte dem fri til at leve under beskyttende vinger, i dén frihed, troen giver. Men dén frihed valgte Jerusalem fra, siger Jesus, så nu vil de blive overladt til sig selv. De har mistet vingernes beskyttelse, og nu må det gå sin gang, med Jesu korsfæstelse, død og begravelse.
For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn”!
Hov. Dér gik vi lige fra trussel – til løfte. Glædeligt budskab. Der ER altså glædeligt budskab i 2. juledags prædikentekst, hvor trist den end kan forekomme at være. For hvornår siger vi ordene ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn”? Det siger vi i den kristne gudstjeneste. I nadverritualet.
Først siges det:
”Hellig er Herren, Gud den Almægtige,
Han, som var, og som er, og som kommer”.
Og dernæst:
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn”.
Altså Kristus.
Der er en chance mere til dem, der ikke kom med ind under vingerne i første omgang.
Jerusalems indbyggere. Os selv. Springet er stort – fra juleaftens Jesusbarn i krybben og englesang på marken – til 2. juledags martyrdød ved stening. Og så alligevel: Bethlehem og Stefanus hænger sammen. Den kristne fortælling har altid haft modstand på sin vej. Der var jo ikke plads til dem i herberget. Og der er ikke altid plads til godheden. Netop derfor satte salmedigteren H.A. Timm sig i 1852 ned og skrev følgende salmetekst – her er det vers 3 i salmebogens nummer 50:
Under dine vingers skygge
som i barndomshjemmets trygge
vandrer vi trods storm og slud;
fries vi end ej for fare,
dog fra mørkets magt og snare
du bevarer os, vor Gud”.
Amen.

Salmer:
122: Den yndigste rose
117: En rose så jeg skyde
118: Julen har englelyd
123: Her kommer, Jesus, dine små
121: Dejlig er jorden


Prædiken til juledag 25/12 2019. Johs. 1,1-14.

