Prædikener

Kirkeåret 2019-2020

2016: Årets prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen PDF
2017: Årets prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen PDF
2018: Årets prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen i PDF
2019: Årets prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen i PDF


Video-prædiken d. 29. marts 2020

English Video here
(tekstudgave herunder)

Som noget helt nyt bringer vi her en hilsen fra sognepræst Susanne Andersen optaget i Kerte kirke i anledning af det forestående Corona-udbrud som har lukket den danske folkekirke.


Søndagshilsen 29. marts 2020.
(Udskrift af videohilsen på hjemmesiden og facebook).

Her er en hilsen midt i Coronaens tid, optaget i Kerte Kirke.
Jeg hedder Susanne Andersen og er præst i Kerte, Orte og Skydebjerg Kirker. Jeg bor her i Kerte Præstegård.
Kerte Kirke er lukket i denne tid. Ligesom alle andre kirker. Desværre.
Ellers plejer jeg tit at gå en tur op i kirken for at sætte mig. Jeg beder en bøn, og jeg kigger på altertavlen, krucifikset, det historiske inventar, navnene på mennesker, der har haft denne kirke som deres kirke.
Jeg tænker på, hvad der blev deres livsvej – deres sidste dage, hvem der blev deres efterkommere.Hvad de måtte gennemleve af glæder og trængsler, lykke og ulykke, sygdom og helbredelser. Jeg tænker på alle de bønner, der er blevet bedt hér. Her på det seneste har jeg også tænkt på et bestemt sted i Det Nye Testamente, som nu har fået en dybere mening for i hvert fald mig selv.
Det står i Jakobsbrevet og lyder sådan her:
Og nu I, som siger: ”I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge” – I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: ”Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det”.
Før corona pandemien kunne nogle måske tænke: Arh, det er da vist lidt moraliserende… Men nu, i denne svære tid, finder man for alvor ud af, at sådan er det. Alle vore planer om arbejde og rejser, fester og fejringer, handel og erhverv: vi aner ikke, hvordan vores liv er i morgen. Vi kan bare håbe og bede. Og vente. Og hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det…
Håbe, bede og vente.
På altertavlen her i Kerte Kirke ser vi Jesus, med støvede fødder i sandaler. Motivet er dét, der bliver sagt i dåbsritualet:
Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem. Disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem:
”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds Rige er deres.
Sandelig siger jeg jer, dén, der ikke tager imod Guds Rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”
Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Nu er vi sårbare. Ligesom et lille barn.
Vi tager imod Guds rige ligesom et lille barn.
Kære alle os sårbare mennesker, der nu er som børn:
Vi må håbe, bede og vente.
Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det…

Jesus Kristus,
Vi beder for alle de syge – både dem med covid-19 og dem med alle andre sygdomme. Vi beder for vores land og dets syge, og for alle sygdommens ofre ud over hele verden.

Fader vor, du som er i Himlene,
helliget vorde dit navn, komme dit rige.
Ske din vilje, som i Himlen, således også på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
Og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde,
thi dit er riget og magten og æren i evighed.
Amen.

Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

– Kender I for øvrigt historien om den spanske prinsesse Isabellas særk, altså hendes underkjole?
Hun var datter af den spanske kong Filip d. 2. og gift med den østrigske ærkehertug Albrecht.
Under en belejring af byen Oostende i 1601 svor Isabella, at hun ikke ville skifte sin særk, før byen faldt. Det kunne jo nok opmuntre hendes mand til en indsats i krigen! Alligevel varede belejringen 3 år! Så 3 år i den samme underkjole. Hun holdt ud, indtil tiderne blev bedre. Måske sagde Isabella, da de var nået halvvejs: ”Nå, husbond, byen er ikke faldet endnu? Så vender jeg da bare særken”!
Ligesom i den gamle talemåde:
”Renlighed er en god ting”, sagde kællingen. Hun vendte særken til nytår.
I billedlig forstand kommer vi også til at vende særken et par gange under denne corona krise. Bedst som vi tror, krigen mod coronavirus er slut – så er den måske ikke slut alligevel, og vi må vende særken.

Mine bedste ønsker til jer alle sammen.


Søndagshilsen d. 22. marts 2020.

Herren velsigne dig og bevare dig
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!
Amen!

Min mor blev konfirmeret i oktober 1940. I en vanskelig tid, i et besat Danmark.
Det er 80 år siden, og jeg har to konfirmationssange, som blev skrevet til hende dengang – for 80 år siden. Jeg har også et billede af hende, i konfirmationskjolen, som sikkert har været hjemmesyet, af beskedne materialer. Dengang var der både efterårs- og forårskonfirmation. Nu holder langt de fleste kirker kun forårskonfirmation.
I år gør omstændighederne, at vi ikke får nogen forårskonfirmationer i Danmark, men til gengæld både sommer- og efterårskonfirmationer. De kommer til at strække sig fra juni til oktober. Det bliver mærkeligt. Jeg vil gerne sige tak til jer konfirmationsfamilier, fordi I holder modet og glæden oppe hos hinanden, både konfirmander, forældre og søskende.
Det gælder for os alle sammen, unge og gamle og alle midt imellem, at vi skal vise hinanden, at vi godt kan tåle at gøre tingene anderledes, når vi skal. Vi skal tåle en vanskelig tid. På én eller anden underlig måde giver det nemlig overskud til at hjælpe og trøste dem, der er ude i situationer, hvor det faktisk gælder liv eller død. Og vi har pligt til at fortælle hinanden, at der er lys og håb, fordi Gud er der og vil hjælpe os med at holde fast i dette håb. Om Dronningen også, ligesom konfirmanderne, kan udskyde sin 80 års fødselsdagsfest, ved jeg ikke. Men hun er gået foran ved at vise, at det ikke er d. 16. april, der skal fejres stor, rund fødselsdag. Netop torsdag d. 16. april skulle konfirmanderne og jeg have øvet konfirmationen: hvordan skal vi gå, sidde, stå…
Nu bliver det udsat, og det skal vi tåle – ligesom rigtig mange mennesker tåler mange ting i disse uger.
Corona pandemien kan på nogle områder sammenlignes med Den spanske syge: Der er mange mennesker, der uafhængigt af hinanden har talt til mig om den spanske syge i 1918. Én skriver bl.a.: Jeg har tænkt så meget på min mor i denne tid. Hun var 8 år, da den spanske syge begyndte.
Andre har minder om polio epidemien i 1952. Mange børn blev smittet og indlagt, og på grund af smittefaren måtte de ikke få besøg af deres forældre og søskende – kun kigge på dem gennem et vindue. Men der var en sygeplejerske, der holdt de syge børn i hånden, så jeg på et billede fra dengang.
Det er også en slags vindue, der er mellem de indlagte corona patienter og deres læger og sygeplejersker: sundhedspersonalet kigger på patienterne gennem deres rumdragter og værnemidler. Men som en yngre kvindelig patient, der havde haft et virkelig hårdt sygdomsforløb på Intensivafdelingen, sagde i et interview:
Det betød alverden for mig, at de kiggede mig i øjnene og behandlede mig som – et menneske.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at denne næstekærlige måde, sundhedspersonalet opførte sig på, har en parallel i kristendommens næstekærlighed. Som Jesus siger:
Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele sin sjæl og af hele dit sind –
og din næste som dig selv!
Den spanske syge… Ja, jeg skrev noget vrøvl i sidste uges søndagshilsen, tror jeg.
Jeg mente at huske en dagbogsoptegnelse, min morfar havde gjort i 1918:
”Fluesvamp er godt mod den spanske syge”.
Og ja, jeg har ledt efter hans dagbog, men ikke fundet den. Men jeg er kommet i tanker om, at han garanteret skrev noget helt andet. Noget med, at et eller andet er godt mod
den spanske flue. Altså den spanske in-flue-nza.
Og sådan spiller hukommelsen én et puds. Ganske ofte! Må din vej gå dig i møde – indtil vi ses igen!
Guds fred og de venligste hilsener

Sognepræst Susanne Andersen
6443 1247. LSAN@km.dk

Fader vor, du som er i Himlene,
helliget vorde dit navn, komme dit rige.
Ske din vilje, som i Himlen, således også på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere.
Og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde,
thi dit er riget og magten og æren i evighed.
Amen.

Pilgrimssangen

1. Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være din ven,
og må solen varme din kind,
og må regnen vande mildt din jord,
indtil vi ses igen
må Gud holde, holde dig i sin hånd.

2. Må din dag se mange timer,
og må natten skænke dig sin fred,
og må mørket læge dine sår,
og må lyset leve i dit blik,
indtil vi ses igen
må Gud holde, holde dig i sin hånd.

3. Må din lut få mange strenge,
og må tanken spænde højt sin flugt,
må din visdom finde til sin brønd,
og din latter lette som en fugl,
indtil vi ses igen
må Gud holde, holde dig i sin hånd.

4. Må din tro bevare gløden,
og dit håb sit stærke vingeslag,
og må kærligheden fylde dig,
og din Gud velsigne dig og dit,
indtil vi ses igen
må Gud holde, holde dig i sin hånd.

v. 1 Per Harling
v. 2-4 Holger Lissner 2005


15/3 2020 Søndagshilsen fra sognepræst Susanne Andersen.
Herren velsigne dig og bevare dig
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig
Amen!

Sådan lyder velsignelsen i kirken. Siden 1500-tallet har denne velsignelse afsluttet den danske gudstjeneste. Vi kalder velsignelsen den aronitiske velsignelse, og den stammer helt tilbage fra Det Gamle Testamente, 4. Mosebog.
Præsten Aron og alle hans efterfølgere autoriseres i 4. Mosebog til at udtale velsignelsen ved at sætte Herrens navn på menneskene.
I dag, søndag d. 15. marts – og til og med søndag d. 29. marts – kommer vi ikke til at høre velsignelsen i en søndagsgudstjeneste ved Kerte, Orte og Skydebjerg Kirker.
Derfor sender jeg jer denne søndagshilsen og Guds fred og Hans velsignelse.
Kirkerne er lukkede på grund af Coronavirus.
Min præstetelefon er ikke lukket! Ring til mig på 6443 1247, sms på 4028 7547 eller skriv på LSAN@km.dk
– Hvis du har noget på hjerte.
Velsignelsen slutter gudstjenesten. Hér har jeg valgt at begynde min hilsen med velsignelsen. For Herrens navn er sat på dig og mig og os alle.
**
I dag fandt jeg en kasse frem, som betyder en del for mig.
En slidt papkasse med masser af breve, salmeark fra konfirmationer og begravelser, og billeder fra min slægt. Noget af det går helt tilbage til mine oldeforældre. Det meste fra mine bedsteforældres tid. Noget af det er kalendere, som min morfar og mormor brugte som dagbøger. Men jeg fortabte mig i billederne og brevene i kassen, så jeg ikke nåede så langt som til disse dagbøger. Måske ligger de slet ikke i kassen, men et andet sted i præstegården?
Men jeg har på nethinden et billede af en kalenderside fra 1918 – fra den spanske syges tid. Denne spanske syge hærgede Europa, og min morfar var nervøs for den.
Det var alle. Men så kan jeg huske, at han skrev i sine optegnelser en dag i 1918:
”_____________________ er god mod spansk Syge”.

Som jeg husker det, skrev han i det tomme felt: ”Fluesvamp”. Eller skrev han mon ”rød Fluesvamp”? Kan det passe??
Når jeg finder det, kan jeg jo vende tilbage.
Men min dengang unge morfar skrev altså for 102 år siden et godt råd mod noget, som ingen anede, hvad de skulle stille op med: den spanske syge.
Men det er helt sikkert, at han også brugte bønnen til Gud til at komme igennem en ond tid.
Ingen skal bruge fluesvamp mod Corona.
Men vi skal bruge alle de gode råd, vi bliver bombarderet med, om vand og sæbe, håndsprit (hvis vi kan få fat på det), host i ærmet, afstand til hinanden og ingen store forsamlinger. Være fornuftige og medmenneskelige, så vi ikke udsætter vore i forvejen syge og svage medmennesker for virus.
Og vi har bønnen til Gud – for at holde fast i os selv og vores tro.
Må Gud være med jer!

Med de venligste hilsener
Sognepræst Susanne Andersen.

Fader vor, du som er i Himlene,
helliget vorde dit navn, komme dit rige.
Ske din vilje, som i Himlen, således også på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere.
Og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde,
thi dit er riget og magten og æren i evighed.
Amen.


8/3 Prædiken til 2. søndag i fasten 2020. Markus 9,14-29.

Det er 2. søndag i fasten. En eftertænksomhedens tid.En tid til at tænke på vores medmennesker, vores næste Og ikke kun på os selv. Og vi bevæger os frem mod påske.
Tidligt om morgenen, før det bliver lyst, synger solsorten derude. Han ved, det er forår, kan mærke, at dagen er tiltaget med 4 timer nu.Det skal vi glæde os over. For som vi hørte i den første tekst, jeg læste for jer i dag: fra Skabelsesberetningen i 1. Mosebog:
Gud så alt, hvad Han havde skabt, og Han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag”.
Ja, verden var ung endnu, i skabelsens ungdomstid. Måske genkender I ordene fra sangen ”Jeg elsker den brogede verden”, hvor digteren siger:
”For mig er verden skøn endnu, som i skabelsens ungdomstid”.
Men verden er ikke paradisisk. Det har aldrig været meningen med den brogede verden. Paradis må vi vente på. For vi er udfordrede som mennesker. Det mærker vi her i fastetiden, eftertænksomhedens tid, hvor det er godt at sætte vores egne behov på pause, tænke på vore medmennesker, ikke kun på os selv.
I dag, d. 8. marts, er det indsamlingsdag for Folkekirkens Nødhjælp. I vores samarbejdssogn Orte er der tradition for dør til dør indsamling, men på grund af Corona virussen er dør til dør indsamlingen aflyst og erstattet af en digital indsamling. Det vil sige, at man kan give penge til verdens fattigste mennesker på mobilepay eller på sms. Støtte til dem, der lider mest under klimaforandringerne.
Jeg ved godt, at vi har oversvømmelser i øjeblikket herhjemme. Og for et par år siden var der tørke. Klimaforandringer giver store udfordringer, også herhjemme.
Vi oplever en lillebitte flig af de problemer, der i andre dele af verden er direkte livstruende for masser af mennesker. Tørke det ene sted. Oversvømmelser det andet. Uhelbredelige sygdomme, der udvikler sig til pandemier. Nu skal vi selv forholde os til Corona. Det har fået generalsekretæren for Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen, til at tænke over, at vi nu har en trussel, der ligner dén, som mennesker i den fattige del af verden altid lever med: sårbarheden.
Hun skriver i en meddelelse:
”For mig har det været tankevækkende, at vi herhjemme pludselig på grund af corona-virussen er blevet ramt af en følelse af sårbarhed, der lige nu påvirker den enkelte af os og vores liv med hinanden. En fælles sårbarhed, som vi deler med mennesker ude i verden, som allerede kender den alt, alt for godt”.
Hovedoverskriften er:
”Vi skal passe på hinanden”.
Det er ikke så meget for at passe på de unge og de raske og de ganske almindelige mennesker, vi skal aflyse store arrangementer og holde Melodi Grand Prix og fodboldkampe og andet uden tilskuere. Og holde indsamling på mobilen. Det er på grund af de svage, de syge, de ældste, vi skal gøre det.
En ung og rask person, der bliver smittet, skal nok komme sig igen. Men oldefar eller bedstemor, som vi besøger på plejecenteret eller sygehuset eller hjemme i den lille lejlighed, kan ikke tåle at blive smittet.
I er ikke vant til denne slags prædikener fra min side, men i dag synes jeg, det er på sin plads.
Så hermed en opfordring til at støtte sogneindsamlingen på mobilen. For at hjælpe mennesker, der er desperate.
I Evangelierne hører vi igen og igen, hvordan Jesus selv hjalp mennesker, der var desperate. Han hjalp dem i deres nød, hvad denne nød så end udsprang af. Rig eller fattig, høj eller lav. Jøde eller romer. Troende eller ikke troende. For troen kom, i dét øjeblik de fandt tilliden til Jesus. Når de kunne udtrykke sig i bøn.
Bøn er nøglen, siger Jesus.
For et par år siden så jeg en lørdag i TV dét program, der hed ”Før søndagen”, netop om teksten til i dag. Skiftende, kendte danskere fortæller, hvad de læser ud af morgendagens søndags-Bibeltekst.
Dengang var gæsten filmmanden Peter Aalbæk Jensen. Han tog fat i tekstens sidste sætning: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn”. Peter Aalbæk Jensen fortalte om sin daglige praksis med at bede aftenbøn. Hver aften, når han skal sove. Et moderne, arbejdsomt menneske, ukontroversiel og ofte i mediernes søgelys. Ofte på forsiden. Ikke altid for noget godt. Stor i slaget. Men, når det kommer til stykket, bare et lillebitte menneske, der har brug for hjælp og bruger aftenbønnen til at skabe en tryghed og ro i sit liv.
Som han bl.a. formulerede det:
”Og så ligger han dér, den store filmmand, og er pludselig lille og ydmyg og beder og mumler ind i puden. Gud er sikkert ligeglad og hører nok slet ikke efter, hvad sådan en forkælet, småfed dansker ligger og mumler om. Han skulle vel også hellere begynde et andet sted, i den 3. verden. Men jeg føler mig tryg i bønnen”…
Det er noget med at have noget højere end sig selv at holde sig til. Vi kalder det Gud. Jeg tror for øvrigt ikke, at Gud er ligeglad. Vi forstår nok bare ikke helt, hvordan det virker.
”Hvorfor kunne vi ikke drive ånden ud”? spurgte disciplene.
”Hvorfor kunne vi ikke selv”?
Fordi ethvert menneske på et tidspunkt finder ud af, at der er noget, man ikke selv kan. Stor rigmand eller fattig hjemløs. Det er såmænd det samme for dem begge to. Og for alle os ind i mellem. Det største i livet må vi have hjælp til. Udefra.
Vi er måske tilbøjelige til at tale Gud ned. Lidt ligesom manden med den syge søn fra teksten. Han har prøvet alt. Nu prøver han også Jesus. Som et sidste forsøg. Men det er nu ikke helt, fordi han tror, det hjælper.
Som faderen siger:
”Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os”.
Ja, Gud hører nok ikke efter, som Peter Aalbæk ville sige det, men det er da et forsøg værd, tænker drengens far. Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os…
HVIS du kan! Alt er muligt for den, der tror”.
Hvad svarer man så, når man godt ved, at der stadigvæk, altid, altid, vil være en snert af tvivl, når alt dette er overstået?
Man svarer, som drengens far gør:
Jeg tror, hjælp min vantro”!
Det betyder:
”Lige nu, i dette øjeblik, tror jeg af hele mit hjerte og af hele min sjæl og af hele mit sind. Jeg har fuld tillid til, at Jesus kan hjælpe mig. Og om 5 minutter kan det godt være, tvivlen vil bide mig igen et øjeblik. Så bliver tillid til Gud forvandlet til mistillid. Hjælp mig, når den gør dét”!
Mistilliden forsvinder i bønnen. I bønnen ligger tilliden til Gud indhyllet, som hos et barn.
Vores salmedigter Grundtvig holdt hele tiden fast i billedet af det lille barn, når han skulle udtrykke sin tillid til Gud.I salmen ”Sov sødt, barnlille” forestiller han sig, at det drypper ned med manna på barnets vugge, oppe fra Himlen, hvor englene er.
Manna var jo dén mad, Gud sendte til menneskene, under den lange vandring i ørkenen, som beskrives i 2. Mosebog i Det Gamle Testamente. Og hvis du selv i perioder oplever livet som lidt af en ørkenvandring – så er denne manna for Grundtvig et tegn fra oven. Du finder det som morgendug i dit liv, hver en ny morgen. Billedligt talt på barnets vugge – om morgenen – og smiler af glæde.
”Og klarøjet brat
du siger godnat
til tvivlen og frygten og sorgen”.
Amen.

Salmer:
754: Se, nu stiger solen
299: Ånd over ånder
392: Himlene, Herre
15: Op, al den ting
752: Morgenstund har guld i mund


23/2 Prædiken til fastelavnssøndag 2020. Lukas 18,31-43.