Glædelig jul! Vi glædes. Vi lytter. Vi læser og synger. Vi er til som de mennesker, vi er.
I kirken er der en fred og en trøst, som stråler os i møde i lysenes skær. Det er jul. I dag, juledag, har vi hørt fødselsdagstekster. Vi har hørt om skabelsen som en fødselsdag. Og om Jesu fødselsdag, om stalden i Bethlehem, hyrderne på marken, om englenes sang. Begyndelsen på kapitel 2 i Lukasevangeliet. Vi kalder stykket for Juleevangeliet. Naturligvis den elskede og kendte Evangelietekst, der indledes med ordene: ”Og det skete i de dage”…
Og endelig har vi hørt dén tekst, vi kalder for Johannesprologen. Det allerførste stykke i Johannesevangeliet. ”I begyndelsen var Ordet”… Sådan starter det. Og dér har vi egentlig skabelsen og Jesu fødselsdag i ét!
For Johannesprologen handler om Lysets fødselsdag. ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden”. Ja men, er det så i virkeligheden ikke det samme, det handler om? Jesu fødselsdag og det sande lys’ fødselsdag? Jo, det er det da. Vi bliver, i ordets verden, sendt tilbage til begyndelsen. ”I begyndelsen var Ordet”, siger Johannesevangeliet, i Det Nye Testamente. I Johannes’ allerførste sætning. Og ”I begyndelsen skabte Gud Himlen og jorden”, siger 1. Mosebog i Det Gamle Testamente. I GT’s allerførste sætning. Der må være noget fælles, noget der kæder skabelsen i 1. Mosebog og Jesu fødsel i Lukasevangeliet og prologen i Johannesevangeliet sammen.
Dette noget er Lyset. ”Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”.
Det tindrer af lys i julens Bibeltekster. Der lægges op til en forsigtig forventning om lys allerede i adventstidens tekster. Vi hører, at ”Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”. Og juleaften: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land”.
Vi har boet i mørkets land i forskellige betydninger af ordet. Det er mørkt udenfor i denne tid. Der kan også være mørkt inde i os. Og over en lille del af os vil mørket sænke sig igen, når de 1000 julelys er slukket på den anden side af julen. Julen kan ikke fuldstændigt fjerne en sorg eller en tyngende udfordring.
Men julens lys kan skinne igennem sorgen eller udfordringen, sende sit lys midt igennem den, så det afsløres, at der er liv og væren, ja endda glæde, på den anden side af sorgens mørke bjerg. Julen kan noget særligt dér. Vores kristne jul, f.eks. her i Danmark.
En ældre dame fortalte mig engang om en juleoplevelse, hun havde haft, der gjorde indtryk.
Fordi hun så det vante og det ventede med et nyt blik.
Det var en juleaften, ude på landet hvor hun boede på en ejendom. Hun ventede gæster til julemiddag. Blandt gæsterne var en mand, helt fra Australien, tror jeg, det var. Manden havde tidligere, da han var helt ung, været på ophold i Danmark. Da han havde hilst varmt på sin værtinde, kiggede han først i én retning. Dér så han så en smukt oplyst kirke i det fjerne, og syntes det var smukt. En landsbykirke med lys på! Så vendte han sig i den anden retning og så – endnu en kirke med lys på. Wow – two churches!
To kirker! Begge smukt oplyste! En kirke, hvor man end vendte sig hen.
Jeg ved, at mange tænker over det og glædes, når de kommer kørende gennem det danske landskab og ser en middelalderkirke lyse op på en bakketop snart hér, snart dér. Her i juletiden bliver det måske bare så meget desto mere klart, hvorfor de skal være der og ligge så forholdsvis tæt, som de gør. Vi har noget værdifuldt med dén kristne kultur og dén arv, vi tager som en selvfølge. Wow – to kirker i samme udsyn!
Det er et billede på en varme og en imødekommenhed, som kirken må værne om. Det er nemlig Jesus selv, der spreder dette lys. Lyset kommer på en særlig måde FRA Jesus. For nylig læste jeg et interview med radiovært Anders Laugesen, som i mange år har haft programmer om tro i Danmarks Radio. Han er i øvrigt lige blevet fyret fra dét job og skal transmittere TV-gudstjenester i stedet for. Han sidder under interviewet ved siden af en russisk ikon, som betyder noget særligt for ham. Ikoner er jo billeder fra den kristne, ortodokse tradition. Der udgår et særligt lys fra Kristusfiguren på ikonen. Anders Laugesen forklarer dette lys som ”det uskabte lys fra Jesus”. Jesus blev født, men ikke skabt – og det uskabte lys er på en måde en klangbund for alt liv, fordi Gud skabte alting ud af mørke, men sendte lyset ind i verden. Jesus er verdens lys, så man kan læse det, som om han er blevet sendt ind i verden to gange, forklarer Anders Laugesen. Ved verdens skabelse og julenat.
I ved nok også selv, hvordan de dygtigste malere kan male lyset ind i et maleri, så man ikke kan sige, hvor det kommer fra. Det er der bare. Selvfølgelig har malerne en teknik til at male dette lys, en teknik, som kunsthistorikere sikkert kan gøre rede for. Men jeg melder mig gerne som én af dem, der mener, at der er en guddommelig kilde, når det lykkes at male lyset som ren væren. Kunst er ikke kun teknik, men en nådegave. Hvad enten det er malerkunst eller f.eks. musik.
Dagens to tekster er altså ikke så forskellige endda, for de handler begge om Jesus som det sande lys. Og det sande lys er nådegaven i julen. December er mørk i vores land. Først inden for de seneste par dage er det vendt, så lyset nu er på vej tilbage. Det er ikke så underligt, at vi tænder lys, hvor vi kan komme til det. Også i og på kirkerne, hvor vores kirke ligesom mange andre er oplyste og lyser i mørket i juletiden. Både for at vise kirkernes skønhed og for at vise symbolsk, at vi kan søge Gud og søge kirken for at finde det sande lys.
Jeg hører af og til mennesker sige: ”Jeg kommer ikke fra et specielt troende hjem, men jeg kan huske som barn, at der var”… Og så kommer der en erindring om et menneske eller en oplevelse i forbindelse med julen eller hverdagen, som den blev levet, og som så har sat sig sine spor, så man som voksen bliver klar over, at – nå ja, det VAR jo det sande lys, der blev vist mig dengang. Og det kan blive vist mig igen, når mit hjerte åbner sig for det. Det er altså ad disse uransagelige og snoede veje og stier, vi bliver ledt frem mod det sande lys. I Kristus.
Som vi hørte det i Johannesprologen: ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden”. Og således kobles skabelsesberetningen fra 1. Mosebog i Det Gamle Testamente til Julens Evangelium hos Lukas og videre til de store indledningsord om Kristus i Johannesevangeliet.
Det sande lys.
Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”.
Gud lod sig føde som et lille barn. Ja, ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”.