Det er fastelavnssøndag.
Tid for spas og løjer, udklædning og fastelavnsboller. For nu kommer fasten og forberedelsestiden op mod påske. Det kræver en stødpude af fede og søde spiser at stå imod med, nu hvor vi skal faste og ikke spise kød, æg, smør og fløde fra nu af og frem til påske. Eller – sådan er det jo ikke mere. Moderne mennesker er forbi denne religiøse inddeling af året, dette liv i en cyklus ud fra Bibelens anvisninger. Det går ellers ifølge Bibelen helt tilbage til dengang, da Gud skabte verden. Tilbage til dengang, da Gud skabte lysene og satte dem på himlen: det største lys, solen, til at lyse om dagen, og det mindste, månen, til at lyse op om natten, og stjernerne. Og disse lys skulle menneskene bruge til at fastsætte festtider, dage og år. Gud satte en ramme om tiden, så vi ved, hvornår vi er hvor. Ellers blev vi vel skøre af at svæve rundt i evigheden og uendeligheden.
Forleden dag fik jeg ordene fra en Anne Linnet sang på hjernen. Den er helt tilbage fra albummet ”Min sang”, der udkom i 1989. Dét, som også indeholder sangen ”Lille Messias”. Men dén sang, jeg taler om, hedder ”Time og Dag og Uge”.
Teksten lyder:
”Min tro er ikke en svada
indviklet, knudret og lang
Og slet ikke nu i dag da
min tro er min sang
på denne forbløffende klode
der er som en prik på en node.
Time og dag og uge
Dem får vi lov at bruge
Stjerner og sol og måne
Dem får vi lov at låne”.
Det var vers 1, med omkvæd.
Gud har lagt tid og rum til rette for os, så vi i det mindste kan se os selv have en plads i uendeligheden.
”Min tro er ikke indviklet”, synger Anne Linnet.
Vers 2 lyder sådan her:
”Min tro er min sang og stemme
her hvor jeg har min gang
Her har jeg endnu hjemme
Her er min tro min sang
til denne forbløffende klode
et umotiveret gode.
Time og dag og uge
Dem får vi lov at bruge
Stjerner og sol og måne
Dem får vi lov at låne”.
”Min tro er min sang”, synger Anne Linnet.
Og så er der vers 3:
“Min tro er en tillid til verden
et gavmildt og underfuldt sted
Som rækker mig
glæden og smerten
Det hele vil jeg ha’ med
på denne forbløffende klode
mer rig end vi drømte og troede.
Time og dag og uge
Dem får vi lov at bruge
Stjerner og sol og måne
Del får vi lov at låne”.
”Min tro er en tillid”, synger Anne Linnet. En enkel, tillidsfuld tro, En tro, der kan synges, sådan som vi gør, når vi synger salmer. Anne Linnets sang er netop en sang, ikke en salme. Den nævner ikke Gud med et ord. Alligevel handler den om tro, fordi vi nok fornemmer, at Gud er dén, der står bag ”denne forbløffende klode”, som nævnes i alle 3 vers.
Og Gud er dén, der står bag time, dag og uge – og stjerner og sol og måne. Tid. Og rum. I dag har vi hørt om dengang, Jesus var på vej til Jerusalem. På vej mod sin korsfæstelse, død – og opstandelse. Han går ikke bare med blikket rettet stift mod sit mål. Jesus gør undere undervejs. ”Han kunne ikke gå forbi”. Jesus helbreder en blind mand, der sad ved vejkanten. Gud nævnes ikke med et ord – i starten af beretningen. Først i beretningens 2 sidste sætninger får vi at vide, at det er Gud, der står bag helbredelsen, som Jesus har udført.
Jesus sagde til den blinde mand: ”Bliv seende, din tro har frelst dig”.
Straks kunne han se, og han fulgte Jesus og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud”.
Hans tro var ikke indviklet. Hans tro var enkel, baseret på tillid til Jesus, og den mundede ud i lovprisning og sang. For det var Gud, der stod bag miraklet. ”Menneskesønnen” kalder Jesus sig selv i startren af beretningen. ”Davids søn” kalder den blinde mand ham i starten af beretningen.
Gud nævnes ikke med et ord. I starten af beretningen. Men i slutningen af beretningen, da miraklet er sket, da nævnes Gud ved navn 2 gange.
Da er Jesus ikke længere en almindelig, jødisk mand, der er på vej til påskefest i Jerusalem med sine venner, for at fejre den traditionelle, jødiske påske. Da er Jesus dén Messias, som de har ventet på så længe. Han er dén Messias, der skal sejre og herliggøre Gud. Det skal ske gennem hans menneskelige lidelse og død. Og det skal munde ud i hans opstandelse, fordi han er Kristus – Guds Søn. Han kom til os, fordi Gud ville vise sin nåde mod menneskene. For menneskene gør ikke altid, hvad godt er.
I går aftes så jeg en uhyggelig film på TV. Ikke en uhyggelig film i form af en gyser. Men en realistisk og dermed endnu mere uhyggelig film, som var en gyser, fordi den handlede om narko, druk, vold og vanrøgtede, omsorgssvigtede spædbørn.
Og en velmenende politimand og far midt i kaos. Hvem er de gode, og hvem er de onde? Det var ikke ligetil at se. Filmen hed ”En chance til”. En næsten evangelisk titel. Instruktøren var Susanne Bier, og hun er altid god for film, hvis billedside kan blive ved med at plage en sart sjæl. Tænk blot på ”Hævnen”, hvis I kender dén. ”Hvorfor slukker jeg ikke”, tænkte jeg ved synet af det sultne og skrigende lille barn, der lå indsmurt i sin egen afføring. Fordi jeg vidste, der var en pointe, som jeg måtte se. En pointe om, at der kan komme indsigt og en mærkelig form for næstekærlighed og håb ud af det dybeste mørke i et menneskeliv. Det gjorde der også her, selvom det kostede virkelig dyrt. Ét lille barn måtte dø, og et andet fik livet givet tilbage. Og dét sjælfulde liv, der var i det overlevende barns øjne var dét, der gav håb for filmens medvirkende. Og på forunderlig vis også håb for alle os mennesker. Gud blev ikke nævnt med et ord i dén film.
Men i de sidste to scener var der ingen tvivl om, at Gud var der.
Midt blandt menneskene.
Amen.

Salmer:
192: Hil dig, frelser og forsoner
173: Ét vidste han om vejen frem
163: Fuglen har rede, og ræven har grav
52: Du, Herre Krist
217: Min Jesus, lad mit hjerte få

 


16/2 Prædiken til Seksagesima søndag 2020. Markus 4,26-32.

Lignelsen om sennepsfrøet viser os, at selv det allermindste i sig har veje til det største.
Kan I huske, da det i fysiktimen – eller hvornår det nu var -gik op for én, at alting, selv det allerstørste, består af mindstedele?
At det levende er bygget op af celler, som så igen består af cellekernen og nogle endnu mindre dele?
Og at såkaldt døde ting består af atomer, og der var noget, der hed protoner og neutroner, og det var alt sammen så småt, at det var ufatteligt.
Undtagen for klassens fysikgeni, selvfølgelig, som forsøgte at forklare mig det, for så kunne han måske få lov at skrive af efter min tyskopgave?
Ak ja, og sådan har vi hver vores kompetencer.
Nu har jeg glemt det meste, og det periodiske system er i hukommelsen en tavle, der hang i fysiklokalet. Man kom let hen over H2O, vand, som bestod af to brintatomer og ét ilt atom. Derefter kunne man lave brintoverilte, H2O2, ved at tilføje et iltatom mere. Så havde man noget at rense sår med. Men det var vist ikke så godt – så hellere gå ned til skolesygeplejersken og få jod på, når man havde skrabet knæet. Tøsejod, tak, svarede man, og fysikgeniet skulle selvfølgelig ikke have tøsejod, men rigtig jod på.
Med andre ord: jeg kom ikke så meget længere i det periodiske system end til ilt og brint. Men jeg syntes i skoletiden, at fysik og kemi var sjovt, fordi det var så tæt forbundet med noget filosofisk og vel i bund og grund teologisk: dette at noget overhovedet er til. Og hvordan det er sat sammen. For – hvem har sat det sammen?
Hvem har udtænkt, at sennepsfrøet, lillebitte som det er, har potentiale nedlagt i sig til at blive en kæmpeplante?
Hvem har lagt til rette, at man kan gå en tur og samle en sten op og fundere over, hvor den kommer fra? Hov, ligger der lige en meteorit hér på Nørregade? Svaret er: det har Gud.
Og er vi lavet af stjernestøv? Havde den gamle filosof Heraklit ret, når han for flere tusind år siden sagde: ”Panta rhei” – ”Alting flyder”? Og hvad mente han med det? Han mente, at verden er i en ustandselig forandring. Verden står aldrig stille. ”Man kan ikke stige ned i den samme flod to gange”, sagde han – Anden gang vil den være forandret.
Det gør ikke noget, at man er en lille smule skævt indrettet i sit hoved, hvis man vil have med sennepsfrøet at gøre. Nogle gange tænker jeg, at troen og den snoede tanke går godt sammen. Når Jesus fortæller en lignelse, som nu f.eks. dén om sennepsfrøet, så taler han til vores skæve tanker. De tanker, der tør gå en omvej ad snoede stier for at finde det allerbedste og det allersmukkeste.
Vi ved godt, at den lige vej mellem to punkter er den mest fornuftige, hvis man har travlt og skal nå sit mål hurtigst muligt. Vi ved også godt, at vi har haft oplevelser, vi ellers ikke ville have haft, når vi tog en smuk omvej. ”Hvad skal vi sammenligne Guds rige med”? Spørger Jesus.
Aha. Det handler altså om, hvordan der er i Guds rige. Det er som et lillebitte frø: et sennepsfrø. Alle arveanlæg, alle informationer, ligger i frøet.
Det ligger blot og venter, i frøet, på at blive udfoldet.
Guds Rige er altså, at du får langt mere, end du havde forventet ud fra, hvad du så med det blotte øje. Guds Rige er, at du spørger dig selv: ”Kan det betale sig at lægge så lille bitte et frø i jorden”? Og at du så lægger frøet i jorden, og bliver meget overrasket, fordi den kæmpestore plante, der kommer ud af det, får grene så store, at de giver mindelser om Guds beskyttelse – som vi skal synge i dagens sidste salme, ”Under dine vingers skygge”?
Kan det være, at selvom min tro kan synes meget lille, så har den betydning og kan lede mig til Guds Rige?
Ja. Guds Rige er det største i det mindste.
Lillebitte Jesusbarn i en krybbe i en fattig stald.
Lillebitte Jesusbarn født af en ung, fattig pige.
Lillebitte Jesusbarn – Den Højestes Søn.
Det største i det mindste.
Troen og dens snoede tanker går godt sammen, sagde jeg før, Og det gør ikke noget, hvis man er lidt skævt indrettet i sit hoved, hvis man vil have med sennepsfrøet og Gudsriget at gøre. Jeg fornærmer sikkert ikke den afdøde salmedigter Simon Grotrian deroppe i sin himmel, hvis jeg betegner ham som lidt skæv i dét sprog, han brugte i sine salmer, netop for at udtrykke det største i det mindste.
I 2006 skrev han teksten til salmen ”Guds nåde er en vintergæk”. Første vers lyder:
Guds nåde er en vintergæk
den er din fostergave
og er du ved at dø af skræk
så plant den i din have
med fastetidens bøn
blir Jorden atter grøn
i angst og overflod
besejres du af mod
og ene er vi flere.
”Ene er vi flere”. Er det noget vrøvl? Nej, ikke hvis man tænker, at hvert eneste menneske er betydningsfuldt. Og hvis hvert eneste menneske tør være sig selv og tør stå ved sin tro på Kristus, så findes det største – i det mindste, lille menneske.
4. og sidste vers lyder:
Guds kærlighed er skænket dig
på begge hemisfærer
den ryddede en alfarvej
barn Jesus er din lærer
og dér, hvor foden gled
blir kærligheden ved
så bær stafetten hen
imod en fremmed ven
lad hænderne passere.
”Guds kærlighed er skænket dig på begge hemisfærer”. Er det noget vrøvl? Nej. Det betyder, at Guds kærlighed ikke er afhængig af forskelle på de to hemisfærer, som kan være de to hjernehalvdele eller jordens to halvkugler. Så hvad enten man er styret af fornuftens og logikkens hjernehalvdel eller af fantasiens og følelsernes hjernehalvdel, så er Guds kærlighed givet dig som gave. Og hvad enten man er rundet af jordens nordlige eller den sydlige halvkugle, så er Guds kærlighed også givet dig.
Som det største i det mindste. Og ”dér, hvor foden gled” – dér, hvor du snublede i dit liv, faldt og lavede en masse ravage som dominobrikker, der væltede – lige præcis dér bliver kærligheden ved. Gud trækker sig ikke bestyrtet tilbage og tilbagekalder al kærlighed. Han ved, at foden gled i noget smat og pløre, der lå netop dér, hvor du skulle sætte din fod. Og her til slut: salmen siger også, at ”Barn Jesus er din lærer”.
Ja, men – hvad kan man da lære af et barn, selvom det oven i købet er barn Jesus? Man kan lære, at – det største er i det mindste.
Guds rige lå i frø i det lille Jesus barn. Tænk blot, hvem han var – Den Højestes Søn. Kristus.
Barn Jesus er din lærer.
Amen.

Salmer:
752: Morgenstund har guld i mund
414: Den Mægtige finder vi ikke – den mægtige Gud finder os
557: Her vil ties, her vil bies
392: Himlene, Herre
50: Under dine vingers skygge


9/2 Prædiken til Septuagesima søndag 2020. Matth. 25,14-30.

Forleden dag var vi nogle stykker, der kom til at sidde og tale om banker. Hvor vi havde vores små spareskillinger stående og hvorfor. Jeg blev vist lidt til grin. Jeg havde jo ikke fået flyttet spareskillingerne til en anden bank, selvom der såmænd havde været grunde nok til at gøre det.
Det er dén der loyalitet, man er opdraget til at have over for dét, man kender. Også over for en bank. Også selvom banken nok ikke har den samme loyalitet over for mig. Det hjalp ikke meget, at jeg fortalte de andre om de 50 kr., var det vist, som banken helt uden bagtanke havde sat ind på en bankbog, som jeg fik af banken til min konfirmation. Det fik hele årgangen af konfirmander. En bankbog.
Det er sikkert slet ikke lovlig markedsføring mere, men sådan var det dengang.
Så har jeg sådan set haft den samme bank lige siden, om end den har skiftet navn masser af gange. Den har forsynet mig med studielån og billån. Og jeg har betalt tilbage, med renters rente. Nu har jeg ikke flere lån, så nu er jeg nok ikke så interessant mere. Og tingene er vendt på hovedet, så man skal betale penge til banken for at have dem stående, i stedet for at få renter. Måske som et incitament til at få folk til at investere deres sparepenge. Få pengene til at yngle i stedet for at de bare skal stå på en gammeldags bankbog. Kan man ikke dét, kan man lige så godt grave sine penge ned i et hul i jorden.
Ligesom den uduelige tjener i dagens Evangelietekst gjorde. Slet ikke nogen nem tekst, for hvad er det, den vil sige os? Den vil sige os, at vi skal tage vare på dét, vi har fået betroet.
Dén ene talent, som tjeneren gravede ned i jorden, svarede til enten 26 eller 36 kg sølv, og ca. 6.000 denarer. Det er rigtig mange penge. En meget stor værdi, som tjeneren graver ned i et hul i jorden. Tjeneren med hullet i jorden var dén, der havde fået mindst betroet, nemlig én talent. Dén, der havde fået mest, havde fået 5 talenter. En kæmpe formue. Dén, der havde fået næstmest, havde fået to talenter. Ikke helt så meget som den første, men også en formue. Og dér står så vores antihelt med sin ene talent. Sin skat, som han har fået betroet. Han ser, hvordan de to andre investerer og fordobler deres formue. Det er så nemt for dem. Det er, som om de bare kaster sig ud i det. Det gør han ikke. Han kan ikke. Hvorfor? Fordi han er bange for sin herre.
”Af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden”, siger den uduelige tjener. Jeg føler med ham. Jeg tænker på banken, bankbogen fra konfirmationen, spareskillingerne som aldrig har været brugt til investeringer og iværksætteri. Men bare til at leve for, ganske almindeligt, uden de store armbevægelser. Og så spørger jeg mig selv, hvad denne lignelse om de betroede talenter så kan have at sige for mig og alle de andre mennesker, der ikke har fået en masse penge betroet, men som dog har fået det største betroet: livet selv. Ja, netop dét er kernen i lignelsen om de betroede talenter: at Gud har skænket os livet, vi har fået livet betroet.
Gud har skabt os som lige mennesker.
Lignelsen i dag vil ikke forskrække os, så vi prøver at sikre os over for den vrede Gud. For vi kan ikke sikre os over for Gud. Men vi skal tro – på Gud. Hvis man vil sikre sig over for Gud, er det det modsatte af at tro på Gud. Vi skal frygte Gud, ja vist – men kun sådan, at vi samtidig stoler på Ham over alle ting.
Søren Kierkegaard har skrevet om frygt. Han taler lige ud af posen: ”Frygten er en svigefuld hjælp. Frygten kan forbitre én lysten, gøre livet kedsommeligt og kummerfuldt, men den kan ikke hjælpe til det gode”. Og videre siger Kierkegaard: ”Vel har frygt for legemlig svækkelse lært den vellystige at holde måde i udsvævelser, men den har aldrig gjort ham kysk. Og vel har frygt for straf gjort synderen til en skinhellig, der på skrømt elskede Gud, men den har aldrig gjort ham ren af hjertet”.
Nej – det er jo rigtigt. Ingen bliver ren af hjertet af at være bange for Gud. Jesus siger i Bjergprædikenen:
”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud”. Se Gud rigtigt, se Gud ud fra et rent hjerte. Ikke ud fra frygt. Se Gud gennem Kristus. Og derfor giver det mening og fylde, når Jesus i Evangelierne siger:
”Frygt ikke – tro kun”. Ingen bliver rene af hjertet af frygt¨. Men Gud skænker os et rent hjerte, når Han skænker os troen. Så gem ikke glæden over din skat, glæden over selve livets gave, bort.
Grav ikke din glæde ned. Grav ikke din talent, din skat, ned.
Og skulle det være, at du også har ET talent, altså en særlig gave og kunnen fra Gud – så brug også DIT talent til at skabe glæde i Herren, blandt alle mennesker.
Amen.

Salmer i Kerte Kirke 10.30:
751: Gud ske tak og lov
7: Herre Gud, dit dyre navn og ære
4: Giv mig, Gud, en salmetunge
8: Om alle mine lemmer
728: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord

***

Salmer og sange i Orte Kirke kl. 9.00:
751: Gud ske tak og lov
0: Spurven sidder stum bag kvist
4: Giv mig, Gud, en salmetunge
0: Jeg elsker den brogede verden
8: Om alle mine lemmer
0: Du kom med alt det, der var dig


2/2 Prædiken til sidste søndag efter Hellig3Konger 2020.
Johs. 12,23-33. Kyndelmisse-lysgudstjeneste i Skydebjerg.

Hvedekornet må dø, for at det skal bære mange fold. Det hører vi i dagens tekst. Høsten afhænger af, at vi sår de enkelte korn, som da skal dø i jorden. Men i dets død skal hvedekornet spire og gro, vokse og blive til mange fold. Med hjælp fra regnen fra oven og – med hjælp fra solens lys.
Jesus taler også om sig selv i denne tekst til sidste søndag efter Hellig3Konger. For nu begynder vi med små skridt at bevæge os frem mod påsken. Derfor forklarer Jesus sine disciple, at han snart skal dø, ligesom hvedekornet. Men at han dermed giver plads til, at den kristne tro skal spire og gro, vokse og blive til mange troende mennesker i verden. Fordi – Jesus er verdens lys.
I dag, d. 2. februar, er det kyndelmisse dag. Denne kyndelmissegudstjeneste falder altså i år lige på dagen! Det er midvinter. Lyset vender tilbage, ganske lidt for hver dag, der går. Men det mærkes allerede. Ordet kyndelmisse er et dansk ord for Missa Candelabre – lysenes messe. I katolsk tid indviede man hvert år lysene på kirkens alter på denne dag. Og hvis ellers tiden ikke havde været af lave, skulle vi i dag markere, hvordan ”Kyndelmisse slår sin knude – overmåde hvas og hård. Hvidt forneden, hvidt foroven, pudret tykt står træ i skoven – som ud i min abildgård”. Ja, i både skoven og haven burde vi nu føle frosten i kinderne og blive blændet af solens stråler hen over den hvide sne…
Sådan er det ikke denne midvinter, så lad os glæde os over de dage, hvor midvintersolen alligevel skinner på det milde landskab. Lad os glædes over lyset, der er vendt tilbage. Og lad os glæde os over dét lys, der er hos os, uanset vejr og vind: lyset i Jesus Kristus – verdens lys.
Hver morgen får vi dette lys at se – gennem Lysets engel. Derfor skal vi også til sidst ved gudstjenesten synge Ingemanns salme ”Lysets engel går med glans”. Det skal vi, selvom det egentlig er en morgensalme, og vi holder aftengudstjeneste.
Så kan vi minde hinanden om, at Jesus er sendt herned af Gud som verdens lys. Uanset hvilken tid på døgnet vi tænker på det. Amen.

Salmer:
557: Her vil tie, her vil bies
747: Lysets engel går med glans


26/1 Prædiken til 3. søndag eft. Hellig3Konger 2020. Luk. 17,5-10.

”Det var da et fromt ønske”!
Det var vel mest i gamle dage, man sagde sådan, hvis det yndige barn ønskede sig noget, som ikke var afsindig dyrt eller ubeskedent eller direkte upassende. At ønske sig noget, der var i tråd med gode, kristne værdier, og som lader sig opfylde for en familie, der lever mere på åndelige værdier end på materielle værdier – det er et fromt ønske. Sagt uden nogen afstandtagen eller hånlige smil. Selvfølgelig ønsker vi os også gaver til jul, der har kostet penge. Og til fødselsdage. Men man mærker også en længsel efter opfyldelsen af det fromme ønske. Nærhed og varme. Fred og glæde i familien.
Min far ønskede sig altid ”nogle søde børn” i julegave. Hvorvidt dét var et fromt ønske, kunne min bror og jeg ikke rigtig finde ud af. For det var jo egentlig et ret ambitiøst ønske! Jeg tænker på dette med de fromme, uselviske ønsker, fordi vi måske kan finde ud af, om disciplenes ønske fra teksten i dag er et fromt ønske: ”Giv os en større tro”! Jesus synes det åbenbart ikke. Jesus synes ikke, det er et fromt og uselvisk ønske, dette: ”Giv os en større tro”. Måske fornemmer han, at der ligger noget bag det tilsyneladende fromme ønske. F.eks. at disciplene ville bruge den ønskede, større tro til selv at fremstå som større og mere betydningsfulde mennesker udadtil.
”Giv os en større tro”! Hvorfor? Og i hvilken betydning af større? Det spørger Jesus ikke om. I stedet fortæller han de forbløffede disciple, hvad de skal gøre. Hvordan de skal handle, i troen. Som en sand tjener skal de gøre dét, de godt selv ved inderst inde, er det rigtige. ”Vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre”. Sådan skal disciplene til slut sige til sig selv i deres vished. En større tro, i sig selv, er derimod et umuligt ønske.
For tro kan for det første ikke måles og vejes. Og tro er det for andet ikke en formue, man skal skrabe til sig og så holde på, som Joakim von And holdt på alle sine penge i en pengetank, hvor han tog bad i dem, så vidt jeg husker fra mine gamle Anders And blade. Den gamle gnier tog bad i sine penge, og dét løb de jo ikke ud i afløbet af og forsvandt. På den anden side blev han heller ikke specielt ren af det.
For Jesus er tro ikke en formue, man samler sammen og dernæst holder fast på, for sig selv. Tro er en levende relation. En relation til Gud, som er dén Herre, vi har. Og da Gud er alle andres Herre, også, så bliver troen også en relation til andre mennesker.
”Hvor meget tro har du stående på din konto i banken”? Det giver ikke mening at spørge om dét. For hvad ville der ske, hvis vi så skulle hæve på denne troskonto? Så skulle vi måske først tænke os om, som vi gør det med en almindelig bankkonto. Har vi brug for at hæve? Har vi nu også brug for at hæve noget af vores tro på kontoen, så vi kan bruge af det i en given situation til lige at strække med? Det duer ikke at spørge om dét, for så er vi nærige med noget, som vi har fået gratis. Nemlig Guds kærlighed og Guds troværdighed. Hvis det er en almindelig bank, kan man tale om, hvorvidt denne bank er troværdig. Det er helt relevant at overveje dét. Men om Gud er troværdig – dén overvejelse behøver vi ikke at gøre os. Gud er troværdig – som vi kender Ham i Jesus Kristus. Værdig til tro. Troen på Gud, i Kristus, er vores levende formue. Tro er noget, der skal bruges. Vi skal bruge løs af troens formue. Der er nemlig mere, hvor den kommer fra. Troen bliver større af at blive brugt. Det er i sandhed ikke mange af vores ønsker, der er fromme, uselviske ønsker. ”Giv os en større tro” er heller ikke. Troen i sig selv er så stor en kraft, at hverken disciplene eller vi kan fatte det. Jesus lukker den ved at sige: ”Havde I en tro som bare verdens mindste frø, sennepsfrøet, og denne tro vel at mærke var ægte – så ville I kunne få det mest usandsynlige at se”. Men det har I jo ikke, I er ganske almindelige. Så derfor skal I gøre som ganske almindelige kristne: tjene Herren med glæde og naturlighed. Det kan man sagtens gøre, samtidig med at man mærker, hvor stort og fantastisk selve livet er.
Salmerne i salmebogen kan noget dér. Vise os, at menneskelivet er udspændt mellem hverdagens nære gøremål og mere eller mindre fromme ønsker på den ene side og tilværelsens dybder og evighedsperspektivet på den anden side.
I hver eneste lille hverdagshandling mærker vi evighedens eksistens. Himmel OG jord.
Som vi skal synge nu om lidt med Grundtvig:

”O kristelighed!
du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt;
mit land, siger Herren, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor”.