Amen.

Salmer:
100: Kimer, I klokker!
117: En rose så jeg skyde
99: Velkommen igen, Guds engle små
122: Den yndigste rose
121: Dejlig er jorden


Prædiken til juleaften 24/12 2019. Lukas 2,1-14.

Sådan lyder Juleevangeliet. Netop nu lyder de samme forunderlige ord rundt omkring i hundredevis af kirker over hele landet. For mange mennesker ville det slet ikke være jul, hvis ikke de hørte netop disse ord, der sætter så mange følelser i gang. Og bringer så megen tro med sig, tro på kærlighedens Evangelium om barnet i krybben. Juleevangeliet lyder rundt om i kirkerne, og hos nogle familier bliver det også læst op derhjemme juleaften, hos familien.
I gamle dage var det altid faderen i huset, der læste op. Ude på gårdene med stort folkehold var faderen også husbond og åndeligt overhoved. Han havde ansvaret for, at karlene og pigerne på gården hørte Juleevangeliet og i hvert fald én gang om året hørte noget læst op fra Den Hellige Bog.
Men i vore dage er der ingen, der siger, at det er faderen i huset, der skal læse op, hvis der skal læses op.
I årets erindringshistorie i den traditionsrige udgivelse ”Ved Julelampens skær” er det den 13-årige Michael, der læser Juleevangeliet op, fordi han er dén i familien, der står næst for at skulle konfirmeres det kommende forår. Og han er udmærket klar over, at det er noget særligt at læse netop denne tekst op, selveste juleaften. Og selvom den 13-årige Michael måske var mere optaget af måden, han læste op på, end af indholdet i teksten – så ”var der noget højtideligt over at læse teksten op og sige ”Gud”, ”Davids hus” og ”Bethlehem”.
Sådan er det i øvrigt også som præst at læse Juleevangeliet op. Ordene og dén glæde, højtid og ånd, der udgår fra dem, er hvert år noget ganske særligt at læse op. Sådan er det med julen – den er højtid.
Mens 13-årige Michael i løbet af juleaftensdag øvede sig i at læse Juleevangeliet op, så lå hans mindre søskende på maven i nattøj foran fjernsynet og så julefilm. Sådan noget man gør som barn for at få den lange dag til at gå. Men Michael var på vej et andet sted hen. Barn endnu, som en 13-14 årig er, men på vej til at blive voksen. Og det viser sig for alvor denne juleaften, hvor han kunne rumme både Disneys Juleshow, samtidig med den alvorlige oplæsning af Juleevangeliet. Og én ting mere, i øvrigt: han måtte også rumme en slags syndefald ligesom Adam og Eva.
Nemlig den dårlige samvittighed over at have spist af julekonfekten i smug gennem hele december, så der kun var de sørgelige rester tilbage i krukken til den fine julemiddag.
Han havde lige taget et stykke, måske to, hver eftermiddag, når han kom hjem fra skole. For det var der nok ingen, der kunne se… Men det var der, selv hans farmor havde svært ved at tilgive denne synd. Det hele ramte ham juleaften: Juleevangeliet, den tomme konfektkrukke, barndommens uskyldige julefilm.
Og faktisk også præstens ord i kirken om at slippe vores tunge byrder, som vi bærer rundt på, netop juleaften. Netop denne aften kan vi slippe de tunge byrder, sagde præsten.
”Vi måtte sætte os selv fri og tro på, at alting ville forme sig, som det nu engang skulle”, forklarede Michaels konfirmationspræst. ”Ja men”, tænker Michael under prædikenen, ”i morgen er byrderne der jo igen. Byrderne, ansvaret og pligterne”. Ja, det er de. Men lige netop i aften kan vi midt i al hurlumhejet tænke over, hvad der er det vigtigste. Det vigtigste i vores eget liv, og det vigtigste i vores liv med hinanden.
Jeg læste et sted her for nylig, at hvis vi VIRKELIG satte os ned og læste Juleevangeliet igennem og tænkte over, hvad der egentlig står, så ville ingenting blive som før. Så gennemgribende er det. Beretningen er så velkendt og ofte hørt, at man kan taber pointen. Nå ja, det er jo bare Herrens engel og Herrens herlighed og en himmelsk hærskare, der synger… Men det er ikke bare – det er et fantastisk tegn, som Gud har sendt:
I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”.
Det mindste bliver det største, og det største det mindste.
Ære være Gud i det højeste”, sang den himmelske hærskare, og det er til at forstå: Gud sidder deroppe i det højeste, i Himlen. Men Gud er også hér. For i aften, juleaften, synger englene til os:
Ære være Gud i det højeste og på jorden”!
Gud sidder deroppe i det højeste, ja vist – men Gud er også hér. For ”i dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”.
Derfor er Gud også hér. Amen.