Mens øjet er blåt… det vil sige, mens vi lever vort jordiske liv.
Da lever evigheden i os, som det har været fra begyndelsen.
I Guds kærlighed til os.
Amen.

Salmer:
10: Alt hvad som fuglevinger fik
7: Herre Gud! Dit dyre navn og ære
679: Et trofast hjerte, Herre min
321: O kristelighed!
29: Spænd over os dit himmelsejl


19/1 2020 Prædiken til 2. søndag efter H3Konger 2020. Johs. 4,5-26.

Vi kan være uenige i det små. Men vi må være enige i det store. Tænk, hvis nogen sagde:
”Der er kun ét sted i Danmark, I for alvor kan gå i kirke og holde en gudstjeneste, der rigtigt gælder. Det er i Københavns Domkirke. En gudstjeneste i Kerte Kirke gælder ikke, sådan rigtigt. Det er ikke et helligt sted. En gudstjeneste i Orte Kirke gælder ikke, sådan rigtigt. Det er ikke et helligt sted”.
Så ville vi nok blive kede af det. Og andre i landet ville helt sikkert, uafhængigt af Københavns Domkirke, have fundet ud af, at den helt rigtige gudstjeneste skal holdes i Århus eller Esbjerg eller Nyborg eller et helt femte sted.
Men vi må sige med Jesus, som han siger i dag, at dén dag er kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i Ånd og sandhed. Og dét kan man gøre i alle kirker. At tilbede Gud i Ånd og sandhed er ikke afhængigt af stedet. Det gøres i den mægtigste domkirke – og det gøres i den mindste landsbykirke. At tilbede Faderen i Ånd og sandhed blev muligt dén dag, Jesus kom til os og gjorde det muligt.
Så vi kan være uenige i det små – som f.eks. i hvilken kirke vi gerne vil tilbede Gud. Men vi må være enige i det store, dét der forener os i troen. Korset er et billede, vi samles om i den kristne tro.
Som nu f.eks. for den 6-7 årige dreng, der skulle døbes.
Han kom ind i vores kirke, nogle uger før dåbsdagen, for der var noget, han skulle tjekke. ”Er Jesus henne i min kirke”? spurgte han sin mor. ”Det kan vi tjekke, når vi skal op i kirken og snakke med præsten”, svarede hun. Stor var drengens lettelse og tilfredshed, da han fik øje på Krucifikset. Jo, Jesus var i drengens kirke. Også hér.
Temaet foldes ud i Evangelieteksten, som vi har hørt i dag. Kvinden ved brønden er samaritaner. For samaritanerne var der ét rigtigt sted at tilbede Gud: på det hellige bjerg Garizim. Garizim-bjerget ligger på dét, vi i dag kalder Vestbredden, så det er også i dag lidt af en krudttønde. For jøderne, derimod, var der ét rigtigt sted at tilbede Gud: i Jerusalem. Og nu siger jeg godt nok, at vi kan være uenige i det små, men må være enige i det store – men for samaritanerne var det ikke ”i det små”, dette med det hellige bjerg. Og for jøderne var det bestemt heller ikke ”i det små”, dette med Jerusalem som det helligste sted. Det var en reel uenighed, som bundede i forskellige måder at læse Det Gamle Testamente på.
Jesus prøvede at forene. Han prøvede at lære os, at Gud kan tilbedes dér, hvor man er. Når blot det sker ”i Ånd og sandhed”.
Det er er helt usædvanligt møde, vi hører om i dag – mødet ved brønden, mellem Jesus og den samaritanske kvinde. Jesus beder om en slevfuld vand fra den samaritanske brønd. Andre jødiske mænd ville nok aldrig have gjort det samme: at gå hen og tale frit og utvungent med en lavere rangerende kvinde fra et andet trossamfund. Drikke hendes vand.
Men netop vandet er et billede på dét, der forener. Alle mennesker fra alle egne har brug for vand, for en kilde at drikke af. Både helt konkret for ikke at dø af tørst. Men også i overført betydning: for at få slukket dén tørst, der er en længsel efter troen, i Ånd og sandhed.
Det er derfor, vi om lidt skal synge Grundtvigs salme: ”Alle mine kilder”. Hér forenes linjerne i budskabet fra dén dag, Jesus mødte den samaritanske kvinde ved brønden. Det klare vand stammer fra kilderne, der gav vand til brønden ved samaritanernes hellige bjerg Garizim. Og det klare vand risler ved det hellige bjerg, som Jerusalem er bygget på.
Jesus forener jødernes og samaritanernes hellige kilder i sig. Det var vand fra Guds hellige kilder, Jesus blev dykket ned i ved sin egen dåb. Og det er i overført betydning vand fra Guds hellige kilder, der siden Jesu egen dåb er brugt til den kristne dåb overalt i verden.

”Aller mine kilder skal være hos dig!
Det er Gud Faders den høje tale
til den dåb, som i jordens dale
Vor Herre han bærer skjult i sig”.

Københavns tidligere biskop Erik Norman Svendsen fortæller et sted, at ”Alle mine kilder” er én af Dronning Margrethes erklærede yndlingssalmer. Han må vide det, for han har været kongelig konfessionarius, altså kongehusets præst. Og den kan være en yndlingssalme også for mange andre, fordi den går i dybden og finder kilderne til Ånd og sandhed langt nede i det hellige lands jord. Og salmen når opad, helt op til Gud i Himlen, fordi det er selve Guds ord, Alle mine kilder.
Både da Gud sendte Gabriel til Jomfru Maria, til bebudelsen – og da englene sang ved Jesu fødsel – og tillige da Guds røst lød ved Jesus-dåben: ”Min Søn! Jeg har velbehag i dig”!

Og endelig rækker ”Alle mine kilder” frem og ind i evigheden. For i Grundtvigs salme er dén dåb, som finder sted her hos os, ”i jordens dale”, en forsmag på den nye jord og himmel, som skal komme engang, ved tidernes ende.
På en varm dag, for et par tusind år siden, holdt Jesus et topmøde ved en brønd og bad om vand. Det hele var vendt på hovedet. Topmødet var med en kvinde på samfundets bund. Samaritaner. Letlevende hvad mænd angik. Men hun gav Jesus af dét lidt, hun nu havde at byde ind med: en konkret kop vand fra forfædrenes brønd. Og hun fik lov, ganske ufortjent, at møde dén Messias, som hun ikke havde troet, hun nogensinde skulle få at se med egne øjne. ”Jeg ved, at Messias skal komme, sagde hun til den fremmede mand ved brønden, ”når han kommer, vil han fortælle os alt”.
Det er mig, dén der taler til dig”! sagde den fremmede. Så var han ikke fremmed mere. Så var han Kristus.
Og han sad dér – ved hendes brønd. Og han var ”alle mine kilder”. Vi kan møde ham, hvor som helst der tilbedes i Ånd og sandhed.
Amen.

Salmer:
402: Den signede dag
52: Du, Herre Krist
441: Alle mine kilder
422: Hellig, hellig, hellig!


31/12 Prædiken til nytårsaftensdag 2019. Matthæus 6,5-13.

Fadervor er en ganske særlig bøn, fordi det er Jesus selv, der har lært os den.
”I skal bede således”, siger han – og så lyder de – for os – så velkendte ord for allerførste gang, over for disciplene:
”Fader vor, du som er i Himlene…” Før Jesus giver disciplene Fadervor, har han sagt noget i retning af dét her til dem: ”Lige nu”, siger Jesus, ”står I disciple dér og føler, at I skal være åh så hittepåsomme. At I skal opfinde en bøn med så mange ord og så meget glitterstads, at Gud bliver imponeret”. Men Gud bliver ikke imponeret over menneskers glitterstads. Jeg ved ikke, hvordan I ser på det.  Men jeg tror, Gud hører en bøn, der kommer fra et menneskes dybeste længsel. En bøn til Gud er en bøn, der kommer fra hjertet.
Kommer Fadervor fra hjertet? Det er ikke for andre mennesker at kontrollere. Det ved Gud jo godt, om det gør. Og det ved den bedende måske også, om det gør. Vi har nok alle sammen hørt – eller bedt – et Fadervor, der blev jappet afsted og skulle overstås. Udenadslære. Hvor vi ikke var helt sikre på, om det kom fra hjertet. Det er ikke nogen katastrofe. Der kommer et nyt Fadervor på et andet tidspunkt. En bøn, der bliver bedt til Gud, er i det hele taget altid ny, bundet til øjeblikket. Ikke optaget på et bånd. Og dét Fadervor, du beder, er altid netop dit Fadervor, din bøn. Så jo, vi har nok hørt eller bedt et jappe Fadervor. Men jeg er sikker på, at vi også har hørt – eller bedt – et Fadervor, hvor ordene fik liv, mening, betydning, ja Ånd. Endnu mens Fadervors ord lå på spring på læben eller var til i øret, forud for deres fremsigelse.
Bønnen er på sælsom vis til, endnu før den bliver bedt. Det er umuligt at forklare med fornuftens og forstandens ord. Men det kan føles ganske mærkbart, at når Fadervor er på vej til at blive bedt fra hjertets dyb, da er ordene – og Guds svar – på forhånd til stede. Og dét synes jeg er et smukt billede på dét, Jesus siger i dagens Evangelietekst:
Jeres Fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder Ham om det”.
Gud ved altså godt, hvad vi trænger til – men ved vi det også selv? Salmedigteren Iben Krogsdal siger det et sted på denne måde: ”Gud ved, hvad vi ønsker os, og Han ved, hvad vi har brug for, og Han ved, at de to ting ikke altid er de samme. Vi beder vor Fader om, at Han vil hjælpe os til at leve vores hverdagsliv uden at få alt opfyldt, men så vi – trods savn og tab og mangler – kan leve, og for det meste med glæde”. Sådan ifølge Iben Krogsdal. Hvad vi ønsker os, og hvad vi har brug for – vi kan ikke selv skelne. Men vi kan tro på, at Gud kan skelne mellem ønsker og behov.
Fadervor udtrykker tillid til Gud. Tillid til, at Gud netop kan skelne mellem hvad vi ønsker os, og hvad vi har brug for. Tillid til Gud – det er én ting at sige om Fadervor. En anden ting er, at Fadervor på én gang sigter på fremtid og nutid. Og derfor er det godt, at et netop er Fadervor, vi har som prædikentekst sådan en nytårsaften, hvor fremtid og nutid mødes. I tro, håb og kærlighed.
Fremtid og nutid mødes i bøn i Fadervor. Fremtid og nutid mødes i nytåret, i et nyt år. Et nyt årti, oven i købet, 20’erne. 2020’erne. Engang vil 2020’erne blive et begreb, som fremtidige generationer vil lære om. Ligesom vi har lært om 1920’ernes musik, dans og genforening syd for grænsen. Bl.a. Og 1820’ernes nationalromantik og Adam Oehlenschlägers digte. Bl.a. Og vi kan gisne om, hvad de fremtidige generationer vil høre om vores 20’ere. 2020’erne. Hvad det bliver, må vi lægge i Guds hånd. I tillid. Og huske, at fremtid og nutid mødes i Fadervor.
Ét årsskifte ad gangen – ja endog én dag ad gangen.
Amen.