Salmer:
94: Det kimer nu til julefest
121: Dejlig er jorden
104: Et barn er født i Bethlehem
119: Julen har bragt velsignet bud
120: Glade jul, dejlige jul


15/12 Prædiken til 3. søndag i advent 2019. Lukas 1,67-80.

Det er blevet 3. søndag i advent, og vi fejrer Luciagudstjeneste her i Orte Kirke. Med lys. Vores unge konfirmander bærer lys og sang ind til os i kirken. Det passer så flot med teksten fra Lukasevangeliet, som vi lige har hørt. For i dén tekst hedder det, at
Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej”.
Det er julens lys, der er på vej, her i adventstidens mørke. Man kalder denne tekst for ”Zakarias’ Højsang”. Zakarias var far til Johannes Døberen. Johannes Døberen var dén, der skulle bane vejen for Jesus. Zakarias’ kone Elisabeth havde født sin søn Johannes i en meget høj alder, og det syntes alle, var et mirakel i sig selv. Det syntes Zakarias også, så han blev i første omgang helt stum og kunne ikke sige en lyd. Det var skik, at en dreng skulle have et navn, allerede 8 dage gammel – og at det var drengens far, der skulle bestemme og udsige navnet i offentlighed. Men – far Zakarias var blevet stum. Så måtte mor Elisabeth jo gøre det. Meget usædvanligt. Men hun sagde højt og tydeligt: ”Han skal hedde Johannes”. ”Det var da et mærkeligt navn”, sagde de, der stod rundt omkring. ”Hvorfor skal han ikke hedde Zakarias, ligesom sin far”?
”Nej – han skal hedde Johannes”. Og sådan blev det.
Navnet Johannes kommer af et ord, der betyder ”Herren er nådig” eller ”Herren har handlet nådigt”. Og det må man jo sige, fordi hans mor og far var oppe i årene, før de fik ham. Der er mange af de navne, vi også bruger i dag, der betyder noget bestemt, og en del stammer fra Bibelen. Og pigenavne har selvfølgelig samme betydning som de drengenavne, de ligner, og man kan hedde Johanne, og så har Herren også været nådig! Johannes Døberen var fætter til Jesus. Hans mor Elisabeth var slægtning med Maria, Jesu mor. Johannes har fødselsdag til Sankt Hans, og er altså ½ år ældre end Jesus. Derfor går han forud for Jesus også aldersmæssigt. Men også ved at døbe mennesker i Jordanfloden. Og han døbte også Jesus. Johannes går i forvejen, baner vejen. Han repræsenterer altså meget godt, at vi venter i denne tid. Ja, i adventstiden venter vi. Vi venter på julens komme, vi venter på Jesusbarnets fødsel i Bethlehem. I kan selv se, hvordan de nederste rækker her i kirken bærer præg af denne ventetid.
Dér ligger alt, hvad der skal bruges til krybbespillet. I krybben ligger foreløbig en bamse – for Jesusbarnet er blevet væk. Det er en hel julekalender i sig selv at følge med i. Når 3. klasse at finde Jesusbarnet inden jul? Ja, for både en julekalender og – i endnu højere grad – et krybbespil skal ende godt. Krybbespillet skal ende med, at Jesus bare ER der. Selvfølgelig er han det.
Og vores Luciagudstjeneste i dag skal ende med, at lyset bare ER på vej. Både i form af lyset derude, hvor dagene meget snart bliver længere – OG i form af Jesusbarnet, solopgangen fra det høje, der vil besøge os. Han vil lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, han vil lede vore fødder ind på fredens vej.
Amen.