Lad os bede Fadervor sammen:
Fader vor, du som er i Himlene,
Helliget vorde dit navn, komme dit rige.
Ske din vilje, som i Himlen, således også på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld,
Som også vi forlader vore skyldnere.
Og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde,
Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

Salmer:
29: Spænd over os dit himmelsejl
717: I går var hveden moden
136: Dejlig er den himmel blå
712: Vær velkommen, Herrens år



26/12 Prædiken til 2. juledag 2019. Matth. 10,32-42.

De fleste kalder dagen i dag for 2. juledag. Men dagen har også et andet navn: Sankt Stefans Dag.
Vi hører i dag læsningen fra Apostlenes Gerninger om Stefanus, som mistede livet på grund af sin tro. Han var en kristen martyr. Faktisk den første kristne martyr, og drabet på ham blev starten på en heftig forfølgelse af kristne.
Men der var jo én, der greb den første sten – det er der altid, enten konkret eller i overført betydning. Og dén, der greb den første sten for at slå Stefan ihjel, var ikke hvem som helst. Denne stenkaster skulle blive én af kristenhedens vigtigste personer: nemlig apostlen Paulus.
Det er fra Paulus’ absolut dårligste side, vi lærer ham at kende, fra dengang han stadig hed Saulus, eller Saul, og var en ivrig forfølger af de kristne. I sin ungdom havde han ingen problemer med at gribe den første sten. Senere angrede han forfølgelsen af de kristne, han fortrød, at han havde fået bl.a. Stefan slået ihjel.
Paulus skriver i sine senere breve, at han havde været én af kristenforfølgerne i sin ungdom, og dermed havde begået en stor uret.
Men hvordan gik kristenforfølgeren Saulus hen og blev apostlen Paulus?
Der måtte noget ganske særligt til, for at Saulus kunne blive til Paulus, altså blive omvendt til kristentroen. Han blev gjort blind af Gud, da han på en vandring til Damaskus mødte stemmen fra den opstandne Kristus: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig”?
Da blev Paulus klar over, at han ved at forfølge de kristne forfulgte Kristus selv. Og han fortrød sin ungdoms gerninger og kom til tro. Og fik sit syn igen, for nu kunne han jo SE sandheden. Med det overbeviste blik. Men der var masser af andre til at overtage kristenforfølgelserne efter ham. Efter Stefans død bliver de kristne så forfulgte, at de fordrives fra Jerusalem. Og det var selvfølgelig ikke godt. Men det havde dén sideeffekt, at de forfulgte tog kristentroen med sig og spredte troen uden for Jerusalem. Det kan nok ikke have været en del af forfølgernes plan, at forfølgelserne bare øgede antallet af kristne uden for Jerusalem. Men det var dét, der skete.
Stefanus døde for sin tro. Og Paulus blev den førende udbreder af kristentroen, fordi han bredte sin forkyndelse ud til alle – ikke blot til jøderne. Alle, uanset tidligere religion, kunne blive kristne, mente Paulus. Hans forvandling fra forfølger til forkynder var så stor, at man i middelalderen afbillede det symbolsk: før omvendelsen afbildes han som en ulv, efter omvendelsen som et lam.
Paulus er beviset på, hvor omvæltende det kan være at møde kærligheden i Gud, i Kristus. Steningen af Stefan er noget, der sker efter Jesu død og opstandelse. Steningen sker netop, fordi Stefanus troede på Jesu opstandelse. Men før sin død havde Jesus forudset, at noget sådant ville ske efter hans død og opstandelse. Og det var denne forudsigelse, vi netop har hørt i 2. juledags Evangelietekst, hvor Jesus bl.a. siger:
Se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by”.
Og netop til Jerusalem siger han:
Jerusalem, du som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke”…
Nej, sådan skulle det ikke blive. Har I nogensinde holdt høns? Vi havde høns, da jeg var barn. De udrugede også kyllinger, selvom naboerne var trætte af vores hane, tror jeg, som galede på stort set alle tider af døgnet. Men han var jo nødvendig for at få kyllinger. Jeg har ofte set kyllingerne komme pilende fra alle retninger for at søge ly under hønemors vinger, som hun beredvilligt løftede op, så de kunne putte sig ind, hvis der var den mindste fare i sigte.
Nogle gange kaldte hun på dem, så hun var sikker på at få selv de mest stædige ind under vingerne. For deres eget bedste. Og det var helt sikkert, at der altid var én kylling, som ikke kunne dy sig, og stak hovedet ud næsten med det samme for at kigge. Men det gjorde sådan set ikke så meget. Det vigtigste var, at den havde været med og ikke havde siddet hønemors kalden overhørig.
Så når Jesus gerne ville have haft Jerusalems indbyggere ind under sine vinger, så var det ikke for at sætte dem i bur – men tværtimod for at sætte dem fri til at leve under beskyttende vinger, i dén frihed, troen giver. Men dén frihed valgte Jerusalem fra, siger Jesus, så nu vil de blive overladt til sig selv. De har mistet vingernes beskyttelse, og nu må det gå sin gang, med Jesu korsfæstelse, død og begravelse.
For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn”!
Hov. Dér gik vi lige fra trussel – til løfte. Glædeligt budskab. Der ER altså glædeligt budskab i 2. juledags prædikentekst, hvor trist den end kan forekomme at være. For hvornår siger vi ordene ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn”? Det siger vi i den kristne gudstjeneste. I nadverritualet.
Først siges det:
”Hellig er Herren, Gud den Almægtige,
Han, som var, og som er, og som kommer”.
Og dernæst:
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn”.
Altså Kristus.
Der er en chance mere til dem, der ikke kom med ind under vingerne i første omgang.
Jerusalems indbyggere. Os selv. Springet er stort – fra juleaftens Jesusbarn i krybben og englesang på marken – til 2. juledags martyrdød ved stening. Og så alligevel: Bethlehem og Stefanus hænger sammen. Den kristne fortælling har altid haft modstand på sin vej. Der var jo ikke plads til dem i herberget. Og der er ikke altid plads til godheden. Netop derfor satte salmedigteren H.A. Timm sig i 1852 ned og skrev følgende salmetekst – her er det vers 3 i salmebogens nummer 50:
Under dine vingers skygge
som i barndomshjemmets trygge
vandrer vi trods storm og slud;
fries vi end ej for fare,
dog fra mørkets magt og snare
du bevarer os, vor Gud”.
Amen.

Salmer:
122: Den yndigste rose
117: En rose så jeg skyde
118: Julen har englelyd
123: Her kommer, Jesus, dine små
121: Dejlig er jorden


Prædiken til juledag 25/12 2019. Johs. 1,1-14.

Glædelig jul! Vi glædes. Vi lytter. Vi læser og synger. Vi er til som de mennesker, vi er.
I kirken er der en fred og en trøst, som stråler os i møde i lysenes skær. Det er jul. I dag, juledag, har vi hørt fødselsdagstekster. Vi har hørt om skabelsen som en fødselsdag. Og om Jesu fødselsdag, om stalden i Bethlehem, hyrderne på marken, om englenes sang. Begyndelsen på kapitel 2 i Lukasevangeliet. Vi kalder stykket for Juleevangeliet. Naturligvis den elskede og kendte Evangelietekst, der indledes med ordene: ”Og det skete i de dage”…
Og endelig har vi hørt dén tekst, vi kalder for Johannesprologen. Det allerførste stykke i Johannesevangeliet. ”I begyndelsen var Ordet”… Sådan starter det. Og dér har vi egentlig skabelsen og Jesu fødselsdag i ét!
For Johannesprologen handler om Lysets fødselsdag. ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden”. Ja men, er det så i virkeligheden ikke det samme, det handler om? Jesu fødselsdag og det sande lys’ fødselsdag? Jo, det er det da. Vi bliver, i ordets verden, sendt tilbage til begyndelsen. ”I begyndelsen var Ordet”, siger Johannesevangeliet, i Det Nye Testamente. I Johannes’ allerførste sætning. Og ”I begyndelsen skabte Gud Himlen og jorden”, siger 1. Mosebog i Det Gamle Testamente. I GT’s allerførste sætning. Der må være noget fælles, noget der kæder skabelsen i 1. Mosebog og Jesu fødsel i Lukasevangeliet og prologen i Johannesevangeliet sammen.
Dette noget er Lyset. ”Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”.
Det tindrer af lys i julens Bibeltekster. Der lægges op til en forsigtig forventning om lys allerede i adventstidens tekster. Vi hører, at ”Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”. Og juleaften: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land”.
Vi har boet i mørkets land i forskellige betydninger af ordet. Det er mørkt udenfor i denne tid. Der kan også være mørkt inde i os. Og over en lille del af os vil mørket sænke sig igen, når de 1000 julelys er slukket på den anden side af julen. Julen kan ikke fuldstændigt fjerne en sorg eller en tyngende udfordring.
Men julens lys kan skinne igennem sorgen eller udfordringen, sende sit lys midt igennem den, så det afsløres, at der er liv og væren, ja endda glæde, på den anden side af sorgens mørke bjerg. Julen kan noget særligt dér. Vores kristne jul, f.eks. her i Danmark.
En ældre dame fortalte mig engang om en juleoplevelse, hun havde haft, der gjorde indtryk.
Fordi hun så det vante og det ventede med et nyt blik.
Det var en juleaften, ude på landet hvor hun boede på en ejendom. Hun ventede gæster til julemiddag. Blandt gæsterne var en mand, helt fra Australien, tror jeg, det var. Manden havde tidligere, da han var helt ung, været på ophold i Danmark. Da han havde hilst varmt på sin værtinde, kiggede han først i én retning. Dér så han så en smukt oplyst kirke i det fjerne, og syntes det var smukt. En landsbykirke med lys på! Så vendte han sig i den anden retning og så – endnu en kirke med lys på. Wow – two churches!
To kirker! Begge smukt oplyste! En kirke, hvor man end vendte sig hen.
Jeg ved, at mange tænker over det og glædes, når de kommer kørende gennem det danske landskab og ser en middelalderkirke lyse op på en bakketop snart hér, snart dér. Her i juletiden bliver det måske bare så meget desto mere klart, hvorfor de skal være der og ligge så forholdsvis tæt, som de gør. Vi har noget værdifuldt med dén kristne kultur og dén arv, vi tager som en selvfølge. Wow – to kirker i samme udsyn!
Det er et billede på en varme og en imødekommenhed, som kirken må værne om. Det er nemlig Jesus selv, der spreder dette lys. Lyset kommer på en særlig måde FRA Jesus. For nylig læste jeg et interview med radiovært Anders Laugesen, som i mange år har haft programmer om tro i Danmarks Radio. Han er i øvrigt lige blevet fyret fra dét job og skal transmittere TV-gudstjenester i stedet for. Han sidder under interviewet ved siden af en russisk ikon, som betyder noget særligt for ham. Ikoner er jo billeder fra den kristne, ortodokse tradition. Der udgår et særligt lys fra Kristusfiguren på ikonen. Anders Laugesen forklarer dette lys som ”det uskabte lys fra Jesus”. Jesus blev født, men ikke skabt – og det uskabte lys er på en måde en klangbund for alt liv, fordi Gud skabte alting ud af mørke, men sendte lyset ind i verden. Jesus er verdens lys, så man kan læse det, som om han er blevet sendt ind i verden to gange, forklarer Anders Laugesen. Ved verdens skabelse og julenat.
I ved nok også selv, hvordan de dygtigste malere kan male lyset ind i et maleri, så man ikke kan sige, hvor det kommer fra. Det er der bare. Selvfølgelig har malerne en teknik til at male dette lys, en teknik, som kunsthistorikere sikkert kan gøre rede for. Men jeg melder mig gerne som én af dem, der mener, at der er en guddommelig kilde, når det lykkes at male lyset som ren væren. Kunst er ikke kun teknik, men en nådegave. Hvad enten det er malerkunst eller f.eks. musik.
Dagens to tekster er altså ikke så forskellige endda, for de handler begge om Jesus som det sande lys. Og det sande lys er nådegaven i julen. December er mørk i vores land. Først inden for de seneste par dage er det vendt, så lyset nu er på vej tilbage. Det er ikke så underligt, at vi tænder lys, hvor vi kan komme til det. Også i og på kirkerne, hvor vores kirke ligesom mange andre er oplyste og lyser i mørket i juletiden. Både for at vise kirkernes skønhed og for at vise symbolsk, at vi kan søge Gud og søge kirken for at finde det sande lys.
Jeg hører af og til mennesker sige: ”Jeg kommer ikke fra et specielt troende hjem, men jeg kan huske som barn, at der var”… Og så kommer der en erindring om et menneske eller en oplevelse i forbindelse med julen eller hverdagen, som den blev levet, og som så har sat sig sine spor, så man som voksen bliver klar over, at – nå ja, det VAR jo det sande lys, der blev vist mig dengang. Og det kan blive vist mig igen, når mit hjerte åbner sig for det. Det er altså ad disse uransagelige og snoede veje og stier, vi bliver ledt frem mod det sande lys. I Kristus.
Som vi hørte det i Johannesprologen: ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden”. Og således kobles skabelsesberetningen fra 1. Mosebog i Det Gamle Testamente til Julens Evangelium hos Lukas og videre til de store indledningsord om Kristus i Johannesevangeliet.
Det sande lys.
Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”.
Gud lod sig føde som et lille barn. Ja, ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”.