Salmer:
21: Dejlig er jorden
87: Det første lys
74: Vær velkommen, Herrens år
0: Nu tændes tusind julelys (245 i
Højskolesangbogen).

 


8/12 Prædiken til 2. søndag i advent 2019. Matth. 25,1-13.

Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Derfor skal I have olie nok på jeres lamper, for ellers lægger mørket sig over jer, og I kommer for sent til lyset. Nu kommer den gode tid – Kristi genkomst. Så må I have et lager af lys, for at kunne tage godt imod lyset.
Det lyder mærkeligt og er en barsk måde at sige det på. Men det er, fordi det er lidt omvendt i forhold til, hvad vi plejer her.
Teksten siger: ”Du skal have nok olie på lampen til at kunne glæde dig over de gode tider”. Vi plejer at tænke: ”Du skal have nok olie på lampen, så der er til dårlige tider”.
Det er, fordi vi historisk set har været gode til at fordele dét, vi havde hen over året til forskellige årstider. Så vi er vant til at have nok.
Det er den gamle sang om Kyndelmisse, dvs. omkring 1. februar, hvor der skulle være halvdelen af foderet til dyrene tilbage, og halvdelen af brændet til komfuret tilbage. Og det var der, hvis man var en dygtig husbond og husmor. Der var olie nok på lampen, så der var til dårlige tider hen mod slutningen af vinteren.
Og vi er vant til at have nok i forhold til så mange andre mennesker i denne verden, som ingenting har. Men nu får vi altså også at vide, at vi skal have nok olie på lampen, så der er til gode tider, som vi har i vente. Så det er nok ikke foder og brændsel, der er tale om hér. Det er mere den åndelige side af sagen: Vi skal være klar til at være glade. Bliv klar til at være glad. Det er egentlig, hvad advent går ud på. Vi skal gemme noget olie på den indre lampe til at kunne gløde, være glade, når den glade tid kommer: julen og budskabet om Jesus, der blev født i Bethlehem.
Det er ligesom dén sang, konfirmanderne har lært mig for mange år siden, der hedder ”Solsorte Decemberfugl”. Solsorten er en decemberfugl, fordi den kan lære os at stole på lyset, når vi oplever dens ukuelige optimisme.
Jo, det bliver lyst igen, og så er jeg klar!
Netop når solen står lavt, får vi lyset som en gave”, hedder det i sangen…
Der er ikke længe til, at lyset vender tilbage.
Når dagene bliver længere, da får vi lyset som en gave. Når julen kommer, da får vi lyset som en gave. Da får vi lyset i Jesus Kristus som en gave.
Vi kan ende med at lukke os ude fra glæden over netop dette lys, hvis vi gør som de tåbelige brudepiger og ikke gemmer et overskud af håb til at gå glæden i møde med.
Og så får jeg lyst til at sige, at olien på lampen i overført betydning kan være af så mange slags, når bare denne olie er udtryk for en åndelig styrke, vi bruger som en drivkraft. Olien på lampen kan da også godt være en sorg, man har. Noget, man kæmper med. Noget, der har gjort indtryk. Der var et år, hvor jeg oplevede op mod jul en barnedåb, en glædelig begivenhed i kirken, hvor gæsterne både sagde tillykke til familien med dåbsbarnet, men også kondolerede nogle af de tilstedeværende, som havde oplevet et dødsfald for nylig. Der var en særlig olie på deres lampe, en glød der stammede fra en sorg, men gløden kunne alligevel nære glæden over det lille barn, der var kommet til verden. Fordi både glæden og sorgen var til stede i deres hjerter, og begge dele kunne rummes dér. I kirken kunne deres tro rumme begge dele.
Om lidt skal vi synge en salme af Brorson, ”I jomfruer, I kloge”, nr. 271.
Det er nok ikke lige dét salmenummer, der er slidt mest her i kirken. I Kerte kunne kirketjeneren i hvert fald ikke huske, han tidligere havde hængt dét nummer op. Det er en rigtig Evangeliesalme, som lægger sig tæt op ad dagens tekst. Tekstnære salmer var mere almindelige i gamle dage, end de er i dag.
Og så passer salmen godt i traditionen på Brorsons tid med at se Jesus som brudgommen, og menigheden som bruden.
I dette tilfælde bliver menigheden så malet frem som brudepigerne, der skal vente på brudgommen og være klar til at gå med ham ind i bryllupssalen, ind til den store fest.
Himmeriges fest, i symbolsk forstand. Olien på lampen – det er håbet om det gode, der er i vente. Olien på lampen er evnen til at kunne glæde sig til det gode, der er i vente. Olien på lampen er også modet til at turde vise denne glæde, dette håb, over for sine medmennesker.
Som det bliver sagt ved dåben: ”Dén, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Glæden og håbet i Jesus Kristus er dén lampeolie, der skal lyse i adventstiden. Adventstid er ventetid – i håb.
Amen.

Vor Fader i Himlen,
Vi beder dig om en god adventstid for alle mennesker.
Lad dit lys finde vej til vore hjerter. Lær os at finde vej til det sande lys, i Evangeliet om Jesusbarnet, der bliver født – uden pomp og pragt, men ved den sande glæde.
Vær med os, hvis vi føler os alene i al decembers hast, og led os ind i en stille og fortrøstningsfuld forventning.
Se ned til os, når vi frygter for fremtiden og for vore kæres skæbne.

Vær med dén, der sidder i mørket og dødens skygge. Vær med vor Dronning og hele hendes hus. Giv dem og os alle at leve i trøst fra dig og i håb om julefred og lys i mørket.
Amen.

Salmer:
754: Se, nu stiger solen (Mel Oluf Ring 1915)
87: Det første lys er Ordet
271: I jomfruer, I kloge
74: Vær velkommen, Herrens år

 


1/12 Prædiken til 1. søndag i advent 2019. Lukas 4,16-30.

1. søndag i advent har farven hvid. Hvid er festens farve i kirkeåret. Juledag er f.eks også hvid. Og påskedag. De næste 3 advents-søndage frem mod jul bliver lilla – violette.
Det er bodens farve – eftertankens og besindelsens farve. Hvor vi tænker os om og overvejer, hvordan vi bedst kan vente på julen og dens glæde. Advent handler om at vente. Advent handler om at vente på dét, der skal komme; glæden i julen. Advent er at vente på ham, der skal komme og forløse vores håb og længsler: Jesus.
Altså: 1 hvid søndag i festens tegn og 3 violette søndage i alvorens tegn. Understreget af de lilla bånd på kirkens adventskrans. Og selvfølgelig er begge dele til stede på én gang: ingen glæde uden alvor. Ingen alvor uden glæde. Fællesnævneren er: forventning.
For mig at se handler begge adventstidens farver: hvid og lilla, om forventning.
”Forventningens glæde er den største”, siger vi med et lidt fortærsket udtryk. Men dén sandhed er der i det, at forventning altid har en dybde i sig, fordi forventning altid er tæt forbundet med vores længsler og håb. Adventsfarven lilla har en dybde. Farven lilla er dyb.
I 80’erne læste mange af os bogen ”Farven lilla” af Alice Walker, eller vi så Steven Spielbergs filmatisering af samme navn. En sort kvinde i sydstaternes USA skriver breve til Gud og til sin søster om et hårdt og ubarmhjertigt liv i et ufrivilligt ægteskab, efter en svær barndom med fattigdom og misbrug. Og selvom det hele egentlig føltes drænet for håb og godhed, så husker jeg de sprækker af håb og mod, og også humor, der alligevel var. Og Gud var én, man kunne samtale med og læsse af på. Som kvinden Celie skriver i bogens første brev, til søsteren Nettie: ”Du må hellere lade være med at sige det til andre end Gud. Det ville slå din mor ihjel”. Gud kan vi aldrig slå ihjel. Hvad Han end må lytte til af vores kvaler. Det er på en alvorlig og dyb baggrund, vi skal forstå adventstidens både hvide og lilla farvespil.
Adventstiden starter med den hvide festfarve i dag, 1. søndag i advent. Og efter de kommende 3 lilla adventssøndage, hvoraf den sidste er den 22. december, bliver vi klar til allerede et par dage efter, når julen endelig er der, at trække i de hvide festklæder igen.