Amen.

Salmer:
100: Kimer, I klokker!
117: En rose så jeg skyde
99: Velkommen igen, Guds engle små
122: Den yndigste rose
121: Dejlig er jorden


Prædiken til juleaften 24/12 2019. Lukas 2,1-14.

Sådan lyder Juleevangeliet. Netop nu lyder de samme forunderlige ord rundt omkring i hundredevis af kirker over hele landet. For mange mennesker ville det slet ikke være jul, hvis ikke de hørte netop disse ord, der sætter så mange følelser i gang. Og bringer så megen tro med sig, tro på kærlighedens Evangelium om barnet i krybben. Juleevangeliet lyder rundt om i kirkerne, og hos nogle familier bliver det også læst op derhjemme juleaften, hos familien.
I gamle dage var det altid faderen i huset, der læste op. Ude på gårdene med stort folkehold var faderen også husbond og åndeligt overhoved. Han havde ansvaret for, at karlene og pigerne på gården hørte Juleevangeliet og i hvert fald én gang om året hørte noget læst op fra Den Hellige Bog.
Men i vore dage er der ingen, der siger, at det er faderen i huset, der skal læse op, hvis der skal læses op.
I årets erindringshistorie i den traditionsrige udgivelse ”Ved Julelampens skær” er det den 13-årige Michael, der læser Juleevangeliet op, fordi han er dén i familien, der står næst for at skulle konfirmeres det kommende forår. Og han er udmærket klar over, at det er noget særligt at læse netop denne tekst op, selveste juleaften. Og selvom den 13-årige Michael måske var mere optaget af måden, han læste op på, end af indholdet i teksten – så ”var der noget højtideligt over at læse teksten op og sige ”Gud”, ”Davids hus” og ”Bethlehem”.
Sådan er det i øvrigt også som præst at læse Juleevangeliet op. Ordene og dén glæde, højtid og ånd, der udgår fra dem, er hvert år noget ganske særligt at læse op. Sådan er det med julen – den er højtid.
Mens 13-årige Michael i løbet af juleaftensdag øvede sig i at læse Juleevangeliet op, så lå hans mindre søskende på maven i nattøj foran fjernsynet og så julefilm. Sådan noget man gør som barn for at få den lange dag til at gå. Men Michael var på vej et andet sted hen. Barn endnu, som en 13-14 årig er, men på vej til at blive voksen. Og det viser sig for alvor denne juleaften, hvor han kunne rumme både Disneys Juleshow, samtidig med den alvorlige oplæsning af Juleevangeliet. Og én ting mere, i øvrigt: han måtte også rumme en slags syndefald ligesom Adam og Eva.
Nemlig den dårlige samvittighed over at have spist af julekonfekten i smug gennem hele december, så der kun var de sørgelige rester tilbage i krukken til den fine julemiddag.
Han havde lige taget et stykke, måske to, hver eftermiddag, når han kom hjem fra skole. For det var der nok ingen, der kunne se… Men det var der, selv hans farmor havde svært ved at tilgive denne synd. Det hele ramte ham juleaften: Juleevangeliet, den tomme konfektkrukke, barndommens uskyldige julefilm.
Og faktisk også præstens ord i kirken om at slippe vores tunge byrder, som vi bærer rundt på, netop juleaften. Netop denne aften kan vi slippe de tunge byrder, sagde præsten.
”Vi måtte sætte os selv fri og tro på, at alting ville forme sig, som det nu engang skulle”, forklarede Michaels konfirmationspræst. ”Ja men”, tænker Michael under prædikenen, ”i morgen er byrderne der jo igen. Byrderne, ansvaret og pligterne”. Ja, det er de. Men lige netop i aften kan vi midt i al hurlumhejet tænke over, hvad der er det vigtigste. Det vigtigste i vores eget liv, og det vigtigste i vores liv med hinanden.
Jeg læste et sted her for nylig, at hvis vi VIRKELIG satte os ned og læste Juleevangeliet igennem og tænkte over, hvad der egentlig står, så ville ingenting blive som før. Så gennemgribende er det. Beretningen er så velkendt og ofte hørt, at man kan taber pointen. Nå ja, det er jo bare Herrens engel og Herrens herlighed og en himmelsk hærskare, der synger… Men det er ikke bare – det er et fantastisk tegn, som Gud har sendt:
I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”.
Det mindste bliver det største, og det største det mindste.
Ære være Gud i det højeste”, sang den himmelske hærskare, og det er til at forstå: Gud sidder deroppe i det højeste, i Himlen. Men Gud er også hér. For i aften, juleaften, synger englene til os:
Ære være Gud i det højeste og på jorden”!
Gud sidder deroppe i det højeste, ja vist – men Gud er også hér. For ”i dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”.
Derfor er Gud også hér. Amen.

Salmer:
94: Det kimer nu til julefest
121: Dejlig er jorden
104: Et barn er født i Bethlehem
119: Julen har bragt velsignet bud
120: Glade jul, dejlige jul


15/12 Prædiken til 3. søndag i advent 2019. Lukas 1,67-80.

Det er blevet 3. søndag i advent, og vi fejrer Luciagudstjeneste her i Orte Kirke. Med lys. Vores unge konfirmander bærer lys og sang ind til os i kirken. Det passer så flot med teksten fra Lukasevangeliet, som vi lige har hørt. For i dén tekst hedder det, at
Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej”.
Det er julens lys, der er på vej, her i adventstidens mørke. Man kalder denne tekst for ”Zakarias’ Højsang”. Zakarias var far til Johannes Døberen. Johannes Døberen var dén, der skulle bane vejen for Jesus. Zakarias’ kone Elisabeth havde født sin søn Johannes i en meget høj alder, og det syntes alle, var et mirakel i sig selv. Det syntes Zakarias også, så han blev i første omgang helt stum og kunne ikke sige en lyd. Det var skik, at en dreng skulle have et navn, allerede 8 dage gammel – og at det var drengens far, der skulle bestemme og udsige navnet i offentlighed. Men – far Zakarias var blevet stum. Så måtte mor Elisabeth jo gøre det. Meget usædvanligt. Men hun sagde højt og tydeligt: ”Han skal hedde Johannes”. ”Det var da et mærkeligt navn”, sagde de, der stod rundt omkring. ”Hvorfor skal han ikke hedde Zakarias, ligesom sin far”?
”Nej – han skal hedde Johannes”. Og sådan blev det.
Navnet Johannes kommer af et ord, der betyder ”Herren er nådig” eller ”Herren har handlet nådigt”. Og det må man jo sige, fordi hans mor og far var oppe i årene, før de fik ham. Der er mange af de navne, vi også bruger i dag, der betyder noget bestemt, og en del stammer fra Bibelen. Og pigenavne har selvfølgelig samme betydning som de drengenavne, de ligner, og man kan hedde Johanne, og så har Herren også været nådig! Johannes Døberen var fætter til Jesus. Hans mor Elisabeth var slægtning med Maria, Jesu mor. Johannes har fødselsdag til Sankt Hans, og er altså ½ år ældre end Jesus. Derfor går han forud for Jesus også aldersmæssigt. Men også ved at døbe mennesker i Jordanfloden. Og han døbte også Jesus. Johannes går i forvejen, baner vejen. Han repræsenterer altså meget godt, at vi venter i denne tid. Ja, i adventstiden venter vi. Vi venter på julens komme, vi venter på Jesusbarnets fødsel i Bethlehem. I kan selv se, hvordan de nederste rækker her i kirken bærer præg af denne ventetid.
Dér ligger alt, hvad der skal bruges til krybbespillet. I krybben ligger foreløbig en bamse – for Jesusbarnet er blevet væk. Det er en hel julekalender i sig selv at følge med i. Når 3. klasse at finde Jesusbarnet inden jul? Ja, for både en julekalender og – i endnu højere grad – et krybbespil skal ende godt. Krybbespillet skal ende med, at Jesus bare ER der. Selvfølgelig er han det.
Og vores Luciagudstjeneste i dag skal ende med, at lyset bare ER på vej. Både i form af lyset derude, hvor dagene meget snart bliver længere – OG i form af Jesusbarnet, solopgangen fra det høje, der vil besøge os. Han vil lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, han vil lede vore fødder ind på fredens vej.
Amen.

Salmer:
21: Dejlig er jorden
87: Det første lys
74: Vær velkommen, Herrens år
0: Nu tændes tusind julelys (245 i
Højskolesangbogen).

 


8/12 Prædiken til 2. søndag i advent 2019. Matth. 25,1-13.

Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Derfor skal I have olie nok på jeres lamper, for ellers lægger mørket sig over jer, og I kommer for sent til lyset. Nu kommer den gode tid – Kristi genkomst. Så må I have et lager af lys, for at kunne tage godt imod lyset.
Det lyder mærkeligt og er en barsk måde at sige det på. Men det er, fordi det er lidt omvendt i forhold til, hvad vi plejer her.
Teksten siger: ”Du skal have nok olie på lampen til at kunne glæde dig over de gode tider”. Vi plejer at tænke: ”Du skal have nok olie på lampen, så der er til dårlige tider”.
Det er, fordi vi historisk set har været gode til at fordele dét, vi havde hen over året til forskellige årstider. Så vi er vant til at have nok.
Det er den gamle sang om Kyndelmisse, dvs. omkring 1. februar, hvor der skulle være halvdelen af foderet til dyrene tilbage, og halvdelen af brændet til komfuret tilbage. Og det var der, hvis man var en dygtig husbond og husmor. Der var olie nok på lampen, så der var til dårlige tider hen mod slutningen af vinteren.
Og vi er vant til at have nok i forhold til så mange andre mennesker i denne verden, som ingenting har. Men nu får vi altså også at vide, at vi skal have nok olie på lampen, så der er til gode tider, som vi har i vente. Så det er nok ikke foder og brændsel, der er tale om hér. Det er mere den åndelige side af sagen: Vi skal være klar til at være glade. Bliv klar til at være glad. Det er egentlig, hvad advent går ud på. Vi skal gemme noget olie på den indre lampe til at kunne gløde, være glade, når den glade tid kommer: julen og budskabet om Jesus, der blev født i Bethlehem.
Det er ligesom dén sang, konfirmanderne har lært mig for mange år siden, der hedder ”Solsorte Decemberfugl”. Solsorten er en decemberfugl, fordi den kan lære os at stole på lyset, når vi oplever dens ukuelige optimisme.
Jo, det bliver lyst igen, og så er jeg klar!
Netop når solen står lavt, får vi lyset som en gave”, hedder det i sangen…
Der er ikke længe til, at lyset vender tilbage.
Når dagene bliver længere, da får vi lyset som en gave. Når julen kommer, da får vi lyset som en gave. Da får vi lyset i Jesus Kristus som en gave.
Vi kan ende med at lukke os ude fra glæden over netop dette lys, hvis vi gør som de tåbelige brudepiger og ikke gemmer et overskud af håb til at gå glæden i møde med.
Og så får jeg lyst til at sige, at olien på lampen i overført betydning kan være af så mange slags, når bare denne olie er udtryk for en åndelig styrke, vi bruger som en drivkraft. Olien på lampen kan da også godt være en sorg, man har. Noget, man kæmper med. Noget, der har gjort indtryk. Der var et år, hvor jeg oplevede op mod jul en barnedåb, en glædelig begivenhed i kirken, hvor gæsterne både sagde tillykke til familien med dåbsbarnet, men også kondolerede nogle af de tilstedeværende, som havde oplevet et dødsfald for nylig. Der var en særlig olie på deres lampe, en glød der stammede fra en sorg, men gløden kunne alligevel nære glæden over det lille barn, der var kommet til verden. Fordi både glæden og sorgen var til stede i deres hjerter, og begge dele kunne rummes dér. I kirken kunne deres tro rumme begge dele.
Om lidt skal vi synge en salme af Brorson, ”I jomfruer, I kloge”, nr. 271.
Det er nok ikke lige dét salmenummer, der er slidt mest her i kirken. I Kerte kunne kirketjeneren i hvert fald ikke huske, han tidligere havde hængt dét nummer op. Det er en rigtig Evangeliesalme, som lægger sig tæt op ad dagens tekst. Tekstnære salmer var mere almindelige i gamle dage, end de er i dag.
Og så passer salmen godt i traditionen på Brorsons tid med at se Jesus som brudgommen, og menigheden som bruden.
I dette tilfælde bliver menigheden så malet frem som brudepigerne, der skal vente på brudgommen og være klar til at gå med ham ind i bryllupssalen, ind til den store fest.
Himmeriges fest, i symbolsk forstand. Olien på lampen – det er håbet om det gode, der er i vente. Olien på lampen er evnen til at kunne glæde sig til det gode, der er i vente. Olien på lampen er også modet til at turde vise denne glæde, dette håb, over for sine medmennesker.
Som det bliver sagt ved dåben: ”Dén, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Glæden og håbet i Jesus Kristus er dén lampeolie, der skal lyse i adventstiden. Adventstid er ventetid – i håb.
Amen.

Vor Fader i Himlen,
Vi beder dig om en god adventstid for alle mennesker.
Lad dit lys finde vej til vore hjerter. Lær os at finde vej til det sande lys, i Evangeliet om Jesusbarnet, der bliver født – uden pomp og pragt, men ved den sande glæde.
Vær med os, hvis vi føler os alene i al decembers hast, og led os ind i en stille og fortrøstningsfuld forventning.
Se ned til os, når vi frygter for fremtiden og for vore kæres skæbne.

Vær med dén, der sidder i mørket og dødens skygge. Vær med vor Dronning og hele hendes hus. Giv dem og os alle at leve i trøst fra dig og i håb om julefred og lys i mørket.
Amen.

Salmer:
754: Se, nu stiger solen (Mel Oluf Ring 1915)
87: Det første lys er Ordet
271: I jomfruer, I kloge
74: Vær velkommen, Herrens år

 


1/12 Prædiken til 1. søndag i advent 2019. Lukas 4,16-30.

1. søndag i advent har farven hvid. Hvid er festens farve i kirkeåret. Juledag er f.eks også hvid. Og påskedag. De næste 3 advents-søndage frem mod jul bliver lilla – violette.
Det er bodens farve – eftertankens og besindelsens farve. Hvor vi tænker os om og overvejer, hvordan vi bedst kan vente på julen og dens glæde. Advent handler om at vente. Advent handler om at vente på dét, der skal komme; glæden i julen. Advent er at vente på ham, der skal komme og forløse vores håb og længsler: Jesus.
Altså: 1 hvid søndag i festens tegn og 3 violette søndage i alvorens tegn. Understreget af de lilla bånd på kirkens adventskrans. Og selvfølgelig er begge dele til stede på én gang: ingen glæde uden alvor. Ingen alvor uden glæde. Fællesnævneren er: forventning.
For mig at se handler begge adventstidens farver: hvid og lilla, om forventning.
”Forventningens glæde er den største”, siger vi med et lidt fortærsket udtryk. Men dén sandhed er der i det, at forventning altid har en dybde i sig, fordi forventning altid er tæt forbundet med vores længsler og håb. Adventsfarven lilla har en dybde. Farven lilla er dyb.
I 80’erne læste mange af os bogen ”Farven lilla” af Alice Walker, eller vi så Steven Spielbergs filmatisering af samme navn. En sort kvinde i sydstaternes USA skriver breve til Gud og til sin søster om et hårdt og ubarmhjertigt liv i et ufrivilligt ægteskab, efter en svær barndom med fattigdom og misbrug. Og selvom det hele egentlig føltes drænet for håb og godhed, så husker jeg de sprækker af håb og mod, og også humor, der alligevel var. Og Gud var én, man kunne samtale med og læsse af på. Som kvinden Celie skriver i bogens første brev, til søsteren Nettie: ”Du må hellere lade være med at sige det til andre end Gud. Det ville slå din mor ihjel”. Gud kan vi aldrig slå ihjel. Hvad Han end må lytte til af vores kvaler. Det er på en alvorlig og dyb baggrund, vi skal forstå adventstidens både hvide og lilla farvespil.
Adventstiden starter med den hvide festfarve i dag, 1. søndag i advent. Og efter de kommende 3 lilla adventssøndage, hvoraf den sidste er den 22. december, bliver vi klar til allerede et par dage efter, når julen endelig er der, at trække i de hvide festklæder igen.
Hvordan fortæller Det Ny Testamente om dette md adventstidens blanding af forventningens glæde og den dybereliggende alvor bagved? Det gør det ny Testamente ved at lade Jesus besøge sin barndomsby. For alting var ikke lutter idyl, da Jesus skulle holde sin første prædiken – kan man godt kalde det – i sin hjemby Nazareth. Nazareth var dengang mildt sagt ikke en by, som en tilrejsende ville skrive hjem om, i lange, begejstrede breve. Nazareth var et hul i jorden, udkants Israel. Det er én af Guds forunderlige pointer, at Jesus skulle vokse op dér.
Men på dét her tidspunkt er Jesus blevet lidt af en berømthed, for han har udført nogle helbredelser og mirakler i Kapernaum. Nu er Jesus tilbage i sin hjemby, og han går ind i synagogen og læser op fra Esajas’ Bog i jødernes Bibel, som vi kalder Det Gamle Testamente. Det er netop Esajas’ Bog, der forudser Jesu komme. Og så læser Jesus op. Han finder et sted, hvor der netop står, at festens farve skal komme til verden på baggrund af den dybe eftertankes farve:
Herren har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren”.
Det lyder flot! sagde tilhørerne i synagogen til hinanden. Superfint programskrift! Vores bysbarn, Josefs søn, kan bare gå i gang med at helbrede og gøre mirakler! Det er godt at have en kendt i nabolaget!
Ej, nu kommer der altså lige noget i en helt anden boldgade, men jeg kan ikke lade være med at citere fra et digt fra den nye digtsamling af Yahya Hassan – som man kan mene om, hvad man vil, men prøv lige at høre, hvad han siger om, hvordan hykleriet kan trives, her hos de intellektuelle på Østerbro i København:
… DE INTELLEKTUELLE HAR ALLE SAMMEN SOMMERHUIS / OG DE ER BANGE FOR STORMSKADER / DE BOR PÅ ØSTERBRO / OG PLAGES AF BANDEKONFLIKTEN PÅ NØRREBRO / DE VANDER KARTOFLERNE I RÆKKERNE / OG PISKER BØRNENE MED IDYL / DE HILSER HELLER PÅ EN KENDT / END PÅ EN BEKENDT…
Der er langt fra Østerbro til Nazareth. Langt fra 2020 til år 30. Men i Nazareth hilste de også hellere på en kendt end på en bekendt dén dag, de jog Jesus ud af byen. De hilste begejstret på Jesus, fordi han var kendt. Ikke fordi han var Josefs søn. Men hvorfor jog de ham ud af byen? Fordi han sagde til dem, at Guds veje er kærlighedens veje. Uanset hvor kærligheden fører hen, så er det dér, Guds finger peger Jesus hen.
”Gå dérhen”! siger Gud til Jesus. Ikke bare til en kendt, ikke engang bare til en bekendt. Men også til en ukendt, til enken i Sarepta i Sidons land, uden for enhver komfortzone. Ramt af tørken, ligesom alle de kendte. Men det var hende, der blev hjulpet.
Og gå hen til den ukendte syrer Na’aman, som var syg, ligesom mange kendte var. Men det var ham, der blev helbredt. ”Gå dérhen”! siger Gud til Jesus. ”Kom herned til os”! kan vi så sige i en bøn til ham. På denne første søndag i advent. Med julens fest for øje, om godt og vel 3 uger.
Glædelig og dybfølt adventstid!
Amen.

Salmer:
78: Blomstre som en rosengård
87: Det første lys
80: Tak og ære være Gud
74: Vær velkommen, Herrens år
117: En rose så jeg skyde


Prædikener 2019

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen i PDF


 

Prædikener 2018

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen i PDF


Prædikener 2017

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen samlet i PDF


Prædikener 2016

Prædikener af Susanne Kreiler Holm Andsersen samlet i PDF