Hvordan fortæller Det Ny Testamente om dette md adventstidens blanding af forventningens glæde og den dybereliggende alvor bagved? Det gør det ny Testamente ved at lade Jesus besøge sin barndomsby. For alting var ikke lutter idyl, da Jesus skulle holde sin første prædiken – kan man godt kalde det – i sin hjemby Nazareth. Nazareth var dengang mildt sagt ikke en by, som en tilrejsende ville skrive hjem om, i lange, begejstrede breve. Nazareth var et hul i jorden, udkants Israel. Det er én af Guds forunderlige pointer, at Jesus skulle vokse op dér.
Men på dét her tidspunkt er Jesus blevet lidt af en berømthed, for han har udført nogle helbredelser og mirakler i Kapernaum. Nu er Jesus tilbage i sin hjemby, og han går ind i synagogen og læser op fra Esajas’ Bog i jødernes Bibel, som vi kalder Det Gamle Testamente. Det er netop Esajas’ Bog, der forudser Jesu komme. Og så læser Jesus op. Han finder et sted, hvor der netop står, at festens farve skal komme til verden på baggrund af den dybe eftertankes farve:
Herren har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren”.
Det lyder flot! sagde tilhørerne i synagogen til hinanden. Superfint programskrift! Vores bysbarn, Josefs søn, kan bare gå i gang med at helbrede og gøre mirakler! Det er godt at have en kendt i nabolaget!
Ej, nu kommer der altså lige noget i en helt anden boldgade, men jeg kan ikke lade være med at citere fra et digt fra den nye digtsamling af Yahya Hassan – som man kan mene om, hvad man vil, men prøv lige at høre, hvad han siger om, hvordan hykleriet kan trives, her hos de intellektuelle på Østerbro i København:
… DE INTELLEKTUELLE HAR ALLE SAMMEN SOMMERHUIS / OG DE ER BANGE FOR STORMSKADER / DE BOR PÅ ØSTERBRO / OG PLAGES AF BANDEKONFLIKTEN PÅ NØRREBRO / DE VANDER KARTOFLERNE I RÆKKERNE / OG PISKER BØRNENE MED IDYL / DE HILSER HELLER PÅ EN KENDT / END PÅ EN BEKENDT…
Der er langt fra Østerbro til Nazareth. Langt fra 2020 til år 30. Men i Nazareth hilste de også hellere på en kendt end på en bekendt dén dag, de jog Jesus ud af byen. De hilste begejstret på Jesus, fordi han var kendt. Ikke fordi han var Josefs søn. Men hvorfor jog de ham ud af byen? Fordi han sagde til dem, at Guds veje er kærlighedens veje. Uanset hvor kærligheden fører hen, så er det dér, Guds finger peger Jesus hen.
”Gå dérhen”! siger Gud til Jesus. Ikke bare til en kendt, ikke engang bare til en bekendt. Men også til en ukendt, til enken i Sarepta i Sidons land, uden for enhver komfortzone. Ramt af tørken, ligesom alle de kendte. Men det var hende, der blev hjulpet.
Og gå hen til den ukendte syrer Na’aman, som var syg, ligesom mange kendte var. Men det var ham, der blev helbredt. ”Gå dérhen”! siger Gud til Jesus. ”Kom herned til os”! kan vi så sige i en bøn til ham. På denne første søndag i advent. Med julens fest for øje, om godt og vel 3 uger.
Glædelig og dybfølt adventstid!
Amen.

Salmer:
78: Blomstre som en rosengård
87: Det første lys
80: Tak og ære være Gud
74: Vær velkommen, Herrens år
117: En rose så jeg skyde


Prædikener 2019

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen i PDF


 

Prædikener 2018

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen i PDF


Prædikener 2017

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen samlet i PDF


Prædikener 2016

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen samlet i PDF